En hilsen til Norge – 17. maj 2014

Jeg vil allerførst gerne sige tak for, at jeg har fået lov til at holde denne tale i forbindelse med 17. maj festlighederne her i Nykøbing F.

Jeg har jo haft fornøjelsen af et par gange tidligere at lægge have til en del af den norske grundlovsfejring. Det har været hyggeligt og festligt at få besøg af jeres farverige optog med tambourkorps, flag, nationaldragter osv.

I år er det så en større fest – for det er i år 200 år siden, at…

Ja, at hvad? Hvad er det i grunden vi fejrer? At Norge blev løsrevet fra Danmark? Er det noget at fejre? Og så her i Danmark? At den over 400 år gamle forening mellem Danmark og Norge blev brudt i 1814?

Det skete nemlig natten mellem den 14. og den 15. januar 1814. Siden fik Norge så sin egen forfatning – nemlig i dag den 17. maj 1814 – og indgik i union med Sverige.

Danmark mistede Norge.

Så man kan godt sige, at jeg som dansk biskop står her som repræsentant for taberen.

Det er ikke stedet at redegøre for de komplicerede historiske begivenheder og forhold, som var anledning til dette brud. Til gengæld viser det noget særligt om forholdet mellem Danmark og Norge, at I vælger at invitere en dansk biskop til at holde tale for fejringen af jeres norske grundlov. For det første siger det noget vigtigt om vort fælles værdigrundlag. I § 2 i den norske grundlov hedder det “Verdigrunnlaget forblir vår kristne og humanistiske arv. Denne grunnlov skal sikre demokratiet, rettsstaten og menneskerettighetene.”

Den norske grundlov bygger på det kristne værdigrundlag, hedder det.

Derfor er det i grunden naturligt at en biskop holder grundlovstalen. For det kan jo være med til at minde jer om dette grundlag.

At I så har bedt en dansk biskop om at holde talen, så understreger og bekræfter det blot de varme og nære bånd mellem Danmark og Norge. Vi er to lande, ja, – men ligesom man kan opleve, at to træer i virkeligheden har den samme rod, når man skraber lidt af jorden væk imellem dem – sådan kan vi også opleve, at vi som danskere og nordmænd hænger sammen på en forunderlig måde.

Den gamle forening, hvor vi i århundreder var eet rige, ligger dybt i vore fælles rødder og er en del af generne på både danskere og nordmænd.  Vi forstår hinandens sprog – sådan stort set da – vi holder af hinanden, uden at vi i grunden ved hvorfor, eller uden at vi egentlig kender hinanden. Vi har bare en grundlæggende tillid til hinanden. Det glæder os, når det går den anden godt, og vi lider, når det går den anden skidt. Tragedien, som ramte Uttøya, ramte også os og er nu blevet en del af også vores historie. Og når det i disse år går økonomisk så godt for Norge, glæder vi os også bare over det.

Det fik jeg i øvrigt bekræftet sidste år, og som jeg fortalte i min tale i bispegårdshaven. Her havde jeg nemlig lige forinden snakket med min gamle mor på 87 og fortalt hende, at det norske 17. maj optog ville komme på besøg i bispegårdshaven. Og vi kom til at snakke om, hvordan de norske oliemilliarder var med til at opkøbe og overtage danske virksomheder. Hvorpå min mor sagde: ”Jamen det gør jo ikke noget, når bare det er Norge!”.

For Danmark og Norge hænger sammen – og er da også blevet kaldt for ”Tvillingerigerne”. Ja, Grundtvig kaldte endda ”Tvillingenorden” for ”sit sande fædreland.”

Den norske præst og nu biskop, Per Arne Dahl, fortalte i et foredrag, som jeg hørte sidste år i Viborg, at vi to lande – Danmark og Norge – sådan set godt kunne ha samme flag. Og det er jeg helt enig i. Så skal det naturligvis blot være Dannebrog!

Jeg er så heldig at have fået meget personlige og nære bånd til en anden norsk biskop – nemlig biskoppen i Molde, Ingeborg Midttømme, hvis bispevielse min kone og jeg var med til for nogle år siden.

Forleden skrev jeg til hende og spurgte, om hun måske havde en hilsen, som jeg kunne få lov at bringe i dagens anledning. Og hun skrev i en mail til mig:

”Jeg vil som biskop si at vi i Norge bærer mere tydeligere spor av vår lange union med Danmark enn vi gjør av den senere unionstiden med Sverige. Dette fordi all vår lovgivning i stor grad bygger på de danske kongers love. Særlig kommer dette til uttrykk gjennom alt det som har med kirkeordning å gjøre. Vi har en god og viktig arv med oss fra tiden under dansk styre. Det er vel ikke mange land, som har sluppet løs fra en union, som i dag med smil om munnen synger, at det er deilig å være seg selv, i det landet man var underlagt? «Det er deilig å være norsk – i Danmark.»

Det er det danske Visit-Danmark som for 25 år siden lancerede dette slogan. Iår er der blevet lavet en undersøgelse, som fortæller, at 97% af den norske befolkning kender slagordet ’Det er dejlig å være norsk – i Danmark’. Det er blevet en del af norsk daglig tale. Kong Harald har citeret udtrykket i sin tale til det danske kongehus under et statsbesøg, aviser og andre nyhedsmedier griber til udtrykket, så snart nordmænd har sportslig succes på dansk jord, og i grundskolens 9. klasses pensum er slagordet med som opgave. Det er dejligt at være norsk i Danmark.

Og jeg vil til slut blot tilføje: Det er dejligt at have I norske landsmænd og –kvinder i Danmark. I pynter, I spreder glæde og farver.

Tak for fællesskabet – og tak for ordet.

Til lykke med dagen!

 

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s