Se, bonden ved, at han må pløje og så for at kunne høste, så må vi vide, at vi må stride og arbejde i bønnen for at kunne høste bønnens frugt.
D.G. Monrad
Monthly Archives: marts 2014
Søndag den 30. marts 2014:
Om et menneske beder, og hans sjæl ikke er i hans bøn, så er hans bøn aldeles betydningsløs..Overflødigt er hvert ord, hvori der ikke er sjæl; overflødigt er intet ord, hvori der er sjæl.
D.G. Monrad
Lørdag den 29. marts 2014:
Vi må have lov til at sige det samme mange gange, eller med forandrede udtryk at gentage det samme, som fuglen har lov til i sin sang at gentage de samme toner.
D. G. Monrad
Fredag den 28. marts 2014:
I bønnen er der plads for overflødige ord.
Som i den fortrolige vennekreds, i hjemmet, når mand og hustru taler sammen, eller når forældrene taler med børnene, der er der rum for de overflødige ord; bandlyste vi dem, så ville vi bandlyse glæden og livet.
D.G. Monrad
Torsdag den 27. marts 2014:
En fuld og fast tro er den tvivlende bøns mål. Hvorledes skulle vi bede? Vi skulle være udholdende, indtrængende, påtrængende.
D.G. Monrad
Onsdag den 26. marts 2014:
Hvem vover at sige, at Guds navn dog ville vorde helligt, hans rige komme, og hans vilje ske, om denne bøn forstummede over hele jorden? Derfor anse vi ej vor bøn for frugtesløs; vi blive på vor post, gøre vor gerning og bede vor bøn.
D.G. Monrad
Tirsdag den 25. marts 2014:
Men intet sted bliver kærligheden til Gud mere levende end i bønnen.
D.G. Monrad
Mandag den 24. marts 2014:
Det er ønskernes metamorfose i bønnen. Med vor egen vilje går vi ind i, og med Guds vilje går vi ud af bønnen.
D.G. Monrad
Søndag den 23. marts 2014:
Tør et syndigt ønske forvandle sig til bøn? Nej, det syndige ønske tør ej blive til en bøn, thi derved bliver vor skyld endnu større.
D.G. Monrad
kirken på landet
Jeg skal deltage i en konference om kirken på landet. I min indledning til konferencen vil jeg bl.a. sige flg.:
I Politikens Mandagsanalyse kunne man forrige mandag læse flg. overskrift: ”Titanic blev ikke frelst af dækstole.”
Det var de to professorer på Institut for Finasiering på CBS Michael Møller og Niels Chr. Nielsen, som skrev, at løsningen på Udkantsdanmarks problemer kræver mere end lån. De skrev: ”Udkantsdanmark har mange problemer: ingen job, ingen butikker, ingen skoler, ingen hospitaler, ingen læger, dårlig offentlig transport.” Og så sluttede de med at konstatere: ”Den manglende udlånsvillighed til boligkøb er en følge af de øvrige problemer, men ikke en væsentlig årsag til fraflytningen. Det vil derfor heller ikke være særlig velbegrundet at yde statsgarantier eller lignede til boliglån i udkantsområdet. Det vil være som at flytte rundt på dækstolene på Titanic; det ændrer ikke på katastrofen.”
Nej, det gør det vel ikke. Men da Titanic sank var der alligevel et lille orkester, som spillede. I Erik Fosnæs Hansens roman: ”Salme ved rejsens afslutning” siger orkesterlederen, da han kan se, at skibet virkelig synker, og folk begynder at gå i bådene: ”Jeg tror, det er bedst, vi flytter ud på dækket og spiller videre. Vi har ikke fået besked om at holde op.”
Vi har som kirke heller ikke fået besked fra oven om at holde op med at synge og holde gudstjenester. Tværtimod. Vi har et klart bud om, at vi skal synge lovsange til Gud – også når katastrofen truer og vi er ved at gå under. Ja, vi har endda fået løftet om som vi synger med Grundtvig: ”Så lidt som dit ord så lidt kan dit kor dit syngende folk gå til grunde.”
Jamen kirken kan jo ikke bære det folkelige fællesskab.
Kirken kan jo ikke stå alene i det lille sogn, siger vi.
Jamen, hvorfor i grunden ikke? Er den med sin blotte tilstedeværelse og med sin nok så spinkle lovsang alligevel ikke netop med til at sprede håb. Håb og ære og værdighed for det lille spinkle og udsatte sogn?
Så lad bare kirken være det sidste, der går under. Det er både naturligt, værdigt og ordentlig og bevægende, at lovsangen vil være det sidste der lyder fra et døende landsbysamfund.
Noget af det mest bevægende, ærefulde og løfterige ved Titanics forlis var jo netop, at orkesteret valgte at blive ved med at spille, selv da vandet fossede ind…
dommedag i islam og kristendom 