Jesus og den kana’anæske kvinde

Prædiken holdt i Farsø Kirke den 1. marts til stiftsdag i Viborg Stift
Det er en meget omdiskuteret tekst, som vi hører i dag. Vi møder en kold og afvisende Jesus, som vi ellers ikke kender. Han svarer hende ikke et ord! En stakkels kvinde, som har en syg datter og som kommer til Jesus for at bede ham om hjælp – hun bliver afvist på den mest kolde og hårde måde. Først med tavshed, og siden med en grov sammenligning, hvor han omtaler hende som en hund. Hvad er der dog galt med Jesus? Har han en dårlig dag, eller hvad er der i vejen?
Den bedste forklaring til at forstå, hvad det er der sker, er at se teksten som et led i Jesu undervisning. Når Jesus er sammen med sine disciple underviser han dem på mange måder. Ofte gennem sine lignelser, men også gennem sine handlinger: vandringen på søen, undere og helbredelser. Han bruger enhver anledning og enhver mulighed til at forklare og undervise dem i hvem Gud er og hvad Gudsriget er for en størrelse.
Og i dag er han så sammen med disciplene kommet op i grænseområderne til Israel, hvor de møder en kananæisk kvinde. En fremmed. Én som jøderne ikke havde noget at gøre med. Kananæerne var en fællesbetegnelse for mennesker i Syrien, Libanon og en del af Palæstina, som tilhørte en religion, hvor man dyrkede ikke bare én men flere guder. Det var ikke mennesker, som jøderne ønskede at omgås eller tale med. Det var disciplene helt på det rene med, og de værdigede hende ikke et ord. De har bare vendt ryggen til denne fremmede kvinde. Nu kommer hun så og råber til Jesus, – og disciplene forventer ikke at han vil ha noget med hende at gøre. Naturligvis.
Og Jesus vælger at leve op til deres forventninger. Han gør nøjagtig det, som de synes er rigtigt: Han ænser hende ikke og svarer hende ikke.
Men hun bliver åbenbart ved og følger nu efter dem og bliver ved med at råbe ad dem. Disciplene er irriterede og beder nu Jesus om at sende hende bort. Og Jesus gør nu det, som en rettroende jøde skal gøre: han afviser hende. Siger at han kun er sendt til de fortabte får af Israels hus.
Det er de forventninger, som disciplene og alle jøder har. Messias skal komme og genoprette riget. Vel at mærke det jødiske rige. Det er Israel det drejer sig om, ikke alle disse hedninger og fremmede. Det er det budskab eller den afvisning, som Jesus nu møder kvinden med. Du kommer os ikke ved! Jeg har ikke noget at tilbyde dig! Så gå væk! Og han afviser hende som en hund.
Alligevel bliver hun ved og ydmyger sig totalt. Hun anerkender at det jødiske folk står i første række – men der må dog kunne falde lidt smuler til hundene, siger hun.
Og så vælger Jesus at bryde isen og helbreder hendes datter.
Dette replikskifte bruger Jesus til at undervise sine disciple og os der hører beretningen. Den bliver er en slags eksempelundervisning, hvor han viser disciplene det uholdbare i at påstå, at Messias alene skulle være sendt til det jødiske folk. Hans sendelse er langt større. Han er nemlig ikke bare kommet for at frelse Israel – men verden. Og han finder vel at mærke troen, også udenfor Israel – og viser os, at Guds kærlighed og Guds frelse netop er grænseløs.
Det er vigtigt at vide og holde fast i også for os i dag. Gud elsker ikke bare Israel. Gud elsker heller ikke bare de kristne. Gud elsker verden.
Og nu skal vi jo senere i dag tale om de fremmede iblandt os. En bedre optakt til det kan vi næppe finde end teksten til i dag.
Jeg har været præst i en lang årrække i Gellerup ved Aarhus, hvor der var rigtig mange fremmede. Mange forskellige nationaliteter, og især mange muslimer. På et tidspunkt fik vi ansat en missionær, Lillian Risum, som det daværende missionsselskab SudanMissionen aflønnede – og noget af det første hun sagde var at muslimerne har krav på at høre evangeliet.
Det er vigtigt at vi som kristne er parate til at fortælle dem om Guds kærlighed til verden og til dem. For de ved det nemlig ikke. De kender ikke Gud som kærlighed – og det er vores opgave som kristne at fortælle dem det. At Gud elsker også dem.
For mange år siden deltog jeg i et debatmøde som en stor gruppe muslimer på et tidspunkt valgte at afholde. Her var jeg sammen med imam Abdul Wahid Pedersen inviteret til at sige noget om forholdet mellem kristendom og islam.
Efter vore oplæg var der en ung muslim som rejste sig og spurgte mig: Hvad kan du i grunden tilbyde mig som muslim, præst? Og så fortsatte han: Og nu skal du ikke komme med et billigt svar og sige kærlighed eller sådan noget. Nej hvad kan du tilbyde mig?
Han talte lidt videre om andre ting, så jeg fik lidt tid til at tænke mig om. Så da jeg fik ordet sagde jeg: Jeg må nok skuffe dig. For jeg har kun et billigt svar at give dig. Nemlig Guds nåde. Nåde kommer af det latinske ord: Gratia, som betyder gratis – så jeg beklager at det er et billigt svar.
Jeg syntes selv at det var et helt godt svar og kunne se at de få kristne som var tilstede ved mødet også syntes det samme. De nikkede og smilte i hvert fald. Men da jeg så ud over de mange muslimer kunne jeg se at de i hvert fald ikke var tilfredse. De rystede bare på hovedet.
Men hvad var der galt? Var det mig, som ikke forstod at svare ordentligt, siden de reagerede på den måde? Skulle jeg ha’ givet ham et helt andet svar?
Det tror jeg! Og det har jeg senere skrevet en lille bog om, som netop hedder: Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?
Her skriver jeg bl.a. at jeg hellere skulle have svaret noget i retning af:
”Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig! Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til overfor Gud og overfor andre mennesker. Det er sådanne mennesker, som evangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesus levede og døde for. Og sådan har du det slet ikke, kan jeg mærke.
Men den dag, hvor du skulle gå hen og få følelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, og du bliver usikker på, om du nu har gjort nok i forhold til Gud og til andre mennesker, eller om Gud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre, den dag må du love mig at komme tilbage. For så har jeg noget at tilbyde dig. Indtil da må du nøjes med islam!”
Et sådant svar ville ganske vist ha’ været længere, men der ville også ha’ været mere for den unge muslim at tænke på. Hvis jeg havde svaret ham sådan ville han og tilhørerne højst sandsynligt have følt sig både ramt og provokeret. Måske ville han også være blevet forarget.
Det havde alt sammen været godt og rigtigt. Det ville ha’ været helt på sin plads, at han blev sat på plads. For selvom han i første omgang ville reagere negativt og nok ikke var indstillet på at acceptere mit svar, så ville han helt sikkert bedre kunne forstå det og respektere det. Langt bedre end min tale om den billige nåde.
Derfor duer det ikke, hvis vi i forkyndelsen og i samtalen med muslimer alene taler om den billige nåde eller Guds tilgivelse af syndere. De fatter det ikke. De vil kun have foragt til overs for en sådan snak. Det er for nemt og for billigt.
Og det kan de på mange måder have ret i. At forkynde den billige nåde er i virkeligheden at forråde selve evangeliet.
Det er noget som Dietrich Bonhoeffer gør opmærksom på:
”Men er vi også klar over, at denne billige nåde i højeste grad har været ubarmhjertig imod os? Er den pris, vi i dag må betale med de organiserede kirkers sammenbrud andet end en nødvendig følge af den for billigt erhvervede nåde? Man gav forkyndelsen og sakramenterne billigt, man døbte, man konfirmerede, man tilsagde et helt folk syndernes forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Man gav af menneskelig kærlighed det hellige til spottere og vantro, man udøste strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus hørtes sjældnere. Hvor var indsigten fra den gamle kirke, som gennem dåbsundervisningen trofast vågede over grænsen mellem kirken og verden, over den dyre nåde? Hvor var Luthers advarsler mod en evangelieforkyndelse, som gjorde menneskene sikre i deres gudløse liv?”
At være sikre i vores gudløse liv!
Det er jo en frygtelig dom – men det er faktisk den dom, som Jesus fælder over os alle. Han kalder os ud af gudløsheden og selvsikkerheden til et usikkert og bævende liv med Gud. Et troens liv, hvor der ikke er mange holdepunkter. Ikke mange sikkerhedsseler – men hvor der derimod er en kærlighedens usikkerhed og sårbarhed. Hvor der ikke er mange sikre svar, men hvor der først og fremmest er tomme hænder. Kvinde din tro er stor – siger Jesus til den kananæiske kvinde. Det skal ske dig, som du vil. Hvad er det der er så stort ved hendes tro? Det er hendes tomme hænder. Hendes fortvivlelse, nød, sorg, smerte og bekymring. Alt det kommer hun til Jesus med.
Det er tro.
På den måde er denne kvinde et billede for os på hvordan vi skal tro og hvad det til sige at tro: Det er nemlig at stå med tomme hænder overfor Gud. At komme til Jesus med alt hvad der gør ondt. Hver gang vi bringer al vores nød, suk og smerte, sorg fortvivlelse frem for ham – så vil han rose os for vores store tro.
Hver gang vi siger til ham: Uden dig kan jeg intet gøre – uden dig kan jeg ikke leve, hjælp mig Gud, – så svarer han: din tro er stor. Det skal ske dig som du vil.
På den måde er evangeliet om den kananæiske kvinde ikke andet end en illustration af den prædiken som Jesus holdt for sine disciple tidligere i Mattæusevangeliet, og som står som en overskrift for hans virksomhed:
Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Amen

.

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s