Prædiken holdt i Brøndbyøster Kirke – Monrads gamle kirke

Allerførst vil jeg sige at jeg har glædet mig meget til at få lov til at prædike i denne Monrads gamle kirke. Jeg har for flere år siden læst Monrads prædikener, som han holdt her i Brøndbyerne – og jeg citerede i øvrigt én af prædikenerne allerede til min bispevielse i 2005 – så jeg har glædet mig meget til at få lov til at prædike fra samme sted som min navnkundige forgænger.
Det skyldes da også Monrad at jeg valgte læsningen fra Filipperbrevet, fordi den indeholder det vers, som Monrad igen og igen vendte tilbage til: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.”
For mig har det været spændende og udfordrende – ja, næsten provokerende – at se netop det ord som et omdrejningspunkt i Monrads forkyndelse: Vi skal arbejde og anstrenge os, kæmpe med os selv og for vores frelse med frygt og bæven. Vi skal arbejde med vort eget liv og vilje for at blive holdt fast i troen og fri af synden. Som Monrad siger: Når Paulus skulle kæmpe, hvordan kan vi dog så forestille os, at troen ikke også for os skulle være en kamp? En daglig kamp for at vokse i et helligt liv og levned.
Når jeg er provokeret og udfordret, så skyldes det ikke mindst, at det jo minder om den muslimske jihad, som betyder anstrengelse. Hvor det gælder om at anstrenge sig for sin tro.
I mit møde med islam og muslimer har jeg ofte understreget det modsatte, at troen aldrig har med anstrengelse at gøre. Tro er at modtage. Det som børn er så gode til. Børn jager jo heller ikke efter at blive fuldkomne – de åbner sig blot og modtager i tro og tillidsfuldhed.
Så er Monrad i virkeligheden en god muslim? kunne man spørge. En, der taler om anstrengelse i troen, for moralsk forbedring, den store Gud, som vi må frygte osv.?
Det mener jeg nu alligevel ikke. Og det er der én ganske bestemt grund til, nemlig at fortegnet for troen, anstrengelsen eller jagten er, at han ved sig grebet af Kristus Jesus, som Paulus skriver.
Og det er da også en afgørende forskel på det at være kristen og muslim – eller at være kristen og alt muligt andet. En kristen er kort og godt én, der er grebet af Kristus. En kristen er ikke bare én, som modtager Jesus Kristus – men det er én som først og fremmest er modtaget af ham. Grebet af ham og som ved sig i hans favn. Som vi hører til hver eneste barnedåb: Han tog dem i favn og velsignede dem. Gud har gennem sin søn grebet ind, grebet os og taget os i favn.
Heri ligger vores eneste håb: at vi ved og tror på at vi er grebet af Jesus. Vi har ikke kræfter til at holde os fast eller oppe. Vi har brug for en frelser. Og Han elskede os først.
Men så kommer spørgsmålet: hvad betyder det så? Skal vi blot hvile trygt i den tro og tanke, at vi er i Guds hånd, eller skal vi ikke også selv gøre noget? Skal vi ikke anstrenge os og kæmpe – eller som det hedder i den gamle ind og udgangsbøn lære og arbejde på at forbedre os i et helligt liv og levned?
Det er her, jeg tror, at vi kan lære noget af Monrad eller af den gamle Gudsopfattelse eller den gamle Gudstro. Tro er også alvor og kamp.
Det er ganske vist ikke noget vi taler særlig meget om. Vi taler jo ikke om eller har den store trang til at kæmpe med eller mod os selv. For skal vi ikke snarere folde os ud? Er det ikke det, som kristendommen handler om: At folde sig ud, som den, man nu er og med de talenter og det liv, som man har fået givet? Og vil ethvert forsøg på eller kamp for at ændre sig selv ikke netop strande og være udsigtsløst?
Jeg har læst et lille hæfte, som hedder: 15 grunde til at vi er nødt til at møde den forfulgte kirke. Her bliver det ikke bare understreget, at det er vigtigt, at vi beder for og sender hjælp til de forfulgte på forskellig måde. Der er noget andet som er ligeså vigtigt. Vi har nemlig et ansvar for at lytte til og lære af de forfulgte kristne. Ja, som det hedder: ”Hvem ved, måske er et møde med den forfulgte kirke nødvendigt for at leve et afbalanceret kristent liv i vesten.”
Grund nr. 14 lyder sådan: ”Jeg har brug for at møde de forfulgte, fordi de hjælper mig til at huske, at jeg altid står i en kamp.”
Og forfatteren, som har arbejdet i en menneskealder blandt forfulgte kristne skriver, at forskellen mellem en forfulgt kristen og en vestlig kristen er, at i den forfulgte kirke er de kristne klar over, at de er i vanskeligheder, og de går til Gud med problemerne. I den vestlige kirke glemmer de kristne, at de er i vanskeligheder eller står i en kamp, og selv hvis de husker det, formår de aldrig at finde tid til at gå til Gud med problemerne..”
Måske fordi vi dybest set tror, at problemer og vanskeligheder er der, hvor Gud ikke er. Den forfulgte kirke ved, at også der er Gud. Som det hedder om en præst, som kom tilbage fra et besøg i Kina. Han sagde: ”Jeg vil aldrig mere tro på det, min kristne kultur har lært mig, nemlig at personlig fred og velstand er et tegn på Guds velbehag, for jeg har set hellige mennesker, som konstant er i vanskeligheder og lever i stor fattigdom, men Gud er med dem.”
”Gud gør forhindringer til redskaber,” hedder det i sidste grund. Det er det, som den forfulgte kirke kan bevidne, og som vi har brug for at høre. Derfor hedder det også: ”Forestil dig din værste fjende, eller det ene aspekt ved dit liv, dit samfund eller din kirke, der gør dig allermest fortvivlet – og gå så i gang med at tænke: Hvordan kan Gud udføre sin vilje gennem denne forhindring? Er du barnløs? Måske bruger Gud det, så du kan udføre en større tjeneste, der ikke ville være mulig, hvis du havde ansvaret for en familie? Er du afmægtig? Måske vil Gud vise sin storhed og slå dig med forundring.”
Og vi kunne fortsætte med at nævne eksempler på, det som hindrer vores livsudfoldelse, og hvor vi føler os mislykkede: Måske er det netop herigennem, at Gud vil bruge os. Den forfulgte kristenhed viser i hvert fald, at det ikke er i livsudfoldelsen, at saligheden gemmer sig. Det er ofte i modstanden eller kampen. Eller i magtesløsheden.
Så når Paulus taler om at jage efter fuldkommenheden, så er det i virkeligheden ikke bare et moralsk eksperiment eller forsøg på forbedring – det er tværtimod en øvelse, som minder ham dagligt om hans begrænsning og afhængighed. Den holder ham fast i hans fortvivlelse over, at han ikke er eller kan blive det fuldkomne menneske, som han er kaldet til at være. Og netop i den magtesløshed er Gud virksom. Netop i den magtesløshed har han brug for Gud.
Hvis vi skulle oversætte det til vores egen situation – også som folkekirke i dag – så betyder det at vi frimodigt skal se alt det triste og mislykkede i øjnene: vores teologiske uenighed, kirkens og samfundets åndelige og moralske forfald, at vore sogne affolkes- Gudstjenestedeltagelsen kunne også være meget bedre.
Så kan vi sige som Paulus: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken..
Nej forfølges bliver vi Gudskelov ikke. Men så alligevel: Hver gang kristendommen bliver forkyndt, bliver den modsagt. Ateisterne ruster sig – også vores egen indre ateisme.
Men vi lades ikke i stikken. Vi er nemlig grebet af Kristus Jesus – Det er vort trøst og eneste håb. Han griber os ikke bare i nakken, men først og fremmest i hjertet.
Så lad ham bære os og lyse igennem os i dette nye år.
Og så kan jeg altså ikke lade med at citere Monrad her til slut. Han skriver i en prædiken, som er holdt netop i denne kirke og hvor han taler om præstetjenesten:
Vi skulle ikke forkynde vor egen visdom, vi skulle ikke søge veltalende vendinger, men forkynde Guds ord jævnt og simpelt… Men hvad vil det sige, at du forkynder Guds ord? Det vil sige at aflægge et vidnesbyrd, men vidnesbyrd kan du kun aflægge om, hvad du har oplevet. Så må Guds ord være blevet levende i din sjæl, for at du kan forkynde det. Det er fordringen, der gøres, hverken mere elle mindre. Alt andet er biomstændigheder, hvorpå der ligger liden vægt. Men nu siger jeg, at der ikke er nogen, i hvis sjæl det guddommelige ord lever så mægtig, at han ej føler sig trykket af sin egen svaghed og ufuldkommenhed. Når derfor en præst beder til Gud om en god prædiken, da beder han om, at Guds ord må blive bestandig mere levende i hans sjæl..Dit ord finder ej indgang, når det ej er gået gennem din egen sjæl, og dér er blevet beåndet af kærlighedens varme. Det samme gælder, når en far eller mor vil tale til sit barn om Gud og frelseren. Sig til dit barn, at det skal elske Gud og frelseren; og dit ord vil være aldeles dødt og magtesløst, hvis du ikke selv har den kærlighed, hvorom du taler.

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s