Hvad er en visitats?

Jeg er af flere blevet bedt om at fortælle, hvad en visitats i grunden går ud på. Og det vil jeg meget gerne. Jeg kan jo passende tage udgangspunkt i dagens visitats i Utterslev, Herredskirke og Løjtofte Pastorat, søndag den 31. august 2014. Ved gudstjenesten prædikede sognepræsten, Rebekka Kristensen, som holdt en god og vedkommende prædiken til tro og eftertanke, og jeg sluttede gudstjenesten af med kollekten og velsignelsen, hvorefter jeg holdt nedenstående tale til menigheden – forhåbentlig til opmuntring både for præst, menighedsråd og menighed.
Derefter mødtes provst, præst, menighedsråd og jeg i konfirmandstuen, hvor vi drøftede forskellige spørgsmål og forhold, som lå menighedsråd og præsten på sinde. Derudover var der – som noget særligt for denne visitats – arrangeret et møde med beboerforeningen midt i landsbyen, hvor man havde udstillet een af stedets mange seværdigheder, nemlig en flot række af gamle traktorer. Jeg fik lejlighed til at sidde på den ældste fra 1923. Der blev serveret grill-pølser, som beboerforeningen sørgede for.
Efter dette ophold mødtes vi med en kunstner, Peter Aaen, som fortalte om sit sted, viste sine malerier og spillede for os, og så sluttede vi besøget af i Paradishaven, som var åben for alle. Paradishaven er en meget stor og smukt anlagt have på 1,3 hektar – umådelig smuk. Og vejret var det allerbedste. Her fik vi serveret kaffe og kage.
Jeg var hjemme i Nykøbing F kl 17, mæt både på føde og indtryk.
Min tale til menigheden var denne:
”Troen kommer af det der høres”!
Der er en vigtig pointe i dette lille citat fra Romerbrevet. Normalt tænker man, at det så gælder om at prædike, eller bare at sige det rigtige, forkynde evangeliet – så må det være nok.
Men det er ikke det, som står. Der står ikke, at troen kommer af det, der siges, men af det, der høres. Og vi hører ikke bare med ørerne. Vi hører med alle sanser.
Jesus talte da heller ikke bare, han helbredte, han berørte, han lyttede, han bad, han gik omkring blandt folk, han sad og spiste med farisæere, som vi hørte i dag i evangeliet – og også sammen med toldere.
Og alt det var forkyndelse. Herigennem hørte og mødte folk evangeliet. Herigennem kom de til tro. Man kan også høre ved at gå til alters. Altergangen kan også være med til at skabe troen og kalde den frem i hjertet.
Man har da også hørt om dem, der mister troen, når de oplever, at der ikke er overensstemmelse mellem ord og handling. Når en, som kalder sig kristen, siger et og gør noget andet – så kan man ikke høre evangeliet. Så kan man blot se hykleriet.
Jeg flere gange været på besøg her hos jer i Utterslev sogn og i pastoratet. Og hver gang har det været en fornøjelse.
Der er noget særligt over Vestlolland, synes jeg. Noget varmt og ægte – det lyder vel ikke så godt her i kirken – men der er en vis fandenivoldskhed. Her lader sig ikke gerne belære af autoriteter, det gælder også både provster og biskopper.
Jeg hørte på min allerførste visit et udtryk her fra området, som lyder: ”Loven gælder ikke nord for Marrebæksrenden”.
Det var sagt med et glimt i øjet – men nok alligevel med en vis alvor. Man vil gerne være lidt egen – og det er både dejligt og fornøjeligt – men selvfølgelig gælder loven også her. Også de kirkelige love og regler, hvilket jeg heller ikke har indtryk af andet end de gør. Men det får vi jo lejlighed til at høre her efter gudstjenesten, hvor provsten og jeg skal mødes med menighedsrådet
En anden bemærkning, som den daværende menighedsrådsformand sagde i samtalen mellem menighedsrådet og mig var, at han personligt sørgede for, at menighedsrådet var beslutningsdygtigt til hver eneste gudstjeneste. Han så det som en ære og sin fornemme opgave at sørge for, at der var indtil flere menighedsrådsmedlemmer til hver eneste gudstjeneste.
Det var – synes jeg – meget flot, og jeg har ofte brugt det som et eksempel på, at sådan bør ethvert menighedsråd og rådsmedlem – ja alle folkekirkemedlemmer i sognet – se det som en vigtig opgave. At sørge for at komme i kirke, når der kaldes til gudstjeneste. For en gudstjeneste kan ikke bæres af præsten alene.
Og der er noget at komme efter i kirken. Jeg har desværre ikke mulighed for at høre alle prædikener i stiftet – men de gange jeg har været her i kirken, er jeg aldrig gået skuffet hjem.
Så I skal skønne på jeres præst, hvilket jeg da også har indtryk af, at I gør.
Jeg hørte for et par år siden denne bemærkning fra en trofast kirkegænger: ”Vi er simpelt hen nødt til at komme i kirke, for at høre hvad Rebekka kan finde på at sige!”
Et bedre skudsmål kan man næppe finde som præst. At menigheden er nødt til at komme i kirke. For at blive overrasket, for når vi overraskes kan vi være sikre på, at vi er inde ved evangeliets kerne.
Det evangelium som netop er overraskende, overrumplende, forargeligt og forbavsende.
Jeg har hørt én, som engang lavede velsignelsen om så det lød: ”Herren velsigne og forbavse dig”.
Det skal være mit ønske for jer, at I fortsat her i Utterslev, Herredskirke og Løjtofte pastorat må blive forbavset og glæde jer over det evangelium som lyder i jeres kirker.
Med de ord vil jeg ønske for jer alle her i menigheden, at vor Herres Jesu Kristi nåde, som vi er fælles om, Guds kærlighed, som er levende i vore hjerter og helligåndens samfund – som binder os sammen – må være og blive med os alle.
Amen

Advertisement

Håbet spiller på fløjte

– tale ved lysceremonien i forbindelse med Kræftens bekæmpelses Stafet for livet den 30. august 2014 – med 600 deltagere

I kender sikkert alle Amnesty Internationals motto: Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket.
Det er en god overskrift for, hvad vi er samlet om her i aften, som en del af stafet for livet. Vi tænder lys som en protest imod mørket. Det skal ikke få det sidste ord. Vi er sammen for at minde os selv og hinanden om, at vi ikke er alene, og at der er noget, som er stærkere end mørket. Ja, at mørket i sidste ende ikke har nogen magt over lyset.
For mange år siden hørte jeg, at der på døren ind til et mørkekammer på en avisredaktion var sat et opslag, hvor der stod: ”Hold døren lukket, så mørket ikke slipper ud!” Det er en lidt pudsig, men også tankevækkende sætning, for det er jo ikke mørket, som kan slippe ud. Det er derimod lyset, som kan slippe ind og kvæle mørket. Mørket har ingen magt over lyset.
Men er det nu også rigtigt? Er det ikke bare noget, at jeg som præst og biskop tør sige, fordi jeg øser af en kirkelig tradition, hvor vi netop tror på en opstandelse og hører om, at døden aldrig skal få det sidste ord?
Jo, det er det utvivlsomt – men der er alligevel andre vidnesbyrd, som kan bekræfte det.
Poul Ørum skildrer i sin bog ”Ravnen mod aften”, hvordan han en dag pludselig mister sin kone. De var ude i haven, og så faldt hun om og var død. I bogen fortæller han om sin sorg over dette voldsomme og pludselige tab. Han fortæller også, hvordan han ikke længere kunne holde sammen på sig selv, han sank ned i sorg og mørke og druk – og også vrede. Vrede over tabet, han var vred på konen, fordi hun på den måde kunne finde på at forlade ham så pludseligt.
Til sidst blev det så slemt, at han måtte have hjælp, så han gik til en god ven, som var psykiater for at bede ham om hjælp. For sorgen var for stor og var ved at kvæle ham.
I den samtale spørger vennen ham: ”Kan du tegne din sorg?”
”Ja,” svarer Poul Ørum, ”Det kan jeg godt. Den er grå og lodden, på størrelse med en tennisbold og indeni er den sort. Og inderst inde er der en runken, død larve.”
Vennen sidder lidt og spørger så: ”Er der ikke noget indeni larven?”
Om der var noget indeni larven? Det havde han ikke lige tænkt på. Så sidder Poul Ørum lidt og siger så: ”Jo, der er noget indeni. Noget ovalt, olivengult.” Han vidste godt, at der ikke var noget, som hed olivengult – det hedder jo olivengrønt – men ikke desto mindre var det altså olivengult.
”Gå du hjem igen og tænk over det!” – sagde vennen. Og Poul Ørum kørte hjem, men på vejen slog det ham, hvad det var, det ovale, olivengule inde i sorgen. Det var et frø. Et lille bitte, men livskraftigt frø midt inde i den dybeste sorg.
Gudsriget er som et sennepsfrø, siger Jesus.
Et frø rummer løftet om forandring, om nyt liv, om håb og sejr. Et frø ser ikke ud af meget, men når det ligger i jorden, sker der store ting. Den mørke, kolde og giftige jord bliver omdannet til en levende plante. Det lille frø sejrer over den mørke jord, på samme måde som lyset sejrer over mørket.
Derfor gælder det også om, når man er i mørket, at være tålmodige. Vi må vente på, at frøet begynder at spire frem, og så samtidig gøre hvad vi kan for at hjælpe og lyse for hinanden.
Og hvordan gør vi så det bedst? Der kan findes mange veje og mange gode råd.
Men eet af de bedste har jeg fået fra en kvinde, som var indlagt på psykiatrisk hospital med en dyb depression. Hun fortalte bagefter, hvor svært det var når hun fik besøg. Vennerne, kollegerne og familien kom trofast – men hun kunne slet ikke rumme deres ord, trøst og opmuntringer. Men så skriver hun:
”Noget af det stærkeste var, da jeg fik besøg af en god veninde. Hun følte sig lige så magtesløs som jeg, der gik rastløs frem og tilbage på sygeværelset i evig skyldfølelse. Hun sagde ingenting, men så skete det, det lille Guds under, der stadig lever i mig. I stedet for at sidde og forsøge at komme i kontakt med mig, lagde hun armen om mine skuldre, og gik frem og tilbage med mig, frem og tilbage, igen og igen, uden et ord i værelset. Efter en stund listede hun så hjem igen.
Hun lyttede, så det baskede – klarede en næsten umulig situation.” slutter hun.
Det er ofte det bedste vi kan gøre. Blot dette at være nær og holde i hånd – midt i mørket og magtesløsheden – det kan være med til at tænde lys og give mod og få håbet til at synge i sjælen.
Jens Rosendahl har skrevet et lille digt, som hedder Håbet spiller på fløjte – og det vil jeg slutte med at læse:
“Også mellem tidsler og tjørn i vindblæste og forkøblede krat spiller håbet på fløjte. Selv under endeløs tørke i bombernes og stormflodskatastrofens kratere, rejser de spinkle toner af håb sig over elendigheden. Og i betonklodserne i storbyens brosten og blik gennem depressionens trøstesløse hverdage synger det under bruseren på badeværelset, fløjter til søndagsfrokosten, smiler forsigtigt, mens vi klapper en hund eller kysser barnet godnat, ja, selv i hospitalskorridorerne og i skræmmende slumkvarterer griber håbet stille og stædigt sin fløjte for hvor der er liv er der håb.
Det inderste håb er altid på trods af: håb om en ny og en bedre verden – håb om et andet liv – håb om et andet arbejde der bærer meningen med sig – håb om grønnere græs og smukkere blomster – håb om kærlighed og opstandelse – håb om at komme nærmere håbet og livet og kærligheden. Vel ved jeg fra dynger af statistikker fra endeløse årgange af gamle aviser fra bibliotekerne og fra mig selv, at håbet så godt som altid befinder sig langt på den anden side af virkeligheden. Jeg ved nok at alle forbehold er mest realistiske. Jeg ved, at jeg bliver ved at være den samme og jeg ved at døden venter en dag bag det sidste håbets hjørne. Og det hænder at jeg ikke kan fastholde håbet men skrumpler gennem lange tunneler af uvirkelighed og mørke med døve ører og ufølsomme læber.
Men lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden de nye dage – det nye forår – den nye verden.
Tak for ordet – og tak for alle jeres lys – og til lykke med arrangementet!

Vær med til at lide ondt

Prædiken til stiftspræstestævnet 2014
Paulus’ ord til Timoteus (2. Tim 1,6-11) var som bekendt episteltekst til i søndags. Og de er jo som skrevet direkte til os i dag.
Sammen med Timoteus bliver vi mindet om at lade den nådegave, som vi har fået fra Gud, flamme op. Vi har også ved bøn og håndspålæggelse fået opgaven at forkynde evangeliet ligesom han.
Og måske har vi netop også – ligesom Timoteus – brug for at flamme op.
Måske er vi ved at gå ud? Måske er vi ikke så skarpe og klare og tydelige eller brændende, som vi har været.
Paulus taler om, at vi ikke har fået en fej ånd.
Er vi da feje og bange?
Mister vi for let modet – eller håbet?
Mangler vi den kraft, kærlighed og besindighed, som Paulus taler om – og som vi også har fået givet.
Skammer os ved evangeliet?
Det er spørgsmål, som nok kan ruske lidt op i os en tidlig torsdag morgen.
Og når det var aktuelt og noget, som Paulus mente kunne være ved at ske for Timoteus – så er det jo ikke helt utænkeligt, at det også kan ske for os.
Vi har også brug for denne påmindelse og skarpe tale – som kulminerer med opfordringen om at være med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver.
At lide ondt for evangeliet var for Paulus et vilkår. Det er det også for millioner af kristne rundt om i verden. Vær med til at lide ondt for evangeliet, med den kraft, Gud giver. De ord gælder også os. Selvom vi kan prise os lykkelige over at vi ikke bliver forfulgt, og selvom den lidelse eller smerte som rammer eller har ramt hver enkelt af os – måske ikke ser ud af meget i forhold til den lidelse, som rammer de mange forfulgte kristne, så er det alligevel en kendsgerning, at der også i og blandt os er masser af sorg, smerte, usikkerhed, frygt og bekymring.
Hver mand har sit – stort eller lidt – som vi skal synge det om lidt.
Her er det vigtigt at høre og huske at evangeliet ikke bare drejer sig om at ha det godt. Kristendom er ikke en ha-det-godt-religion.
Vi har hver vort kors at bære på – og det skal vi netop gøre. Vi skal ikke smide det fra os – men bære det med den kraft, Gud giver.
Vær med til at lide ondt for evangeliet, for Gud lover at give kræfterne til at bære det, som er tungt.
Da Paulus bad om at slippe for den lidelse eller torn i kødet, som han led af, hørte Gud hans bøn. Vel at mærke ikke ved at han hjalp ham af med smerten. Som Paulus skriver: Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. Og Paulus fortsætter: ”Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt til freds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.”
Magtesløsheden – lidelsen og modgangen får en helt ny dimension. Den bliver bolig for Gud og Guds kraft. Og ikke det alene. Den forvandler mørket i os til lys.
Der sker det samme, som når vi lægger et frø ned i den kolde jord. I starten ser der ikke ud til at ske noget – men langsomt omdanner frøet jorden – og fra at være giftig, mørk og kold – forvandles den mørke muld til en spiselig plante, eller en smuk og farverig blomst.
Sådan virker Gudsrigets kræfter. Derfor drejer det sig heller ikke om at vi slipper af med al vores modgang – nej, det gælder om, at vi slipper Guds kræfter fri midt i vort mørke.
Gud er ikke fjern fra os i vores nød og modgang – men han bor midt i den.
Den gamle Christian Scriver skriver i sin andagtbog: Sjæleskat: ”Havde jeg mistet min Gud, jeg vidste intet steds snarere at finde ham end hos de bedrøvede, anfægtede og nødlidende hjerter.”
Det er evangeliet. Herren er nær ved den hvis hjerte er knust, som det hedder i en Davidssalme. Han er nær ved den hvis ånd er brudt. Han er nær ved den lidende.
Kristentro er at slippe Gudsrigets kræfter – sennepskornets kræfter – fri i vore hjerter.
Så hvad kræver det så af os som præster og som kristne? Det kan sammenfattes i tre ord: mod til afmagt. Mod til at erkende og bekende at vi er magtesløse, At vi ikke magter at gøre det gode. Mod til at sige som Paulus: Det gode jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil det gør jeg. ..Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Nej, hvem. Gud ske tak ved Jesus Kristus vor Herre.
Gud ske tak at han befrier os, renser os – forvandler os. Ja at han lever og virker i os – og bor ved troen i vore hjerter.
Amen
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud fader søn og Helligånd, du som var er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse så nu og altid og i al evighed amen.
Vor far i himlen
Du kender vore hemmelige tanker og det inderste i vore ord og gerninger er ikke skjult for dig. Vi bekender, at vi er afmægtige, at vi er afhængige af din hjælp og støtte. Vi har til stadighed brug for din ånds kraft og fornyelse og for hinandens støtte og opmuntring.
Du som giver os liv og ånde,– vi beder dig: Ånd på os. Blæs al frygt og lunkenhed bort – og giv os kraft, kærlighed og besindighed i tjenesten som dit ords forkyndere.
Vi takker dig for vore menigheder. Tak for de gode vilkår som din kirke har her hos os. Vi beder dig for alle forfulgte kristne – for alle flygtninge, for alle nødlidende her og ud over hele jorden.
Giv dem og os frimodighed midt i mørket og håb midt i håbløsheden.
Tak at du har genfødt os til det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til os.
Hjælp os til stadighed at leve med dette håb for øje – indtil vi bliver til evig tid salige ved din elskede søn Jesus Kristus vor herre.
Amen

Forbøn og indsamling

Jeg har i dag sendt en opfordring til forbøn og kollekt videre til præster og menighedsråd i Lolland-Falsters Stift – med flg. ord:
Da vi jo tror på forbønnens magt og betydning – og ved, at økonomiske bidrag til de nødlidende er af stor betydning – sender jeg hermed biskop Peter Fischer-Møllers mail videre til jer med anbefaling. Jeg synes, det er et godt og vigtigt initiativ, som jeg håber kan være til inspiration.

Du er ikke god nok, som du er!

Under overskriften: Kristendommen i ”synes-godt-om-samfundet” skriver Viggo Mortensen i præsteforeningens blad 30-31 mange gode ord til den unge præst – men så slutter han med flg. udsagn: ”Du er god nok. At Gud synes om dig, og Jesus elsker dig må være dig nok”. Og så henviser han til Guds ord til Paulus: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”
Men de ord er jo netop ikke udtryk for, at Paulus var god nok, ligesom det da heller ikke var Paulus’ egen opfattelse eller erfaring, at han skulle være god nok. Tag blot ordene fra Rom 7 v. 18ff: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Det er den erkendelse eller bekendelse, som fører Paulus videre til Kristus, så han kan sige: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!
Når Viggo Mortensen derfor kritiserer ”synes-godt-om-samfundet” – så var det måske mere på sin plads at kritisere opfattelsen af, at kristendommen skulle være en: ”Du-er-god-nok-som-du-er-religion”. At sige: Du er god nok, som du er – ligner det som nogle psykologer kan finde på at råde mennesker med lav selvfølelse til, nemlig at stille sig foran spejlet hver morgen og sige: ”Du er fantastisk!” Men det virker ikke, for man ved jo godt, at det er løgn. Derfor er der også en himmel til forskel på at sige: ”Du er god nok, som du er!” – og så at høre og tro ordene: ”Du er elsket, som du er!”
I et interview i Kristeligt Dagblad med forfatterskolens rektor, Pablio Llambias den 30. maj 2014 slutter han med at sige om en prædiken, som han hørte engang:
”Men den prædiken, der gjorde allermest indtryk på mig, turde slutte i mol. Det tør de færreste præster gøre, men jeg følte mig så genkendt, at det blev en slags dur i mig selv. For mens mange prædikener afsluttes med et budskab om, at du er god nok, som du er, fik denne her præst sine præstekolleger til at gispe, da han sluttede sin prædiken af med at sige: Du er ikke god nok, som du er, men du er velkommen alligevel.”
Steen Skovsgaard

Prædiken til friluftsgudstjeneste – hvor et skybrud fik os ind i Rødbyhavn kirke

Friluftsgudstjeneste den 3. august 2014– havnegudstjeneste Rødbyhavn
Sl 750 – 658 – 49/ 655 – 42

Evangeliet til i dag er et uddrag af en lang tale, som Jesus holder for sine disciple, inden han sender dem ud.
De bliver sendt ud to og to, og rundt omkring i landsbyerne skal de nu fortælle eller forkynde, at Himmeriget er kommet nær. Og de skal helbrede de syge, ja, opvække døde, gøre spedalske rene og drive dæmoner ud. De må ikke have noget som helst værdifuldt med. De skal bare ha det tøj med, som de går og står i – og så skal de i øvrigt være forberedt på, at de vil møde modstand. Det er ikke alle, som vil tage imod budskabet om at Himmeriget er kommet nær. Disciplene vil blive forfulgt, pisket og ført for domstolen – de skal blive hadet af alle på grund af navnet Jesus.
Det er unægtelig en radikal udsendelsestale, hvor Jesus virkelig kræver disciplenes fulde og hele engagement. De skal forlade alt deres eget, de får ikke noget for det, der er intet socialt sikkerhedsnet eller en rimelig ansættelseskontrakt – de bliver – som Jesus faktisk også siger det – sendt ud som får blandt ulve.
Men så er det at de i det uddrag af talen som vi hører i evangeliet til i dag – for det første får at vide at de ikke skal regne med eller forvente, at det vil gå dem bedre, end det vil gå Jesus. Jesus ender som bekendt med at blive korsfæstet – derfor må det ikke komme bag på disciplene, hvis de kommer til at lide den samme skæbne.
”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester..:”
Hvis Jesus ikke havde sagt andet end dette, så var der nok ingen af disciplene, som havde vovet at bevæge sig ud på denne vandring. Men han siger netop også mere. Nemlig: ”Frygt ikke”. Frygt ikke, selvom I bliver slået ihjel – for Gud vil være med jer. Det er i øvrigt også det sidste ord, som Jesus siger til disciplene her i Matthæusevangeliet: Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Jeg er med jer.
Det er det samme, som vi hører om spurvene: ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.
Dette ord om spurven, der falder til jorden, er eet af de mest omdiskuterede ord i Ny Testamente. Det er også blevet oversat på mange forskellige måder.
I den tidligere oversættelse fra 1948 hed det: ”Uden jeres Fader er med i det.”
I den gamle traditionelle oversættelse inden da hed det: ”uden jeres Faders vilje.”
Da Anna Sofie og Poul Seidelin udgav deres Ny Testamente i 1974 oversatte de det med: ”Uden at jeres fader ser det og husker.”
I Bibelen på hverdagsdansk hedder det: ”Uden at jeres Far ved om det.”
Problemet med oversættelsen er, at der på græsk ordret står: ”Uden jeres Faders..” Og så er det ligesom overladt til oversætteren hvilket ord, der mangler. Er det Guds vilje, hans viden, hans opmærksomhed eller hvad er det mon?
Jeg tror at vi læse ordene i sammenhæng med Jesu sidste ord, hvor han lover disciplene, at han vil være med dem.
Så det, Jesus lover og trøster disciplene med er kort og godt, at Gud vil være med dem.
Så i virkeligeden kunne vi vælge at oversætte ordene med: ikke en spurv falder til jorden uden Gud.
Der er ingen af jer – og i øvrigt intet menneske på denne jord, som Gud ikke er nær.
Jamen var det ikke netop det, som Jesus oplevede på korset, hvor han råbte: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Hvor er du, Gud? Hvorfor er du her ikke?
Men selv i dette gudsforladthedens mørke er det vigtigt at huske, at Gud var til stede. Han var nær hos Jesus i hans mørke – og han oprejste ham fra de døde. Det løfte lyder også over disciplene og over os. Gud er ikke fjern men nær.
Der findes en beretning fra 2. verdenskrig, hvor en gruppe jøder blev henrettet ved hængning. Blandt jøderne var der også en dreng på omkring 12 år. Han døde ikke med det samme men hang længe i galgen, mens folk stod stille omkring og så hans lidelser. Pludselig var der én som hviskede højt og forarget: Hvor er Gud henne? Hvor er Gud dog henne? Igen og igen sagde han det – indtil én svarede: Gud er der, hos drengen.
Det er en forfærdelig beretning, men det er en beretning, som siger noget sandt og vigtigt om den kristne gudsopfattelse.
For hvordan kan det være at der er så meget ondt i verden, hvis Gud er til? Og hvis gud er almægtig, hvorfor griber han så ikke ind? Hvad er det dog for en gud, som tillader alt det onde i verden? Hvor det ovenikøbet ser ud til at det hele bliver værre og værre.
Den fuldstændigt meningsløse og forfærdelige nedskydning af passagerflyet, hvor næsten 300 mennesker blev dræbt. På internettet kan man se billeder af børns legetøj og tøjbamser, som de har haft med. Det er umuligt at forstå eller rumme den sorg, som drabet af alle disse mennesker, har udløst.
Men også Uttøya, som vi var vidner til for 3 år siden, og den aktuelle krig i Gaza – med den al den smerte, sorg, vrede og usikkerhed..og vi kunne fortsætte i det uendelige. Også med at nævne den helt nære nød og ulykke som rammer og har ramt hver enkelt af os.
Hvor er Gud da henne? Og hvorfor griber han ikke ind?
Til det sidste spørgsmål gives der ikke noget klart eller entydigt svar. Og hver gang man forsøger at give svar, så ender man i den rene kynisme. Hvis vi f.eks. siger, at det var guds vilje, at de 298 passagerer skulle dø netop på den måde, eller at det det var Gud selv, som styrede Anders Brejvik til at begå de mange drab på Uttøya og i Oslo, så ville vi jo vende tingene på hovedet. Ved at lade Gud være den handlende eller den direkte årsag til alt det onde i verden, så ville vi have gjort ham til Beelzebul – til den onde selv. Det vil ikke bare være forkert, men vanvittigt og umenneskeligt at forsøge at forklare det onde på den måde.
At mennesker selv kan erfare eller finde trøst i troen på, at Gud kan bruge det onde – det er til gengæld en gammel kristen visdom. Som vi skal synge i Grundtvigs salme her efter prædikenen, hvor der står: ”Guds ærinde går hver en storm, om den er nok så vild, og ihvor gal den bryder løs, ham tjener dog hver ild.”
Gud kan bruge det onde i sin tjeneste. Det er korset vel det allerbedste og klareste vidnesbyrd om. Gud vender et torturinstrument, et henrettelsesmiddel til noget smukt, dybt og håbefuldt. Og vi må sige, at når selv Jesu eget kors kunne vendes til en sejr, så kan Gud vel også nok vende min ulykke, verdens terror og al den meningsløse vold og de mange krige – til håb.
Evangeliet er, at der er lys i mørket, lys i den dybeste sorg og ulykke. Der er håb i ethvert smertefuldt tab.
I sin bog Ravnen mod aften skildrer Poul Ørum dette håb, sådan som han oplevede det, da han pludselig mister sin kone. Hans verden brød sammen, han var ved at gå til i druk og fortvivlelse – men også i vrede overfor konen, som tillod sig at forlade ham – så han gik til en psykiater – en god ven for at bede om hjælp.
”Kan du tegne sin sorg?” spurgte vennen ham. ”Ja!” svarede Poul Ørum. ”Den er grå og lodden på størrelse med en tennisbold, og den sidder her i brystet. Og inden i er der mørkt – og inderst inde er der en runken død larve.”
”Er der ikke noget inden i larven?”, spurgte psykiateren. Poul Ørum overvejede længe og svarede: ”Jo, der er noget ovalt, olivengult inde i larven.”
Psykiateren sendte ham hjem og bad ham om at tænke over det – og allerede på vej hjem slog det ham: Det er et frø. Der er et frø inde midt i sorgen. Et frø med løftet om forandring, om nyt liv, håb og mening.
”Gudriget er som et sennepsfrø,” siger Jesus et sted. Gudsriget og Gud bor i det dybeste mørke. Han er ikke udenfor, men midt inde i det, med løftet om forandring, og om en glædelig opstandelse.
Så hvor er Gud henne midt i verdens nød? Han er der – midt i det hele. Usynlig, tilsyneladende svag – men magtfuld som en frø.
For hvad er det som netop frøet kan og gør? Det kan omdanne alt det mørke, den tunge muld med de mange bakterier og giftstoffer til en smuk blomst eller en livgivende plante.
Den døde jord gøres levende gennem frøet.
Når vi derfor rammes af sorger og smerter, når vi synes at verden er meningsløs, og at det er mørket, som har magten, så skal vi væbne os med tålmodighed. Når vi har sået et frø, skal vi vente til det begynder at spire. Vi må ikke utålmodigt forsøge at grave det frem af jorden. Vi skal heller ikke fortvivle og tro, at det er dødt og borte og at mørket har magten.
For mørket magter intet overfor lyset – ligeså lidt som jorden formår at kvæle frøet. Det ser i første omgang sådan ud – men frøet vil sejre – og den mørke jord ender med at tjene frøet og den plante, som spirer frem.
Søren Kierkegaard har et trøsteord til den, som lider, og som ikke kan forstå, at det trækker ud. Hvorfor griber Gud ikke ind – hvorfor sker der ikke noget?
Søren Kierkegaard skriver:
“Den, som banker, for ham oplades. Og selv om det er så, at Gud ikke straks lukker op, trøst dig! Tænk dig en ældre, der sad i sin stue og gjorde nogle tilberedelser til at glæde et barn, der skulle komme til en vis tid.
Men barnet kom for tidligt. Det bankede, men der blev ikke opladt. Og barnet kunne se, at der var nogen i stuen, thi der var lys. Altså høres jo barnets banken, og dog blev der ikke lukket op. Da blev barnet mistrøstigt. Og hvorfor lukkedes der ikke op? Fordi tilberedelserne til glæden ikke var ganske færdige.”
Tiden var ikke inde. Børnene skulle blot vente og glæde sig.
Sådan skal vi også gøre midt i denne blødende og lidende verden: Vente, håbe og glæde os til det, som skal komme. Vi skal naturligvis arbejde på at afhjælpe den lidelse og nød, som det står i vores magt at gøre noget ved – men først og sidst skal vi glæde os over og forkynde, at Himmeriget er nær.
Gud er nær. Nær ved os og nær ved alle lidende i verden. Amen