Monthly Archives: april 2014

Miniprædiken til 1. søndag efter påske

Peter står i søndagens evangelium drivende våd foran Jesus – med sænket hoved. Han ville egentlig helst gemme sig, for han ved med sig selv, hvor meget han har svigtet sine ord og idealer. Han ved hvor lidt, han er værd, og hvor flygtig hans kærlighed var, da det kom til stykket.

Og Jesus spørger ham: “Simon, Johannes søn, elsker du mig mere end de andre?” Du som altid har været den mest højtråbende og frembusende, – med de største ord og største følelser – har du dem stadigvæk?

I det følgende replikskifte får Peter nu lejlighed til at bekræfte sin kærlighed til Jesus lige så mange gange, som han fornægtede ham. Der spilles på to forskellige ord på græsk for kærlighed, som oversættes med henholdsvis elske og have kær (eller holde af).

“Elsker du mig mere end de andre?” – er Jesu første spørgsmål – og Peter svarer med det ikke helt så stærke ord: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.”

Han er svag og våd – tør ikke længere buse ud med de store ord – så han nøjes med at sige: “Ja, jeg har dig kær.”

Jesus hører nuancen og spørger derfor i det næste spørgsmål ikke om han elsker ham mere end de andre – men kun “Elsker du mig” – og Peter gentager stille: “Ja, Herre, du ved jeg har dig kær.

I det tredje og sidste spørgsmål bruger Jesus nu det ord, som Peter hele tiden har brugt: “Har du mig kær” – han rejser med andre ord spørgsmål også ved Peters brug af dette ord. Er du nu også sikker på, at du har mig kær?

Og Peter kan åbenbart ikke rigtig finde ud af det – eller ud af sig selv – og må til sidst nøjes med at henvise til at Jesus jo selv må vide det – han kan ikke sige andet end, at han har ham kær – men er inderst inde og usikker på det ords og sine følelsers styrke og holdbarhed.

Så det, som Jesus har gjort med sine tre spørgsmål til Peter er at han i virkeligheden har gjort ham mere usikker. Han synker dybere og dybere ned – nøjagtig som da han gik på vandet. I starten gik det så godt – men jo nærmere han kom til Jesus, jo dybere sank han – indtil han kom hen til Jesus og måtte gribe hans udstrakte hånd for ikke at gå under.

Psykologisk set er det nøjagtig det samme som sker i teksten til i dag, hvor Peter føres tættere hen til Jesus og opdager, at jo tættere han kommer, jo mindre af hans eget kan bære – og jo mere må han overlade til Jesus. “Herre du ved alt” – du ved det jo selv.

Dette at blive ført helt derud, hvor der ikke længere er noget af mit eget, som kan bære – illustrerer Jesus til slut i en slags ordsprog: “Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

En anden skal lede dig – en anden skal tage magten over dit liv – og det er Gud. Det er Helligånden, som nu skal lede dig – Guds egen ånd – Guds kærlighed, som skal styre dit liv. Du skal ikke stole slet så meget på dine egne store ord og løfter – eller din egen kærligheds styrke – eller din egen tro og trofasthed. Nej, stol på Gud – mere end på dig selv. Lad ham vokse – og du selv blive mindre.

Når Peter er den af disciplene, som står klarest for os – og som vi på én eller anden måde også har mest til overs for – så er det nok fordi vi så let kan se os selv i ham. Vi forstår ham, når han overmodigt springer ud i bølgerne for at gå hen til Jesus – men også når han synker og troen bliver lille. Vi hører os selv når han overmodigt siger: om så alle vil forlade dig – så vil jeg ikke. Jeg – jeg – jeg – vi kender det godt – men vi lærer så også gennem Peter Gud at kende: Som apostelen Johannes skriver i sit første brev: “Deri består kærligheden – ikke i at vi har elsket Gud – men i at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder.” Det er det, som Peter her erfarer om Gud. Kærligheden består ikke i at Peter eller vi elsker Gud – for den kærlighed er ikke særlig holdbar eller værd at bygge ret meget på – nej, den består i at Gud elsker os. Jesus holder fast i den dyngvåde Peter – ligesom han gjorde den dengang Peter var ved at gå under, da han forsøgte at gå på vandet. Sådan gør Jesus også her og rækker hånden ud, holder ham fast og siger: “Vogt mine lam – vogt mine får.”

Han holder ham fast i kærlighed og i tillid til at Peter kan klare den opgave, som Jesus sætter ham til. At bringe den kærlighed videre, som Gud elsker ham med. Den kærlighed, som fører ham derhen, hvor han ikke selv ville – hvor han bliver mindre, og Gud bliver større.

Den gamle P.G.Lindhardt sluttede engang én af sine prædikener af med at sige: “Det er det, som du ikke vil, du skal”. Det er en sætning som man godt kan få en søndag eftermiddag til at gå med at tænke over. Den er så forargelig og oprørende – men også så sand – at den ligger tæt på det som Jesus siger til Peter i evangeliet til i dag. ”Lad Gud føre dig derhen hvor du ikke vil. Byg ikke på dig selv – men på det som Gud vil med dig og dit liv. Og vær ubekymret og tryg – for Han er gået foran dig – så følg ham.”

Advertisement
Standard

Påskeprædiken 2014

 

I sidste uge var der en stor artikel i Folketidende om Sønderskovhjemmets Cafe Bodil her i Nykøbing. Her var der bl.a.et interview med Lars, som er tidligere beboer på Sønderskovhjemmet, og som nu hjælper i cafeen. I interviewet kom han ind på det med kristendommen, og sagde, at han ikke giver så meget for det kristne, for, som han udtrykte det: ”Jeg har ikke noget særligt godt forhold til Gud. Både min far og min mor døde alt for tidligt. Og min lillebror nåede kun lige at bære sit yngste barn op til døbefonten, inden han døde som 37-årig. Det giver sgu ikke meget kristen mening for mig.”

Hvad skal man sige til Lars og til andre, der har det som han? For han har jo ret. Det giver da ingen mening at miste dem, man elsker, alt for tidligt. Der er ingen – og heller ingen kristen – mening i den tidlige død. Ethvert forsøg på at forklare eller finde mening i strander i ubehjælpsomme floskler. Det er meningsløst at forsøge at finde mening i det meningsløse.

Men nu er der heller ingen kristen mening med døden. Tværtimod. Døden er og bliver livets fjende. Og også Guds fjende og modstander.

Men skal vi så bare bøje os og konstatere, at døden åbenbart får ret og altid får det sidste ord? Guds fjende er åbenbart stærkere end Gud selv. For vi skal jo alle dø – og vi har alle oplevet eller kommer i hvert fald til at opleve at miste én eller flere, som vi holder af.

Er konklusionen så ikke den, at vi som Lars må indrømme, at vi ikke rigtig kan bruge Gud til noget. Og i hvert fald ikke til at skabe mening i tilværelsen. Han hjælper os jo ikke, når det kommer til stykket. Vi kommer alle til at stå magtesløse overfor den meningsløse død.

Så hvor er meningen?

Én af mine gode venner er præst ved Østjyllands fængsel. Han spurgte mig for mange år siden, hvad jeg mente, at meningen med livet var? Uden at tænke nærmere over det, sagde jeg: Glæden. Jeg tror at vi er skabt ud af Guds glæde for, at vi skal være glade. På rockerafdelingen i fængslet stillede han så for nogen tid siden det samme spørgsmål til en rocker – og her fik han svaret: Vreden. Vreden er meningen med livet.

Uden at jeg skal påstå, at jeg har ret, så tror jeg alligevel at mit svar ligger tættere på sandheden end rockerens udsagn.

Men det er alligevel tankevækkende, at Jesus eller Bibelen i det hele taget aldrig giver et klart og entydigt svar på spørgsmålet om meningen med livet. Det tætteste Jesus kommer på det, er, da en lovkyndig engang spørger ham: Hvad er det største bud i loven, Og Jesus svarer: Det er at du skal elske herren din Gud og din næste som dig selv.

I det dobbelte kærlighedsbud i kærligheden til Gud og næsten fuldendes livet.

Men giver det så mening? Mister alt alligevel ikke sin mening og betydning, når vi nu skal lide og dø? Hvad skal det hele så til for? Hvorfor skal vi elske Gud og vores næste, ja, hvorfor skal vi leve når vi bare skal dø?

Som en dreng engang sagde: Det er dumt, at man skal dø. Jeg synes ikke, det burde være nødvendigt at skifte menneskene ud hele tiden. Er man her, så er man her, det synes jeg nu.

Og det kan der jo være noget om; Men nu er døden kommet ind i verden som et vilkår, vi ikke kommer uden om. Og så dog!

I dag, påskemorgen hører vi noget helt nyt og overraskende: I skal ikke dø! I skal leve. Døden får ikke alligevel det sidste ord over jer. For Jesus opstod fra de døde!

Påskemorgen blev der brudt hul i dødens mørke og meningsløshed, sådan som vi hørte det i Mattæusevangeliet. Graven var tom. Jesus var stået op fra de døde.

Det rejser mindst to spørgsmål. For det første: Passer det nu også? Stod han virkelig op, sådan som vi hører, og sådan som kvinderne hørte det fortalt af englen? De så det jo ikke selv. De så bare den tomme grav og ikke mere. Så hvordan kan de og vi være sikre på, at det er sandt?

Det er påskedags vilkår og hemmelighed – ligesom det i øvrigt også er kærlighedens vilkår og hemmelighed: Vi kan aldrig være sikre. Vi kan se nogle tegn på kærligheden, vi kan høre det sagt og vi kan udtrykke kærligheden i ord og gerning – men kærligheden selv kan vi aldrig se eller få endegyldige beviser for. Den bliver vi nødt til at forholde os til i tro. For den kan kun modtages i tro.

Sådan også med opstandelsen og opstandelsesbudskabet. Det kan kun modtages i tro. Enten tror vi på, at Jesus virkelig opstod fra de døde – eller også gør vi ikke.

Der er ingen mellemvej eller mellemposition.

Det andet spørgsmål, som påskemorgen rejser er: Hvorfor skulle Jesus lide og dø og opstå – og hvad gavner det os at han opstod?

Svaret kan vi finde i den påskekollekt, som vi begyndte gudstjenesten med. Her lød det: Død hvor er din brod. Helvede, hvor er din sejr.

Det er den klareste måde at udtrykke og forkynde, hvad det var der skete påskemorgen. Døden mistede sin brod. Ligesom en bi der stikker og derved mister sin brod – sådan mistede døden sin brod, da den stak Jesus. Brodden blev hængende i ham og dødens magt blev brudt.

Og så lød det i øvrigt også, næsten hånende: Helvede, hvor er din sejr?

Det er det råb, som den kristne menighed lige siden den første påskemorgen har istemmet: Sejrsråbet – eller hooliganråbet: Hå! død, Djævel og Helvede. Du tabte! Her troede du, at du havde fået et stort bytte. Og så blev du snydt. Du mistede din brod. Du mistede dit bytte. Sejren er vor. Du har tabt til én der var stærkere – og ham holder vi med. Ham stiller vi os bagved. Ham tror vi på.

De betyder ikke, at vi fra nu af undgår gravens mørke, eller at vi ikke kommer til at tage afsked med nogle vi holder af. Vi ved godt, at død og djævel stadig driver sit spil iblandt os; men troen fortæller os, det kun er for en tid. I troen tager vi forskud på opstandelsesglæden, mens det stadig er mørkt.

Troen er den fugl der synger, mens det endnu er mørkt – er der et gammelt ord, som siger. Sådan som vi kan høre det her i foråret. Fuglene synger inden solen er stået op. De varsler med deres sang at solen snart står op.

Sådan er det også med opstandelsestroen. Den lever mens mørket stadig tilsyneladende har magten. Men vi ved godt at det kun er for en kort tid, så bliver det lyst. Vi ved og har fået lov til at tro, at der venter os en glædelig opstandelse.

For Jesus opstod fra de døde for at fortælle os at han er stærkere end døden – også vores død. I troen på hans opstandelse har vi lov at tro på vores egen opstandelse. For som han opstod, skal vi opstå.

Det betyder at mørkets magt er brudt. Vi kan have mange grunde til at sukke og klage og være bange – men bag mørket og de mørke tanke venter der en opstandelse.

Som vi hørte i epistelen: der venter os en stor arv, gemt i himlene. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid må lide under prøvelser af mange slags.

Når der venter os en glædelig opstandelse, et glædeligt gensyn og et evigt liv, når vi er genfødt til et levende håb, så bliver der mere at sige end vores suk og klage. Der bliver bund i mørket. Afgrunden ligger ikke længere foran os som et endeløst og meningsløst mørke, der er levende hænder som griber os. Der venter os en opstandelse og et evigt liv. Men er det så ikke virkelighedsflugt? Fjerner det os ikke fra at leve livet her og nu?

Nej, tværtimod. Det er derimod frygten, bekymringerne, fortvivlelsen og angsten, som lammer os og som gør det svært at leve. Frygten gør lam– troen gør levende. Mistilliden lukker os inde – troen åbner os. Frygten får os til at knytte hænderne – troen åbner vore hænder. Bekymringerne får os til at se ned i jorden og på os selv– troen får os til at se op mod himlen og på hinanden.

Så troen gør os nærværende – tvivl og vantro gør os fjerne.

Nu sagde jeg at der kun er to muligheder: Enten tror man på opstandelsen eller også afviser man den.

Enten tror man eller også gør man ikke.

Men der er alligevel en mellemposition. Man siger måske, at man ikke kan tro, men man vil gerne.

Hvis man har det sådan kan det være en god ide at komme i kirke. Her kommer vi heller ikke bare fordi vi tror, men for netop at styrkes i troen.

Måske ikke så meget gennem prædikenen – det kan være så som så, hvor meget indflydelse den har i forhold til troen.

Men ved at være sammen med andre, som tror eller gerne vil tro – og ved synge eller bekende troen højt sammen, der styrkes troen.

Det er som når blomsterne åbner sig for solen og breder bladene op imod lyset – så giver det ny kraft til roden. Sådan er det også når vi samles og bekender troen sammen – så styrkes troen i os.

F. eks når vi synger eller siger: Kristus er opstanden – så er den bekendelse med til at styrke troen i os.

Vi kan jo prøve. Der er en gammel kristen tradition for at præst og menighed påskedag råber højt til hinanden: hvor præsten siger: kristus er opstanden – og menigheden svarer: Ja, han er sandelig opstanden. Det lyder bl.a. i den ortodokse kirke – hvor påsken netop i år falder sammen med vores påske. Her lyder det rungende højt i alle kirkerne: Kristus er opstanden. Skulle vi ikke prøve – sammen med dem – at rejse os og sige – ja gerne råbe det højt til hinanden tre gange, hvor jeg siger: Kristus er opstanden, og hvor I så svarer: ja han er sandelig opstanden.

Det udsagn er den korteste og klareste kristne trosbekendelse – og det var også den første, der lød. Da kvinderne kom tilbage fra graven og råbte: Kristus er opstanden, så tændte det en ild i dem selv og i disciplene. Og den fængede og bredte sig med ildens hast.

Den tændte lys i hjerterne. Den brød igennem mure og tvivlende hjerter.

Ligesom Jerikos mure væltede, da israelitterne efter seks dages tavshed brød ud i høje råb – sådan væltede tvivl, håbløshed og modløshed og forsvandt som dug for morgensolen, da kvinderne på tredjedagen istemte råbet: kristus er opstanden

Gid at opstandelsestroen også må bryde igennem vores tvivl og vælte vore mure. Så troen og håbet og kærligheden må styrkes i os og sejre over vore kolde hjerter. Og brede sig som en løbeild. Ja, Herre lad det lykkes!

Glædelig påske!

Standard

Søndag den 20. april 2014:

Forbønnen er en rig kilde til kærlighed både for den, der beder, og for den, for hvem der bedes. Gid denne kilde måtte flyde rigelig i menigheden.

D.G. Monrad

Hver dag i fastetiden har jeg bragt et Monrad-citat om bøn – og med dette sidste vil jeg ønske en rigtig glædelig påske, med tak til trofaste læsere og likes!

Standard

Der er mange, som har det svært ved tanken om forsoningen. For hvorfor skulle Jesus dø? Og hvad glæde har vi af det? Ja, hvordan kan vi overhovedet tro det? Er det ikke meningsløst? ja, vanvittigt? Hinsides al fornuft.

Det lyder ganske rigtigt makabert og underligt og kan da også være uendelig svært at tro eller forklare eller forholde sig til. Hver gang vi forsøger, ligner vi Maria der flakker rundt om og ind i Jesu grav. Der er ikke rigtig noget at se eller at holde sig til, ikke nogle beviser. Det hele smuldrer i hovedet på hende og mellem fingrene.

Men så taler Jesus til hende.

Det er da også det eneste, vi tør håbe og vente på, når vi har det som Maria. Vi må vente, på at Herren selv taler til os. Det gør han heldigvis på mange måder. Maria hørte sit navn, de andre disciple hørte og mødte ham på andre måder. Også vi hører og møder ham på hver vores måde. Det kan være et ord, en fjerlet berøring, en stille fred og en indre overbevisning.

Det var i hvert fald ikke den tomme grav, som kaldte troen frem i disciplene og i kvinderne påskemorgen. Men Gud rørte ved deres hjerter og det kaldte troen frem. Pludseligt og uventet helt på tværs af, hvad de ellers mente og forventede. Paulus var på vej til Damaskus for at få udryddet den kristne menighed – og så mødte han Jesus. Han talte til ham og rørte ved hans hjerte – og hele hans liv blev forandret.

Så troen på Jesu død og opstandelse – og troen på forsoningen – kan vi ikke blive overbevist om ved fornuftens hjælp. Ligesom Gudsriget og gudsrigets kræfter – eller kærligheden – heller ikke er noget, vi kan sætte på formel eller slutte os til.

Men vi kan tale om det i billeder eller lignelser, sådan som Jesus gør igen og igen.

Kan vi da skildre forsoningen med et mere nutidigt billede? Et billede eller et eksempel, som kan fortælle, hvad der sker, da Jesus ofrer sig og giver sit liv for vores skyld på korset?

Hvad med et billede fra naturen? Der er f.eks. fugle, som for at beskytte deres reder lader som om, at de har brækket vingen for på den måde at kalde ræven væk fra reden. På den måde lægger den sig selv imellem ræven og reden. Det er gammel en måde at beskrive, hvad det er Jesus gør, da han ofrer sig og går i døden for vores skyld. Af kærlighed lægger han sig imellem os og døden.

En mere speciel og pudsig forklaring blev jeg selv opmærksom på for nogle år siden. Der er nemlig en indretning på motorbåde, som hedder zinkanoder – eller offeranoder.

Det er en lille zinkklods, som man monterer ved kølen, og som beskytter motorens metaldele mod rust og forvitring. Den fungerer på den måde, at den bliver skruet sammen med og derved får kontakt med metaldelene, og så ruster eller ”ædes” den op i stedet for de andre metaldele, som den rører ved. På den måde beskytter den og tager af for rustangrebet, så de metaldele, som den er i berøring med, går fri. Det er jo en besynderlig men effektiv indretning.

Den kaldes som sagt for en ”offeranode” – og det er det, som sker: den ofrer sig for den, som den er i forbindelse med. Den sørger for at rust og korrosion rammer den selv og ikke alle de andre dele af skibets metaldele.

Hvis man skal forsøge at forstå eller beskrive, hvad det er der sker her i påsken, så kan man godt tale om, at det er det, som Jesus gør. Det er det, som sker med ham. Han ofrer sig for vores skyld. Som det hedder hos profeten Esajas om Herrens lidende tjener: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.”

Når det så er sagt, er der i sidste ende kun én ting, som endegyldigt kan overbevise os, der er kun én, som kan trænge igennem alle vore betænkeligheder, forsvarsværker og modstand – og det er Gud selv. Når Herren er nær tændes troen i os.

Det er det glædelige budskab, som skal lyde i påsken. Herren er nær!

Ja, han er her, Guddoms-manden!

Glædelig påske!

 

Glædelig påske

Sidebemærkning

Lad os forsone os med forsoningen

Den aktuelle debat om og kritik af forsoningen minder mig om én af de første debatter, jeg havde med en muslim for snart mange år siden. Hun var en dansk kvinde, der var konverteret fra kristendommen, og hun var blevet muslim, netop fordi hun havde så svært ved at forstå og tro på forsoningen. Og under debatten sagde hun til mig: ”Hvorfor taler I kristne så meget om arvesynd, forsoning og treenighed? Det har jo ingen praktisk betydning. Hold da op med det, for så kan vi meget bedre tale sammen.”

 

Standard