Gud er ikke større …

Da jeg var sognepræst i Gellerup Sogn besluttede vi på et tidspunkt at lave en religions-sociologisk undersøgelse i området. Vi ønskede at vide mere om indbyggerne, om hvad de tænkte og mente, om hvordan de levede, deres tro osv. Derfor lavede vi et spørgeskema med mange spørgsmål, som vi viste til en religionssociolog.
”Jeres spørgsmål er meget fine” – sagde han ”Men I mangler bare et enkelt, og det er: ’Hvor stor rolle spiller Gud i dit liv?’ Og så skal I lave en skala fra 1-10, hvor folk kan sætte et kryds. Så vil I så at sige kunne tage temperaturen på folks tro.”
Det gjorde vi så. Vi lavede spørgeskemaet, som han sagde, men før vi så skulle ud at stille alle disse spørgsmål til folk, skulle vi en aften prøve dem af på hinanden og forsøge at besvare spørgsmålene. Der var også nogle muslimer i spørgegruppen, og jeg sad ved siden af en muslim og skulle så stille hende alle disse spørgsmål. Da jeg kom til spørgsmålet: ”Hvor stor rolle spiller Gud i dit liv? Hvilket tal mellem 1-10 vil du vælge?” – svarede hun ”10!” Højst og klart! Så var det hendes tur til at spørge mig, og hun kom til spørgsmålet: ”Hvor stor rolle spiller Gud i dit liv? Hvilket tal vil du vælge?” Og jeg blev stille og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle svare. Efter et stykke tid svarede jeg meget lavmælt: ”10” Jeg tænkte: ”Når hun kan sige 10, så kan jeg vel også gøre det samme. Jeg er jo trods alt præst!” Men jeg havde bagefter en meget ubehagelig følelse af, at jeg havde løjet. Og jeg tænkte: ”Hvad er der galt?”
I de følgende uger var jeg så selv ude at foretage 30 interviews, og det kom til at stå meget eentydigt. Muslimerne sagde klart ”10”. Ja de fleste af dem sagde endda: ”Gud er større end 10.” ”Find et uendeligt tal.” ”Gud er større end mit liv!” – sådan sagde en muslim, som stod og røg cigaretter og havde øl og vin på bordet inde i stuen. Men da jeg spurgte danskere eller kristne, så var de alle meget mere usikre. De vidste ikke rigtigt, hvad de skulle sige, og de fleste sagde: ”Skriv 5.” ”5½” sagde én. Efter den oplevelse tænkte jeg: ”Hvorfor er det sådan? Er det virkelig sådan, at muslimerne er meget stærke i troen, og de kristne er lunkne? Er vi svage i troen, eller hvad er der galt?”
Mit svar er: Det tror jeg ikke. Men det viser måske i virkeligheden én af forskellene mellem islam og kristendom, samtidig med at det siger noget meget vigtigt om kristentroen. Jesus blev engang spurgt: ”Hvilket bud i loven er det største?” og han svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.” (Mattæusevangeliet kap 22 vers 37-40.)
Dette lille “men” er afgørende
Det betyder, at du som kristen ikke har lov til at sætte Gud over din næste. Der skal være ligevægt: Gud og næsten vejer lige meget. Så når kristne bliver usikre og føler lidt ubehag ved at sige, at Gud betyder alting, så tror jeg, at grunden er at finde i den kristne tro og Jesu undervisning. Vi lever i en kristen tradition, hvor vi har hørt, at vi ikke må vægte Gud mere end vores næste. Den kristne lever derfor i en spænding med kærligheden til Gud på den ene side og kærligheden til næsten på den anden. Derfor tillader troen aldrig den kristne at benytte terror. Troen tillader dig aldrig at tilsidesætte eller undertrykke mennesker i Guds navn. For Gud er ikke større end min næste.
I den såkaldte ”Bjergprædiken” siger Jesus endda: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” Og i det samme kapitel siger Jesus ”I har hørt at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer..”
Så Gud er stor, ja, men ikke større end min næste.

Advertisement

Det åbne samfund – og dets fjender

Toleranceparadokset
For nogle år siden stødte jeg på et citat af Karl Popper fra hans bog: ”Det åbne samfund og dets fjender” Det er godt at holde sig for øje i en tid, hvor det åbne samfund er under pres:
”Ubegrænset tolerance må nødvendigvis føre til, at tolerancen forsvinder…Vi bør hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig ud over loven, og vi bør betragte tilskyndelse til intolerance og forfølgelse som kriminelle handlinger på samme måde, som betragter tilskyndelse til mord, kidnapning eller genoplivelse af slavehandel som kriminel.”

Kirken og erhvervslivet tættere sammen i det nye år?

På DR2 blev der i de sidste dage af 2014 sendt et par gode og tankevækkende udsendelser. Det var sognepræst Flemming Pless, som havde inviteret to udvalgte personer på hver sin såkaldte bodsvandring på Hærvejen. Det var henholdsvis Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte og tidligere departementschef i skatteministeriet Peter Loft, som vi fik lov at følge i samtale med præsten på vandreturen og over middagen. Og undervejs i udsendelsen blev der vist stemningsfulde optagelser af den smukke natur langs Hærvejen.
Men det afgørende og formålet med udsendelserne var sognepræstens forsøg på og tilbud om at åbne op til de to hovedpersoners personlige tanker og sjælekampe. Begge har de som bekendt været udsat for et voldsomt mediepres, og spørgsmålet var om de på en sådan vandring kunne nå til en dybere erkendelse, ja, måske endda til en bekendelse af egne fejl og svigt i den forbindelse.
Det vil være en stærk overdrivelse at påstå, at dette sidste lykkedes; men alligevel er der grund til at hilse disse udsendelser varmt velkommen. For at få lov til at følge to mennesker, som vandrer sammen og taler om tro og spiritualitet, skyld og ansvar, med mulighed for at standse op, dvæle eftertænksomt og lytte opmærksomt til hinanden – det er der i høj grad brug. Og det er velgørende at opleve, at TV kan være andet end film, hurtige nyheder og underholdning.
Udsendelsesrækken fortsætter til foråret, og jeg glæder mig allerede til at følge dem. Allermest er det dog mit håb, at de må medvirke til, at endnu flere politikere, erhvervs- og offentlige ledere og andre vil få øje for de muligheder og tilbud, som rent faktisk eksisterer for sådanne samtaler og et sådant samarbejde med den kirkelige verden.
I Lolland-Falsters Stift har vi f.eks. i flere år arbejdet med at udvikle Refugiet Lolland-Falster. Her tilbyder vi at møde mennesker, der har brug for refleksion og stilhed, og som har lyst til at få en samtalepartner og mulighed for fordybelse. Refugiet blev etableret for snart 6 år siden, og gennem retræter, kursusvirksomhed, foredrag, pilgrimsvandringer o.a. forsøger vi at yde forskellige tilbud til erhvervslivet, kirkelige og offentlige organisationer og institutioner samt individuelle personer.
I skrivende stund er vi desuden ved at etablere et pilgrimscenter ved Maribo Domkirke, som vi håber kan være et samlende led for mange af de gamle pilgrimsruter og for pilgrimsbevægelsen generelt.
Hvad får man så ud af en sådan pilgrimstur eller retræte? I 2013 gennemførte Refugiet Lolland-Falster en række retræter for private og offentlige ledere, og de efterfølgende evalueringer var meget positive. Deltagerne havde i høj grad følt sig udfordret og beriget, og fordybelsen kom for mange af dem til at betyde en fornyelse.
Men måske kan man samle erfaringerne i det, som Peter Loft opdagede på sin pilgrimsvandring sammen med præsten. Han kom nemlig i samtalens løb ind på, hvor meget hans hustru havde båret og hjulpet ham i den svære tid, og på spørgsmålet, om han havde fået sagt hende tak, måtte han indrømme, at det havde han vist ikke rigtigt fået gjort. Men det ville han huske, når han kom hjem.
Så enkelt kan meningen med en retræte, en pilgrimsvandring ja, livet udtrykkes: Vi skal huske at sige hinanden tak. Særligt til vore helt nære. Det er ligeså banalt som det er svært, og der skal ofte en samtalepartner til at minde én om det.
En sådan samtalepartner kan kirken rent faktisk være.
Steen Skovsgaard

Bekendelse og bekendelse

“Men er det nu dog ikke i højeste grad besynderligt, at det ord bekendelse, der ellers kun bruges om vedgåelse af synd, også bruges om vedgåelse af det, der er det højeste og helligste, om vedgåelse af vor tro..Opløsningen forekommer mig at ligge deri, at der forud for vor tro altid må gå erkendelsen af vor synd, thi hvorledes skulle jeg tro på frelseren, dersom jeg ikke havde en levende følelse af den synd, hvorfra han frelser mig?” (D.G.Monrad)