– indtryk fra en orienterings- og debataften i Lolland-Falsters Stift
De mange flygtninge, som har krydset vore grænser i den senere tid, har med rette givet anledning til spørgsmål, debat og bekymringer. Samtidig er der mange, som spørger, hvad vi som folkekirke gør, og hvad vi tænker og mener? Har kirken en særlig opgave?
Disse og mange andre spørgsmål var baggrunden for et møde, som blev afholdt i sognets hus, onsdag den 23. september, hvor præster og menighedsrådsmedlemmer var inviteret til en orientering og drøftelse af situationen.
Ro, ordentlighed og dialog
Politiinspektør Kim Kliver fortalte i sit oplæg, hvordan han og politiet havde oplevet de første 4 dage, hvor der ankom mange flygtninge, migranter og asylansøgere til Rødbyhavn. Det var vigtigt for politiet at signalere ro og ordentlighed og at vise de mange flygtninge, at politiet ikke ville dem ondt men havde forståelse for deres situation og ønskede at indgå i dialog. Samtidig har politiet også en forpligtelse til at loven overholdt. Han fortalte også, hvordan den store flygtningestrøm i flere tilfælde er styret af kyniske menneskesmuglere. Det kom bl.a. til udtryk ved, at nogle af dem havde fået at vide, at når færgen var i land, så ville de befinde i Sverige. Derfor var mange både skuffede, vrede og frustrerede og bange, da de opdagede, at de kun var kommet til Danmark. Han fortalte også om den store og brogede af skare af hjælpere, som befandt sig i området i de første dage. Der var mange forskellige dagsordener, og flere af hjælperne var ved at falde over hinanden og var frustrerede, når de ikke kunne komme af med deres mange gaver. En vigtig samarbejdspartner havde været det kommunale beredskab, som fungerede flot, og hvor der viste sig at være gode indkvarteringsmuligheder i den nærliggende hal og skole. Dansk Røde Kors og Red Barnet hjalp forbilledligt i form af mad, tøj og psykologbistand. Han udtrykte desuden glæde over kirkens og præsternes opmærksomhed på sagen, men var samtidig overbevist om, at kirkens opgave først og fremmest må bestå i den mere langsigtede hjælp og støtte.
Glemte sine skavanker!
Derefter fortalte Merete Hansen fra Røde Kors i Rødbyhavn, hvordan hun sammen med den lille lokalafdeling havde oplevet dagene. Det havde været intenst og bevægende at møde de mange mennesker, herunder særligt børnene. Hun fortalte bl.a. hvordan hun havde udleveret en lille rød rygsæk til en pige, som blev så stolt og glad. Senere så hun pigen på TV gående langs motorvejen. Det havde været ualmindelig travle dage, hvor de sørgede ikke bare for de mange flygtninge men også for betjentene og togpersonalet, som fik vand og sandwichs. ”Vi arbejdede fra morgen til aften, så jeg glemte helt alle mine skavanker!” som hun udtrykte det!
På flugt med dem, man er på flugt fra!
Sognepræst Marianne Eilskov Hansen fortalte, hvordan det havde været at befinde sig midt i orkanens øje. Kirken og præstegården ligger nemlig lige ved den skole og idrætshal, hvor de mange mennesker blev indkvarteret. Den normalt så stille Havnegade var fyldt med biler og mennesker. Folk løb rundt omkring kirken og ude på kirkegården, hvor det også gik ud over nogle af hækkene. På et tidspunkt kunne hun ikke komme hjem med bilen og måtte parkere et andet sted på vejen. Der var mange forskellige grupper, som bevægede sig rundt i byen, og en aften var stemningen meget ubehagelig. Der var efter hendes mening ikke brug for at åbne kirken. Tværtimod. Mange af flygtningene er muslimer, og de kristne blandt flygtningene ville formentlig ikke så gerne vise, at de var kristne. Det er tankevækkende at flygte sammen med mennesker, man er på flugt fra. Marianne Eilskov understregede dog vigtigheden af at kirken – præst og menighed – siger velkommen til alle kirkegængere også dem, der måtte komme fra Syrien, Eritrea, Iran og Irak.
Diakoni – en langsigtet hjælp
Sognepræst Lisbeth Lumby, som er formand for stiftets diakoniudvalg fortalte om sine egne og diakoniudvalgets overvejelser. Hun indledte med at citere Grundtvigs salme: ”Kirken den er et gammelt hus” og sagde, at hun var overbevist om, at kirkens opgave måtte være ikke at lade sig gribe af kortvarige stemninger og følelser, men at arbejde for det lange seje træk. Kirken har ikke og skal heller ikke have et akutberedskab i form af senge, køkkener osv. Vi må lægge kræfterne i den langsigtede hjælp og i det daglige møde. Samtidig må vi også erkende, at kirkens og præsternes hjælp vil ofte være skjult.
Præsten hjalp
Netop det forhold blev understreget på smukkeste vis af Merete Hansen. Hun fortalte, at hun et par dage efter havde haft en to timer lang samtale med en præst. Her havde hun fortalt om sine oplevelser og sine mange følelser, som havde hobet sig op, og som gjorde, at hun havde svært ved at sove. Og den samtale havde hjulpet! Her var der et menneske, som hun havde tillid til og kunne snakke og græde ud ved, og den samtale havde gjort godt. Alligevel indrømmede hun, at hun vist aldrig ville blive helt den samme igen. Disse dage havde rokket ved nogle af hendes værdier og givet hende større forståelse for, hvad der virkelig betyder noget.
Kirken er også på vej
Sognepræst Jesper Bacher sluttede af med nogle teologiske overvejelser om kirkens kald i migrantkrisen. Han sagde bl.a.: ”Hvordan hævdes den orden i dag, hvor store menneskemængder, og alt tyder på, at de vil vokse yderligere, ikke nøjes med at banke på Europas døre, men går ind på parcellerne med det ønske at gøre vores lande til deres hjem? Ja, de politiske svar på denne udfordring er forskellige, og dette oplæg er ikke et politisk indlæg, men man siger ikke for meget ved at sige, at det hus, som vil huse enhver, kommer i spild med sig selv, og det hus, som slet ikke vil huse andre, bliver en skygge af sig selv.
Næsten er den, der ligger på vores vej, og den, som hjælper, når vi ligger ned. Enhver kan blive min næste, men alle bliver aldrig min næste. Sommetider det rarest at gøre næsten abstrakt, fordi den konkrete næste faktisk er lidet elskværdig. Som manden bag Radiserne, Charles Schulz. engang sagde det: ”Jeg elsker menneskeheden, det er folk, som jeg ikke kan fordrage”…
Migranterne er så mange slags, og de skal hverken idealiseres eller dæmoniseres. De bedste humanister er de realistiske, ikke de utopiske, de velgørende fremfor de velmenende. Men lad os ikke stikke hinanden blår i øjnene. Uanset hvad vi mener, har det sin pris, der findes ingen smertefrie og lette løsninger på migrantkrisen. Menneske drukner i Middelhavet, men en politisk og social orden kan også drukne i mennesker. Grænser standser, men grænser værner også.”
Grænser som værn for kærligheden
Dette sidste understregede jeg i min indledning, hvor jeg citerede Matt 24,12, hvor Jesus siger om de sidste tider, at fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Loven er med andre ord til for at beskytte kærligheden. Det er som med bardunerne på et telt. Uden barduner falder det hele sammen. Derfor må det være politikernes og politiets vanskelige opgave at sørge for, at der bliver ordnede forhold, så der bliver rum for kærlighed og omsorg. Ikke bare i form af hegn og mure – selvom det er der også brug for – men så der skabes ordnede forhold, som omsorgen og kærligheden kan trives under.
Konklusion
En sammenfattende konklusion nåede vi ikke umiddelbart frem til. Men vi fik talt om situationen, hørt om arbejdet og erfaringerne, vi kunne glæde os over at høre om politiets indsats og det akutte hjælpearbejde, og endelig blev kirkens særlige opgave understreget som den langsigtede, støttende hjælp, der som oftest finder sted bagved frontlinjen. Måske kunne man sammenligne kirkens opgave i disse forhold med feltpræstens: Han eller hun står ikke i forreste linje og er ikke med i den direkte kamp – men den skal til gengæld være fuldt og helt til stede med støtte, sjælesorg og åndelig hjælp, for enhver, som har brug for det.
Steen Skovsgaard
dommedag i islam og kristendom 