Livet i Nakskov
Man tør vel næsten ikke sige det. Men efter at have set udsendelsen: På røven i Nakskov og hørt de mange negative reaktioner over at se Nakskov skildret på denne måde, så har jeg alligevel lyst til at sige: Hvor var det dog smukt og hjertevarmt. Hvor var det en smuk, ærlig og varm skildring af menneskers kærlighed, udholdenhed, hudløshed, følelser, glæder og smerter.
En mor, der kæmper for sin datter – fortvivlet, jo, men med overskud og kærlighed til at stryge hende over håret og hjælpe hende til ikke at få foretaget en abort. Man forstår godt hendes protest mod at blive kaldt ressourcesvag.
En far og hans søn, som leder efter bolig, men som ikke vil stille sig tilfreds med at bo i det, som de kalder for en stærekasse. Nej, så hellere en saneringsmoden bolig med plads til knallert og fiskegrej.
Et ægtepar, som kæmper for at prioritere økonomien. For hvad er vigtigst: At betale regninger eller at få noget at spise?
To sætninger kom til at stå som en smuk sammenfatning:
”Vi slås for familien og for vores drøm!”
”Vi holder fast i håbet, selvom mørket sænker sig og strømmen ryger sig en tur!”
Det var ikke poleret romantik, men det var levende mennesker!
Tak for det!
Steen Skovsgaard