Prædiken til friluftsgudstjeneste – hvor et skybrud fik os ind i Rødbyhavn kirke

Friluftsgudstjeneste den 3. august 2014– havnegudstjeneste Rødbyhavn
Sl 750 – 658 – 49/ 655 – 42

Evangeliet til i dag er et uddrag af en lang tale, som Jesus holder for sine disciple, inden han sender dem ud.
De bliver sendt ud to og to, og rundt omkring i landsbyerne skal de nu fortælle eller forkynde, at Himmeriget er kommet nær. Og de skal helbrede de syge, ja, opvække døde, gøre spedalske rene og drive dæmoner ud. De må ikke have noget som helst værdifuldt med. De skal bare ha det tøj med, som de går og står i – og så skal de i øvrigt være forberedt på, at de vil møde modstand. Det er ikke alle, som vil tage imod budskabet om at Himmeriget er kommet nær. Disciplene vil blive forfulgt, pisket og ført for domstolen – de skal blive hadet af alle på grund af navnet Jesus.
Det er unægtelig en radikal udsendelsestale, hvor Jesus virkelig kræver disciplenes fulde og hele engagement. De skal forlade alt deres eget, de får ikke noget for det, der er intet socialt sikkerhedsnet eller en rimelig ansættelseskontrakt – de bliver – som Jesus faktisk også siger det – sendt ud som får blandt ulve.
Men så er det at de i det uddrag af talen som vi hører i evangeliet til i dag – for det første får at vide at de ikke skal regne med eller forvente, at det vil gå dem bedre, end det vil gå Jesus. Jesus ender som bekendt med at blive korsfæstet – derfor må det ikke komme bag på disciplene, hvis de kommer til at lide den samme skæbne.
”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester..:”
Hvis Jesus ikke havde sagt andet end dette, så var der nok ingen af disciplene, som havde vovet at bevæge sig ud på denne vandring. Men han siger netop også mere. Nemlig: ”Frygt ikke”. Frygt ikke, selvom I bliver slået ihjel – for Gud vil være med jer. Det er i øvrigt også det sidste ord, som Jesus siger til disciplene her i Matthæusevangeliet: Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Jeg er med jer.
Det er det samme, som vi hører om spurvene: ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.
Dette ord om spurven, der falder til jorden, er eet af de mest omdiskuterede ord i Ny Testamente. Det er også blevet oversat på mange forskellige måder.
I den tidligere oversættelse fra 1948 hed det: ”Uden jeres Fader er med i det.”
I den gamle traditionelle oversættelse inden da hed det: ”uden jeres Faders vilje.”
Da Anna Sofie og Poul Seidelin udgav deres Ny Testamente i 1974 oversatte de det med: ”Uden at jeres fader ser det og husker.”
I Bibelen på hverdagsdansk hedder det: ”Uden at jeres Far ved om det.”
Problemet med oversættelsen er, at der på græsk ordret står: ”Uden jeres Faders..” Og så er det ligesom overladt til oversætteren hvilket ord, der mangler. Er det Guds vilje, hans viden, hans opmærksomhed eller hvad er det mon?
Jeg tror at vi læse ordene i sammenhæng med Jesu sidste ord, hvor han lover disciplene, at han vil være med dem.
Så det, Jesus lover og trøster disciplene med er kort og godt, at Gud vil være med dem.
Så i virkeligeden kunne vi vælge at oversætte ordene med: ikke en spurv falder til jorden uden Gud.
Der er ingen af jer – og i øvrigt intet menneske på denne jord, som Gud ikke er nær.
Jamen var det ikke netop det, som Jesus oplevede på korset, hvor han råbte: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Hvor er du, Gud? Hvorfor er du her ikke?
Men selv i dette gudsforladthedens mørke er det vigtigt at huske, at Gud var til stede. Han var nær hos Jesus i hans mørke – og han oprejste ham fra de døde. Det løfte lyder også over disciplene og over os. Gud er ikke fjern men nær.
Der findes en beretning fra 2. verdenskrig, hvor en gruppe jøder blev henrettet ved hængning. Blandt jøderne var der også en dreng på omkring 12 år. Han døde ikke med det samme men hang længe i galgen, mens folk stod stille omkring og så hans lidelser. Pludselig var der én som hviskede højt og forarget: Hvor er Gud henne? Hvor er Gud dog henne? Igen og igen sagde han det – indtil én svarede: Gud er der, hos drengen.
Det er en forfærdelig beretning, men det er en beretning, som siger noget sandt og vigtigt om den kristne gudsopfattelse.
For hvordan kan det være at der er så meget ondt i verden, hvis Gud er til? Og hvis gud er almægtig, hvorfor griber han så ikke ind? Hvad er det dog for en gud, som tillader alt det onde i verden? Hvor det ovenikøbet ser ud til at det hele bliver værre og værre.
Den fuldstændigt meningsløse og forfærdelige nedskydning af passagerflyet, hvor næsten 300 mennesker blev dræbt. På internettet kan man se billeder af børns legetøj og tøjbamser, som de har haft med. Det er umuligt at forstå eller rumme den sorg, som drabet af alle disse mennesker, har udløst.
Men også Uttøya, som vi var vidner til for 3 år siden, og den aktuelle krig i Gaza – med den al den smerte, sorg, vrede og usikkerhed..og vi kunne fortsætte i det uendelige. Også med at nævne den helt nære nød og ulykke som rammer og har ramt hver enkelt af os.
Hvor er Gud da henne? Og hvorfor griber han ikke ind?
Til det sidste spørgsmål gives der ikke noget klart eller entydigt svar. Og hver gang man forsøger at give svar, så ender man i den rene kynisme. Hvis vi f.eks. siger, at det var guds vilje, at de 298 passagerer skulle dø netop på den måde, eller at det det var Gud selv, som styrede Anders Brejvik til at begå de mange drab på Uttøya og i Oslo, så ville vi jo vende tingene på hovedet. Ved at lade Gud være den handlende eller den direkte årsag til alt det onde i verden, så ville vi have gjort ham til Beelzebul – til den onde selv. Det vil ikke bare være forkert, men vanvittigt og umenneskeligt at forsøge at forklare det onde på den måde.
At mennesker selv kan erfare eller finde trøst i troen på, at Gud kan bruge det onde – det er til gengæld en gammel kristen visdom. Som vi skal synge i Grundtvigs salme her efter prædikenen, hvor der står: ”Guds ærinde går hver en storm, om den er nok så vild, og ihvor gal den bryder løs, ham tjener dog hver ild.”
Gud kan bruge det onde i sin tjeneste. Det er korset vel det allerbedste og klareste vidnesbyrd om. Gud vender et torturinstrument, et henrettelsesmiddel til noget smukt, dybt og håbefuldt. Og vi må sige, at når selv Jesu eget kors kunne vendes til en sejr, så kan Gud vel også nok vende min ulykke, verdens terror og al den meningsløse vold og de mange krige – til håb.
Evangeliet er, at der er lys i mørket, lys i den dybeste sorg og ulykke. Der er håb i ethvert smertefuldt tab.
I sin bog Ravnen mod aften skildrer Poul Ørum dette håb, sådan som han oplevede det, da han pludselig mister sin kone. Hans verden brød sammen, han var ved at gå til i druk og fortvivlelse – men også i vrede overfor konen, som tillod sig at forlade ham – så han gik til en psykiater – en god ven for at bede om hjælp.
”Kan du tegne sin sorg?” spurgte vennen ham. ”Ja!” svarede Poul Ørum. ”Den er grå og lodden på størrelse med en tennisbold, og den sidder her i brystet. Og inden i er der mørkt – og inderst inde er der en runken død larve.”
”Er der ikke noget inden i larven?”, spurgte psykiateren. Poul Ørum overvejede længe og svarede: ”Jo, der er noget ovalt, olivengult inde i larven.”
Psykiateren sendte ham hjem og bad ham om at tænke over det – og allerede på vej hjem slog det ham: Det er et frø. Der er et frø inde midt i sorgen. Et frø med løftet om forandring, om nyt liv, håb og mening.
”Gudriget er som et sennepsfrø,” siger Jesus et sted. Gudsriget og Gud bor i det dybeste mørke. Han er ikke udenfor, men midt inde i det, med løftet om forandring, og om en glædelig opstandelse.
Så hvor er Gud henne midt i verdens nød? Han er der – midt i det hele. Usynlig, tilsyneladende svag – men magtfuld som en frø.
For hvad er det som netop frøet kan og gør? Det kan omdanne alt det mørke, den tunge muld med de mange bakterier og giftstoffer til en smuk blomst eller en livgivende plante.
Den døde jord gøres levende gennem frøet.
Når vi derfor rammes af sorger og smerter, når vi synes at verden er meningsløs, og at det er mørket, som har magten, så skal vi væbne os med tålmodighed. Når vi har sået et frø, skal vi vente til det begynder at spire. Vi må ikke utålmodigt forsøge at grave det frem af jorden. Vi skal heller ikke fortvivle og tro, at det er dødt og borte og at mørket har magten.
For mørket magter intet overfor lyset – ligeså lidt som jorden formår at kvæle frøet. Det ser i første omgang sådan ud – men frøet vil sejre – og den mørke jord ender med at tjene frøet og den plante, som spirer frem.
Søren Kierkegaard har et trøsteord til den, som lider, og som ikke kan forstå, at det trækker ud. Hvorfor griber Gud ikke ind – hvorfor sker der ikke noget?
Søren Kierkegaard skriver:
“Den, som banker, for ham oplades. Og selv om det er så, at Gud ikke straks lukker op, trøst dig! Tænk dig en ældre, der sad i sin stue og gjorde nogle tilberedelser til at glæde et barn, der skulle komme til en vis tid.
Men barnet kom for tidligt. Det bankede, men der blev ikke opladt. Og barnet kunne se, at der var nogen i stuen, thi der var lys. Altså høres jo barnets banken, og dog blev der ikke lukket op. Da blev barnet mistrøstigt. Og hvorfor lukkedes der ikke op? Fordi tilberedelserne til glæden ikke var ganske færdige.”
Tiden var ikke inde. Børnene skulle blot vente og glæde sig.
Sådan skal vi også gøre midt i denne blødende og lidende verden: Vente, håbe og glæde os til det, som skal komme. Vi skal naturligvis arbejde på at afhjælpe den lidelse og nød, som det står i vores magt at gøre noget ved – men først og sidst skal vi glæde os over og forkynde, at Himmeriget er nær.
Gud er nær. Nær ved os og nær ved alle lidende i verden. Amen

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s