Påskedag bygges der rede af vort tørre og udslukte håb

”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange!” – sådan slutter opstandelsesberetningen til påskedag. Det er da både trøsterigt og en tanke værd, at opstandelsesbudskabet begynder på et menneskeligt nulpunkt. Det gjorde det den første påskedag, og det gør det stadig. Budskabet om Jesu opstandelse fra de døde møder os allerstærkest, når tilværelsen er brudt sammen. Når vi er bange, håbet slukket, og vi ikke ser nogen mulighed for forandring, så bygger opstandelsesbudskabet rede. Ligesom fuglene her i foråret bygger rede af tørre, visne og døde grene, sådan bygger evangeliet også rede af vort tørre og udslukte håb.
I lyset af den stille uge, ser vi frem mod en glædelig påskedag!

Reklamer
Standard

Et æsel

I begyndelsen var jeg optimist,
troede jeg skulle være en barmhjertig samaritaner,
men indså
at jeg blot var et æsel,
som stod og så på.
Jeg laver en masse små praktiske ting,
skænker lidt kaffe,
tørrer lidt støv,
stikker et smil,
og skriver et navn på en seddel.
Jeg får ikke frelst nogle sjæle,
jeg ordner ingens problemer.
Jeg lærer en masse om livet,
om mennesker og mig selv.
Men når jeg møder et smil
og en venlig bemærkning,
når én gir mig et klap på min skulder,
så ved jeg, at alt har en mening.
Og mindes,
at Herren selv engang havde brug for
et æsel.
(Else Bjerg)

Standard

Lad håbet gro!

Lad håbet gro!
Under overskriften: ”Lad håbet gro!” afholdt Tværkulturelt Center, København i dagene den 13.-14. marts en konference, hvor hovedtaleren var Chawkat Mourarry.
Chawkat Moucarry er interfaith specialist i den internationale kristne nødhjælps- og udviklingsorganisation World Vision, der arbejder i over 100 lande. Han er født og opvokset i Syrien, har en phD i islamiske studer fra Sorbonne Universitet i Paris og bor nu i England. Han er desuden forfatter til en række internationalt anerkendte bøger om islam og kristendom.
Det blev en spændende eftermiddag og et givende møde med en kompetent foredragsholder, som ikke alene har et stort kendskab til islam, men som i særlig grad har et hjerte mission.
”Hvordan skal vi møde muslimerne?” var eet af spørgsmålene, og Moucarrys svar var: ”Glem, at de er muslimer!” Lad være med at møde hinanden med fordomme, men mød hinanden først og fremmest som medmennesker og medborgere. ”Islam har mange ansigter, og ISIS er det værste!”, konstaterede Moucarry – uden at konferencen dog kom til at handle så meget om ISIS. For vi må nemlig ikke glemme, at radikale muslimer udgør højst 1 % af verdens 1.6 milliarder muslimer.
”Er der håb for Mellemøsten?” – var et tema, som Chawkat Moucarry behandlede og havde klare svar på. For der er masser af håb i Mellemøsten. Og det findes i den kristne tro. De forfølgelser, som kristne udsættes for, styrker dem i troen og håbet og kærligheden. Som eksempel på det viste Moucarry et gribende og tankevækkende filmklip fra et interview med en 10 år pige, Myriam, som sammen med familien var blevet fordrevet fra Quarakesh. Filmklippet kan findes på Y-tube under Sat/ Kids under Myriam, og det blev det smukkeste, varmeste og rigeste udtryk en dyb og levende tro i en lille pige. Efter at have hørt og set den lille piges vidnesbyrd og sang var man ikke i tvivl om, at der er masser af håb for Mellemøsten og i de mennesker, som er fordrevne og forfulgte. Kristentroen er virkelig deres støtte, forsvar og håb. Og man kunne ikke andet end sidde beskæmmet tilbage med spørgsmålet: Er der håb for Europa?
Moucarry blev også spurgt om, hvad han mente om den svenske, syriske ærkebiskops forslag om at evakuere alle syriske kristne fra de berørte områder. En sådan evakuering ville efter Moucarrys mening være både uklog og tåbelig. For det første ville det være praktisk umuligt, og for det andet må man spørge: Hvad så med alle de forfulgte muslimer? Skulle man så bare lade dem i stikken?
Mødet med muslimer sammenfattede Moucarry i tre ord: Connection, Cooperation, Conversion: Kontakt, samarbejde og konvertering. Det hele må tænkes med.
Steen Skovsgaard

Standard

Farvel til islamismen

Der er for tiden megen bekymring og mange spørgsmål og bud på, hvordan man dog kan komme den islamistiske tankegang til livs.
I den forbindelse er der nyttig inspiration at hente i Ahmed Akkaris bog: Farvel til Islamismen. Her fortæller Akkari, hvordan han og de øvrige imamer under Muhammed-krisen bevidst bekæmpede Danmark. De havde nemlig ingen nationalfølelse. I hvert fald ikke til Danmark. De var styret af den store ide om at udbrede islam og Sharia. Danmark var efter deres mening et dybt vantro land, som blot skulle bekæmpes. Det fortjente ikke andet. Men i bogen fortæller han, at han nu ser helt anderledes på det. Og det interessante er at læse, hvad der var vendepunktet. Han skriver bl.a. om, hvordan han – på et tidspunkt da Muhammedkrisen var på sit højeste – blev interviewet til det amerikanske TV-program ”60 Minutes”. Udsendelsen blev egentlig vinklet som en støtte til imamerne – men – som Ahmed Akkari skriver: ”Det, der for alvor hang fast, var udsendelsens indledende præsentation af Danmark. Her hed det: ”Man skal lede længe for at finde et land med et bedre omdømme end Danmark. Det er ikke alene hjem for H.C.Andersen. Landet synes også at leve i et af hans eventyr. Indbyggerne er smukke og velstående, jorden er grøn og frodig, og byerne er farverige og pinligt rene.” Sådan fortalte den amerikanske TV-rapporter Bob Simon med blød stemme. Alt imens blev seerne præsenteret for billeder af livgarden ved Aamalienborg, smilende piger på skøjter og solbeskinnede parker og gadekær.”
Og Akkari forsætter: ”Selvom jeg i 2006 havde boet i Danmark i næsten 17 år, havde jeg aldrig tidligere tænkt sådan på mit nye hjemland. Måske derfor satte ordene sig dybt i mine tanker. Pludselig kunne jeg se, hvad det var, amerikanerne så, og hvad det var, jeg selv havde været blind for i alle disse år: At Danmark i mange sammenhænge virkelig er som et lille vidunderland…Det var – fortsætter han – første gang i årevis, at mine islamistiske skyklapper gled lidt til side og tillod en stribe af lys fra den ellers fordømte vantro verden at slippe ind. Lige der – i øjeblikket – ændrede det intet. Men det lagde kimen til den totale forandring, der snart skulle begynde.”
Akkari fik med andre ord øjnene op for det smukke land, som han boede og levede i, og langsomt blev kærligheden til landet tændt i ham. Her havde han i mange år gået rundt og troet, at det alene gjaldt om at være tro imod Allah – men så opdager han, at kærligheden har en anden vigtig side – nemlig kærligheden til næsten eller kærligheden til fædrelandet.
Lad os derfor – midt i alle bekymringerne og terrorbekæmpelsen – huske, at det bedste værn mod islamismen ikke er at sikre os med vold og magt, men sammen at udvikle og skabe det smukkeste samfund, som kan være det attraktive alternativ til sønderbombede byer.
Steen Skovsgaard

Standard

Jesus og den kana’anæske kvinde

Prædiken holdt i Farsø Kirke den 1. marts til stiftsdag i Viborg Stift
Det er en meget omdiskuteret tekst, som vi hører i dag. Vi møder en kold og afvisende Jesus, som vi ellers ikke kender. Han svarer hende ikke et ord! En stakkels kvinde, som har en syg datter og som kommer til Jesus for at bede ham om hjælp – hun bliver afvist på den mest kolde og hårde måde. Først med tavshed, og siden med en grov sammenligning, hvor han omtaler hende som en hund. Hvad er der dog galt med Jesus? Har han en dårlig dag, eller hvad er der i vejen?
Den bedste forklaring til at forstå, hvad det er der sker, er at se teksten som et led i Jesu undervisning. Når Jesus er sammen med sine disciple underviser han dem på mange måder. Ofte gennem sine lignelser, men også gennem sine handlinger: vandringen på søen, undere og helbredelser. Han bruger enhver anledning og enhver mulighed til at forklare og undervise dem i hvem Gud er og hvad Gudsriget er for en størrelse.
Og i dag er han så sammen med disciplene kommet op i grænseområderne til Israel, hvor de møder en kananæisk kvinde. En fremmed. Én som jøderne ikke havde noget at gøre med. Kananæerne var en fællesbetegnelse for mennesker i Syrien, Libanon og en del af Palæstina, som tilhørte en religion, hvor man dyrkede ikke bare én men flere guder. Det var ikke mennesker, som jøderne ønskede at omgås eller tale med. Det var disciplene helt på det rene med, og de værdigede hende ikke et ord. De har bare vendt ryggen til denne fremmede kvinde. Nu kommer hun så og råber til Jesus, – og disciplene forventer ikke at han vil ha noget med hende at gøre. Naturligvis.
Og Jesus vælger at leve op til deres forventninger. Han gør nøjagtig det, som de synes er rigtigt: Han ænser hende ikke og svarer hende ikke.
Men hun bliver åbenbart ved og følger nu efter dem og bliver ved med at råbe ad dem. Disciplene er irriterede og beder nu Jesus om at sende hende bort. Og Jesus gør nu det, som en rettroende jøde skal gøre: han afviser hende. Siger at han kun er sendt til de fortabte får af Israels hus.
Det er de forventninger, som disciplene og alle jøder har. Messias skal komme og genoprette riget. Vel at mærke det jødiske rige. Det er Israel det drejer sig om, ikke alle disse hedninger og fremmede. Det er det budskab eller den afvisning, som Jesus nu møder kvinden med. Du kommer os ikke ved! Jeg har ikke noget at tilbyde dig! Så gå væk! Og han afviser hende som en hund.
Alligevel bliver hun ved og ydmyger sig totalt. Hun anerkender at det jødiske folk står i første række – men der må dog kunne falde lidt smuler til hundene, siger hun.
Og så vælger Jesus at bryde isen og helbreder hendes datter.
Dette replikskifte bruger Jesus til at undervise sine disciple og os der hører beretningen. Den bliver er en slags eksempelundervisning, hvor han viser disciplene det uholdbare i at påstå, at Messias alene skulle være sendt til det jødiske folk. Hans sendelse er langt større. Han er nemlig ikke bare kommet for at frelse Israel – men verden. Og han finder vel at mærke troen, også udenfor Israel – og viser os, at Guds kærlighed og Guds frelse netop er grænseløs.
Det er vigtigt at vide og holde fast i også for os i dag. Gud elsker ikke bare Israel. Gud elsker heller ikke bare de kristne. Gud elsker verden.
Og nu skal vi jo senere i dag tale om de fremmede iblandt os. En bedre optakt til det kan vi næppe finde end teksten til i dag.
Jeg har været præst i en lang årrække i Gellerup ved Aarhus, hvor der var rigtig mange fremmede. Mange forskellige nationaliteter, og især mange muslimer. På et tidspunkt fik vi ansat en missionær, Lillian Risum, som det daværende missionsselskab SudanMissionen aflønnede – og noget af det første hun sagde var at muslimerne har krav på at høre evangeliet.
Det er vigtigt at vi som kristne er parate til at fortælle dem om Guds kærlighed til verden og til dem. For de ved det nemlig ikke. De kender ikke Gud som kærlighed – og det er vores opgave som kristne at fortælle dem det. At Gud elsker også dem.
For mange år siden deltog jeg i et debatmøde som en stor gruppe muslimer på et tidspunkt valgte at afholde. Her var jeg sammen med imam Abdul Wahid Pedersen inviteret til at sige noget om forholdet mellem kristendom og islam.
Efter vore oplæg var der en ung muslim som rejste sig og spurgte mig: Hvad kan du i grunden tilbyde mig som muslim, præst? Og så fortsatte han: Og nu skal du ikke komme med et billigt svar og sige kærlighed eller sådan noget. Nej hvad kan du tilbyde mig?
Han talte lidt videre om andre ting, så jeg fik lidt tid til at tænke mig om. Så da jeg fik ordet sagde jeg: Jeg må nok skuffe dig. For jeg har kun et billigt svar at give dig. Nemlig Guds nåde. Nåde kommer af det latinske ord: Gratia, som betyder gratis – så jeg beklager at det er et billigt svar.
Jeg syntes selv at det var et helt godt svar og kunne se at de få kristne som var tilstede ved mødet også syntes det samme. De nikkede og smilte i hvert fald. Men da jeg så ud over de mange muslimer kunne jeg se at de i hvert fald ikke var tilfredse. De rystede bare på hovedet.
Men hvad var der galt? Var det mig, som ikke forstod at svare ordentligt, siden de reagerede på den måde? Skulle jeg ha’ givet ham et helt andet svar?
Det tror jeg! Og det har jeg senere skrevet en lille bog om, som netop hedder: Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?
Her skriver jeg bl.a. at jeg hellere skulle have svaret noget i retning af:
”Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig! Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til overfor Gud og overfor andre mennesker. Det er sådanne mennesker, som evangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesus levede og døde for. Og sådan har du det slet ikke, kan jeg mærke.
Men den dag, hvor du skulle gå hen og få følelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, og du bliver usikker på, om du nu har gjort nok i forhold til Gud og til andre mennesker, eller om Gud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre, den dag må du love mig at komme tilbage. For så har jeg noget at tilbyde dig. Indtil da må du nøjes med islam!”
Et sådant svar ville ganske vist ha’ været længere, men der ville også ha’ været mere for den unge muslim at tænke på. Hvis jeg havde svaret ham sådan ville han og tilhørerne højst sandsynligt have følt sig både ramt og provokeret. Måske ville han også være blevet forarget.
Det havde alt sammen været godt og rigtigt. Det ville ha’ været helt på sin plads, at han blev sat på plads. For selvom han i første omgang ville reagere negativt og nok ikke var indstillet på at acceptere mit svar, så ville han helt sikkert bedre kunne forstå det og respektere det. Langt bedre end min tale om den billige nåde.
Derfor duer det ikke, hvis vi i forkyndelsen og i samtalen med muslimer alene taler om den billige nåde eller Guds tilgivelse af syndere. De fatter det ikke. De vil kun have foragt til overs for en sådan snak. Det er for nemt og for billigt.
Og det kan de på mange måder have ret i. At forkynde den billige nåde er i virkeligheden at forråde selve evangeliet.
Det er noget som Dietrich Bonhoeffer gør opmærksom på:
”Men er vi også klar over, at denne billige nåde i højeste grad har været ubarmhjertig imod os? Er den pris, vi i dag må betale med de organiserede kirkers sammenbrud andet end en nødvendig følge af den for billigt erhvervede nåde? Man gav forkyndelsen og sakramenterne billigt, man døbte, man konfirmerede, man tilsagde et helt folk syndernes forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Man gav af menneskelig kærlighed det hellige til spottere og vantro, man udøste strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus hørtes sjældnere. Hvor var indsigten fra den gamle kirke, som gennem dåbsundervisningen trofast vågede over grænsen mellem kirken og verden, over den dyre nåde? Hvor var Luthers advarsler mod en evangelieforkyndelse, som gjorde menneskene sikre i deres gudløse liv?”
At være sikre i vores gudløse liv!
Det er jo en frygtelig dom – men det er faktisk den dom, som Jesus fælder over os alle. Han kalder os ud af gudløsheden og selvsikkerheden til et usikkert og bævende liv med Gud. Et troens liv, hvor der ikke er mange holdepunkter. Ikke mange sikkerhedsseler – men hvor der derimod er en kærlighedens usikkerhed og sårbarhed. Hvor der ikke er mange sikre svar, men hvor der først og fremmest er tomme hænder. Kvinde din tro er stor – siger Jesus til den kananæiske kvinde. Det skal ske dig, som du vil. Hvad er det der er så stort ved hendes tro? Det er hendes tomme hænder. Hendes fortvivlelse, nød, sorg, smerte og bekymring. Alt det kommer hun til Jesus med.
Det er tro.
På den måde er denne kvinde et billede for os på hvordan vi skal tro og hvad det til sige at tro: Det er nemlig at stå med tomme hænder overfor Gud. At komme til Jesus med alt hvad der gør ondt. Hver gang vi bringer al vores nød, suk og smerte, sorg fortvivlelse frem for ham – så vil han rose os for vores store tro.
Hver gang vi siger til ham: Uden dig kan jeg intet gøre – uden dig kan jeg ikke leve, hjælp mig Gud, – så svarer han: din tro er stor. Det skal ske dig som du vil.
På den måde er evangeliet om den kananæiske kvinde ikke andet end en illustration af den prædiken som Jesus holdt for sine disciple tidligere i Mattæusevangeliet, og som står som en overskrift for hans virksomhed:
Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Amen

.

Standard

Om Jesus og den kana’anæiske kvinde

Prædiken i Farsø Kirke, den 1. marts 2015 (matt. 15,21-28)

Det er en meget omdiskuteret tekst, som vi hører i dag. Vi møder en kold og afvisende Jesus, som vi ellers ikke kender. Han svarer hende ikke et ord! En stakkels kvinde, som har en syg datter og som kommer til Jesus for at bede ham om hjælp – hun bliver afvist på den mest kolde og hårde måde. Først med tavshed, og siden med en grov sammenligning, hvor han omtaler hende som en hund. Hvad er der dog galt med Jesus? Har han en dårlig dag, eller hvad er der i vejen?

Den bedste forklaring til at forstå, hvad det er der sker, er at se teksten som et led i Jesu undervisning. Når Jesus er sammen med sine disciple underviser han dem på mange måder. Ofte gennem sine lignelser, men også gennem sine handlinger: vandringen på søen, undere og helbredelser. Han bruger enhver anledning og enhver mulighed til at forklare og undervise dem i hvem Gud er og hvad Gudsriget er for en størrelse.

Og i dag er han så sammen med disciplene kommet op i grænseområderne til Israel, hvor de møder en kananæisk kvinde. En fremmed. Én som jøderne ikke havde noget at gøre med. Kananæerne var en fællesbetegnelse for mennesker i Syrien, Libanon og en del af Palæstina, som tilhørte en religion, hvor man dyrkede ikke bare én men flere guder. Det var ikke mennesker, som jøderne ønskede at omgås eller tale med. Det var disciplene helt på det rene med, og de værdigede hende ikke et ord. De har bare vendt ryggen til denne fremmede kvinde. Nu kommer hun så og råber til Jesus, – og disciplene forventer ikke at han vil ha noget med hende at gøre. Naturligvis.

Og Jesus vælger at leve op til deres forventninger. Han gør nøjagtig det, som de synes er rigtigt: Han ænser hende ikke og svarer hende ikke.

Men hun bliver åbenbart ved og følger nu efter dem og bliver ved med at råbe ad dem. Disciplene er irriterede og beder nu Jesus om at sende hende bort. Og Jesus gør nu det, som en rettroende jøde skal gøre: han afviser hende. Siger at han kun er sendt til de fortabte får af Israels hus.

Det er de forventninger, som disciplene og alle jøder har. Messias skal komme og genoprette riget. Vel at mærke det jødiske rige. Det er Israel det drejer sig om, ikke alle disse hedninger og fremmede. Det er det budskab eller den afvisning, som Jesus nu møder kvinden med. Du kommer os ikke ved! Jeg har ikke noget at tilbyde dig! Så gå væk! Og han afviser hende som en hund.

Alligevel bliver hun ved og ydmyger sig totalt. Hun anerkender at det jødiske folk står i første række – men der må dog kunne falde lidt smuler til hundene, siger hun.

Og så vælger Jesus at bryde isen og helbreder hendes datter.

Dette replikskifte bruger Jesus til at undervise sine disciple og os der hører beretningen. Den bliver er en slags eksempelundervisning, hvor han viser disciplene det uholdbare i at påstå, at Messias alene skulle være sendt til det jødiske folk. Hans sendelse er langt større. Han er nemlig ikke bare kommet for at frelse Israel – men verden. Og han finder vel at mærke troen, også udenfor Israel – og viser os, at Guds kærlighed og Guds frelse netop er grænseløs.

Det er vigtigt at vide og holde fast i også for os i dag. Gud elsker ikke bare Israel. Gud elsker heller ikke bare de kristne. Gud elsker verden.

Og nu skal vi jo senere i dag tale om de fremmede iblandt os. En bedre optakt til det kan vi næppe finde end teksten til i dag.

Jeg har været præst i en lang årrække i Gellerup ved Aarhus, hvor der var rigtig mange fremmede. Mange forskellige nationaliteter, og især mange muslimer. På et tidspunkt fik vi ansat en missionær, Lillian Risum, som det daværende missionsselskab SudanMissionen aflønnede – og noget af det første hun sagde var at muslimerne har krav på at høre evangeliet.

Det er vigtigt at vi som kristne er parate til at fortælle dem om Guds kærlighed til verden og til dem. For de ved det nemlig ikke. De kender ikke Gud som kærlighed – og det er vores opgave som kristne at fortælle dem det. At Gud elsker også dem.

For mange år siden deltog jeg i et debatmøde som en stor gruppe muslimer på et tidspunkt valgte at afholde. Her var jeg sammen med imam Abdul Wahid Pedersen inviteret til at sige noget om forholdet mellem kristendom og islam.

Efter vore oplæg var der en ung muslim som rejste sig og spurgte mig: Hvad kan du i grunden tilbyde mig som muslim, præst? Og så fortsatte han: Og nu skal du ikke komme med et billigt svar og sige kærlighed eller sådan noget. Nej hvad kan du tilbyde mig?

Han talte lidt videre om andre ting, så jeg fik lidt tid til at tænke mig om. Så da jeg fik ordet sagde jeg: Jeg må nok skuffe dig. For jeg har kun et billigt svar at give dig. Nemlig Guds nåde. Nåde kommer af det latinske ord: Gratia, som betyder gratis – så jeg beklager at det er et billigt svar.

Jeg syntes selv at det var et helt godt svar og kunne se at de få kristne som var tilstede ved mødet også syntes det samme. De nikkede og smilte i hvert fald. Men da jeg så ud over de mange muslimer kunne jeg se at de i hvert fald ikke var tilfredse. De rystede bare på hovedet.

Men hvad var der galt? Var det mig, som ikke forstod at svare ordentligt, siden de reagerede på den måde? Skulle jeg ha’ givet ham et helt andet svar?

Det tror jeg! Og det har jeg senere skrevet en lille bog om, som netop hedder: Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?

Her skriver jeg bl.a. at jeg hellere skulle have svaret noget i retning af:

”Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig! Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til overfor Gud og overfor andre mennesker. Det er sådanne mennesker, som evangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesus levede og døde for. Og sådan har du det slet ikke, kan jeg mærke.

Men den dag, hvor du skulle gå hen og få følelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, og du bliver usikker på, om du nu har gjort nok i forhold til Gud og til andre mennesker, eller om Gud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre, den dag må du love mig at komme tilbage. For så har jeg noget at tilbyde dig. Indtil da må du nøjes med islam!”

Et sådant svar ville ganske vist ha’ været længere, men der ville også ha’ været mere for den unge muslim at tænke på. Hvis jeg havde svaret ham sådan ville han og tilhørerne højst sandsynligt have følt sig både ramt og provokeret. Måske ville han også være blevet forarget.

Det havde alt sammen været godt og rigtigt. Det ville ha’ været helt på sin plads, at han blev sat på plads. For selvom han i første omgang ville reagere negativt og nok ikke var indstillet på at acceptere mit svar, så ville han helt sikkert bedre kunne forstå det og respektere det. Langt bedre end min tale om den billige nåde.

Derfor duer det ikke, hvis vi i forkyndelsen og i samtalen med muslimer alene taler om den billige nåde eller Guds tilgivelse af syndere. De fatter det ikke. De vil kun have foragt til overs for en sådan snak. Det er for nemt og for billigt.

Og det kan de på mange måder have ret i. At forkynde den billige nåde er i virkeligheden at forråde selve evangeliet.

Det er noget som Dietrich Bonhoeffer gør opmærksom på:[1]

”Men er vi også klar over, at denne billige nåde i højeste grad har været ubarmhjertig imod os? Er den pris, vi i dag må betale med de organiserede kirkers sammenbrud andet end en nødvendig følge af den for billigt erhvervede nåde? Man gav forkyndelsen og sakramenterne billigt, man døbte, man konfirmerede, man tilsagde et helt folk syndernes forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Man gav af menneskelig kærlighed det hellige til spottere og vantro, man udøste strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus hørtes sjældnere. Hvor var indsigten fra den gamle kirke, som gennem dåbsundervisningen trofast vågede over grænsen mellem kirken og verden, over den dyre nåde? Hvor var Luthers advarsler mod en evangelieforkyndelse, som gjorde menneskene sikre i deres gudløse liv?”

At være sikre i vores gudløse liv!

Det er jo en frygtelig dom – men det er faktisk den dom, som Jesus fælder over os alle. Han kalder os ud af gudløsheden og selvsikkerheden til et usikkert og bævende liv med Gud. Et troens liv, hvor der ikke er mange holdepunkter. Ikke mange sikkerhedsseler – men hvor der derimod er en kærlighedens usikkerhed og sårbarhed. Hvor der ikke er mange sikre svar, men hvor der først og fremmest er tomme hænder. Kvinde din tro er stor – siger Jesus til den kananæiske kvinde. Det skal ske dig, som du vil. Hvad er det der er så stort ved hendes tro? Det er hendes tomme hænder. Hendes fortvivlelse, nød, sorg, smerte og bekymring. Alt det kommer hun til Jesus med.

Det er tro.

På den måde er denne kvinde et billede for os på hvordan vi skal tro og hvad det til sige at tro: Det er nemlig at stå med tomme hænder overfor Gud. At komme til Jesus med alt hvad der gør ondt. Hver gang vi bringer al vores nød, suk og smerte, sorg fortvivlelse frem for ham – så vil han rose os for vores store tro.

Hver gang vi siger til ham: Uden dig kan jeg intet gøre – uden dig kan jeg ikke leve, hjælp mig Gud, – så svarer han: din tro er stor. Det skal ske dig som du vil.

På den måde er evangeliet om den kananæiske kvinde ikke andet end en illustration af den prædiken som Jesus holdt for sine disciple tidligere i Mattæusevangeliet, og som står som en overskrift for hans virksomhed:

Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Amen

Standard