Håbet spiller på fløjte

– tale ved lysceremonien i forbindelse med Kræftens bekæmpelses Stafet for livet den 30. august 2014 – med 600 deltagere

I kender sikkert alle Amnesty Internationals motto: Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket.
Det er en god overskrift for, hvad vi er samlet om her i aften, som en del af stafet for livet. Vi tænder lys som en protest imod mørket. Det skal ikke få det sidste ord. Vi er sammen for at minde os selv og hinanden om, at vi ikke er alene, og at der er noget, som er stærkere end mørket. Ja, at mørket i sidste ende ikke har nogen magt over lyset.
For mange år siden hørte jeg, at der på døren ind til et mørkekammer på en avisredaktion var sat et opslag, hvor der stod: ”Hold døren lukket, så mørket ikke slipper ud!” Det er en lidt pudsig, men også tankevækkende sætning, for det er jo ikke mørket, som kan slippe ud. Det er derimod lyset, som kan slippe ind og kvæle mørket. Mørket har ingen magt over lyset.
Men er det nu også rigtigt? Er det ikke bare noget, at jeg som præst og biskop tør sige, fordi jeg øser af en kirkelig tradition, hvor vi netop tror på en opstandelse og hører om, at døden aldrig skal få det sidste ord?
Jo, det er det utvivlsomt – men der er alligevel andre vidnesbyrd, som kan bekræfte det.
Poul Ørum skildrer i sin bog ”Ravnen mod aften”, hvordan han en dag pludselig mister sin kone. De var ude i haven, og så faldt hun om og var død. I bogen fortæller han om sin sorg over dette voldsomme og pludselige tab. Han fortæller også, hvordan han ikke længere kunne holde sammen på sig selv, han sank ned i sorg og mørke og druk – og også vrede. Vrede over tabet, han var vred på konen, fordi hun på den måde kunne finde på at forlade ham så pludseligt.
Til sidst blev det så slemt, at han måtte have hjælp, så han gik til en god ven, som var psykiater for at bede ham om hjælp. For sorgen var for stor og var ved at kvæle ham.
I den samtale spørger vennen ham: ”Kan du tegne din sorg?”
”Ja,” svarer Poul Ørum, ”Det kan jeg godt. Den er grå og lodden, på størrelse med en tennisbold og indeni er den sort. Og inderst inde er der en runken, død larve.”
Vennen sidder lidt og spørger så: ”Er der ikke noget indeni larven?”
Om der var noget indeni larven? Det havde han ikke lige tænkt på. Så sidder Poul Ørum lidt og siger så: ”Jo, der er noget indeni. Noget ovalt, olivengult.” Han vidste godt, at der ikke var noget, som hed olivengult – det hedder jo olivengrønt – men ikke desto mindre var det altså olivengult.
”Gå du hjem igen og tænk over det!” – sagde vennen. Og Poul Ørum kørte hjem, men på vejen slog det ham, hvad det var, det ovale, olivengule inde i sorgen. Det var et frø. Et lille bitte, men livskraftigt frø midt inde i den dybeste sorg.
Gudsriget er som et sennepsfrø, siger Jesus.
Et frø rummer løftet om forandring, om nyt liv, om håb og sejr. Et frø ser ikke ud af meget, men når det ligger i jorden, sker der store ting. Den mørke, kolde og giftige jord bliver omdannet til en levende plante. Det lille frø sejrer over den mørke jord, på samme måde som lyset sejrer over mørket.
Derfor gælder det også om, når man er i mørket, at være tålmodige. Vi må vente på, at frøet begynder at spire frem, og så samtidig gøre hvad vi kan for at hjælpe og lyse for hinanden.
Og hvordan gør vi så det bedst? Der kan findes mange veje og mange gode råd.
Men eet af de bedste har jeg fået fra en kvinde, som var indlagt på psykiatrisk hospital med en dyb depression. Hun fortalte bagefter, hvor svært det var når hun fik besøg. Vennerne, kollegerne og familien kom trofast – men hun kunne slet ikke rumme deres ord, trøst og opmuntringer. Men så skriver hun:
”Noget af det stærkeste var, da jeg fik besøg af en god veninde. Hun følte sig lige så magtesløs som jeg, der gik rastløs frem og tilbage på sygeværelset i evig skyldfølelse. Hun sagde ingenting, men så skete det, det lille Guds under, der stadig lever i mig. I stedet for at sidde og forsøge at komme i kontakt med mig, lagde hun armen om mine skuldre, og gik frem og tilbage med mig, frem og tilbage, igen og igen, uden et ord i værelset. Efter en stund listede hun så hjem igen.
Hun lyttede, så det baskede – klarede en næsten umulig situation.” slutter hun.
Det er ofte det bedste vi kan gøre. Blot dette at være nær og holde i hånd – midt i mørket og magtesløsheden – det kan være med til at tænde lys og give mod og få håbet til at synge i sjælen.
Jens Rosendahl har skrevet et lille digt, som hedder Håbet spiller på fløjte – og det vil jeg slutte med at læse:
“Også mellem tidsler og tjørn i vindblæste og forkøblede krat spiller håbet på fløjte. Selv under endeløs tørke i bombernes og stormflodskatastrofens kratere, rejser de spinkle toner af håb sig over elendigheden. Og i betonklodserne i storbyens brosten og blik gennem depressionens trøstesløse hverdage synger det under bruseren på badeværelset, fløjter til søndagsfrokosten, smiler forsigtigt, mens vi klapper en hund eller kysser barnet godnat, ja, selv i hospitalskorridorerne og i skræmmende slumkvarterer griber håbet stille og stædigt sin fløjte for hvor der er liv er der håb.
Det inderste håb er altid på trods af: håb om en ny og en bedre verden – håb om et andet liv – håb om et andet arbejde der bærer meningen med sig – håb om grønnere græs og smukkere blomster – håb om kærlighed og opstandelse – håb om at komme nærmere håbet og livet og kærligheden. Vel ved jeg fra dynger af statistikker fra endeløse årgange af gamle aviser fra bibliotekerne og fra mig selv, at håbet så godt som altid befinder sig langt på den anden side af virkeligheden. Jeg ved nok at alle forbehold er mest realistiske. Jeg ved, at jeg bliver ved at være den samme og jeg ved at døden venter en dag bag det sidste håbets hjørne. Og det hænder at jeg ikke kan fastholde håbet men skrumpler gennem lange tunneler af uvirkelighed og mørke med døve ører og ufølsomme læber.
Men lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden de nye dage – det nye forår – den nye verden.
Tak for ordet – og tak for alle jeres lys – og til lykke med arrangementet!

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s