Kom og se! – det virker!!! Ordinationstale 26. oktober 2014

De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde står skrevet i Johannesevangeliet kap 1 vers :
”Jesus sagde: Kom og se!”

Ja, det er unægtelig ikke en lang og vanskelig tekst, som jeg har valgt at give dig med på din ordinationsdag. Ordene er fra evangeliet til i dag, hvor vi hører om, hvordan de første disciple kaldes, og hvordan de begynder at følge efter Jesus.
”Hvad vil I?” spørger Jesus. Det er i øvrigt de allerførste ord, som Jesus siger i Johannesevangeliet. Hvad vil I? Det er ikke noget dumt eller ligegyldigt spørgsmål – faktisk er det så dybt og indholdsfyldt og provokerende, at jeg kender en præst, som i forbindelse med en kirkerenovering fik det sat op i våbenhuset over indgangen til kirkerummet. Hvad vil I? lyder det nu som et spørgsmål til kirkegængerne i Grædstrup kirke. Eller rettere, her står: Hvad søger I, for sådan lød det i den gamle oversættelse.
Det er et spørgsmål, som godt kan være værd at overveje med sig selv, inden man går ind i kirken til gudstjeneste. Hvad søger jeg i grunden? Søger jeg mig selv eller Gud? Søger jeg fred og ro, eller søger jeg noget helt andet?
Men så hører vi, at disciplene spørger Jesus: Rabbi, hvor bor du? Hvorefter Jesus siger ordene:
Kom og se!
Og det er som sagt de ord, som jeg vil give dig med i dag og ind i din kommende præstetjeneste.
Jesu korte og enkle opfordring: Kom og se!
Ordene er en invitation og en opfordring til at følge ham ind i din præstetjeneste, i forventning om at du skal få store ting at se.
For over 35 år siden, lige inden jeg selv stod for at skulle ordineres, blev jeg ringet op af en god ven, som var blevet præst nogle måneder forinden. Han fortalte, at han dagen før var blevet kaldt ind på hospitalet, hvor en mand lå for døden. Her havde han holdt en andagt og sluttet med at velsigne manden. Og nu ringede min ven så til mig og sagde alvorligt og glad: ”Steen, det virker!” Jeg glemmer det aldrig. De ord gav mig en stor og glædelig forventning. Han fortalte mig jo, at det, som vi sammen og i flere år havde talt om og glædet os til, at vi skulle i gang med – det virkede. Det havde han set ved sin allerførste embedsgerning ved hospitalssengen, hvor han ydmyg og glad kunne konstatere, at det virkede.
Og det kan jeg da hermed – sammen med dine kommende embedsbrødre og –søstre, bekræfte og understrege for dig her i aften. Som præster – og som skrøbelige og svage folk – har vi fået de fineste og dyrebareste redskaber til at bringe trøst, lindring og fred.
Og det virker.
Kom selv og se!
Gå ind i din præstetjeneste i denne glade forventning om, at du skal få store ting at se.
Ikke noget, man kan fylde avisernes spalter med, heller ikke noget som du kan gå og prale af, ja, måske ikke engang noget, du kan tale om, men noget langt dybere og større.
Du skal nemlig få lov til at se, at Jesus selv er med dig.
At han vil bære dig, når du står overfor det ubærlige.
At du kommer til at sige nogle få trøstende ord, som du ikke engang vidste, at du havde.
At du kommer til at være der, hvor du skal være – måske uden overhovedet at ville det.
Du skal få at se, at det budskab som du er sendt med og de nådemidler, du som et svagt og sårbart menneske får lagt i hænderne, de virker.
Det løfte tør vi godt give dig med her i dag.
Det er den ene side af Jesu ord.
Men ordene: Kom og se kan også læses som en opfordring til at gå ind i din præstetjeneste med åbne øjne.
Du skal nemlig først og fremmest se. Om lidt vil du ganske vist høre læst en række gode formaninger op om, hvad du skal sige og gøre; men opfordringen til at se kommer først.
Du skal se de mennesker, som du får med at gøre. Se dem i øjnene. Du skal se, hvordan de har det. Ikke bare sådan på overfladen, men under overfladen – i hjertet. Og så skal du tale med dem og til dem – fra hjertet til hjertet – og i øjenhøjde.
Også når du prædiker. Du må ikke prædike hen over hovedet på din menighed. Det kan godt være, at du bliver nødt til at bruge manuskript – sådan som vi er nogle der bliver nødt til – men du skal huske at se op på dem, du taler til.
Det skulle helst ikke gå dig, som det gik for mange år siden, hvor jeg var kommet ind i en fremmed kirke med min dengang 6-årige datter. Præsten holdt nok en lidt vidtløftig prædiken, men det særlige var, at han ikke så på menigheden én eneste gang, men derimod rundt og ud i luften og op i hjørnerne. Pludselig – mens han holdt en pause – trak min datter mig i armen og spurgte så højt, at jeg tror han hørte det: Far, snakker han egentlig med os?
Så se på menigheden, snak ikke hen over hovedet på folk – men lyt til dem, lær dem at kende – og lær at holde af dem.
Det er jo det mærkelige, at det sete ofte afhænger af øjnene, som ser.
Derfor skal du også se nærmere til. Lad være med at tro på det, som du ser ved første øjekast. Der gemmer sig nemlig en verden i hvert eneste menneske og i hvert eneste hus i dit sogn.
Så: Se nærmere til.
Det er titlen på en sang, som Ellen Lissner – Holger Lissners afdøde mor – skrev for mange år siden. Det er en oversættelse af en sang, man fandt på et plejehjem i England – og Pia Raug har sat en smuk melodi til.
Her synger hun:
Hvad ser du? Søster, her i min stue?
En gammel, sur og besværlig frue,
-lidt griset og rodet, hvor hun har ligget.
usikker på hånden og fjern i blikket.
Er det hvad du ser? Er det hvad du tænker?
Luk øjnene op og se mine lænker,
jeg skal sige dig hvem jeg er, den gamle kone, der ligger her.
Og så fortæller hun, hvordan hun er et barn på ti i et lykkeligt hjem, ung på seksten med håb og drømme,
brud på tyve, med roser på kind, en mor, der bygger et hjem så trygt.
Men nu har alderen pillet fjerene af hende,
hjerter er tungt, håret falder af, ryggen er bøjet, og synet svigter. Og så slutter sangen:
Hvad ser du søster? – en gammel besværlig
–og træt lille kone? – nej vær nu ærlig
–se nærmere til – måske kan du finde,
et barn, en brud, en mor – måske en kvinde.
Se mig som sidder der inderst inde,
det er mig, som du skal prøve at se og finde.
Kom og se! Og lyt til den gamle kvindes opfordring: Se nærmere til. Det kan godt se trøstesløst ud på en regnfuld efterårsdag i de små sogne med nedrullede gardiner og med masser af plutte og smatte på vejene. Det kan også se trøstesløst ud, hvis man nøjes med at se på det billede, som tegnes af Lolland-Falster i mange forskellige sammenhænge.
Men billedet ser anderledes ud når man kommer tættere på.
Disciplenes spørgsmål til Jesus var: Rabbi, hvor bor du? Og det korte svar er: Han bor midt iblandt os. Så, Jim, du er i sandhed ikke kommet til et Gudsforladt sted. Kom selv og se! Herren er nær.
Gud i vold!
Amen

Reklamer
Standard

Kristendom og politik – og Monrad

I en tid hvor det – igen – drøftes, hvilket forhold der mellem kristendom og politik, og hvor D.G. Monrad i høj grad bliver drøftet og diskuteret – her kan det være på sin plads at minde om et enkelt Monrad-citat. Monrad anser det nemlig for urigtigt at blande kristendommen ind i politikken. Den bør blot gennemtrænge politikken ”som en skjult varme, som nåde og sandhed.”
Steen Skovsgaard

Standard

Om bønhørelse – til eftertanke…

Bad du din elskede, og du fik hende ikke. Bad du om din mands troskab, og han sveg dig dog. Bad du om sejr i fristelse, og du faldt. Bad du om omvendelse og afgjorthed, og blev ved at være vaklevorn og uvis. Altså blev jeg ikke bønhørt, siger du; og jeg svarer dig atter: Hvad ved du om det? (Kaj Munk, prædiken til 5. søndag efter påske 1941)

Standard

Når jeg bliver gammel…

Den aktuelle debat om madudlevering til ældre borgere har fået mig til at tænke på en visitats, jeg som biskop for flere år siden foretog i den danske kirke under DSUK i Buenos Aires. Her besøgte jeg bl.a. “Det danske hus” – et plejehjem, som blev bygget for flere år siden. Plejehjemmet var kommet i stand ved at en gruppe mænd en aften havde siddet over et godt måltid mad og drøftet, hvordan de selv kunne tænke sig, at deres kommende plejehjem skulle indrettes. Det blev siden bygget, og det viste sig, at køkkenet kom til at spille en helt central rolle i plejehjemmet.
Under mit besøg fik jeg lejlighed til at spise der, og det var en stor oplevelse. Ikke alene kunne man dufte maden i det meste af huset, man kunne også kigge ud i køkkenet og følge med i tilberedningen. Ja, man kunne endda høre og glæde sig over den kvindelige køkkenleders smukke sang. At der også var mulighed for at få vin til maden, behøver jeg vel næppe at tilføje.
Kunne man forestille sig, at politikere og beslutningstagere gjorde det samme i Danmark som disse pionerer? At de satte sig sammen over et måltid mad og spurgte: “Hvordan kunne vi tænke os at få det, når vi bliver gamle? Hvordan kunne vi selv tænke os at få maden tilberedt og serveret?”

Steen Skovsgaard

Standard