Det utildækkede lig

Det er muligvis undgået min opmærksomhed – men er der nogen, som har set om politiet har været ude med en forklaring på, hvorfor man lod liget af den dræbte terrorist ligge utildækket så længe?

Reklamer
Standard

Herre, hjælp os!

Vor far i Himlen
Vi takker dig for vort folk og fædreland. Tak for den lov og orden, som hersker her hos os, for politi, domstole, politikere og embedsmænd, som hver på deres måde er med til at gøre Danmark til et trygt og godt land at leve i.
Et terrorangreb har for nylig ramt os – med døde og sårede til følge. Vi er chokerede og fulde af sorg og medfølelse med ofrene og deres pårørende. I nøjagtig de samme timer har en kvindelig selvmordsbomber, som tilhørte Boko Haram, i det nordøstlige Nigeria dræbt 10 personer, og 30 blev såret. Terrororganisationen ISIS halshuggede i samme weekend 21 tilfangetagne koptere, og vi har i samme periode hørt om flere terrorangreb, som er blevet afværget i Tyskland og Canada.
Herre, vi kan ikke rumme eller fatte alle disse forfærdelige oplysninger og nyheder. Al den død, ondskab og terror, som gemmer sig bag de mange døde og sårede, og alt det, som sker åbenlyst og i det skjulte lige nu og her hos os og ude i verden.
Vi forstår det ikke, og det gør os bange. Vi er bange for den terror, som kan ramme os og vore kære; men vi er mere bange for den frygt, som terroren spreder i os og omkring os, og som kan ændre vores samfund og hverdag. Men allermest er vi dog bange for det kolde hjerte. Vi er bange for, at al den nød, terror og ondskab gør os kolde og kyniske og får os til at lukke os inde i os selv – magtesløse, håbløse, apatiske.
Herre! Giv os troen på dig og verden tilbage. Gør vore hjerter åbne og brændende for dig og dit rige, så vi tør se os omkring og tør møde dig og hinanden i tro og tillid.
Åbn vore øjne, så vi indser vores skyld.
Åbn vore ører, så vi kan høre verdens nød.
Åbn vore hjerter, så vi tør håbe på dig.
Og åbn vore hænder, så vi gør, hvad vi kan og lever som vi skal, der hvor vi hver især er sat.
Og endelig beder vi dig: Åbn vor mund, så vi midt i frygt og mørke stadig husker at lovprise dig, vor Gud og skaber, Jesus Kristus. vor frelser og forløser, du gode Helligånd, vor trøster i livret og i døden.
Amen
(Brugt ved forbønsgudstjenesten i Klosterkirken, Nykøbing F onsdag den 18. februar 2015)

Standard

Bøn for en terrorramt verden

Når nøden er værst, skal kirken være nærmest!
Mellem den 14. – og 15. februar blev København ramt af terror med to dødsfald og flere sårede til følge. Terror betyder frygt, og formålet med terror er at kue til tavshed og underkastelse, og derfor er terror en forbrydelse mod såvel menneskeliv som et liv i tryghed og frihed. Det er som bekendt ikke alene vores danske fædreland, som rammes af terror, det er også vores nabolande, og i Mellemøsten og Afrika koster terroren endnu flere liv end på vore breddegrader. Terror er en verdensomspændende epidemi, der spreder sig i land efter land og kræver ofre i nord og syd, øst og vest.
Det er myndighedernes sag at kæmpe mod terroristerne, men det er kirkens sag at kæmpe mod frygten, som kan lamme, forvirre og formørke enkeltmennesker og samfund. Det er kirkens sag at bede og derved lægge vore bekymringer og ængstelser over til Gud, som er altings Herre og verdens frelser. Den, som sidder med foldede hænder, sidder ikke med hænderne i skødet. Hvor der bedes, arbejdes der for freden og mod frygten.
Derfor vil folkekirken i Lolland-Falsters Stift indbyde til forbønsgudstjeneste for en terrorramt verden, onsdag den 18. februar kl.19.30 i Klosterkirken i Nykøbing F. Det er gammel skik med ekstraordinære Bededage, når der er en særlig nød for hånden, og det er også i nøden, man skal kende sin folkekirke. Onsdag er det askeonsdag, begyndelsen på fasten, og det er værd at faste fra sortsyn og fremtidsangst. Man kan kun få for meget.
Lad os bede. Mindre kan vi og verden ikke leve med.
Jesper Bacher
sognepræst
Steen Skovsgaard
biskop

Standard

Bønner i fasten

Jeg har i dag skrevet nedenstående til præsterne i Lolland-Falsters Stift:
Så er vi kommet ind i fastetiden – bønnens, bodens og eftertankens tid. Og det er ikke for meget at sige, at tiden i høj grad kalder på kirken og dens budskab.
Fastelavnssøndag blev jeg tidligt om morgenen ringet op af P4 Sjælland, som ønskede at høre min reaktion på terrorangrebene i København. Særligt ønskede de at høre, om jeg som biskop kunne sige noget om, hvordan man kan håndtere frygten, og hvad vi kan gøre, for at den ikke tager magten over os.
Det er da tankevækkende, at de kunne finde på at spørge en præst – og ikke som sædvanlig en psykolog. Det siger noget om, at kristendommen alligevel ikke er en helt så fjern og uvirkelig størrelse, som nogle vil gøre den til. Det ligger stadig dybt i de folkelige gener, at når landet stander i våde, og når ulykken rammer, så kan man gå til kirken med forventning om, at præsterne har noget at sige.
Jeg fik bl.a. citeret 1. Johannesbrev kap. 4 vers 17-18: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten..” og benyttede samtidig lejligheden til at opfordre til bøn og kirkegang, som en gammel prøvet måde at komme af med sin frygt og bekymring på.
Det skal da også være min opfordring til jer her ved indgangen til fasten. Lad os sammen benytte fastetiden til det, som hører fastetiden til: Bøn, bod og faste. Det er kirkens særlige opgave og bidrag til en tid, hvor folk bliver bange, urolige, bekymrede og forvirrede. Så skal kirken og dens præster stå fast, bede til Gud og lægge alverdens bekymring, krige, vold, død og terror frem for Gud. Det kan vi gøre alene eller sammen med hinanden og i menighedens fællesskab.
Som inspiration og hjælp til disse forbønner har jeg aftalt med Marianne Schwartz, vores webmaster, som vil sørge for, at der på stiftets hjemmeside fra askeonsdag til påskedag vil være et menupunkt, som hedder: Bønner i fasten. Her vil jeg opfordre jer til at sende bønner eller bedeemner ind i hele fastetiden til msc@km.dk og gerne med navn under. Så vil Marianne offentliggøre dem, og min opfordring er, at vi alle på én eller anden måde benytter os af disse bønner og gerne opfordrer andre til det samme.
Jeg håber, at I har lyst til at være med – og bede med – og ønsker os alle en velsignelsesrig fastetid med masser af gode bønner, som må stige op til Gud som en liflig duft.

Mange gode hilsener
Steen Skovsgaard

Standard

Om kødets opstandelse

I 1971 var jeg som ny teologistuderende på rus-kursus, hvor vi bl.a. fik besøg af en af de teologiske lærere fra Aarhus Universitet. Jeg kan ikke huske, hvem det var, men han fik efter sit oplæg stillet et bestemt spørgsmål, som brændte sig fast i mig, nemlig: ”Hvad ville der ske med teologien, hvis man i morgen fandt knoglerne fra Jesu legeme?” Jeg kan ikke huske svaret, men mon ikke det var noget i retning af, at det ville være vanskeligt at bevise, at de skulle stamme fra Jesus?
I den aktuelle diskussion om Jesu fysiske opstandelse er jeg igen kommet til at tænke på dette spørgsmål. For hvad ville der i grunden ske? Kan man virkelig forestille sig, eller giver det overhovedet mening at tale om en opstandelse, hvis Jesu fysiske legeme ikke er inddraget som en helt afgørende del? Det mener jeg ikke – af flere grunde. Først og fremmest var graven jo tom. Der var vidner, som så, at der ikke lå et legeme i graven. Så Jesu fysiske krop var væk. Og ikke nok med det. Jesus viste sig senere for disciplene mange gange, ikke som et spøgelse eller en ånd, men i kød og blod og med åbne naglegab. Han kunne desuden spise og drikke, og han kunne tale og følges med disciplene. Så der var i høj grad krop på opstandelsen.
– Men det kan jo slet ikke lade sig gøre! – er der nogle, som påstår. En krop kan ikke gå igennem døre, og en krop kan ikke vise sig for så at forsvinde igen ud i det blå. Og en krop kan da slet ikke forsvinde op i en sky, som vi hører det Kristi Himmelfarts dag. Det er naivt og umuligt. Fysisk umuligt, er der endda nogle, som påstår!
Nu kunne man jo blot sige, at for Gud er alting som bekendt muligt – så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Men man kunne også sige, at problemet er, at vi som præster og teologer ved for lidt om fysik. Mange af os hænger fast i et gammeldags, udtjent og mekanisk verdensbillede, hvor vi tror, at alting skal kunne forklares indenfor bestemte fysiske love. Men det skal det ikke længere. Det har kvantefysikken for længe siden vist.
Tor Nørretranders skriver i bogen ”Det udelelige” (sd 297), at kvantefysikken for længst har droppet forestillingen om, at det mekaniske verdensbillede passer på verden. Og han fortsætter ”Denne pointe er en befrielsens pointe: Der er ingen grund til at lave teorier, der ikke er så pænt mekaniske som fysikkens. Det er en kolossal befrielse…” Og han fortsætter: ”Vi kender alle den patriarkalske fysikkyndige, der med bedreviden og nedladenhed forsøger at håne dem, der tror på, at der er mere mellem himmel og jord..Disse patriarker tilhører en svunden tid. Kvantefysikken har vist, at det er forbi med deres verdensbillede. Det passer ikke længere indenfor den videnskab det stammer fra.”
Og et andet sted hedder det(sd 222): ”Vi kan sige det på denne måde: intet kort over virkeligheden er det rigtige. Der er mange kort – et til flykaptajner, et til bilister, et til fodgængere. De er ikke ens. De fremhæver hver især sider af virkeligheden der nyttige for den, der skal bruge det. Men det giver ikke mening at sige, at det ene kort er bedst, hvis ikke man definerer, hvem det er bedst for. Det er heller ikke praktisk at insistere på, at det gode kort skal omfatte hele virkeligheden. For så bliver problemet bare hvor på kortet korttegneneren står og tegner.”
Det er en vigtig erkendelse, som netop er en befrielse. Det betyder nemlig, at vi som præster roligt kan forkynde og tro på, at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod. De, som evt. vil latterliggøre det, tilhører en svunden tid. De ved ganske enkelt ikke nok om fysikken og dens muligheder. Eller rettere: De tror, at fysikken skal kunne forklare alt, hvilket i sig selv må kaldes for en fysisk umulighed.
Så når fysikken med andre ord hverken kan forklare eller afvise den fysiske opstandelse, hvad er det så, der skulle forhindre præster i frimodigt at forkynde det?
Steen Skovsgaard

Standard