Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge sig på sinde skriver evangelisten Johannes i det 21. kap vers 16:
”Igen, for anden gang, sagde Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!”
Kære Anders
Det er ikke så ligetil at blive præst. Der går mange tanker og lang forberedelse forud. Der skal læses, studeres og aflægges eksaminer. Der er praktikforløb, der skal gennemføres – og du har jo gennemført indtil flere. Allerede som 13-14 årig var du i praktik hos daværende Gedserpræst Kim Bach. Du har sunget i Idestrup Kirkekor, og du var også for nogle år siden een af de mange praktikanter, som deltog i den pinsepraktik, som vi med mellemrum arrangerer for teologistuderende her i stiftet.
Og i fredags var du så endelig til bispeeksamen, hvor du afleverede en 18 sider lang skriftlig opgave og bestod, sådan som vi kunne læse i Folketidende i går.
Så det er ikke ligetil at blive præst. Vejen er lang.
Til gengæld kan vi her ved din ordination fortælle dig, at det nu heller ikke er så ligetil at være præst. Det tror jeg, at dine kolleger, som er samlet om dig her i dag, vil kunne bekræfte. Der er så meget, der skal gøres, siges og skrives. Så mange forberedelser, så mange og indimellem vidt for skellige forventninger, så mange relationer, udfordringer, problemer, sorger og glæder. Der er så meget man gerne vil, og ofte må man indse og indrømme, at man ikke slår til og indimellem ikke magter de mange opgaver.
Hvis – eller når – du kommer til at føle, at du svigter, at du bliver anfægtet, modløs eller er ved at føle dig udbrændt, så vil jeg opfordre dig til at tænke tilbage på din ordination og på det ordinationsord, som du får i dag.
Du kender jo teksten fra Johannesevangeliet, og kan se situationen for dig. Peter står foran Jesus, flov og drivvåd på krop og sjæl. Han havde fornægtet Jesus tre gange, bandet og sagt, at han ikke kendte det menneske, som de nu vil korsfæste. Og her flere dage efter står Jesus der foran dem – lyslevende i kød og blod. Opstanden fra de døde.
Og Peter er flov og skamfuld. Han slog ikke til. Han svigtede og brændte ud, da det kom til stykket. Han var for svag, bange, uduelig og føler sig helt ubrugelig. Han kunne ikke leve op hverken til sine egne eller de andres forventninger. Og inderst inde forventer han ikke andet, end at Jesus nu må forkaste ham.
Det fantastiske vi hører er, at det gør Jesus ikke. I stedet stiller han Peter et enkelt spørgsmål – tre gange og på tre forskellige måder: Elsker du mig? Og hver gang Peter stammende og flovt, men alligevel af hjertet, siger: Jamen, det gør jeg da – så lyder det: ”Vogt mine lam, Vær hyrde for mine får! Vogt mine får!”
Det er faktisk en ordinationstale, som Jesus her holder for Peter, hvor han sender ham ud på hans livs opgave. Og her hører vi, hvad det er, der kræves, og hvad Jesus i sidste ende – eller først og fremmest – spørger efter. Eller ikke spørger efter kunne man også sige.
For han overhører f.eks. ikke Peter i dogmatikken. Han spørger ikke efter, hvor meget han har læst eller for den sags skyld udrettet. Han spørger heller ikke om eller diskuterer hans holdninger til dette eller hint. Han stiller blot eet eneste spørgsmål, nemlig: Elsker du mig?
Så når jeg nu sagde, at det ikke er så ligetil at blive eller at være præst – så passer det ikke helt. Det er nemlig i virkeligheden meget enkelt. Det gælder blot om at kunne svare på dette enkle spørgsmål, som også lyder i dag, 2000 år efter til dig og til os præster.
Elsker vi ham? Elsker vi Jesus?
Jeg ved ikke – men mon ikke I har det lidt ligesom mig, at vi har lyst til at flytte lidt på fødderne og rykke os lidt uroligt i stolen, rømme os og se ned i jorden eller op i kirkeloftet og svare noget i retning af:
”Jamen, Jesus, jo, du ved da, at vi holder af dig. Du ved, vi synes om dig. At vi aldrig rigtig kan blive færdige med dig eller slippe dig. Vi kan jo blive ved med at finde nye sider i det, du siger og gør. Men.. om vi elsker dig? Jo, vi elsker dig da!” – hvisker vi stille. For det er store ord, som vi er lidt blufærdige ved at tage i munden.
Det er som om de fylder for meget. Vel fordi vi inderst inde ved, hvad det betyder hver gang vi udtaler ordene: Jeg elsker dig. For så påtager man sig en stor opgave overfor den elskede. Kærligheden kræver os fuldt og helt – herunder at man er villig til at sætte sit liv på spil for den, man elsker.
At elske er at påtage sig en opgave. Og den opgave, som Jesus pålægger Peter og os som præster er, at tage vare på den menighed eller de menigheder, som har kaldet os, og som er Guds ejendom.
Vores opgave er at bruge al vores flid og evner, alt hvad vi har lært – på at værne og opbygge, trøste og styrke og udbrede evangeliet om Jesus Kristus.
Men hvad så når vi føler, at vi er ved at bukke under og brænde ud? Når modløsheden sniger sig ind under huden og opgaverne tårner sig op, og vi svigter? Når vi som Peter må bekende, at det gode, som vi ville, det formåede vi ikke at gennemføre.
Ja, så skal vi – som Peter – stille os frem for Gud i al vores modløshed og magtesløshed og bede om hjælp.
Ligesom en vandkande bliver tom og ikke kan blive ved med at vande blomsterne, men må fyldes for at kunne vande – sådan gælder det også for os præster. Vi kan ikke blive ved med at yde og give eller trøste og styrke andre. Vi må også selv både trøstes og fyldes.
Som Paulus skriver i 2. Kor. kap. 1,4. Her taler han om, at Gud trøster os i al vor trængsel: ”så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud.”
Vi skal altså blot give videre af den trøst, kærlighed og tilgivelse, som vi selv har modtaget.
Den gamle tyske præst og prædikant Chr. Scriver udtrykker det i sin store bog Sjæleskat: ”Hvorledes vil en præst vove at vande – at opbygge, at trøste, at styrke – Guds ædle vækster og Herrens planter, når han ikke ved flittig bøn og eftertanke har fyldt sit hjerte i Guds helligdom?”
Derfor: Lad ordinationen i dag være dig en påmindelse om, at Gud udruster dig til tjenesten med sin ånd. Du skal ganske enkelt blot som et tomt kar lade dig fylde. Gøre som Simon Peter: Stille dig ydmygt for Guds ansigt i al din skrøbelighed og magtesløshed. Så vil han udsende sin Helligånd, og skabe sig tjenere, som vi bad i den latinske ordinationsbøn.
Så det er i grunden så lige til at være præst. Det er at blive fyldt med kærlighed, fred og glæde og masser af velsignelser – midt i alle genvordigheder og magtesløshed.
Lad derfor blot dit hjerte fyldes af ham! Ham, som du sikkert – ligesom Peter og vi andre – med lidt bløde knæ og bævende hjerte og usikker stemme siger, at du elsker.
Med det vil jeg ønske for dig, at din kærlighed til ham må styrkes og bevares i årene fremover og at du må få strømme af velsignelse i din kommende præstetjeneste.
Gud i vold!
Amen
dommedag i islam og kristendom 