Strid troens gode strid! Ordinationstale den 22. juni 2014

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde skriver Paulus i 1. Timotheusbrev kap 6, vers 12:

Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.

 

Strid troens gode strid – skriver Paulus til Timotheus. Ordene er fra dagens epistel, og den er oplagt at minde dig om i dag på din ordinationsdag. Jeg burde måske også have læst det foregående vers, hvor Paulus skriver til Timoteus, at han skal ”stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.”

Alt dette er nemlig udtryk for hvad der er troens gode strid. Det er det, som du skal stræbe efter og kæmpe for.

Men hvorfor dog så i grunden tale om strid? Når det er kærlighed, fred, glæde, retfærdighed og tro, som det handler om, og som du skal forkynde, hvordan skal det dog så kunne vække modstand og blive anledning til strid?

Ja, det er det mærkelige, at evangeliet ofte vil kalde på modstand og modsigelse. Det kan komme til udtryk på flere forskellige måder. Det kan være i form af modstand eller modsigelse, hvor man direkte bliver modsagt, men man kan også opleve det, som Paulus skriver om i sit andet brev til Timoteus – det som du skal høre om lidt ved læsningerne, hvor Paulus forudser, at ”der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.”

Når man ikke ønsker at blive modsagt, så kan man jo ansætte præster, som siger det man selv vil høre.

Men alt det er blot den ene side af kampen og striden.

Den anden side kommer fra os selv som præster. For tør vi nu også tale ordentligt og klart om disse store og svære og dybt forargelige emner i evangeliet: Forsoningen? Jesu lidelse og død? Hans opstandelse og genkomst? Tør vi tale frit og åbent om frelse og fortabelse, sådan som vi drøftede det i fredags til din bispeeksamen. Tør vi sige, at Jesus er den eneste vej til frelse? Tør vi sige det højt og klart, så alle hører det, i en verden, hvor alt jo og alle religioner er mere eller mindre lige gode? Og hvor man i hvert fald ikke skal gå og påstå, at man kender sandheden. For de andre kan vel også have ret, som det hedder.

Det er her gælder det om at holde fast, at være modig og stærk og klar til at stride troens gode strid, sådan som disciplene og apostlene var det. Som vi hører om Peter, da han bliver bedt om overfor det store jødiske råd at redegøre for sin tro, og hvor han frimodigt og åbent siger: ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved!”

Det er klar tale. Klar og forargelig. Og han undgår da heller ikke striden, men ender med at lide martyrdøden.

Nu risikerer vi vel ikke martyrdøden som præster, men modstanden undgår vi ikke. Og hvis vi gør, hvis vi aldrig oplever at vort budskab vækker modsigelse eller forargelse, ja så bør vi nok stille os det alvorlige spørgsmål, om det kan være fordi vi ikke forkynder evangeliet klart nok? Er vi gået hen og blevet for satte, for velbehagelige og selvtilfredse? Har vi erstattet evangeliet med én eller anden blød og ligegyldig tolerance, som ikke vækker anstød eller kalder på modstand og strid?

For evangeliet er forargeligt.

Det har de moderne ateister da også for længst fået øje på. De er særligt voldsomme og hårde imod kristendommen. Og når man læser disse indlæg og angreb fra ateister, så er det ofte de kristne og de kristne dogmer, som må holde for. Dem kan de ikke tåle at høre eller læse om.

Men hvorfor dog? Hvorfor al denne strid om en så fredelig religion som kristendommen, hvis man da overhovedet tør kalde kristendommen for en religion?

I Nis Petersens Sandalmagernes gade kan man læse en samtale mellem Cæcilia og Marcellus fra det gamle Rom, som giver en god forklaring på, hvorfor det kristne budskab vækker strid:

Det er Cæcilie, der er kristen, som spørger: ”Hvorfor hader de os, Marcellus? Der er dog østfra kommet mange andre mysterier, som man har taget vel imod.”

”Der er den forskel, at de andre har forstået at indordne sig under eller samarbejde med vore gamle præsteskaber”, svarede Marcellus: ”De har – om jeg så må sige – bare bedt om en hylde i butikken; men kristendommen forlanger alle hylder. Det skal jo føre til krig!”

Det er en præcis formulering af Jesu anliggende: Jesus forlanger alle hylder. Der er ikke noget over eller ved siden af ham. Der er ikke nogen vej til Gud udenom ham. Han er vejen, sandheden og livet. Og det er ikke særlig tolerant. Det er svært at sluge. Her må ateisterne, muslimerne og alle andre religioner pakke sammen og protestere og kalde til strid.

Strid troens gode strid. Det er den opgave, som du i dag indvies til som præst. Du – og vi andre som er samlet omkring dig – ved selv, hvor stor opgaven er. Den kan føles helt uoverkommelig og uoverskuelig og er fyldt med anfægtelser og spørgsmål; men det er derfor vi holder ordination. Her samles vi med og omkring dig for at nedbede Helligånden over dig og din gerning. Vi ved nemlig, at uden Guds hjælp og vejledning, uden Helligåndens kraft, der magter du intet. Men med Helligåndens hjælp magter du det umulige. I Grundtvigs ordinationssalme bad vi da også Helligånden om at give dig mod og kraft til fast at stå og visdom til al kløgt at slå,..tålmodighed i prøvens tid, og sejer i den gode strid!

Helligånden selv vil give dig sejr i den gode strid. Vi tror på, at Gud selv ved sin Helligånd vil være med dig og styrke dig i din tjeneste.

Det er det store og guddommelige løfte, som du i dag får lov at høre. Du indsættes i en præstetjeneste, hvor alt ikke afhænger af dig og dine fortræffeligheder eller styrke. Men det afhænger af Gud.

Det er derfor også ham, som vi nu om lidt overgiver dig og din præstetjeneste til – i troen på, som det hedder, at han selv vil danne og dueliggøre dig til din tjeneste.

Gud vil danne og dueliggøre dig – ligesom vi tror, at han også har dannet og dueliggjort os i vor tjeneste.

Så velkommen i klubben kan vi sige – velkommen i dette uduelige selskab, hvor vi alle får at vide, at vi ikke duer i os selv. At vi aldrig af os selv ville kunne få kræfter og mod til som præster og forkyndere at stride troens gode strid – hvis ikke Gud var med os.

Så bed til Gud. Bed dagligt Helligånden om styrke og kraft til at stride troens gode strid. Og vær frimodig og glad og tryg.

Gud være med dig og danne og dueliggøre dig, velsigne dig og værne dig imod alt ondt – i troens gode strid.

Gud i vold!

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s