Høringssvar til betænkning 1544 om Folkekirkens styre

Kirkeministeriet udsendte i april 2014 Betænkning fra udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken og har bedt om høringssvar.

Pejlemærker

Jeg henviser i den forbindelse til mine bemærkninger af 31. oktober 2013, hvor jeg overfor debatoplægget udtrykker anerkendelse over de beskrevne pejlemærker for Folkekirken – herunder særligt nr. 2, som understreger folkekirkens tilstedeværelse overalt. Jeg hilser med tilfredshed, at der siden er tilføjet et 7. pejlemærke, som understreger det nære forhold mellem staten og folkekirken.

Derudover har jeg flg. bemærkninger til betænkningen:

Folkekirkeligt fællesudvalg vedr. økonomi

For så vidt angår spørgsmålet om et folkekirkeligt fællesudvalg til varetagelse af fælles økonomi og fælles anliggender støtter jeg flertallets anbefaling, som fremgår på sd 41 ff.

Man kan naturligvis sætte spørgsmålstegn ved, om de frie folkekirkelige organisationer overhovedet skal være repræsenteret, al den stund at de ikke bidrager til økonomien. Det kan også være vanskeligt at se, hvordan disse organisationer overhovedet skal kunne vælge deres repræsentanter. Ikke desto mindre ser jeg det som en vigtig anerkendelse af deres arbejde, at de medtages.

Indre kirkelige anliggender

Vedr. de indre kirkelige anliggender (liturgi, ritualer, salmebog m.m.), finder jeg det fortsat hverken ønskeligt eller hensigtsmæssigt, at disse indgår som en del af fællesudvalgets kompetenceområde. I stedet støtter jeg mindretallets forslag 10.5. (sd. 360), hvor jeg særligt hæfter mig ved §2 stk 2, hvor det hedder, at ministeren kun kan fremme en sag om ændret eller ny regulering af folkekirkens indre anliggender, såfremt den er tiltrådt af 8 ud af 10 biskopper. Dette svarer til den model, som jeg i mine bemærkninger af 31. oktober 2013 foreslår som en mulighed. Den vil netop efter min mening være en tilstrækkelig sikring og ordentlig varetagelse af beslutninger vedr. indre kirkelige anliggender.

Bispekollegiets lovfæstelse

I den forbindelse finder jeg det også udmærket, at bispekollegiet lovfæstes.

Bloktilskud

Vedr. spørgsmålet om bloktilskud anbefaler jeg, at statens støtte til folkekirken videreføres uændret som et tilskud, og jeg går andre ord ind for mindretallets anbefaling sd. 40.

Folkekirkemøde/-stævne

Endelig tilslutter jeg mig forslaget om afholdelse af et årligt folkekirkemøde/folkekirkestævne som beskrevet sd. 146.

 Steen Skovsgaard

Advertisement

Sognemedhjælper – eller?

Sognemedhjælpere vil nu åbenbart hedde: Kirke- og kulturmedarbejdere. Det lyder som en stilling i DR.

En hilsen til Norge – 17. maj 2014

Jeg vil allerførst gerne sige tak for, at jeg har fået lov til at holde denne tale i forbindelse med 17. maj festlighederne her i Nykøbing F.

Jeg har jo haft fornøjelsen af et par gange tidligere at lægge have til en del af den norske grundlovsfejring. Det har været hyggeligt og festligt at få besøg af jeres farverige optog med tambourkorps, flag, nationaldragter osv.

I år er det så en større fest – for det er i år 200 år siden, at…

Ja, at hvad? Hvad er det i grunden vi fejrer? At Norge blev løsrevet fra Danmark? Er det noget at fejre? Og så her i Danmark? At den over 400 år gamle forening mellem Danmark og Norge blev brudt i 1814?

Det skete nemlig natten mellem den 14. og den 15. januar 1814. Siden fik Norge så sin egen forfatning – nemlig i dag den 17. maj 1814 – og indgik i union med Sverige.

Danmark mistede Norge.

Så man kan godt sige, at jeg som dansk biskop står her som repræsentant for taberen.

Det er ikke stedet at redegøre for de komplicerede historiske begivenheder og forhold, som var anledning til dette brud. Til gengæld viser det noget særligt om forholdet mellem Danmark og Norge, at I vælger at invitere en dansk biskop til at holde tale for fejringen af jeres norske grundlov. For det første siger det noget vigtigt om vort fælles værdigrundlag. I § 2 i den norske grundlov hedder det “Verdigrunnlaget forblir vår kristne og humanistiske arv. Denne grunnlov skal sikre demokratiet, rettsstaten og menneskerettighetene.”

Den norske grundlov bygger på det kristne værdigrundlag, hedder det.

Derfor er det i grunden naturligt at en biskop holder grundlovstalen. For det kan jo være med til at minde jer om dette grundlag.

At I så har bedt en dansk biskop om at holde talen, så understreger og bekræfter det blot de varme og nære bånd mellem Danmark og Norge. Vi er to lande, ja, – men ligesom man kan opleve, at to træer i virkeligheden har den samme rod, når man skraber lidt af jorden væk imellem dem – sådan kan vi også opleve, at vi som danskere og nordmænd hænger sammen på en forunderlig måde.

Den gamle forening, hvor vi i århundreder var eet rige, ligger dybt i vore fælles rødder og er en del af generne på både danskere og nordmænd.  Vi forstår hinandens sprog – sådan stort set da – vi holder af hinanden, uden at vi i grunden ved hvorfor, eller uden at vi egentlig kender hinanden. Vi har bare en grundlæggende tillid til hinanden. Det glæder os, når det går den anden godt, og vi lider, når det går den anden skidt. Tragedien, som ramte Uttøya, ramte også os og er nu blevet en del af også vores historie. Og når det i disse år går økonomisk så godt for Norge, glæder vi os også bare over det.

Det fik jeg i øvrigt bekræftet sidste år, og som jeg fortalte i min tale i bispegårdshaven. Her havde jeg nemlig lige forinden snakket med min gamle mor på 87 og fortalt hende, at det norske 17. maj optog ville komme på besøg i bispegårdshaven. Og vi kom til at snakke om, hvordan de norske oliemilliarder var med til at opkøbe og overtage danske virksomheder. Hvorpå min mor sagde: ”Jamen det gør jo ikke noget, når bare det er Norge!”.

For Danmark og Norge hænger sammen – og er da også blevet kaldt for ”Tvillingerigerne”. Ja, Grundtvig kaldte endda ”Tvillingenorden” for ”sit sande fædreland.”

Den norske præst og nu biskop, Per Arne Dahl, fortalte i et foredrag, som jeg hørte sidste år i Viborg, at vi to lande – Danmark og Norge – sådan set godt kunne ha samme flag. Og det er jeg helt enig i. Så skal det naturligvis blot være Dannebrog!

Jeg er så heldig at have fået meget personlige og nære bånd til en anden norsk biskop – nemlig biskoppen i Molde, Ingeborg Midttømme, hvis bispevielse min kone og jeg var med til for nogle år siden.

Forleden skrev jeg til hende og spurgte, om hun måske havde en hilsen, som jeg kunne få lov at bringe i dagens anledning. Og hun skrev i en mail til mig:

”Jeg vil som biskop si at vi i Norge bærer mere tydeligere spor av vår lange union med Danmark enn vi gjør av den senere unionstiden med Sverige. Dette fordi all vår lovgivning i stor grad bygger på de danske kongers love. Særlig kommer dette til uttrykk gjennom alt det som har med kirkeordning å gjøre. Vi har en god og viktig arv med oss fra tiden under dansk styre. Det er vel ikke mange land, som har sluppet løs fra en union, som i dag med smil om munnen synger, at det er deilig å være seg selv, i det landet man var underlagt? «Det er deilig å være norsk – i Danmark.»

Det er det danske Visit-Danmark som for 25 år siden lancerede dette slogan. Iår er der blevet lavet en undersøgelse, som fortæller, at 97% af den norske befolkning kender slagordet ’Det er dejlig å være norsk – i Danmark’. Det er blevet en del af norsk daglig tale. Kong Harald har citeret udtrykket i sin tale til det danske kongehus under et statsbesøg, aviser og andre nyhedsmedier griber til udtrykket, så snart nordmænd har sportslig succes på dansk jord, og i grundskolens 9. klasses pensum er slagordet med som opgave. Det er dejligt at være norsk i Danmark.

Og jeg vil til slut blot tilføje: Det er dejligt at have I norske landsmænd og –kvinder i Danmark. I pynter, I spreder glæde og farver.

Tak for fællesskabet – og tak for ordet.

Til lykke med dagen!

 

Tanker til 4. søndag efter påske

“Jeg har altid haft dårlig samvittighed og frygtelig skyldfølelse” har Ingmar Bergman engang sagt “og derfor er jeg så vred på alt, hvad der har med dårlig samvittighed og skyldfølelse at gøre. Hvis mennesker blev fri for skyld og dårlig samvittighed, som er den egentlige årsag til aggression, ville verden være anderledes.”

Det er faktisk det, som Jesus kom for at befri os fra. Så vi nu på grund af ham kan ånde frit, som frie mennesker, der har fået syndernes forladelse.

Sikke en glæde og frihed: Ikke længere at skulle leve som trælle, der er forpligtet til at gøre en masse bestemte ting for at behage deres Herre – men som Guds frie og elskede børn, der har lov til hver dag at leve og øse af Hans kærlighed og tilgivelse.

En søndagstanke

”Jeg er i Faderen og Faderen er i mig” siger Jesus i søndagens evangelium. Hvordan skal det forstås? Måske kan det illustreres med en flaske, som man sænker ned i vand. Vandet er både i flasken, og flasken er i vandet. Eller måske endnu bedre, nemlig det billede som Jesus bruger i det flg. kapitel i Johs 15: “Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.” Grenen på træet kan også være et billede på, hvordan Faderen er i Sønnen og Sønnen er i Faderen. Der er en intim enhed og forbundethed, som mellem grenen og træet.

God søndag!

Søndags-tanker (2.s.e. påske)

Søndagens evangelium minder om, at frelsen på den ene side er i Guds hånd, og på den anden side er det afgørende, at vi modtager ham, hører ham, tror ham, kender ham, kalder på ham.

Der er med andre ord en gensidighed mellem Gud og mennesker, den samme gensidighed, som hersker og er nødvendig mellem to elskende. Her ved vi også godt, at det ikke er nok, at kun den ene af parterne elsker den anden. Det er nødvendigt, at kærligheden gengældes, og at begge parter elsker og kender hinanden.

Den norske præst og forfatter Carsten Isachsen fortæller et sted om et forunderligt fænomen, som nogle forskere for nogle år siden opdagede, da de studerede fugle på øen Røst i det yderste Lofoten. Hundrede tusinder fugle holder til på fuglefjeldene, hvor der ikke er andet end klipper og skær. Fugleforskerne har holdt til på øen i 10 år. De har base og forsøgsstation i et ombygget bådehus inde på øen. Carsten Isachsen besøgte stedet og fik her følgende fortalt af forskerne:

”Vi hentede et fugleæg i en rede to dage før udklækningen. Moderen blev ringmærket. Ægget blev bragt ind til forsøgsstationen og udklækket ad kunstig vej. Alt gik fint. Efter en uge tog vi den ugegamle fugl med tilbage til fuglefjeldklippen og lagde den et helt andet sted, langt fra moderens rede. Og så lagde vi os på lur.

Kort efter kommer en målbevidst fugl styrtende ned gennem mylderet og snupper fugleungen og bringer den tilbage til den rigtige rede. Lydmålinger har vist, at ungen allerede i ægget skaber sin egen lyd, anderledes end andre fugles skrig. Det menneskelige øre kan ikke skelne fuglenes lyde fra hinanden, men blandt hundrede tusinder genkendte moderen den lyd, hun havde hørt i ægget fra sin egen ufødte unge.”

Tænk, at moderen mellem hundrede tusinder andre fugle kendte sin egen unge. Det lyder fantastisk, og alligevel er det jo ikke mere fantastisk, end at almindelige forældre også blandt hundredetusinder andre altid vil kunne genkende deres eget barn.

Men fugleungen var netop ikke passiv. Den lå ikke stille og passiv hen. Den kaldte. Den brugte sin stemme på at kalde på sin mor. Hvis den ikke havde kaldt, men havde forholdt dig tavs, havde moren ikke kunnet hente den.

Er det ikke også sådan i forholdet mellem Gud og os? Vi må kende ham og kalde på ham, for at han kan høre os.