“Men er det nu dog ikke i højeste grad besynderligt, at det ord bekendelse, der ellers kun bruges om vedgåelse af synd, også bruges om vedgåelse af det, der er det højeste og helligste, om vedgåelse af vor tro..Opløsningen forekommer mig at ligge deri, at der forud for vor tro altid må gå erkendelsen af vor synd, thi hvorledes skulle jeg tro på frelseren, dersom jeg ikke havde en levende følelse af den synd, hvorfra han frelser mig?” (D.G.Monrad)