De mange flygtninge – og hvad så?

– indtryk fra en orienterings- og debataften i Lolland-Falsters Stift

De mange flygtninge, som har krydset vore grænser i den senere tid, har med rette givet anledning til spørgsmål, debat og bekymringer. Samtidig er der mange, som spørger, hvad vi som folkekirke gør, og hvad vi tænker og mener? Har kirken en særlig opgave?

Disse og mange andre spørgsmål var baggrunden for et møde, som blev afholdt i sognets hus, onsdag den 23. september, hvor præster og menighedsrådsmedlemmer var inviteret til en orientering og drøftelse af situationen.

Ro, ordentlighed og dialog

Politiinspektør Kim Kliver fortalte i sit oplæg, hvordan han og politiet havde oplevet de første 4 dage, hvor der ankom mange flygtninge, migranter og asylansøgere til Rødbyhavn. Det var vigtigt for politiet at signalere ro og ordentlighed og at vise de mange flygtninge, at politiet ikke ville dem ondt men havde forståelse for deres situation og ønskede at indgå i dialog. Samtidig har politiet også en forpligtelse til at loven overholdt. Han fortalte også, hvordan den store flygtningestrøm i flere tilfælde er styret af kyniske menneskesmuglere. Det kom bl.a. til udtryk ved, at nogle af dem havde fået at vide, at når færgen var i land, så ville de befinde i Sverige. Derfor var mange både skuffede, vrede og frustrerede og bange, da de opdagede, at de kun var kommet til Danmark. Han fortalte også om den store og brogede af skare af hjælpere, som befandt sig i området i de første dage. Der var mange forskellige dagsordener, og flere af hjælperne var ved at falde over hinanden og var frustrerede, når de ikke kunne komme af med deres mange gaver. En vigtig samarbejdspartner havde været det kommunale beredskab, som fungerede flot, og hvor der viste sig at være gode indkvarteringsmuligheder i den nærliggende hal og skole. Dansk Røde Kors og Red Barnet hjalp forbilledligt i form af mad, tøj og psykologbistand. Han udtrykte desuden glæde over kirkens og præsternes opmærksomhed på sagen, men var samtidig overbevist om, at kirkens opgave først og fremmest må bestå i den mere langsigtede hjælp og støtte.

Glemte sine skavanker!

Derefter fortalte Merete Hansen fra Røde Kors i Rødbyhavn, hvordan hun sammen med den lille lokalafdeling havde oplevet dagene. Det havde været intenst og bevægende at møde de mange mennesker, herunder særligt børnene. Hun fortalte bl.a. hvordan hun havde udleveret en lille rød rygsæk til en pige, som blev så stolt og glad. Senere så hun pigen på TV gående langs motorvejen. Det havde været ualmindelig travle dage, hvor de sørgede ikke bare for de mange flygtninge men også for betjentene og togpersonalet, som fik vand og sandwichs. ”Vi arbejdede fra morgen til aften, så jeg glemte helt alle mine skavanker!” som hun udtrykte det!

På flugt med dem, man er på flugt fra!

Sognepræst Marianne Eilskov Hansen fortalte, hvordan det havde været at befinde sig midt i orkanens øje.  Kirken og præstegården ligger nemlig lige ved den skole og idrætshal, hvor de mange mennesker blev indkvarteret. Den normalt så stille Havnegade var fyldt med biler og mennesker. Folk løb rundt omkring kirken og ude på kirkegården, hvor det også gik ud over nogle af hækkene. På et tidspunkt kunne hun ikke komme hjem med bilen og måtte parkere et andet sted på vejen. Der var mange forskellige grupper, som bevægede sig rundt i byen, og en aften var stemningen meget ubehagelig. Der var efter hendes mening ikke brug for at åbne kirken. Tværtimod. Mange af flygtningene er muslimer, og de kristne blandt flygtningene ville formentlig ikke så gerne vise, at de var kristne. Det er tankevækkende at flygte sammen med mennesker, man er på flugt fra. Marianne Eilskov understregede dog vigtigheden af at kirken – præst og menighed – siger velkommen til alle kirkegængere også dem, der måtte komme fra Syrien, Eritrea, Iran og Irak.

Diakoni – en langsigtet hjælp

Sognepræst Lisbeth Lumby, som er formand for stiftets diakoniudvalg fortalte om sine egne og diakoniudvalgets overvejelser. Hun indledte med at citere Grundtvigs salme: ”Kirken den er et gammelt hus” og sagde, at hun var overbevist om, at kirkens opgave måtte være ikke at lade sig gribe af kortvarige stemninger og følelser, men at arbejde for det lange seje træk. Kirken har ikke og skal heller ikke have et akutberedskab i form af senge, køkkener osv. Vi må lægge kræfterne i den langsigtede hjælp og i det daglige møde.  Samtidig må vi også erkende, at kirkens og præsternes hjælp vil ofte være skjult.

Præsten hjalp

Netop det forhold blev understreget på smukkeste vis af Merete Hansen. Hun fortalte, at hun et par dage efter havde haft en to timer lang samtale med en præst. Her havde hun fortalt om sine oplevelser og sine mange følelser, som havde hobet sig op, og som gjorde, at hun havde svært ved at sove. Og den samtale havde hjulpet! Her var der et menneske, som hun havde tillid til og kunne snakke og græde ud ved, og den samtale havde gjort godt. Alligevel indrømmede hun, at hun vist aldrig ville blive helt den samme igen. Disse dage havde rokket ved nogle af hendes værdier og givet hende større forståelse for, hvad der virkelig betyder noget.

Kirken er også på vej

Sognepræst Jesper Bacher sluttede af med nogle teologiske overvejelser om kirkens kald i migrantkrisen. Han sagde bl.a.: ”Hvordan hævdes den orden i dag, hvor store menneskemængder, og alt tyder på, at de vil vokse yderligere, ikke nøjes med at banke på Europas døre, men går ind på parcellerne med det ønske at gøre vores lande til deres hjem? Ja, de politiske svar på denne udfordring er forskellige, og dette oplæg er ikke et politisk indlæg, men man siger ikke for meget ved at sige, at det hus, som vil huse enhver, kommer i spild med sig selv, og det hus, som slet ikke vil huse andre, bliver en skygge af sig selv.

Næsten er den, der ligger på vores vej, og den, som hjælper, når vi ligger ned. Enhver kan blive min næste, men alle bliver aldrig min næste. Sommetider det rarest at gøre næsten abstrakt, fordi den konkrete næste faktisk er lidet elskværdig.  Som manden bag Radiserne, Charles Schulz. engang sagde det: ”Jeg elsker menneskeheden, det er folk, som jeg ikke kan fordrage”…

Migranterne er så mange slags, og de skal hverken idealiseres eller dæmoniseres. De bedste humanister er de realistiske, ikke de utopiske, de velgørende fremfor de velmenende. Men lad os ikke stikke hinanden blår i øjnene. Uanset hvad vi mener, har det sin pris, der findes ingen smertefrie og lette løsninger på migrantkrisen. Menneske drukner i Middelhavet, men en politisk og social orden kan også drukne i mennesker. Grænser standser, men grænser værner også.”

Grænser som værn for kærligheden

Dette sidste understregede jeg i min indledning, hvor jeg citerede Matt 24,12, hvor Jesus siger om de sidste tider, at fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Loven er med andre ord til for at beskytte kærligheden. Det er som med bardunerne på et telt. Uden barduner falder det hele sammen. Derfor må det være politikernes og politiets vanskelige opgave at sørge for, at der bliver ordnede forhold, så der bliver rum for kærlighed og omsorg. Ikke bare i form af hegn og mure – selvom det er der også brug for – men så der skabes ordnede forhold, som omsorgen og kærligheden kan trives under.

Konklusion

En sammenfattende konklusion nåede vi ikke umiddelbart frem til. Men vi fik talt om situationen, hørt om arbejdet og erfaringerne, vi kunne glæde os over at høre om politiets indsats og det akutte hjælpearbejde, og endelig blev kirkens særlige opgave understreget som den langsigtede, støttende hjælp, der som oftest finder sted bagved frontlinjen. Måske kunne man sammenligne kirkens opgave i disse forhold med feltpræstens: Han eller hun står ikke i forreste linje og er ikke med i den direkte kamp – men den skal til gengæld være fuldt og helt til stede med støtte, sjælesorg og åndelig hjælp, for enhver, som har brug for det.

Steen Skovsgaard

Reklamer
Standard

Vær ikke bekymrede – en lille prædiken til den 11.9. og med tanke på de mange flygtningestrømme

”Vær ikke bekymrede!” siger Jesus i den kommende søndags tekst. Ordene er talt til bekymrede mennesker. Mennesker, som også på Jesu tid havde mange problemer: der var sygdomme, frygt for krig, bekymring for fremtiden og for, hvad der vil ske med børn og børnebørn.

Ordene er stadig aktuelle – og måske mere aktuelle end nogensinde før. For hvor har vi meget at være bekymrede for! Al den vold og uro i verden. De mange krige, sult, nød og elendighed. For ikke at tale om oversvømmelser, tørke, orkaner og naturkatastrofer, klimaforandringer, terror. Og så endelig nu: De store strømme af flygtninge!

Hvordan skulle vi dog kunne være ubekymrede, sådan som Jesus befaler eller opfordrer sine disciple og os til? Kan vi overhovedet leve vort liv i glæde, tillid og tro? Og er verden ikke på vej mod sin undergang?

Jo, måske!

Men det er netop i denne situation, hvor bekymringerne og frygten er ved at tage magten fra os, at vi skal høre Jesu ord om ikke at bekymre os.

Jesu ord om ubekymretheden er nemlig det eneste, og det eneste sande, der er at sige i den situation, som vi lever i i denne tid.

Hvad det betyder, oplevede jeg tilbage i 2001 – umiddelbart efter 11. september – hvor jeg deltog i en konference i Sarajevo om islam i Europa. Det var en stor og meget blandet oplevelse: At gå rundt i den by, som vi alle havde hørt om, og som var belejret i 4 år med serbiske snigskytter, der lå hele vejen rundt om byen og skød på alt, hvad der bevægede sig. Bomber, granater og kugler fløj daglig om ørerne på folk, og de præster jeg talte med havde begravet så mange mennesker, at de kunne ritualet udenad. Tidligt om morgenen og sent om aftenen blev begravelserne afholdt, så var der nemlig mindst sandsynlighed for snigskytteangreb.

Mange af husene i byen bar stadig præg af bombardementerne. Nogle var bare ruiner, der lå tilbage – andre var gennemhullet som en ost med små og store huller. Atter andre var kun delvist ødelagte.

Der var f.eks. en beboelsesejendom med 15 etager, hvor de øverste ti etager var fuldstændig ødelagt og udbombet – bortset fra én lejlighed, hvor der var lys om aftenen. Alle andre lejligheder både ovenover og nedenunder var tomme, mørke og sortsvedne. Det var på den ene side et trist og håbløst syn, men omvendt jo også et smukt udtryk for håb og liv midt i ødelæggelserne.

Og sådan havde kirken i Sarajevo også optrådt under krigen, hørte vi: som et lys og et håb for mange midt i krigens gru og meningsløshed.

I en dokumentarfilm, som i øvrigt havde premiere i Sarajevo, mens vi var dernede, så man bl.a. hvordan Cardinalen i Sarajevo, ligesom mange af de øvrige præster, holdt gudstjeneste midt under krigen og under bombardementerne. Man så hvordan en lille menighed samledes med præsten i en sønderbombet kirke, hvor alt var splittet ad. Der var kun en ruin tilbage, og her midt under åben himmel og udsat for snigskytter holdt de gudstjeneste. Menigheden sang og lovpriste Gud midt i ødelæggelserne og krigens rædsler.

Det var enkelt og stærkt. Ikke mindst fordi vi var samlet til konferencen med spørgsmålet om, hvad vi som kristne og kirke skulle gøre midt i denne verdens uro og i skyggen af terrorangrebet på World Trade Center. I den måde som kirken i Sarajevo optrådte på under krigen fik vi jo svaret: Vi skal som kristne og som menighed ganske enkelt midt i mørket og midt i bomberegnen synge og lovprise Gud. Det er kirkens og kristnes vigtigste opgave. Vi skal løfte vore hoveder og være ubekymrede.

Og selvom det lyder umuligt, så kan det faktisk lade sig gøre.

Cardinalen i Sarajevo fortalte i filmen om en gudstjeneste han havde haft, hvor bomberegnen en søndag havde været særlig slem. Flere fra menigheden var løbet deres vej – men nogle få blev tilbage, heriblandt en gammel kone. Da gudstjenesten var forbi, gik præsten ned til den lille, gamle kone og spurgte, om hun dog ikke havde været bange, og hun svarede: ”Jo, jeg var også lige ved at løbe. Men jeg blev ved med at se dig i øjnene. Og hvis du havde blinket var jeg løbet min vej. Men det gjorde du ikke. Du blinkede ikke!”.

En kirke og en menighed, som ikke blinker, fordi vi har blikket rettet mod hinanden og imod Gud, det er nok det største indtryk og inspiration, som jeg fik med hjem fra Sarajevo.

Og det svarer godt til Jesu ord om ikke at bekymre sig. Med blikket rettet imod Gud og det Gudsrige, som skal komme, og som vi skal søge, der skal vi forsøge at leve ubekymret, i taknemlighed og med lovsang og glæde.

Ikke fordi der som sagt ikke er nok at bekymre sig for og være bange for. For det er der. Jesus lover os ikke et liv uden smerter og modgang, plager og bekymringer, tværtimod hørte vi jo: ”Hver dag har nok i sin plage.” Jesus er yderst realistisk. Han ved godt, hvad der venter os og forsøger ikke at bilde os noget ind eller give os nogle illusioner om livet.

”Hver dag er fuld af plage” og gemmer rigeligt af modgang til hver eneste af os.

Men på trods af disse plager og modgang, så er det gennemgående tema og Jesu befaling alligevel: ”Vær ikke bekymrede” og ”Frygt ikke”.

Vi skal ikke lade os lamme eller trække os tilbage i bekymring og frygt. Vi skal tværtimod kaste alle vore bekymringer over på ham, der har lovet at ville bære med på vore byrder, og som vil være med os alle vore dage, både de lyse og de mørke.

Bekymringer er som håndgranater. Afsikrede håndgranater. Hvis vi holder fast ved dem for længe, ender de med at rive os i stykker. Derfor skal vi så hurtigt som muligt kaste dem fra os. Over på ham, som har lovet at bære dem.

Når vi på den måde kaster frygt og bekymringer fra os, bliver vi befriet fra den byrde, de giver os. Så får vi kræfter og frie hænder til bedre at kunne imødegå mange af de kræfter, som vil ødelægge livet. Så kan vi ånde frit og kæmpe og hjælpe og værne om dem, som er udsatte og små.

”Kirken den er et gammelt hus – står om end tårnene falde” – synger vi i en kendt salme, som passer godt til den 11.9.

Om så alle tårne falder sammen, om så hele verden forgår, så består kirken. Det levende fællesskab, hvor vi samles om Jesu ord og budskabet om livets sejr over døden. Det er det, som vi holder fast i, og som holder os fast. Det er det, som gør, at vi kan være ubekymrede og glade – ikke fordi vi ikke kender til bekymringer og sorg. Men fordi vi har et håb, der er større end det.

Håbet afbildes jo i form af et anker. Og et anker kaster man ikke på eget dæk. Det kaster man ud, så det får fat i grunden. Og i samme øjeblik det får fat, så behøver skibet ikke længere at frygte for at blive slået i stykker. Der er stadig søgang, der er bølger og vindstød – men ankeret holder det fast. Sådan holder håbet os fast.

”Lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser. Og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden – de nye dage – det nye forår – den nye verden” (Jens Rosendahl)

Standard

De mange flygtninge i Rødbyhavn

Jeg har netop været nede i Rødbyhavn og talt med lederen af politiindsatsen i Rødbyhavn, Kim Kliver. Han var glad for biskoppens besøg, og gav udtryk for sin anerkendelse over herved at mærke folkekirkens interesse og medleven. Samtidig gjorde han opmærksom på, at der ikke var brug for mere praktisk hjælp. Der bliver sørget tilstrækkeligt for de mange flygtninges fornødenheder.

Jeg fortalte ham, at jeg havde skrevet en bøn og opfordret præsterne i stiftet til at bede for situationen og flygtningene ved den kommende søndags gudstjeneste, og han udtrykte glæde over, at også politiet er omfattet af bønnen.

Samtidig har Merete Bandak, Lindeskovkirken, Nykøbing F. skrevet en ”flygtningesalme” for en måneds tid siden. Noden er sendt til præsterne og kan findes på Lolland-Falsters Stifts hjemmeside.

Min opfordring til præsterne, forbønnen og salmen kan læses nedenfor

Kære præster

Verdens nød er pludselig kommet tæt på , og jeg er blevet spurgt af flere om, hvad vi som præster og menigheder kan gøre for de mange flygtninge, som krydser igennem stiftet i disse timer. Umiddelbart ser det ud som om, at der bliver ydet den bedst mulige konkrete hjælp til flygtningene; men jeg hører naturligvis gerne fra jer, hvis I mener eller har kendskab til, at der er noget vi hver især kan eller bør gøre. Ellers kan jeg blot opfordre til forbøn og sang, hvilket jo også er vores kerneydelse som menighed.

Så jeg vil hermed opfordre jer til at tage denne vanskelige situation og disse flygtninge med i kirkebønnen på søndag – og til inspiration for dette har jeg skrevet denne bøn:

Herre vor Gud himmelske far!

Vi takker dig for livet, som du har givet os, og for de gode kår, som vi har fået lov til at leve under. Giv os at bruge dine gaver ret, så vi må være gode og trofaste forvaltere af alt det, som du har betroet os.

I denne tid, hvor verdens nød og mange flygtninge er kommet tæt på vores dagligdag, beder vi dig: Lad os ikke bukke under i frygt, magtesløshed og bekymringer for fremtiden. Tilgiv os, både når vi tror, at vi kan vende ryggen til problemerne, og når vi tror, at vi kan løse alle verdens problemer.

Vi beder for vore politikere, som har et stort ansvar og en stor opgave at løse. Vær hos dem og styrk dem midt i al rådvildhed, så de kan træffe de rigtige beslutninger. Og vær med politiet, som står i forreste linje og skal håndtere den vanskelige opgave med fasthed og menneskelighed.

For kirken og vore menigheder beder vi. Giv os frimodighed og ubekymrethed, så vi midt i al den menneskelige nød tør løfte vore hoveder, og så vi ser din søn Jesus Kristus i de mennesker, som kommer til os i disse dage.

Vi beder for hver enkelt flygtning, for barnet, som vandrer på trætte ben og i udslidte sko, holdt i hånden af bekymrede og bange voksne.

Hold du også selv om dem. Ja, hold os alle fast i ansvaret for hinanden, hold os fast i den indbyrdes kærlighed og hold os fast i håbet om altings genoprettelse.

Herre hør vor bøn!

Merete Bandaks ”flygtningssalme”:

Mød mig med omsorg og åben favn

Jeg er en flygtning på oprørte have

Bag mig er ufred og friske grave

Forude: Venter en venlig havn?

Bag ved os synker det kendte land

Glæde og latter og hverdagsrutiner

Brødre, forældre og små kusiner

Sommer og solvarmet badevand

Rundtom er løsrevne bibelord

Rester af hverdag, fragmenter af latter

Rædselsvisioner som ingen fatter

Undergangsstrømme og smerte stor

Bjærg mig, ja ræk mig en redningskrans

Flettet af mildhed og blomster  fra marken

Und mig et hvil på en bænk i parken

Sorgen har brug for en stille dans

Ånd på mit øje, giv hjertet fred

Du som var fremmed og flygtning i verden

Kristus, min makker på pilgrimsfærden

Du er mit håb til min sol går ned

                                         Merete Bandak 2015

Standard