Fredag den 28. marts 2014:

I bønnen er der plads for overflødige ord.

Som i den fortrolige vennekreds, i hjemmet, når mand og hustru taler sammen, eller når forældrene taler med børnene, der er der rum for de overflødige ord; bandlyste vi dem, så ville vi bandlyse glæden og livet.

D.G. Monrad

Standard

kirken på landet

Jeg skal deltage i en konference om kirken på landet. I min indledning til konferencen vil jeg bl.a. sige flg.:

I Politikens Mandagsanalyse kunne man forrige mandag læse flg. overskrift: ”Titanic blev ikke frelst af dækstole.”

Det var de to professorer på Institut for Finasiering på CBS Michael Møller og Niels Chr. Nielsen, som skrev, at løsningen på Udkantsdanmarks problemer kræver mere end lån. De skrev: ”Udkantsdanmark har mange problemer: ingen job, ingen butikker, ingen skoler, ingen hospitaler, ingen læger, dårlig offentlig transport.” Og så sluttede de med at konstatere: ”Den manglende udlånsvillighed til boligkøb er en følge af de øvrige problemer, men ikke en væsentlig årsag til fraflytningen. Det vil derfor heller ikke være særlig velbegrundet at yde statsgarantier eller lignede til boliglån i udkantsområdet. Det vil være som at flytte rundt på dækstolene på Titanic; det ændrer ikke på katastrofen.”

Nej, det gør det vel ikke. Men da Titanic sank var der alligevel et lille orkester, som spillede. I Erik Fosnæs Hansens roman: ”Salme ved rejsens afslutning” siger orkesterlederen, da han kan se, at skibet virkelig synker, og folk begynder at gå i bådene: ”Jeg tror, det er bedst, vi flytter ud på dækket og spiller videre. Vi har ikke fået besked om at holde op.”

Vi har som kirke heller ikke fået besked fra oven om at holde op med at synge og holde gudstjenester. Tværtimod. Vi har et klart bud om, at vi skal synge lovsange til Gud – også når katastrofen truer og vi er ved at gå under. Ja, vi har endda fået løftet om som vi synger med Grundtvig: ”Så lidt som dit ord så lidt kan dit kor dit syngende folk gå til grunde.”

Jamen kirken kan jo ikke bære det folkelige fællesskab.

Kirken kan jo ikke stå alene i det lille sogn, siger vi.

Jamen, hvorfor i grunden ikke? Er den med sin blotte tilstedeværelse og med sin nok så spinkle lovsang alligevel ikke netop med til at sprede håb. Håb og ære og værdighed for det lille spinkle og udsatte sogn?

Så lad bare kirken være det sidste, der går under. Det er både naturligt, værdigt og ordentlig og bevægende, at lovsangen vil være det sidste der lyder fra et døende landsbysamfund.

Noget af det mest bevægende, ærefulde og løfterige ved Titanics forlis var jo netop, at orkesteret valgte at blive ved med at spille, selv da vandet fossede ind…

Standard