Når Gud flytter ind i verden

Sidste år ved denne tid kunne man læse i aviserne, at den filippinske præsident Benigno Aquino havde besluttet at rejse til byen Tacloban, hvor den frygtelige tyfon havde lavet de værste ødelæggelser, og hvor der var flest døde. Han ville blive i byen, indtil der kom skred i hjælpeoperationerne.
”Jeg bliver indtil jeg er overbevist om, at der ikke er mere vi kan gøre her” – sagde han. ”Jeg vil lempe de hårde forhold, som de her mennesker står overfor, så hurtigt som muligt” tilføjede han.
Dybest set er det et billede på, hvad det er der sker med Jesu komme til verden. Hvis det havde været en almindelig nødhjælpsarbejder, en fremmed eller en almindelig filippiner, som havde sagt det samme – og som var flyttet til byen, Tacloban – så havde det ikke gjort noget som helst indtryk. Allerhøjest havde folk haft en hovedrysten til overs for udsagnet. For hvad forskel skulle det gøre?
Den store forskel var, at det var præsidenten selv, som kom, og som lovede at ville blive. Som flyttede ud af sit palads i solidaritet med sit folk, og lovede at ville være hos dem – indtil der ikke er mere at gøre.
Sådan også med Jesus. Gud har i ham forladt sin himmel og ladet døren stå åben. I Jesus kommer Gud selv til verden. Ind i mørket og døden. Han slår sig ned dér, hvor det er værst. Han gør sig til eet med al menneskelig nød og lover at ville blive der, indtil der ikke at mere at gøre.
Og det, siger Jesus selv, hvor længe det er: Det er nemlig alle dage, indtil verdens ende. Så længe vil han blive hos os, i det samme liv, i den samme verden, i den samme nød, som den vi befinder os i.
Og troen griber ud efter ham og siger: Vær velkommen. Det er en glæde og trøst at vide, at vi ikke er alene. At Gud selv er hos os og bor hos os i det dybeste mørke – og i al sin vælde.
Natten er fremrykket – dagen er nær, hører vi i en at læsningerne i julen. Dagen er nær. Solopgangen fra det høje har besøgt os. Gud kommer og tager bolig i verden. Så lad os glæde os – og synge af fryd allerede nu og her i mørket. For han er hos os, og det bliver snart lyst.
”Troen er den fugl, der véd om morgengryet og derfor synger, mens det endnu er mørkt.” – er der et ord, som siger
Det er kristnes vilkår: at kunne synge, mens det endnu er mørkt. For vi tror på, at Gud er ved vor side. Det er Gud selv, vi møder, når vi trøster, og når vi trøstes. For Han gjorde sig til eet med Jesus – og gennem hans nærvær gør han sig til eet med al menneskelig nød.
Glædelig advent
Steen Skovsgaard

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s