Er Gud og Allah i familie?

Er Gud og Allah i familie?

Det er titlen på en bog om religionsmødet i konfirmandforberedelsen. Bogen er skrevet af Christa Lund Herum og Pernille Nærvig Petersen, og formålet er bl.a:

– at hjælpe konfirmanderne til en kristen erkendelse (tro?)

– at lære konfirmanderne at blive klogere på sig selv og deres kristne udgangspunkt (tro?) samt

– at lære konfirmanderne at møde andres tro (!) med åbenhed og positiv nysgerrighed.

Troen nævnes med andre ord, når det gælder de andre, men ikke når det gælder kristendommen. Det er bemærkelsesværdigt, ligesom det også er tankevækkende, at forfatterne takker Amiah Tønnsen og Safet Bektovic for teologisk konsulentbistand. Det kunne nu nok have pyntet og været formålstjenligt, hvis der også havde været anvendt en kristen teologisk konsulentbistand. Så ville man have undgået flg. udsagn om treenighedslæren: ”Er treenighedslæren og Guds 99 navne så blot to forskellige forklaringsmodeller for Gud? Ja, det kan man sige…begge modeller er menneskelige forsøg på at forklare og definere det uforklarlige, som både kristne og muslimer tror på: nemlig én Gud, som er alt det, mennesket ikke selv er, og som man derfor knap kan fatte. Men med Treenighedslæren og Guds 99 navne forsøger vi i det mindste.”

Forfatternes tilgang til religionsmødet er at fremhæve lighederne og underbetone forskellene mellem islam og kristendommen. Fra mine egne erfaringer med religionsmøde fører dette snarere til uklarhed, for det er først, når vi ser og tør se forskellene i øjnene, at vi ser klart.

En sådan underbetoning af forskellene fører f.eks. til flg. påstand: ”I både kristendom og islam er Gud kærlig.” Her springer forfatterne med andre ord helt over det centrale kristne udsagn om Gud: ”Gud er kærlighed”. Det er om disse ord, at Regin Prenter siger: ”Andet og mere end det, der er sagt i disse tre ord, hverken kan eller vil treenighedslæren udtrykke.”

Til oplysning om forskellen mellem Guds kærlighed i kristendommen og islam kunne forfatterne have hentet nyttig inspiration i den syriske teolog Chawkat Moucarry, som i sin bog: At være tro mod tro (Unitas 2001) skriver (sd 94-95):

”Hvordan med Guds kærlighed i islam? Det er bestemt ikke i centrum af Koranens budskab. Hvad der står forrest er Guds enhed og nåde. Det almindelige arabiske ord for et kærligt menneske er alhuhibb, hvad der ikke er et af Guds allersmukkeste navne. I stedet har vi navnet al-wadud, som kun optræder to gange i Koranen…Koranen taler om Guds kærlighed mod mennesker. Det er en kærlighed, der er betinget af deres lydighed.” Som Chawkat Moucarry gør opmærksom på, så står det ”i stærk modsætning til den kærlighed, Gud har vist i Jesus Kristus: ’Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.’” (1. Joh 4,10).

Om Gud og Allah er i familie?

Forfatterne svarer ikke på spørgsmålet, og de lægger sig heller ikke ”fast på en bestemt tolkning af, hvem eller hvordan mennesket frelses…”

Det er i grunden mærkeligt – og kedeligt.

Steen Skovsgaard

 

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s