Søndags-tanker (2.s.e. påske)

Søndagens evangelium minder om, at frelsen på den ene side er i Guds hånd, og på den anden side er det afgørende, at vi modtager ham, hører ham, tror ham, kender ham, kalder på ham.

Der er med andre ord en gensidighed mellem Gud og mennesker, den samme gensidighed, som hersker og er nødvendig mellem to elskende. Her ved vi også godt, at det ikke er nok, at kun den ene af parterne elsker den anden. Det er nødvendigt, at kærligheden gengældes, og at begge parter elsker og kender hinanden.

Den norske præst og forfatter Carsten Isachsen fortæller et sted om et forunderligt fænomen, som nogle forskere for nogle år siden opdagede, da de studerede fugle på øen Røst i det yderste Lofoten. Hundrede tusinder fugle holder til på fuglefjeldene, hvor der ikke er andet end klipper og skær. Fugleforskerne har holdt til på øen i 10 år. De har base og forsøgsstation i et ombygget bådehus inde på øen. Carsten Isachsen besøgte stedet og fik her følgende fortalt af forskerne:

”Vi hentede et fugleæg i en rede to dage før udklækningen. Moderen blev ringmærket. Ægget blev bragt ind til forsøgsstationen og udklækket ad kunstig vej. Alt gik fint. Efter en uge tog vi den ugegamle fugl med tilbage til fuglefjeldklippen og lagde den et helt andet sted, langt fra moderens rede. Og så lagde vi os på lur.

Kort efter kommer en målbevidst fugl styrtende ned gennem mylderet og snupper fugleungen og bringer den tilbage til den rigtige rede. Lydmålinger har vist, at ungen allerede i ægget skaber sin egen lyd, anderledes end andre fugles skrig. Det menneskelige øre kan ikke skelne fuglenes lyde fra hinanden, men blandt hundrede tusinder genkendte moderen den lyd, hun havde hørt i ægget fra sin egen ufødte unge.”

Tænk, at moderen mellem hundrede tusinder andre fugle kendte sin egen unge. Det lyder fantastisk, og alligevel er det jo ikke mere fantastisk, end at almindelige forældre også blandt hundredetusinder andre altid vil kunne genkende deres eget barn.

Men fugleungen var netop ikke passiv. Den lå ikke stille og passiv hen. Den kaldte. Den brugte sin stemme på at kalde på sin mor. Hvis den ikke havde kaldt, men havde forholdt dig tavs, havde moren ikke kunnet hente den.

Er det ikke også sådan i forholdet mellem Gud og os? Vi må kende ham og kalde på ham, for at han kan høre os.

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s