Om dåb og menighed

Dåb og menighed

I et debatindlæg på KD’s netavis den 2. januar 2014 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/539599:Debat–Selvfoelgelig-kommer-daaben-foerfolkekirken–Plager-fanden-biskopperne) gik Søren Krarup i rette med biskoppernes udtalelse, hvor vi bl.a. slår fast: ”En folkekirkepræst kan ikke på én gang være præst i folkekirken og i en frikirke, der står uden for folkekirken, ligesom en folkekirkepræst ikke kan døbe nogle personer til folkekirkeligt medlemskab, og andre til et frikirkeligt medlemskab. Hvis det er tilfældet, er man selvfølgelig nødt til som biskop at reagere på det.” Samtidig understreger vi: ”Men vi håber meget, at der findes en løsning på den aktuelle situation, fordi folkekirken har brug for præster som Massoud Fouroozandeh, der har en særlig nådegave til det folkekirkelige missionsarbejde blandt muslimer.”

Søren Krarup spørger, om det er en juridisk eksercits, som erobrer den danske folkekirke. Og da han bl.a. nævner undertegnede, vil jeg gerne for mit vedkommende forsøge at sige lidt om, hvordan jeg ser på forholdet mellem dåben og menigheden. For der er nemlig efter min mening en anden og tættere sammenhæng, end den, som det umiddelbart fremgår af Søren Krarups indlæg, hvor han siger, at ”selvfølgelig kommer dåben før folkekirken.”

Ved min første dåb af en muslim for snart mange år siden, oplevede jeg, at vedkommende allerede et år efter dåben forlod folkekirken og fik sit gamle muslimske navn tilbage. Jeg har ladet mig fortælle, at det er en erfaring, som man også gør andre steder og i andre menigheder. I London fortælles det, at op mod 90% af konverterede muslimer i en periode valgte at konvertere tilbage igen, bl.a. fordi de i de respektive menigheder ikke fandt, hvad de søgte. Der var ikke tilstrækkelig omsorg og menneskelig varme og støtte til, at de kunne føle sig hjemme.

Dette understreger menighedens betydning og viser, hvor vigtigt det er, at menigheden tænkes med og også er langt mere aktiv ved en sådan voksendåb, hvor der er meget på spil. Ansvaret er større, end en præst kan løfte alene. Der må en menighed til. Jeg valgte derfor siden, ved et par tilsvarende dåb, at knytte en person fra menigheden til dåbskandidaten, så han/hun kunne få en støtte og vejleder i menigheden. Allerede i forbindelse med dåbsundervisningen fik de kontakt til hinanden, og på den måde sikrede jeg, at der var mindst én i menigheden, som påtog sig et særligt ansvar for den nydøbte.

Menigheden og folkekirken kom altså på den måde før dåben. Man kan sammenligne det med en fødsel. Ligesom intet menneske fødes ud i det blå, men ind i en familie og ind i en nation, sådan døbes vi også ind i en konkret menighed.

Det er mit inderlige håb, at der må kunne findes en løsning på den konkrete sag – evt. i form af oprettelse af en valgmenighed. For det er et unikt arbejde, som Massoud Fouroozandeh udfører blandt muslimer i Danmark. Og der er al mulig grund til at støtte ham – også i arbejdet med at få rammerne på plads.

Steen Skovsgaard

Reklamer
Standard

Fornyelse – gennem fornyelse

Nedenstående var min velkomsthilsen til deltagerne i innovationscampen januar 2014:

For mange år siden, da jeg var provst i Aarhus, cyklede jeg en dag forbi Arlas store administrationscenter i Brabrand. Her var der et skilt, hvor der stor: ”Arlas innovationsafdeling.” Jeg tænkte, at det da i grunden kunne være spændende at tage ind og høre, om de kunne lære mig noget om fornyelse i Folkekirken. Så jeg stoppede op og gik indenfor og var heldig med det samme at få lejlighed til at mødes med én af de ledende medarbejdere. Han syntes det var lidt sjovt at møde en præst, som kunne tænke sig at høre om deres arbejde, og han fortalte, at der var over 100 medarbejdere ansat i denne afdeling.

Men så sagde han: ”De fleste tror, at det er os, der sidder her og finder på nye produkter. Men det er det slet ikke. Fornyelsen kommer udefra. Fra de små steder, små mejerier eller køkkener, hvor folk får en god ide. Dem sender de herind, og det som vi gør i innovationsafdelingen er at afprøve, overveje, udvikle og i sidste ende indstille til, hvilke produkter der kan sættes i produktion.”

Da jeg senere blev biskop, valgte jeg at nedsætte et innovationsudvalg i stiftet. Her mødes 6-8 præster og lægfolk og drøfter, hvad vi har hørt af nye gode og gerne også skæve initiativer, og hvad vi kunne tænke os at sætte i gang eller prøve af i stiftet. Det er i tidens løb blevet til rigtig mange initiativer. Vel at mærke ikke nogle, som vi selv har fundet på, men som vi har drøftet og udviklet og været med til at sætte i gang.

Siden har vi fået et nyt motto for Lolland-Falsters Stift. Det er latin – og det går jo nok i denne forsamling. Det hedder: Ex contemplatione innovatio. Af fordybelse kommer fornyelse. Eller man kan sige: Ingen fornyelse uden fordybelse.

Det hænger sammen som træets rødder og dets grene. Træet kan kun vokse i takt med, at det skyder dybere rødder.

Derfor skal vi – når vi taler om fornyelse – altid huske at have fordybelsen med. Ellers visner fornyelsen.

Så traditionen er vigtig. Ja, man kan vel sige at de største nybrud og fornyelser sker der, hvor man graver de gamle kilder fri. (Sådan som det i 1. Mosebog hedder at Isak gravede de gamle brønde fri 1. Mos 26,18).)

Som alle ved, sker der rigtig meget fornyelse i Folkekirken i disse år. I alle stifter bobler det med kreativitet, nye ideer og initiativer, som på forskellig måde er med til at komme mennesker i møde.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi som biskopper diskuterede, hvad vi i grunden skulle med en sådan innovation Camp. For der lå ligesom i initiativet en antydning af, at der ikke sker fornyelse i folkekirken.

Men efter nogle meningsudvekslinger med ministeren har vi naturligvis valgt at bakke op om initiativet og er gået ind i arbejdet. For er der noget vi som biskopper også ønsker at arbejde for, så er det fornyelse. Fornyelse og fordybelse.

På biskoppernes vegne hilser jeg derfor også denne innovation camp velkommen, og håber at konferencen må afspejle noget af det, som allerede forgår i Folkekirken.

Så bliver det i hvert fald ikke kedeligt at være med!

Steen Skovsgaard

Standard

 

Bevar din lokale kirke

Tænk, hvis der ikke var en kirke i dit sogn?
Hvis den blev lukket, eller blev lejlighedskirke?
Det kan blive resultatet, hvis den ikke bliver brugt, og der ikke kommer flere til gudstjenesterne.

Kirken har et vigtigt budskab om Guds kærlighed, fred og glæde. Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at finde måder at være kirke på, så dette budskab bliver hørt og levende hos os? Hvordan kan vi styrke kirkegangen?

Det er temaet for et kort udviklingsforløb for menighedsråd, ansatte, præster o.a. fra særligt udsatte sogne. Meningen er at vi her får mulighed for at inspirere hinanden på kryds og tværs, udvikle nye ideer og samarbejdsmuligheder og sætte dem i værk.

Også for beboere i sognene, som ikke bruger kirken så meget, men som kunne tænke sig at være med til at skabe en levende kirke i lokalsamfundet, er dette en mulighed for at engagere sig og få indflydelse. Ligesom også de ansatte her kan få sat deres tanker og idéer i spil.

Hvad kræver det at være med?

Det eneste, der kræves af deltagerne, er engagement og vilje til at gøre en indsats. Der er meget brede rammer for, hvilke nytænkende tiltag, der vil kunne lade sig gøre. Det væsentlige er at finde måder at styrke kirkegangen på – og skabe liv også i de små sogne.

Forløbet i sin helhed

22. februar 2014: Idéudvikling og inspiration på tværs

I løbet af marts: Lokale menighedsrådsmøder med deltagelse af ansatte og lokale engagerede for at beslutte, hvilke idéer I vil gå videre med i netop jeres kirke

5. april 2014: Videreudvikling, konkretisering og planlægning af initiativer

Løbende herefter: Støtte og inspiration fra tovholdere

Sted: Sognets Hus, Maribo

Pris: kr. 250,- pr. person for det samlede forløb inkl. forplejning

Tilmelding: Via menighedsrådet eller præsten

Yderligere oplysninger v. biskop Steen Skovsgaard

Bevar din lokale kirke – lørdag den 22. februar begynder et udviklingsforløb i Lolland-Falsters Stift

Sidebemærkning

At prædike sand omvendelse – ordinationstale 19. januar 2014

Kære Janne

De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde står skrevet i Mattæusevangeliet kap 4. vers 17: ”Fra da af begyndte Jesus at prædike: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Amen

Som du måske har set, kører der for tiden en stor debat i Kristeligt Dagblad om begrebet omvendelse. For hvad er omvendelse? Og giver det overhovedet mening i dagens Danmark? Er det ikke noget, som hører fortidens omvendelsesprædikanter til?

Nu er det jo ikke alle debatter, som er lige vigtige, eller som egner sig til at blive til et tema i en ordinationstale, men netop dette med omvendelse er svært at komme uden om. For her om lidt vil du høre, at jeg lægger dig på sinde, ”at du forkynder Guds ord rent og purt, som det findes i de profetiske og apostolske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger, så du prædiker sand omvendelse.”

Når det lyder her ved ordinationen, så er det netop en understregning af, at omvendelse ikke er et begreb, som er ligegyldigt eller som har perifer betydning i kristen forkyndelse. Det står helt centralt og var da også et vigtigt led i Jesu egen forkyndelse. Som vi hørte Jesus sige det i dit ordinationsord: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”

Det var også omvendelse, som Johannes døberen forkyndte og kaldte folk til ved Jordanfloden: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver!” råbte han.

Endelig kan vi også tænke på Paulus. Han oplevede personligt en voldsom omvendelse. Fra at have forfulgt den kristne menighed nidkært, sker det pludseligt, at han lige udenfor Damaskus møder Jesus selv. Den oplevelse omvender ham og kommer til at betyde, at han fra da af begynder at forkynde evangeliet og bliver én af de største hedningemissionærer.

Så omvendelse hører vi meget om i Det nye Testamente. Men når der alligevel kan være nogle, som krummer tæer og kan være lidt ilde til mode overfor ordet og talen om omvendelse, så skyldes det sikkert, at det – som så mange andre gode og sande ord og begreber – kan være ved at sande til. Eller det kan virke muggent og klamt. Omvendelse kan af nogle høres som snæver moralisme. Noget med at nu skal vi arbejde med os selv og vore mere eller mindre heldige sider og forkerte vaner. Nu skal vi være bedre mennesker, give lidt mere til de fattige, ændre livsstil osv. Nu skal vi kort og godt omvende os, for at blive pæne mennesker, som Gud vil have noget med os at gøre.

Og det er i hvert fald ikke, hvad man kan kalde sand omvendelse. Tværtimod. Det er blot at blive endnu mere selvoptagede, end vi er i forvejen.

Omvendelse er nemlig ikke at se på os selv, men på Gud. Det er at vende om imod ham. Jesus siger jo heller ikke, at vi skal omvende os, for at Himmeriget kan komme nær. Nej omvend jer – for himmeriget er kommet nær.

Så omvendelse har ikke noget at gøre med at bringe himlen nær – omvendelse er at opdage, at himlen er kommet nær. Gudsriget – Jesus Kristus – er nær. Derfor: Omvend jer. Se hen på ham og strål af glæde.

Et godt udtryk for omvendelse oplevede jeg for 14 dages tid siden. Jeg var på vej i toget til København. Det var tidlig morgen og alle sad bøjet over deres papirer og computere eller sad og sov. Pludselig lød togførerens stemme over højttaleren: ”Undskyld forstyrrelsen. Men der er en passager, som har gjort mig opmærksom på, at solopgangen her til morgen er usædvanlig smuk!” Og alle vendte vi os om mod solen.

Den togfører var en sand omvendelsesprædikant. Han fortalte om solopgangen og gjorde os alle opmærksom på den – og vi kiggede alle op og ud.

På samme måde bliver det nu din opgave, Janne, som præst at pege på solopgangen fra det høje. På Jesus Kristus. Det er at prædike sand omvendelse: At gøre opmærksom på og forkynde det glade budskab om ham, hans liv, død og opstandelse, så folk vender sig imod ham, som blomsterne, der vender sig om imod solen eller som togpassagererne vendte sig om imod solopgangen.

Omvendelse har vi alle brug for hver eneste dag. Præster ikke mindst. Vi bliver jo nødt til selv at se og mærke, hvad det er vi vil gøre andre opmærksomme på. Det er umuligt at forestille sig, at togføreren skulle have lyst til eller være særlig god til at gøre passagererne opmærksom på solopgangen, hvis han ikke selv havde set den. Derfor er det præstens vigtige opgave selv at suge næring af den kilde, som man vil bringe andre hen til. Vi må selv vende sig om imod det lys, som vi vil gøre andre opmærksom på.

Dagligt må vi derfor også omvende os, vende os fra os selv og om imod Gud. Løfte øjnene mod himlen, lade os styrke af budskabet om, at Gud også er os nær, og at vi også – ligesom dem vi skal forkynde det for – er i Guds hånd og varetægt i liv og død.

Men der er så altså også dem, der har oplevet omvendelsen som en fuldstændig skelsættende eengangsbegivenhed. Mennesker, der som Paulus kan beskrive præcis, hvordan og hvornår den fandt sted.

Det kan man godt have forskellige forbehold overfor. For der er jo en risiko for, at de, som har oplevet et særligt og omvæltende indgreb fra Gud, kan komme til at føle sig i en særklasse. Både i forhold til Gud og i forhold til alle andre kristne, som måske ikke har en sådan skelsættende oplevelse at fortælle om. Det må dog alligevel aldrig få os til at afvise dem, som kan berette om en stor og enestående omvendelse.

Afdøde professor Prenter skriver et sted i sine erindringer om en ordveksling mellem den tyske professor Karl Barth og en ung teologistuderende. Den unge teologistuderende fortalte om en familie, hvis bil styrtede ned fra en smal bjergvej mod afgrunden, men blev hængende i et træ. I håb om Barths bifald fortalte studenten, at disse naive folk bagefter sagde, at Gud havde standset bilen der – som om den vældige Gud tog sig af små menneskers selviske ønsker om redning. Barths svar var overraskende. ”Pas på, min herre! Når mennesker i den yderste dødsfare erfarer Guds nærhed i den uventede redning og taknemmeligt tager imod den fra ham, så har De, hvis De som præst engang skulle møde sådanne mennesker, at tie stille med Deres universitetsvisdom og høre, tavst høre, deres vidnesbyrd om Guds ufortjente godhed!” Studenten blev tavs – og Prenter fortsætter: ”Hvor theologiens grænse ikke respekteres, bliver den i stedet for en nyttig hjælp til en dødbringende gift.”

Teologien og præsten skal kende sin begrænsning. Du og vi skal – som vi også snakkede om det til bispeeksamen i mandags – ikke tro, at vi kan forklare eller bortforklare Guds væsen eller indgriben. Vi kan aldrig forklare den meningsløse ondskab i verden eller i os selv, ligesom vi heller ikke kan forklare den overvældende godhed, som vi dagligt møder. Vi kan derfor heller ikke forklare, hvordan det kan ske, at nogle mennesker oplever en overvældende omvendelse, mens andre ikke oplever så meget.

Men Karl Barths ord er gode at holde sig for øje som præst: Når mennesker erfarer Guds nærhed – hvad enten det så sker på den ene eller anden måde – så skal vi blot tavst og ydmygt høre deres vidnesbyrd om Guds ufortjente godhed.

For så længe pilen, opmærksomheden og taknemligheden vender imod Gud – og er med til at ophøje Gud, så er det sand omvendelse.

Det betyder så også, at når du kommer til at opleve perioder med tørke i sjælen, en følelse af afmagt og skrøbelighed, så glæd dig. For dit budskab handler nemlig ikke om dig og din tro og styrke, det handler om ham, som du er sat til at forkynde budskabet om. Han, som har sat sig for at bruge svage og skrøbelige mennesker i sin tjeneste, for at budskabet om ham skal stråle så meget desto klarere.

Derfor: Lyt til Jesus dagligt og glæd dig. Himmeriget er kommet nær. Vend dig om imod ham hver eneste dag.

Gud i vold.

Amen

Standard

Gudstjenestens bønner – en anmeldelse

I december 2012 skrev jeg nedenstående anmeldelse af “Gudstjenestens bønner” til Kristeligt Dagblad:

Bønner der spreder mere end de samler

”Gudstjenestens bønner” er udarbejdet af bl.a. sognepræst Kirsten Jørgensen, Kerteminde og provst Elof Westergaard, Silkeborg. Bogen indeholder to komplette samlinger af kollekter til hele kirkeåret, samt forslag til ind- og udgangsbønner, slutkollekter, kirkebønner og kollekter ved dåb og nadver.

Det var med stor forventning, at jeg gik i gang med at læse denne omfattende kollektsamling, hvor det i forordet fremhæves, at der er lagt særlig vægt på billedsprog og poetiske vendinger samt brug af ord fra vores daglige kommunikation uden for kirkens rum

Efter to gennemlæsninger var jeg dog ikke overbevist – snarere forvirret. Der er bestemt billedsprog og poesi, som indimellem er smuk og fungerer som en sinds- og øjenåbner; men efter min mening er det alt for meget. Derfor valgte jeg at afprøve kollekterne forleden for en mindre gruppe præster og lægfolk for at høre deres mening. De fik til opgave at høre og vurdere 20 af kollekterne, som jeg – iført præstekjole og med tændte lys på alteret – læste op i Klosterkirken i Nykøbing F.

Det blev en tankevækkende og interessant øvelse. For det viste sig, at bønnerne blev oplevet meget forskelligt – også mere forskelligt end jeg havde forventet. Når Jesus kaldes for: ”regnbuen, tegnet på regnens ophør”, eller når det i en anden bøn hedder: ”Gud, vi stoler på at du …holder os godt fast når livets kontinentalplader forskyder sig…” så delte vandene sig på kryds og tværs mellem præster og lægfolk. Ja, man fristes til at sige, at kontinentalpladerne forskød sig.

Og det er min første indvending: Kollekterne spreder mere, end de samler. Kollekt betyder at samle, og gudstjenestens kollekter skal netop samle menigheden i bønner, som alle kan svare amen til. Det gør mange af disse kollekter ikke. I deres originalitet og markante billedsprog spreder de tankerne og dermed menigheden. Indimellem lykkes de som sagt, som når der f.eks. takkes for himmelbrød og hjerteblod og for barnet svøbt og lagt i verdens krybbe. Men som oftest tager poesien og vanskelige ord overhånd. Det sker, når det hedder: ”Jesus, vi går skrantende rundt i det blege forår med grå stemmer og lavmælte frakker.” Det er nok originalt, men ikke brugbart som fællesbøn. Og når vi takker ”fordi vi lever under den stribede bro som du har sat mellem skyerne” og vi går: ”ud i verden på dine solstråler”, så bliver det for højstemt og tankespredende. Og hvor mange mon forstår udtrykket, at vore øjne er: ”frønnede af hykleri?”

For det andet er der en del føleri i bønnerne. Bønhørelsen består ofte i, at vi skal ”mærke”! ”Vend os om så vi mærker varmen fra dit velsignende ansigt” Vi skal ”mærke at du er her”, ”mærke at vi er genkendt”, ”mærke ilden i vores hjerter” osv. Tænk hvis man nu ikke kan mærke noget? Har Gud så ikke hørt min bøn? Og hvad skal man mene om bønnen: ”Tag nu det fra os som andre har mere brug for?” Hvem tør bede den bøn af hjertet og håbe på bønhørelse? Og er det kristendom?

I efterordet kan man læse lidt om den teologi, som bønnerne bygger på. Her tages der afstand fra den traditionelle teisme til fordel for en teologi, hvor Gud har valgt afmagtens usikre veje for ”at lære af sin skabning, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt.” Gud er m.a.o. i lære og er ”indstillet på at forandre sig og få nye indsigter om sig selv”. Der tales på den ene side imod, at Gud skulle kunne gribe ind i det enkelte menneskeliv, forvandle og forandre og redde en person; men i næste sætning hedder det, at Gud fortsat griber ind, uden at dette dog konkretiseres yderligere. Samtidig understreges det, ”at bønnen er til for menneskets og ikke for Guds skyld.” Så hvis man tror, at lovsangen er Guds rettighed, at vi i bønnen bevæger Gud eller rører hans hjerte, og måske endda håber på Guds konkrete indgriben, så er vi tilsyneladende på afveje. For bøn er snarere en forberedelse af os selv, og skal føre til den rette ”stemthed af sindet.” Ligesom det hedder, at ”kærlighedsrelationens drivkraft mellem Gud og mennesker er lyst og ikke tvang.”. Hvilket ikke ligefrem flugter med Paulus’ tale om, at Kristi kærlighed tvinger os (2. kor 5,14).

I de foreslåede kirkebønner er der ligeledes for mange højstemte ord, men også mangler. Jeg savner bl.a. den traditionelle forbøn for kirkens ydre mission.

Kort sagt: Læsningen af denne bønnebog gør, at man bliver glad for de gamle bønner! Skulle man alligevel få lyst til at benytte nyere kollekter, så anbefaler jeg hellere Holger Lissners fine og let tilgængelige kollekter fra tillægget til alterbogen. De er mindre poetiske, men langt mere samlende, og menighedsorienterede.

Steen Skovsgaard

Standard

Om præsteløftet

At bekæmpe sådanne lærdomme

– i menigheden!

Lektor Jørn Arpe Munksgaards have den 17.12. 2013 en kronik i Jyllandsposten om præsteløftet. Her blev det  fremstillet som om, at præsteløftet skulle være et løfte om at bekæmpe andre trossamfund og endda” borgere, som af forskellige årsager ikke ønsker at ære medlem af statens eget religionsvæsen” – altså folkekirken. Det betyder iflg. Jørn Arpe Munkgaard, at staten ”mere eller mindre direkte opfordrer til offensiv ”religionskrig” mod en fjerdedel af statens egen befolkning.” I kronikken nævner Jørn Arpe Munksgaard både biskopperne og professor Prenter.

Dette giver mig anledning til at bringe nedenstående citat fra en bog, som jeg skrev for 10 år siden om religionsmødet: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst? (s. 42)– i håb om at det kan være til oplysning for Munksgaard og evt. andre, som måtte have samme anfægtelser som han:

”Skal en præst da i sidste ende ikke modarbejde islam? Er det ikke præstens opgave i henhold til sit præsteløfte at kæmpe imod det, som strider imod troens lærdomme?

Det er rigtigt, at det i præsteløftet hedder, ”at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse.”

Disse ord vælger mange at forstå som præstens forpligtelse til at modarbejde og bekæmpe islam. Derfor skal præsten heller ikke gå i dialog med islam eller muslimer, hedder det i debatten og i forskellige læserbreve. Han eller hun skal jo forsage og bekæmpe islam (herunder måske også muslimer?)

Det er dog afgørende i den forbindelse først og fremmest at understrege, at præsteløftet er et løfte, som præsten aflægger i sin tjeneste i menigheden. Det er i menigheden, at det glæder om for præsten at bekæmpe sådanne lærdomme som strider mod folkekirkens trosbekendelse. Præsteløftet omfatter ikke en forpligtelse til at bekæmpe noget eller nogen udenfor menigheden.

Hvis det var tilfældet ville enhver religionssamtale, tilnærmelse til og samarbejde med andre kirkesamfund i øvrigt også være udelukket. For man ville i så fald ikke kunne samarbejde eller være sammen med dem, der har en lære, som strider imod Folkekirkens trosbekendelse.

Men dernæst gælder det også om præsteløftet, at det ikke har en juridisk forpligtende karakter. Det hedder nemlig til slut: ”Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde efter den nåde som Gud mig dertil vil forlene.”

Professor Regin Prenter forklarer det på flg. måde:

”Dermed tænkes der ikke på et regnskab, som aflægges for en provsteret, et landemode eller en højesteret, men for en højere instans end disse – og ’samvittighedsfuldt’ – det vil sige med sig selv som den ansvarlige inspektor, som ikke kan erklære sig uskyldig i en eventuel forførelse af menigheden ved at skubbe ansvaret over på en biskop eller en anden domsinstans, som kunne have skredet ind – og ’ved Guds nåde..’ det vil sige bekendelsestrosksb er ikke en lovens gerning, men en nådens frugt.”

Steen Skovsgaard

biskop

Standard