Monrad – 1854 og 1864

Monradselskabet afholder sin årlige generalforsamling lørdag den 22. november kl 13.30 – 16.30 i Lindeskovkirken, Nykøbing F
Kl 13.30 vil biskop Steen Skovsgaard holde den afskedsprædiken, som D.G. Monrad holdt i Klosterkirken, da han blev afskediget som biskop 31. maj 1854.
kl 15.00 vil historiker Rasmus Glenthøj fortælle om “1864 og Monrad”.
Deltagelse er gratis – og Monradselskabet optager stadig gerne nye medlemmer!
se: http://www.Monradselskabet.dk

Advertisement

International toiletdag – onsdag den 19. november

Mandag morgen deltog jeg sammen med det mellemkirkelige råd og biskopperne i Danmark i en andagt i WWF’s store kirkesal i Geneve. Andagten var både grænsesprængende og pinlig, men samtidig også tankevækkende og provokerende. Vi blev både rystede og oplyste, for andagten var en optakt til en såkaldt ”International toilet dag”, som ingen af os i øvrigt havde hørt om. Men den finder rent faktisk sted og markeres i morgen onsdag den 19. november på initiativ af De forenede Nationer. Det føltes som sagt pinligt, ligesom det var grænsesprængende, at der foran alteret var en lille udstilling med toiletruller, vandkar osv. Men langsomt forsvandt det pinlige. For prædikenen og oplysningerne, som kom frem under gudstjenesten, understregede det store globale behov, som findes i verden for værdige sanitære forhold. Bl.a. blev Indien beskrevet som det største udendørs toilet, og vi fik at vide, at hele 2.5 milliarder mennesker ikke har ordentlige sanitære forhold. Det medfører sygdomme og uværdige forhold, hvilket man arbejder for at afhjælpe – bl.a. gennem en sådan gudstjeneste, indsamlinger og oplysningskampagner.
Jeg må indrømme, at jeg vist aldrig personligt har takket Gud for ordentlige toiletforhold. For det er jo bare noget, vi har her hos os. Men når man rejser ud og møder andre forhold og bliver oplyst om andre menneskers vilkår og måder at leve på, så oplever man, at der er mere at sige tak for, end vi går og tror. Og det er nu ikke så ringe.

Mission, dialog – og fordybelse

Under overskriften ”Mission begynder med dialog” skriver Leif Andersen i det seneste nr af Indre Missions Tidende ganske rigtigt, at det ikke er muligt at gå i dialog uden at risikere sit eget ståsted. Det drejer sig om at træde ud i udsatheden. ”Jeg vil lytte så intenst, spørge så oprigtigt og samtale så længe, at jeg vover mit åndelige liv. Er dine indvendinger stærke nok, så risikerer jeg i bedste fald at gå med dem som en ulægt sår i min tro. I værste fald risikerer jeg, at min tro dør for mig”.
Som sagt lyder det både rigtigt og sandt, og det er smukt og stærkt formuleret. Alligevel er der efter min mening noget, som mangler, og som gør dette dialogsyn skævt, ja, måske lidt naivt.
Da jeg for 20 år siden begyndte at studere islam i forbindelse med en studieorlov, begyndte jeg med at læse Edvard Wulff Pedersens bog: ”Islam – tekster og stemmer fra den muslimske verden”. Det var mit første møde med islam, og det blev en næsten rystende oplevelse. For jeg oplevede her en dyb spiritualitet og mødte islam som en stor og rig religion, der var meget fristende. Bogen beskrev tanker og svar, som var så besnærende, at jeg indimellem ikke alene havde svært ved at se forskel på kristendom og islam – men jeg syntes også, at islam stod som en fristelse – ja, at min egen tro begyndte at vakle.
Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville studere islam uden sideløbende at læse bibelen og fordybe mig i den kristne tro. Og det sidste jeg ville læse, når dagen var slut, var bibelen. Den beslutning er jeg glad for at jeg tog, for jeg er overbevist om, det blev en hjælp til at holde stand og til at styrke mig i dialogen med de mange muslimer, som jeg førte samtaler med.
Så vi skal rigtig nok risikere dialogen – men vi skal jo ikke være dumdristige. Vi skal huske at holde fast og skyde dybere rødder i den kristne tro – ellers risikerer vi alt for let, at snoren springer.
”Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord” skriver Paulus i Efeserbrevet kap 6 vers 17.
Uden denne rustning og beskyttelse skal vi som kristne ikke risikere at gå i dialog.
Steen Skovsgaard