Kære Janne
De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde står skrevet i Mattæusevangeliet kap 4. vers 17: ”Fra da af begyndte Jesus at prædike: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Amen
Som du måske har set, kører der for tiden en stor debat i Kristeligt Dagblad om begrebet omvendelse. For hvad er omvendelse? Og giver det overhovedet mening i dagens Danmark? Er det ikke noget, som hører fortidens omvendelsesprædikanter til?
Nu er det jo ikke alle debatter, som er lige vigtige, eller som egner sig til at blive til et tema i en ordinationstale, men netop dette med omvendelse er svært at komme uden om. For her om lidt vil du høre, at jeg lægger dig på sinde, ”at du forkynder Guds ord rent og purt, som det findes i de profetiske og apostolske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger, så du prædiker sand omvendelse.”
Når det lyder her ved ordinationen, så er det netop en understregning af, at omvendelse ikke er et begreb, som er ligegyldigt eller som har perifer betydning i kristen forkyndelse. Det står helt centralt og var da også et vigtigt led i Jesu egen forkyndelse. Som vi hørte Jesus sige det i dit ordinationsord: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”
Det var også omvendelse, som Johannes døberen forkyndte og kaldte folk til ved Jordanfloden: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver!” råbte han.
Endelig kan vi også tænke på Paulus. Han oplevede personligt en voldsom omvendelse. Fra at have forfulgt den kristne menighed nidkært, sker det pludseligt, at han lige udenfor Damaskus møder Jesus selv. Den oplevelse omvender ham og kommer til at betyde, at han fra da af begynder at forkynde evangeliet og bliver én af de største hedningemissionærer.
Så omvendelse hører vi meget om i Det nye Testamente. Men når der alligevel kan være nogle, som krummer tæer og kan være lidt ilde til mode overfor ordet og talen om omvendelse, så skyldes det sikkert, at det – som så mange andre gode og sande ord og begreber – kan være ved at sande til. Eller det kan virke muggent og klamt. Omvendelse kan af nogle høres som snæver moralisme. Noget med at nu skal vi arbejde med os selv og vore mere eller mindre heldige sider og forkerte vaner. Nu skal vi være bedre mennesker, give lidt mere til de fattige, ændre livsstil osv. Nu skal vi kort og godt omvende os, for at blive pæne mennesker, som Gud vil have noget med os at gøre.
Og det er i hvert fald ikke, hvad man kan kalde sand omvendelse. Tværtimod. Det er blot at blive endnu mere selvoptagede, end vi er i forvejen.
Omvendelse er nemlig ikke at se på os selv, men på Gud. Det er at vende om imod ham. Jesus siger jo heller ikke, at vi skal omvende os, for at Himmeriget kan komme nær. Nej omvend jer – for himmeriget er kommet nær.
Så omvendelse har ikke noget at gøre med at bringe himlen nær – omvendelse er at opdage, at himlen er kommet nær. Gudsriget – Jesus Kristus – er nær. Derfor: Omvend jer. Se hen på ham og strål af glæde.
Et godt udtryk for omvendelse oplevede jeg for 14 dages tid siden. Jeg var på vej i toget til København. Det var tidlig morgen og alle sad bøjet over deres papirer og computere eller sad og sov. Pludselig lød togførerens stemme over højttaleren: ”Undskyld forstyrrelsen. Men der er en passager, som har gjort mig opmærksom på, at solopgangen her til morgen er usædvanlig smuk!” Og alle vendte vi os om mod solen.
Den togfører var en sand omvendelsesprædikant. Han fortalte om solopgangen og gjorde os alle opmærksom på den – og vi kiggede alle op og ud.
På samme måde bliver det nu din opgave, Janne, som præst at pege på solopgangen fra det høje. På Jesus Kristus. Det er at prædike sand omvendelse: At gøre opmærksom på og forkynde det glade budskab om ham, hans liv, død og opstandelse, så folk vender sig imod ham, som blomsterne, der vender sig om imod solen eller som togpassagererne vendte sig om imod solopgangen.
Omvendelse har vi alle brug for hver eneste dag. Præster ikke mindst. Vi bliver jo nødt til selv at se og mærke, hvad det er vi vil gøre andre opmærksomme på. Det er umuligt at forestille sig, at togføreren skulle have lyst til eller være særlig god til at gøre passagererne opmærksom på solopgangen, hvis han ikke selv havde set den. Derfor er det præstens vigtige opgave selv at suge næring af den kilde, som man vil bringe andre hen til. Vi må selv vende sig om imod det lys, som vi vil gøre andre opmærksom på.
Dagligt må vi derfor også omvende os, vende os fra os selv og om imod Gud. Løfte øjnene mod himlen, lade os styrke af budskabet om, at Gud også er os nær, og at vi også – ligesom dem vi skal forkynde det for – er i Guds hånd og varetægt i liv og død.
Men der er så altså også dem, der har oplevet omvendelsen som en fuldstændig skelsættende eengangsbegivenhed. Mennesker, der som Paulus kan beskrive præcis, hvordan og hvornår den fandt sted.
Det kan man godt have forskellige forbehold overfor. For der er jo en risiko for, at de, som har oplevet et særligt og omvæltende indgreb fra Gud, kan komme til at føle sig i en særklasse. Både i forhold til Gud og i forhold til alle andre kristne, som måske ikke har en sådan skelsættende oplevelse at fortælle om. Det må dog alligevel aldrig få os til at afvise dem, som kan berette om en stor og enestående omvendelse.
Afdøde professor Prenter skriver et sted i sine erindringer om en ordveksling mellem den tyske professor Karl Barth og en ung teologistuderende. Den unge teologistuderende fortalte om en familie, hvis bil styrtede ned fra en smal bjergvej mod afgrunden, men blev hængende i et træ. I håb om Barths bifald fortalte studenten, at disse naive folk bagefter sagde, at Gud havde standset bilen der – som om den vældige Gud tog sig af små menneskers selviske ønsker om redning. Barths svar var overraskende. ”Pas på, min herre! Når mennesker i den yderste dødsfare erfarer Guds nærhed i den uventede redning og taknemmeligt tager imod den fra ham, så har De, hvis De som præst engang skulle møde sådanne mennesker, at tie stille med Deres universitetsvisdom og høre, tavst høre, deres vidnesbyrd om Guds ufortjente godhed!” Studenten blev tavs – og Prenter fortsætter: ”Hvor theologiens grænse ikke respekteres, bliver den i stedet for en nyttig hjælp til en dødbringende gift.”
Teologien og præsten skal kende sin begrænsning. Du og vi skal – som vi også snakkede om det til bispeeksamen i mandags – ikke tro, at vi kan forklare eller bortforklare Guds væsen eller indgriben. Vi kan aldrig forklare den meningsløse ondskab i verden eller i os selv, ligesom vi heller ikke kan forklare den overvældende godhed, som vi dagligt møder. Vi kan derfor heller ikke forklare, hvordan det kan ske, at nogle mennesker oplever en overvældende omvendelse, mens andre ikke oplever så meget.
Men Karl Barths ord er gode at holde sig for øje som præst: Når mennesker erfarer Guds nærhed – hvad enten det så sker på den ene eller anden måde – så skal vi blot tavst og ydmygt høre deres vidnesbyrd om Guds ufortjente godhed.
For så længe pilen, opmærksomheden og taknemligheden vender imod Gud – og er med til at ophøje Gud, så er det sand omvendelse.
Det betyder så også, at når du kommer til at opleve perioder med tørke i sjælen, en følelse af afmagt og skrøbelighed, så glæd dig. For dit budskab handler nemlig ikke om dig og din tro og styrke, det handler om ham, som du er sat til at forkynde budskabet om. Han, som har sat sig for at bruge svage og skrøbelige mennesker i sin tjeneste, for at budskabet om ham skal stråle så meget desto klarere.
Derfor: Lyt til Jesus dagligt og glæd dig. Himmeriget er kommet nær. Vend dig om imod ham hver eneste dag.
Gud i vold.
Amen
dommedag i islam og kristendom 