Lyset i mørket – glædelig jul!

For nogle år siden så jeg et maleri af vores lokale maler Erik Mortensen fra Nykøbing F. Det var på Fuglsang Kunstmuseum, hvor han præsenterede flere af sine malerier. Men der var særligt eet, som jeg ikke kunne glemme. Det var et maleri af en sort plasticpose. Men pointen var, at den netop ikke bare var sort, den havde mange farver, for – som Erik Mortensen sagde: ”Har I nogensinde tænkt på at en sort plasticpose aldrig bare er sort? Den er fyldt med farver, når solen skinner på den.”
Jeg fik senere lov til at købe maleriet, og det hænger nu i bispegården, og er for mig at se en smuk forkyndelse af evangeliet.
Den sorte farve er sorgens, smertens, lidelsens og modgangens farve. Ja, man kan også kalde den for jordens farve. Men i samme øjeblik, solen skinner på den, forvandles den til mange farver. Op af den mørke jord kalder lyset de smukkeste og mest forskellige planter og urter, blomster og træer frem.
Sådan kan lidelsen også forvandles i lyset fra Gud.
Ud af mørket skabes lys og nyt håb.
Søren Kierkegaard skriver et sted om lidelsen:
”Dette er Guds nåde mod et menneske, når han, lig et sjældent instrument, netop i genvordigheder viser sig at være således lykkeligt konstrueret, at med hver ny genvordighed beskadiges ikke blot ikke strengene, men han får en ny streng mere på strengelegen.”
Med andre ord: I lyset af Guds nåde – og i hans hånd – kan lidelsen kalde nye toner og nyt liv frem i os.
Det er det samme, som vi synger i en julesalme: ”Når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge; Og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.”
Men er det nu også rigtigt? Er det rigtigt, at når man lider, så får man også en ny streng at spille på? Og er det rigtigt, at det knuste hjerte bedst kan føle, hvilken glæde julen har at bringe?
Jeg tror ikke, at vi altid føler det sådan. Når vi virkelig er i mørket og i dybe dale, så ser vi heller ikke på os selv som diamanter. Vi føler os ikke som skinnende og farverige plasticposer, men snarere som snavsede, beskidte og ubrugelige affaldsposer. Der er nemlig ikke noget romantisk eller attraktivt ved lidelse. Tværtimod. Lidelsen vil vi gerne undgå og af med så hurtigt som muligt. Vi kan klage og græde og være fortvivlet, og smerten kan være så stor, at vi ikke engang kan bede.
Jeg har i min tid som præst mødt mange, som har været så dybt nede, at de i deres stille sind blot har undret sig over, at de ikke er brudt helt sammen. ”Hvordan kan det være, at jeg stadig kan stå oprejst? Hvordan kan det være, at jeg ikke bare forbander livet og Gud, når jeg må lide som jeg gør og være i dette mørke?”
Måske er svaret, at netop dét en del af Gud nåde. At du stadig kan stå oprejst.
Som Paulus skriver i 2. Korintherbrev: ”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.”
Det er den erfaring som Paulus gjorde. Han oplevede, at han mærkeligt nok ikke gik til grunde under de kors og den modgang og magtesløshed, som ramte ham.
For Gud var virkelig med ham og bar med.
Så frygt ikke, for Gud er med dig. Himlen er åben.
Guds lys stråler over dig – på dig – og fra dig!
Glædelig jul!

Advertisement
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s