Kære Kjeld
Da jeg for 10 år siden blev biskop i Lolland-Falsters Stift var det dig, som på biskoppernes vegne holdt tale for mig ved aftenens festmiddag. Søren Lodberg Hvas, som var nestor, havde måttet melde afbud, og derfor blev det dig, som bød mig velkommen.
Nu har det så maget sig sådan, at jeg i dag – på biskoppernes vegne – skal sige farvel og tak til dig – idet Lise-Lotte Rebel, vores nye nestor, har måttet melde afbud.
Og det gør jeg med stor glæde.
Vi har jo kendt hinanden i mange år. Først som præster i hver sin ende af byen, du i Ellevang og jeg i Gellerup. Afstandsmæssigt, men også teologisk og kirkeligt, har vi været og er vel stadig, forholdsvis langt fra hinanden. Det er jo så mærkeligt, at vi kan være næsten helt sikre på, at når én af os udtaler os, ja, så mener den anden det stik modsatte.
Derfor var det også overraskende, da jeg for første gang mødtes personligt med dig som biskop tilbage i 1994. Jeg kom for at forære dig min nye bog: De fremmede har I altid hos jer – om kultur- og religionsmødet, og hvor jeg ønskede at drøfte folkekirkens forhold til islam med dig. Ved det møde valgte du på stedet at udnævne mig som stiftspræst vedr. islam og kristendom. For som du sagde: Du er jo eksperten.
Som jeg senere har sagt, så siger det mere om folkekirken end det siger om mig, at man kan blive ekspert i islam og religionsmødet på baggrund af en tremåneders studieorlov.
Et par år efter valgte du så at udnævne mig som provst i det nyoprettede Århus Vestre Provsti.
Her tænker jeg ofte tilbage til det allerførste provstemøde, som vi holdt i 1997. Du sad for bordenden og redegjorde for dit syn på vielse af homoseksuelle, som du fandt, var det eneste rigtige, at vi fik indført i folkekirken.
Da der var stille omkring bordet og ingen andre tilsyneladende havde noget at sige, markerede jeg og tillod mig at sige, at det var jeg altså helt uenig i. Jeg mente – og mener i øvrigt stadig – at ægteskabet er forbeholdt forholdet mellem mand og kvinde. Og at man godt kan sige nej til at vie homoseksuelle – uden samtidig at fordømme.
Du sagde ikke så meget – men jeg kunne blot konstatere, at din ansigtsfarve blev dybrød – og vi gik videre i dagsordenen.
Da vi sagde farvel, sagde du noget, som jeg aldrig vil glemme, og som jeg her vil fremhæve som noget meget karakteristisk ved dig. Du gav mig en omfavnelse, grinte og sagde: ”Jeg er rygende uenig med dig – men jeg kan skide godt li’ dig!”
For mig siger det alt om din menneskelighed, dit storsind, din overbærenhed og fremfor alt din store rummelighed.
At jeg så også har oplevet, at temperamentet kan slå gnister, ja, at der endda kan komme ukvemsord ud af munden på dig, det vil jeg da ikke undlade også at nævne.
Men for mig er det alligevel denne bemærkning, som har fæstnet sig dybt i mig, og som jeg mener fortæller meget om dig, og som også gør, at du i bund og grund er et meget afholdt og elskeligt menneske.
I hvert fald har jeg både en kone og en datter, som holder meget af dig og ofte fremhæver dig som det varme, charmerende og festlige menneske du er. Så dem skal jeg naturligvis også hilse fra.
Jeg vil så til gengæld også fremhæve Birthe, som den trofaste støtte, der altid har været der for dig – ikke mindst når du – og alle vi andre – skulle have bispekåberne på.
Jeg overbringer dig hermed mange varme og hjertelige hilsener fra dine bispekolleger. Det er svært at se, hvordan vi skal komme videre, når du og Birthe ikke længere er i kredsen. Vi vil komme til at savne dine vægtige indlæg, dine bramfrie udtalelser om stort og småt, dit lune og alle dine gode historier. Heldigvis har vi hørt mange af dem så ofte, at vi efterhånden selv kan fortælle dem videre – og det kan du være sikker på, at de vil blive.
I det hele taget vil du blive husket – og vi vil alle være glade for og stolte over, at vi var biskopper sammen med Kjeld Holm.
Om hvem jeg blot vil slutte med at sige: Jeg er ofte rygende uenig med dig – men jeg kan skide godt lide dig!
dommedag i islam og kristendom 