Miniprædiken til 1. søndag efter påske

Peter står i søndagens evangelium drivende våd foran Jesus – med sænket hoved. Han ville egentlig helst gemme sig, for han ved med sig selv, hvor meget han har svigtet sine ord og idealer. Han ved hvor lidt, han er værd, og hvor flygtig hans kærlighed var, da det kom til stykket.

Og Jesus spørger ham: “Simon, Johannes søn, elsker du mig mere end de andre?” Du som altid har været den mest højtråbende og frembusende, – med de største ord og største følelser – har du dem stadigvæk?

I det følgende replikskifte får Peter nu lejlighed til at bekræfte sin kærlighed til Jesus lige så mange gange, som han fornægtede ham. Der spilles på to forskellige ord på græsk for kærlighed, som oversættes med henholdsvis elske og have kær (eller holde af).

“Elsker du mig mere end de andre?” – er Jesu første spørgsmål – og Peter svarer med det ikke helt så stærke ord: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.”

Han er svag og våd – tør ikke længere buse ud med de store ord – så han nøjes med at sige: “Ja, jeg har dig kær.”

Jesus hører nuancen og spørger derfor i det næste spørgsmål ikke om han elsker ham mere end de andre – men kun “Elsker du mig” – og Peter gentager stille: “Ja, Herre, du ved jeg har dig kær.

I det tredje og sidste spørgsmål bruger Jesus nu det ord, som Peter hele tiden har brugt: “Har du mig kær” – han rejser med andre ord spørgsmål også ved Peters brug af dette ord. Er du nu også sikker på, at du har mig kær?

Og Peter kan åbenbart ikke rigtig finde ud af det – eller ud af sig selv – og må til sidst nøjes med at henvise til at Jesus jo selv må vide det – han kan ikke sige andet end, at han har ham kær – men er inderst inde og usikker på det ords og sine følelsers styrke og holdbarhed.

Så det, som Jesus har gjort med sine tre spørgsmål til Peter er at han i virkeligheden har gjort ham mere usikker. Han synker dybere og dybere ned – nøjagtig som da han gik på vandet. I starten gik det så godt – men jo nærmere han kom til Jesus, jo dybere sank han – indtil han kom hen til Jesus og måtte gribe hans udstrakte hånd for ikke at gå under.

Psykologisk set er det nøjagtig det samme som sker i teksten til i dag, hvor Peter føres tættere hen til Jesus og opdager, at jo tættere han kommer, jo mindre af hans eget kan bære – og jo mere må han overlade til Jesus. “Herre du ved alt” – du ved det jo selv.

Dette at blive ført helt derud, hvor der ikke længere er noget af mit eget, som kan bære – illustrerer Jesus til slut i en slags ordsprog: “Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

En anden skal lede dig – en anden skal tage magten over dit liv – og det er Gud. Det er Helligånden, som nu skal lede dig – Guds egen ånd – Guds kærlighed, som skal styre dit liv. Du skal ikke stole slet så meget på dine egne store ord og løfter – eller din egen kærligheds styrke – eller din egen tro og trofasthed. Nej, stol på Gud – mere end på dig selv. Lad ham vokse – og du selv blive mindre.

Når Peter er den af disciplene, som står klarest for os – og som vi på én eller anden måde også har mest til overs for – så er det nok fordi vi så let kan se os selv i ham. Vi forstår ham, når han overmodigt springer ud i bølgerne for at gå hen til Jesus – men også når han synker og troen bliver lille. Vi hører os selv når han overmodigt siger: om så alle vil forlade dig – så vil jeg ikke. Jeg – jeg – jeg – vi kender det godt – men vi lærer så også gennem Peter Gud at kende: Som apostelen Johannes skriver i sit første brev: “Deri består kærligheden – ikke i at vi har elsket Gud – men i at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder.” Det er det, som Peter her erfarer om Gud. Kærligheden består ikke i at Peter eller vi elsker Gud – for den kærlighed er ikke særlig holdbar eller værd at bygge ret meget på – nej, den består i at Gud elsker os. Jesus holder fast i den dyngvåde Peter – ligesom han gjorde den dengang Peter var ved at gå under, da han forsøgte at gå på vandet. Sådan gør Jesus også her og rækker hånden ud, holder ham fast og siger: “Vogt mine lam – vogt mine får.”

Han holder ham fast i kærlighed og i tillid til at Peter kan klare den opgave, som Jesus sætter ham til. At bringe den kærlighed videre, som Gud elsker ham med. Den kærlighed, som fører ham derhen, hvor han ikke selv ville – hvor han bliver mindre, og Gud bliver større.

Den gamle P.G.Lindhardt sluttede engang én af sine prædikener af med at sige: “Det er det, som du ikke vil, du skal”. Det er en sætning som man godt kan få en søndag eftermiddag til at gå med at tænke over. Den er så forargelig og oprørende – men også så sand – at den ligger tæt på det som Jesus siger til Peter i evangeliet til i dag. ”Lad Gud føre dig derhen hvor du ikke vil. Byg ikke på dig selv – men på det som Gud vil med dig og dit liv. Og vær ubekymret og tryg – for Han er gået foran dig – så følg ham.”

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s