Sandhed og løgn – og kampen mod kristendommen

Kristendommen er under pres, og det er vigtigt at se vanskelighederne eller kampen i øjnene. Selvom vi her hos os er milevidt fra at være forfulgt som mange kristne er det rundt omkring i verden, så må vi ikke glemme eller overraskes over, at kristentroen også hos os bliver modsagt og er under pres.
Tag bare Jyllands-Postens meget omtalte spørgeskemaundersøgelse, hvor man har skrevet ud til 900 præster og stillet dem spørgsmål som: Tror du på en skabende Gud – tror du at Jesus fysisk stod op af de døde osv.
Nu var det ikke fra avisens side et ønske om at blive oplyst, nej det var naturligvis for om man kunne finde et svagt punkt at skrive om. For hvis man nu kunne få en eller måske et par præster til at falde i og svare forkert, så havde avisen måske en ny Grosbøllsag at skrive om. Og Gudskelov! – eller sådan ville avisen næppe sige – men så heldigvis da: For der var et par som faldt igennem, hvilket fik følgende ord med på vejen i avisen: ”Men det kan altså heller ikke være nemt at være præst, for der er jo intet bare nogenlunde fornuftigt og ræsonnabelt menneske, der tror på, at en mand, som har skabt sig en karriere ved blandt andet at gøre blinde seende, lave vand til vin, gå på vandet og genopvække døde og efter sin henrettelse kan genopvække sig selv og stige til himmels uden tekniske hjælpemidler..Løgn og myter er det jo selvfølgelig..”
Løgn og myter, usandhed, tåbeligheder, det er bare nogle få af de hårde ord, som bliver hæftet på kristendommen igen og igen af ateister, som synes, at de tænker så klart og skarpt, og som anser deres kritik for så hård, at den burde få hele korthuset til at falde sammen.
Men kirken og dens budskab består. På trods af al hån og talrige forfølgelser, mord, drab, terror og trusler, så står kristentroen stadig fast.
Hvorfor dør denne tro dog ikke? Hvordan kan det være. at den står så stærkt, så den endda kan udholde forhånelser og forfølgelser? Det er da et under, som burde give større anledning til undren, end at Jesus kunne gå på vandet.
Hvorfor lever troen stadig?
Svaret er: Fordi Gud selv er nær. Han har ikke efterladt os alene eller overladt os til os selv. Jesus lever og virker, og han viser sig for de mennesker, som udsættes for modstand og forfølgelse. Han holder dem oppe, som er ved at falde. Han mætter dem, som tørster, og han viser sig for de fangne og for dem, der lever under ængstende kår.
Derfor kunne Dostovjevskij også skrive om sin tro i et brev fra sit fangenskab i Sibirien:
”Om mig selv kan jeg sige, at jeg er et ægtefødt barn af min tid, et tvivlens og mistroens barn, og sandsynligvis vil forblive det til mine dages ende. Hvor er jeg ikke blevet pint og pines fremdeles, af denne hede længsel efter troen, en længsel som bliver desto heftigere, jo flere beviser jeg finder mod troen! Alligevel skænker Gud mig undertiden øjeblikke med fuldkommen ro. Og i sådanne øjeblikke har jeg formuleret min trosbekendelse. Denne bekendelse er for mig klar på ethvert punkt, og den er mig hellig. Den lyder i al sin enkelhed således: Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så klogt som Jesus Kristus. Atter og atter fylder tanken om ham mig med brændende kærlighed og jeg siger til mig selv at hans lige ikke blot ikke findes, men ikke kan findes. Jeg siger endnu mere: Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vore liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med ham end med sandheden.”
Kristus er kirkens store trøst og eneste håb. Og han har ikke forladt os, men lever og virker til tro, til trøst, til fred og til glæde.

Reklamer
Standard

Det bankede på prædikestolen – og på hjertet!

Det var bededag, og der skulle være gøglergudstjeneste i Døllefjelde Kirke. Jeg var blevet bedt om at prædike, og ankom kl. 21.30 – 1 ½ time før gudstjenestens start. Jeg troede at jeg kunne være lidt alene, men der var nu alligevel kommet en del, som var mødt tidligt for at sikre sig en plads på kirkebænken, og flere var på vej. En gøglergudstjeneste er en begivenhed, hvor der er rift om pladserne.
Der var tændt fakler udenfor kirken, og det var fuldmåne. Alt tegnede til, at det ville blive en uforglemmelig aften. Indenfor i kirken var der pyntet op, og der var varmt og stemningsfuldt. Kirkesangeren var ved at øve sammen med organisten, der var aktivitet og en intens og glad forventning i luften. Flere af de fremmødte lovede, at jeg kunne vente mig en stor oplevelse.
Det gav lidt kriller i maven, for hvad når gøglerne ankom, hvad mon der så ville ske? Hvor mange ville de være? Og hvad med de hunde, som jeg havde hørt, at de ville medbringe? Ville det overhovedet være muligt at få ørenlyd? Og hvad med min prædiken, som jeg havde valgt blot at have med i tankerne som nogle forskellige muligheder; mon den ville falde i god jord?
Som optakt til gudstjenesten spillede organisten forskellige klassiske musikstykker på klaver, mens menigheden samlede sig, og der efterhånden blev mere og mere trangt på bænkerækkerne. Stole blev sat frem i midtergangen, også de blev besat. Til sidst var der kun ledige pladser i koret.
Alle vidste åbenbart, at det var her gøglerne ville sætte sig.
Og så ankom de. Højlydt og målbevidst med deres hunde i alle størrelser gik de op ad midtergangen, iklædt kasketter, emblemer og medaljer. I dagens anledning havde jeg, udover bispekorset, iført mig mit ridderkors. Det var jo en festgudstjeneste, og samtidig kunne jeg jo så få lejlighed til at vise gøglerne, at jeg også kunne være med. Selvom min ene medalje unægtelig så lille og uanseelig ud i forhold til gøglernes mange og spraglede påhæng.
– Vi kan da godt skaffe dig nogle flere! sagde de grinende, mens vi trykkede hånd.
De var glade og måske ligeså spændte og forventningsfulde, som vi andre.
Efterhånden fandt de deres pladser i koret, og der blev nogenlunde ro og orden. De mange hunde var velopdragne og i snor, og lagde sig tålmodigt ned.
– Så kan vi godt begynde! var der enkelte som råbte, selvom klokken endnu ikke var 23.
Men vi ventede nu alligevel på sidste ringning, og så gik gudstjenesten i gang.
Sognepræst Stine Sylvest bød velkommen til dette glædens hus: ”som vel at mærke ikke er at forveksle med et glædeshus!”, tilføjede hun, hvilket fik et bragende bifald fra gøglerne, da tiøren endelig faldt.
Så var stemningen slået an, og vi kunne synge: ”Jeg så ham som barn” og lytte til evangeliet.
Anden salme var den uundværlige: ”Nærmere Gud til dig”.
Det var som at tænde en kontakt. Til disse gøglergudstjenester sidder man ned under læsningerne og står op under salmesangen. Men her kunne gøglerne ikke længere stå stille ved deres egne pladser. De måtte alle helt op i koret, og med armene om hinanden og om dagens prædikant sang de af hjertens lyst og smerte. Højt og på én gang klagende og glædeligt lød det, mens tårerne for nogles vedkommende piskede ned ad kinderne: ”Nærmere Gud til mig!”.
”Nærmere Gud til dig” blev dog af flere af gøglerne konsekvent sunget med denne lille ændring: ”Nærmere Gud til mig”
Det kan jo godt være en tanke værd, ikke mindst i adventstiden, hvor vi forbereder os på at Gud skal komme os nær i det lille Jesus-barn. På den måde bliver salmen jo til en bøn om, at Gud vil komme nærmere til mig. En bøn om at Gud selv vil komme helt ned til os, for vi formår ikke selv at gøre ret meget fra eller til for at komme nærmere til Gud.
Så skulle jeg prædike. Gøglerne satte sig, og der blev stille.
Helt stille.
Jeg valgte at tage udgangspunkt i salmen, som vi lige havde sunget og takkede allerførst gøglerne for den lille sproglige ændring af salmen, og for den oplevelse det havde været for mig at stå sammen med dem med armene om halsen og synge: ”Nærmere Gud til mig.”
Dernæst læste jeg Davids salme 34 vers 19 hvor der står: ”Herren er nær ved dem hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.”
– Hvis I bare kan huske det vers fra min prædiken, vil jeg være glad! – sagde jeg.
En egentlig prædiken kunne man vel ikke kalde det. Det blev snarere en samtale, hvor gøglerne højlydt kommenterede det, som blev sagt. De gav deres bifald, klappede, lyttede intenst og sang gerne med på en salme, som jeg nævnte.
Men de kunne også hurtigt blive urolige, når der var noget der var uklart eller ikke var præcist nok sagt.
På et tidspunkt under prædikenen bankede det pludselig på prædikestolen, og jeg kiggede ned.
– Jeg kan ikke se dig! lød det klagende fra en gøgler, som sad lige neden for prædikestolen.
Jeg forsøgte at læne mig lidt mere ud; men det var ikke nok, og han bankede igen.
Nu udviklede det sig til lidt morskab imellem et par af gøglerne. De ville ikke være ved, hvem af dem det var som bankede, og der blev grinet højlydt.
Heldigvis havde kirketjeneren stillet et glas vand frem til prædikanten. Det valgte jeg at holde hen over hovedet på dem og sagde, at hvis de bankede igen, ville jeg hælde det ned over dem!
En snes andre gøglere råbte:
– Ja, gør det! Gør det!
Og de jublede!
De andre to lovede bod og bedring og skulle nok lade være med at banke mere, hvis de bare kunne undgå vand. Jeg lovede at gøre min prædiken hurtigt færdig, og de bankede ikke mere.
Derefter var der musik, bøn og så sang vi ”Ingen er så tryg i fare” – igen stående med hinanden om halsen foran alteret.
Efter velsignelsen troede alle, at nu var gudstjenesten færdig. Men organisten havde en overraskelse i ærmet. Hun spillede på klaveret en dejlig glad melodi, som igen gjorde det svært for gøglerne at sidde stille. Og pludselig kom en af de kvindelige gøglere dansende op i koret og bød mig op til dans.
I et splitsekund overvejede jeg, om der kunne være en mulighed for at sige nej, men det var der naturligvis ikke. Så jeg måtte op, og vi dansede nu foran alteret. Varmt, glad og længe.
En anden af gøglerne kom hen og bød sognepræst Stine Sylvest op til dans, og flere andre kom op og dansede.
Musikken spillede, mens vi drejede rundt i dansen. I øjenkrogen kunne jeg ane altertavlens Kristus-skikkelse med de udbredte arme, og det var som om han velsignede alle vi dansende.
Det tror jeg også, han gjorde.
Jeg tror bestemt ikke, at han havde noget imod, at vi dansede foran alteret.
Som det hedder i Davids salme 149 vers 3: ”I dans skal de lovprise hans navn”
Det var jo det, vi gjorde!
Og vi gør det for resten alt for sjældent.
Derfor har jeg bare lyst til at sige tak til gøglerne og til Gud, som er kommet os nær. Det kom til at stå meget klart for mig til denne gøglergudstjeneste.
Jeg ved da godt, at et gøglerliv er fyldt med smerte, nederlag og mørke timer. Denne lille beretning skal da heller ikke være et forsøg på at romantisere deres liv og skæbne.
Den er hård og svær; men der er bare andet og mere at sige.
Nemlig julens klare og lysende budskab: at Gud er nær.
Og jeg har da også mere end én gang tænkt at Gud måske ønsker at møde os igennem gøglerne.
Måske vil Han gennem dem banke på – ikke bare på prædikestolen – men også på vore hjerter.
Og byde os op til dans i et kærligt favntag, og kalde glæde, liv og varme frem i vore kolde hjerter.
Som det skete for hyrderne: ”..de vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set..”
Nemlig: at Herren var kommet dem nær!
Steen Skovsgaard

Standard

Lyset i mørket – glædelig jul!

For nogle år siden så jeg et maleri af vores lokale maler Erik Mortensen fra Nykøbing F. Det var på Fuglsang Kunstmuseum, hvor han præsenterede flere af sine malerier. Men der var særligt eet, som jeg ikke kunne glemme. Det var et maleri af en sort plasticpose. Men pointen var, at den netop ikke bare var sort, den havde mange farver, for – som Erik Mortensen sagde: ”Har I nogensinde tænkt på at en sort plasticpose aldrig bare er sort? Den er fyldt med farver, når solen skinner på den.”
Jeg fik senere lov til at købe maleriet, og det hænger nu i bispegården, og er for mig at se en smuk forkyndelse af evangeliet.
Den sorte farve er sorgens, smertens, lidelsens og modgangens farve. Ja, man kan også kalde den for jordens farve. Men i samme øjeblik, solen skinner på den, forvandles den til mange farver. Op af den mørke jord kalder lyset de smukkeste og mest forskellige planter og urter, blomster og træer frem.
Sådan kan lidelsen også forvandles i lyset fra Gud.
Ud af mørket skabes lys og nyt håb.
Søren Kierkegaard skriver et sted om lidelsen:
”Dette er Guds nåde mod et menneske, når han, lig et sjældent instrument, netop i genvordigheder viser sig at være således lykkeligt konstrueret, at med hver ny genvordighed beskadiges ikke blot ikke strengene, men han får en ny streng mere på strengelegen.”
Med andre ord: I lyset af Guds nåde – og i hans hånd – kan lidelsen kalde nye toner og nyt liv frem i os.
Det er det samme, som vi synger i en julesalme: ”Når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge; Og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.”
Men er det nu også rigtigt? Er det rigtigt, at når man lider, så får man også en ny streng at spille på? Og er det rigtigt, at det knuste hjerte bedst kan føle, hvilken glæde julen har at bringe?
Jeg tror ikke, at vi altid føler det sådan. Når vi virkelig er i mørket og i dybe dale, så ser vi heller ikke på os selv som diamanter. Vi føler os ikke som skinnende og farverige plasticposer, men snarere som snavsede, beskidte og ubrugelige affaldsposer. Der er nemlig ikke noget romantisk eller attraktivt ved lidelse. Tværtimod. Lidelsen vil vi gerne undgå og af med så hurtigt som muligt. Vi kan klage og græde og være fortvivlet, og smerten kan være så stor, at vi ikke engang kan bede.
Jeg har i min tid som præst mødt mange, som har været så dybt nede, at de i deres stille sind blot har undret sig over, at de ikke er brudt helt sammen. ”Hvordan kan det være, at jeg stadig kan stå oprejst? Hvordan kan det være, at jeg ikke bare forbander livet og Gud, når jeg må lide som jeg gør og være i dette mørke?”
Måske er svaret, at netop dét en del af Gud nåde. At du stadig kan stå oprejst.
Som Paulus skriver i 2. Korintherbrev: ”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.”
Det er den erfaring som Paulus gjorde. Han oplevede, at han mærkeligt nok ikke gik til grunde under de kors og den modgang og magtesløshed, som ramte ham.
For Gud var virkelig med ham og bar med.
Så frygt ikke, for Gud er med dig. Himlen er åben.
Guds lys stråler over dig – på dig – og fra dig!
Glædelig jul!

Standard

Prædiken holdt i Brøndbyøster Kirke – Monrads gamle kirke

Allerførst vil jeg sige at jeg har glædet mig meget til at få lov til at prædike i denne Monrads gamle kirke. Jeg har for flere år siden læst Monrads prædikener, som han holdt her i Brøndbyerne – og jeg citerede i øvrigt én af prædikenerne allerede til min bispevielse i 2005 – så jeg har glædet mig meget til at få lov til at prædike fra samme sted som min navnkundige forgænger.
Det skyldes da også Monrad at jeg valgte læsningen fra Filipperbrevet, fordi den indeholder det vers, som Monrad igen og igen vendte tilbage til: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.”
For mig har det været spændende og udfordrende – ja, næsten provokerende – at se netop det ord som et omdrejningspunkt i Monrads forkyndelse: Vi skal arbejde og anstrenge os, kæmpe med os selv og for vores frelse med frygt og bæven. Vi skal arbejde med vort eget liv og vilje for at blive holdt fast i troen og fri af synden. Som Monrad siger: Når Paulus skulle kæmpe, hvordan kan vi dog så forestille os, at troen ikke også for os skulle være en kamp? En daglig kamp for at vokse i et helligt liv og levned.
Når jeg er provokeret og udfordret, så skyldes det ikke mindst, at det jo minder om den muslimske jihad, som betyder anstrengelse. Hvor det gælder om at anstrenge sig for sin tro.
I mit møde med islam og muslimer har jeg ofte understreget det modsatte, at troen aldrig har med anstrengelse at gøre. Tro er at modtage. Det som børn er så gode til. Børn jager jo heller ikke efter at blive fuldkomne – de åbner sig blot og modtager i tro og tillidsfuldhed.
Så er Monrad i virkeligheden en god muslim? kunne man spørge. En, der taler om anstrengelse i troen, for moralsk forbedring, den store Gud, som vi må frygte osv.?
Det mener jeg nu alligevel ikke. Og det er der én ganske bestemt grund til, nemlig at fortegnet for troen, anstrengelsen eller jagten er, at han ved sig grebet af Kristus Jesus, som Paulus skriver.
Og det er da også en afgørende forskel på det at være kristen og muslim – eller at være kristen og alt muligt andet. En kristen er kort og godt én, der er grebet af Kristus. En kristen er ikke bare én, som modtager Jesus Kristus – men det er én som først og fremmest er modtaget af ham. Grebet af ham og som ved sig i hans favn. Som vi hører til hver eneste barnedåb: Han tog dem i favn og velsignede dem. Gud har gennem sin søn grebet ind, grebet os og taget os i favn.
Heri ligger vores eneste håb: at vi ved og tror på at vi er grebet af Jesus. Vi har ikke kræfter til at holde os fast eller oppe. Vi har brug for en frelser. Og Han elskede os først.
Men så kommer spørgsmålet: hvad betyder det så? Skal vi blot hvile trygt i den tro og tanke, at vi er i Guds hånd, eller skal vi ikke også selv gøre noget? Skal vi ikke anstrenge os og kæmpe – eller som det hedder i den gamle ind og udgangsbøn lære og arbejde på at forbedre os i et helligt liv og levned?
Det er her, jeg tror, at vi kan lære noget af Monrad eller af den gamle Gudsopfattelse eller den gamle Gudstro. Tro er også alvor og kamp.
Det er ganske vist ikke noget vi taler særlig meget om. Vi taler jo ikke om eller har den store trang til at kæmpe med eller mod os selv. For skal vi ikke snarere folde os ud? Er det ikke det, som kristendommen handler om: At folde sig ud, som den, man nu er og med de talenter og det liv, som man har fået givet? Og vil ethvert forsøg på eller kamp for at ændre sig selv ikke netop strande og være udsigtsløst?
Jeg har læst et lille hæfte, som hedder: 15 grunde til at vi er nødt til at møde den forfulgte kirke. Her bliver det ikke bare understreget, at det er vigtigt, at vi beder for og sender hjælp til de forfulgte på forskellig måde. Der er noget andet som er ligeså vigtigt. Vi har nemlig et ansvar for at lytte til og lære af de forfulgte kristne. Ja, som det hedder: ”Hvem ved, måske er et møde med den forfulgte kirke nødvendigt for at leve et afbalanceret kristent liv i vesten.”
Grund nr. 14 lyder sådan: ”Jeg har brug for at møde de forfulgte, fordi de hjælper mig til at huske, at jeg altid står i en kamp.”
Og forfatteren, som har arbejdet i en menneskealder blandt forfulgte kristne skriver, at forskellen mellem en forfulgt kristen og en vestlig kristen er, at i den forfulgte kirke er de kristne klar over, at de er i vanskeligheder, og de går til Gud med problemerne. I den vestlige kirke glemmer de kristne, at de er i vanskeligheder eller står i en kamp, og selv hvis de husker det, formår de aldrig at finde tid til at gå til Gud med problemerne..”
Måske fordi vi dybest set tror, at problemer og vanskeligheder er der, hvor Gud ikke er. Den forfulgte kirke ved, at også der er Gud. Som det hedder om en præst, som kom tilbage fra et besøg i Kina. Han sagde: ”Jeg vil aldrig mere tro på det, min kristne kultur har lært mig, nemlig at personlig fred og velstand er et tegn på Guds velbehag, for jeg har set hellige mennesker, som konstant er i vanskeligheder og lever i stor fattigdom, men Gud er med dem.”
”Gud gør forhindringer til redskaber,” hedder det i sidste grund. Det er det, som den forfulgte kirke kan bevidne, og som vi har brug for at høre. Derfor hedder det også: ”Forestil dig din værste fjende, eller det ene aspekt ved dit liv, dit samfund eller din kirke, der gør dig allermest fortvivlet – og gå så i gang med at tænke: Hvordan kan Gud udføre sin vilje gennem denne forhindring? Er du barnløs? Måske bruger Gud det, så du kan udføre en større tjeneste, der ikke ville være mulig, hvis du havde ansvaret for en familie? Er du afmægtig? Måske vil Gud vise sin storhed og slå dig med forundring.”
Og vi kunne fortsætte med at nævne eksempler på, det som hindrer vores livsudfoldelse, og hvor vi føler os mislykkede: Måske er det netop herigennem, at Gud vil bruge os. Den forfulgte kristenhed viser i hvert fald, at det ikke er i livsudfoldelsen, at saligheden gemmer sig. Det er ofte i modstanden eller kampen. Eller i magtesløsheden.
Så når Paulus taler om at jage efter fuldkommenheden, så er det i virkeligheden ikke bare et moralsk eksperiment eller forsøg på forbedring – det er tværtimod en øvelse, som minder ham dagligt om hans begrænsning og afhængighed. Den holder ham fast i hans fortvivlelse over, at han ikke er eller kan blive det fuldkomne menneske, som han er kaldet til at være. Og netop i den magtesløshed er Gud virksom. Netop i den magtesløshed har han brug for Gud.
Hvis vi skulle oversætte det til vores egen situation – også som folkekirke i dag – så betyder det at vi frimodigt skal se alt det triste og mislykkede i øjnene: vores teologiske uenighed, kirkens og samfundets åndelige og moralske forfald, at vore sogne affolkes- Gudstjenestedeltagelsen kunne også være meget bedre.
Så kan vi sige som Paulus: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken..
Nej forfølges bliver vi Gudskelov ikke. Men så alligevel: Hver gang kristendommen bliver forkyndt, bliver den modsagt. Ateisterne ruster sig – også vores egen indre ateisme.
Men vi lades ikke i stikken. Vi er nemlig grebet af Kristus Jesus – Det er vort trøst og eneste håb. Han griber os ikke bare i nakken, men først og fremmest i hjertet.
Så lad ham bære os og lyse igennem os i dette nye år.
Og så kan jeg altså ikke lade med at citere Monrad her til slut. Han skriver i en prædiken, som er holdt netop i denne kirke og hvor han taler om præstetjenesten:
Vi skulle ikke forkynde vor egen visdom, vi skulle ikke søge veltalende vendinger, men forkynde Guds ord jævnt og simpelt… Men hvad vil det sige, at du forkynder Guds ord? Det vil sige at aflægge et vidnesbyrd, men vidnesbyrd kan du kun aflægge om, hvad du har oplevet. Så må Guds ord være blevet levende i din sjæl, for at du kan forkynde det. Det er fordringen, der gøres, hverken mere elle mindre. Alt andet er biomstændigheder, hvorpå der ligger liden vægt. Men nu siger jeg, at der ikke er nogen, i hvis sjæl det guddommelige ord lever så mægtig, at han ej føler sig trykket af sin egen svaghed og ufuldkommenhed. Når derfor en præst beder til Gud om en god prædiken, da beder han om, at Guds ord må blive bestandig mere levende i hans sjæl..Dit ord finder ej indgang, når det ej er gået gennem din egen sjæl, og dér er blevet beåndet af kærlighedens varme. Det samme gælder, når en far eller mor vil tale til sit barn om Gud og frelseren. Sig til dit barn, at det skal elske Gud og frelseren; og dit ord vil være aldeles dødt og magtesløst, hvis du ikke selv har den kærlighed, hvorom du taler.

Standard

Når Gud flytter ind i verden

Sidste år ved denne tid kunne man læse i aviserne, at den filippinske præsident Benigno Aquino havde besluttet at rejse til byen Tacloban, hvor den frygtelige tyfon havde lavet de værste ødelæggelser, og hvor der var flest døde. Han ville blive i byen, indtil der kom skred i hjælpeoperationerne.
”Jeg bliver indtil jeg er overbevist om, at der ikke er mere vi kan gøre her” – sagde han. ”Jeg vil lempe de hårde forhold, som de her mennesker står overfor, så hurtigt som muligt” tilføjede han.
Dybest set er det et billede på, hvad det er der sker med Jesu komme til verden. Hvis det havde været en almindelig nødhjælpsarbejder, en fremmed eller en almindelig filippiner, som havde sagt det samme – og som var flyttet til byen, Tacloban – så havde det ikke gjort noget som helst indtryk. Allerhøjest havde folk haft en hovedrysten til overs for udsagnet. For hvad forskel skulle det gøre?
Den store forskel var, at det var præsidenten selv, som kom, og som lovede at ville blive. Som flyttede ud af sit palads i solidaritet med sit folk, og lovede at ville være hos dem – indtil der ikke er mere at gøre.
Sådan også med Jesus. Gud har i ham forladt sin himmel og ladet døren stå åben. I Jesus kommer Gud selv til verden. Ind i mørket og døden. Han slår sig ned dér, hvor det er værst. Han gør sig til eet med al menneskelig nød og lover at ville blive der, indtil der ikke at mere at gøre.
Og det, siger Jesus selv, hvor længe det er: Det er nemlig alle dage, indtil verdens ende. Så længe vil han blive hos os, i det samme liv, i den samme verden, i den samme nød, som den vi befinder os i.
Og troen griber ud efter ham og siger: Vær velkommen. Det er en glæde og trøst at vide, at vi ikke er alene. At Gud selv er hos os og bor hos os i det dybeste mørke – og i al sin vælde.
Natten er fremrykket – dagen er nær, hører vi i en at læsningerne i julen. Dagen er nær. Solopgangen fra det høje har besøgt os. Gud kommer og tager bolig i verden. Så lad os glæde os – og synge af fryd allerede nu og her i mørket. For han er hos os, og det bliver snart lyst.
”Troen er den fugl, der véd om morgengryet og derfor synger, mens det endnu er mørkt.” – er der et ord, som siger
Det er kristnes vilkår: at kunne synge, mens det endnu er mørkt. For vi tror på, at Gud er ved vor side. Det er Gud selv, vi møder, når vi trøster, og når vi trøstes. For Han gjorde sig til eet med Jesus – og gennem hans nærvær gør han sig til eet med al menneskelig nød.
Glædelig advent
Steen Skovsgaard

Standard