Torsdag den 20. marts 2014:

Men lign ikke det uforstandige barn. Når det i dag har lagt et frøkorn i jorden, så vil det gerne i morgen grave det op for at se, om det ikke skulle have spiret. Men ligesom du gemmer kornet i den moderlige jords skød med tillidsfuld forventning om, at det med tiden vil spire og bære frugt, moden til høst, gem du således dine bønner i den guddommelige nådes skød.

D.G. Monrad

Standard

Søndag den 16. marts 2014:

Om forbøn:

Vi, der har Kristi forbøn, hvorledes kunne vi trænge til, at mennesker beder for os? Og dog vidner erfaringen, at det er så underlig trøsterigt for os at vide, at det menneske, der er os kært, og deler med os kærligheden til Jesus Kristus, stadig sender sin bøn op for os til vor himmelske fader.

D.G. Monrad

Standard

Plads til det overflødige?

Forleden var bestyrelsen på Sønderskovhjemmet, Lolland på studietur til Møltrup Optagelseshjem ved Herning. Det var en lang køretur, men det var hele turen værd. Her mødte vi Sønderskovhjemmets storebror – et hjem for hjemløse mænd – og vi blev på mange måder inspireret af det store arbejde, som de også gør herude på heden. Vi blev vist rundt i værksteder, opholdsrum, udenoms arealer, værelser, butikker o.a.

Men hjertet i hele arbejdet kunne vi iflg. forstander Ebbe Larsen finde i kedelrummet. Dér, hvor hele hjemmet fik sin varme fra. Det særlige ved dette rum var, at man havde valgt at bygge en trappe op til en lille bro. Varmemesteren havde nemlig været ansat på et skib, og han drømte om en sådan skibsbro, så han – ligesom på et skib – kunne se ud over sine maskiner. Og det havde man derfor valgt at bygge til ham. Broen var ikke til nogen som helst nytte. Den var fuldstændig overflødig. Så i grunden var det spild af plads og ressourcer; men den bro var med til at give varmemesteren langt større glæde og stolthed ved at komme på arbejde.

At give plads til det overflødige – at se det smukke og værdifulde i det nyttesløse – at lytte til menneskers længsler og ønsker på trods af omsætning og økonomiske bundlinier. Det er en vigtig opgave, som vi kunne tage med os hjem, og som bør kunne være til inspiration ikke bare på Sønderskovhjemmet, men også på mange andre arbejdspladser.

Man kunne jo spørge: Er der en sådan bro på din arbejdsplads? Noget, som er overflødigt og nyttesløst, men som alligevel er værdifuldt, ja, uundværligt? Hvis ikke noget sådant findes, hvor er da arbejdspladsens ros?

Steen Skovsgaard

Standard