Om præsteløftet

At bekæmpe sådanne lærdomme

– i menigheden!

Lektor Jørn Arpe Munksgaards have den 17.12. 2013 en kronik i Jyllandsposten om præsteløftet. Her blev det  fremstillet som om, at præsteløftet skulle være et løfte om at bekæmpe andre trossamfund og endda” borgere, som af forskellige årsager ikke ønsker at ære medlem af statens eget religionsvæsen” – altså folkekirken. Det betyder iflg. Jørn Arpe Munkgaard, at staten ”mere eller mindre direkte opfordrer til offensiv ”religionskrig” mod en fjerdedel af statens egen befolkning.” I kronikken nævner Jørn Arpe Munksgaard både biskopperne og professor Prenter.

Dette giver mig anledning til at bringe nedenstående citat fra en bog, som jeg skrev for 10 år siden om religionsmødet: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst? (s. 42)– i håb om at det kan være til oplysning for Munksgaard og evt. andre, som måtte have samme anfægtelser som han:

”Skal en præst da i sidste ende ikke modarbejde islam? Er det ikke præstens opgave i henhold til sit præsteløfte at kæmpe imod det, som strider imod troens lærdomme?

Det er rigtigt, at det i præsteløftet hedder, ”at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse.”

Disse ord vælger mange at forstå som præstens forpligtelse til at modarbejde og bekæmpe islam. Derfor skal præsten heller ikke gå i dialog med islam eller muslimer, hedder det i debatten og i forskellige læserbreve. Han eller hun skal jo forsage og bekæmpe islam (herunder måske også muslimer?)

Det er dog afgørende i den forbindelse først og fremmest at understrege, at præsteløftet er et løfte, som præsten aflægger i sin tjeneste i menigheden. Det er i menigheden, at det glæder om for præsten at bekæmpe sådanne lærdomme som strider mod folkekirkens trosbekendelse. Præsteløftet omfatter ikke en forpligtelse til at bekæmpe noget eller nogen udenfor menigheden.

Hvis det var tilfældet ville enhver religionssamtale, tilnærmelse til og samarbejde med andre kirkesamfund i øvrigt også være udelukket. For man ville i så fald ikke kunne samarbejde eller være sammen med dem, der har en lære, som strider imod Folkekirkens trosbekendelse.

Men dernæst gælder det også om præsteløftet, at det ikke har en juridisk forpligtende karakter. Det hedder nemlig til slut: ”Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde efter den nåde som Gud mig dertil vil forlene.”

Professor Regin Prenter forklarer det på flg. måde:

”Dermed tænkes der ikke på et regnskab, som aflægges for en provsteret, et landemode eller en højesteret, men for en højere instans end disse – og ’samvittighedsfuldt’ – det vil sige med sig selv som den ansvarlige inspektor, som ikke kan erklære sig uskyldig i en eventuel forførelse af menigheden ved at skubbe ansvaret over på en biskop eller en anden domsinstans, som kunne have skredet ind – og ’ved Guds nåde..’ det vil sige bekendelsestrosksb er ikke en lovens gerning, men en nådens frugt.”

Steen Skovsgaard

biskop

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s