Vær ikke bekymrede – en lille prædiken til den 11.9. og med tanke på de mange flygtningestrømme

”Vær ikke bekymrede!” siger Jesus i den kommende søndags tekst. Ordene er talt til bekymrede mennesker. Mennesker, som også på Jesu tid havde mange problemer: der var sygdomme, frygt for krig, bekymring for fremtiden og for, hvad der vil ske med børn og børnebørn.

Ordene er stadig aktuelle – og måske mere aktuelle end nogensinde før. For hvor har vi meget at være bekymrede for! Al den vold og uro i verden. De mange krige, sult, nød og elendighed. For ikke at tale om oversvømmelser, tørke, orkaner og naturkatastrofer, klimaforandringer, terror. Og så endelig nu: De store strømme af flygtninge!

Hvordan skulle vi dog kunne være ubekymrede, sådan som Jesus befaler eller opfordrer sine disciple og os til? Kan vi overhovedet leve vort liv i glæde, tillid og tro? Og er verden ikke på vej mod sin undergang?

Jo, måske!

Men det er netop i denne situation, hvor bekymringerne og frygten er ved at tage magten fra os, at vi skal høre Jesu ord om ikke at bekymre os.

Jesu ord om ubekymretheden er nemlig det eneste, og det eneste sande, der er at sige i den situation, som vi lever i i denne tid.

Hvad det betyder, oplevede jeg tilbage i 2001 – umiddelbart efter 11. september – hvor jeg deltog i en konference i Sarajevo om islam i Europa. Det var en stor og meget blandet oplevelse: At gå rundt i den by, som vi alle havde hørt om, og som var belejret i 4 år med serbiske snigskytter, der lå hele vejen rundt om byen og skød på alt, hvad der bevægede sig. Bomber, granater og kugler fløj daglig om ørerne på folk, og de præster jeg talte med havde begravet så mange mennesker, at de kunne ritualet udenad. Tidligt om morgenen og sent om aftenen blev begravelserne afholdt, så var der nemlig mindst sandsynlighed for snigskytteangreb.

Mange af husene i byen bar stadig præg af bombardementerne. Nogle var bare ruiner, der lå tilbage – andre var gennemhullet som en ost med små og store huller. Atter andre var kun delvist ødelagte.

Der var f.eks. en beboelsesejendom med 15 etager, hvor de øverste ti etager var fuldstændig ødelagt og udbombet – bortset fra én lejlighed, hvor der var lys om aftenen. Alle andre lejligheder både ovenover og nedenunder var tomme, mørke og sortsvedne. Det var på den ene side et trist og håbløst syn, men omvendt jo også et smukt udtryk for håb og liv midt i ødelæggelserne.

Og sådan havde kirken i Sarajevo også optrådt under krigen, hørte vi: som et lys og et håb for mange midt i krigens gru og meningsløshed.

I en dokumentarfilm, som i øvrigt havde premiere i Sarajevo, mens vi var dernede, så man bl.a. hvordan Cardinalen i Sarajevo, ligesom mange af de øvrige præster, holdt gudstjeneste midt under krigen og under bombardementerne. Man så hvordan en lille menighed samledes med præsten i en sønderbombet kirke, hvor alt var splittet ad. Der var kun en ruin tilbage, og her midt under åben himmel og udsat for snigskytter holdt de gudstjeneste. Menigheden sang og lovpriste Gud midt i ødelæggelserne og krigens rædsler.

Det var enkelt og stærkt. Ikke mindst fordi vi var samlet til konferencen med spørgsmålet om, hvad vi som kristne og kirke skulle gøre midt i denne verdens uro og i skyggen af terrorangrebet på World Trade Center. I den måde som kirken i Sarajevo optrådte på under krigen fik vi jo svaret: Vi skal som kristne og som menighed ganske enkelt midt i mørket og midt i bomberegnen synge og lovprise Gud. Det er kirkens og kristnes vigtigste opgave. Vi skal løfte vore hoveder og være ubekymrede.

Og selvom det lyder umuligt, så kan det faktisk lade sig gøre.

Cardinalen i Sarajevo fortalte i filmen om en gudstjeneste han havde haft, hvor bomberegnen en søndag havde været særlig slem. Flere fra menigheden var løbet deres vej – men nogle få blev tilbage, heriblandt en gammel kone. Da gudstjenesten var forbi, gik præsten ned til den lille, gamle kone og spurgte, om hun dog ikke havde været bange, og hun svarede: ”Jo, jeg var også lige ved at løbe. Men jeg blev ved med at se dig i øjnene. Og hvis du havde blinket var jeg løbet min vej. Men det gjorde du ikke. Du blinkede ikke!”.

En kirke og en menighed, som ikke blinker, fordi vi har blikket rettet mod hinanden og imod Gud, det er nok det største indtryk og inspiration, som jeg fik med hjem fra Sarajevo.

Og det svarer godt til Jesu ord om ikke at bekymre sig. Med blikket rettet imod Gud og det Gudsrige, som skal komme, og som vi skal søge, der skal vi forsøge at leve ubekymret, i taknemlighed og med lovsang og glæde.

Ikke fordi der som sagt ikke er nok at bekymre sig for og være bange for. For det er der. Jesus lover os ikke et liv uden smerter og modgang, plager og bekymringer, tværtimod hørte vi jo: ”Hver dag har nok i sin plage.” Jesus er yderst realistisk. Han ved godt, hvad der venter os og forsøger ikke at bilde os noget ind eller give os nogle illusioner om livet.

”Hver dag er fuld af plage” og gemmer rigeligt af modgang til hver eneste af os.

Men på trods af disse plager og modgang, så er det gennemgående tema og Jesu befaling alligevel: ”Vær ikke bekymrede” og ”Frygt ikke”.

Vi skal ikke lade os lamme eller trække os tilbage i bekymring og frygt. Vi skal tværtimod kaste alle vore bekymringer over på ham, der har lovet at ville bære med på vore byrder, og som vil være med os alle vore dage, både de lyse og de mørke.

Bekymringer er som håndgranater. Afsikrede håndgranater. Hvis vi holder fast ved dem for længe, ender de med at rive os i stykker. Derfor skal vi så hurtigt som muligt kaste dem fra os. Over på ham, som har lovet at bære dem.

Når vi på den måde kaster frygt og bekymringer fra os, bliver vi befriet fra den byrde, de giver os. Så får vi kræfter og frie hænder til bedre at kunne imødegå mange af de kræfter, som vil ødelægge livet. Så kan vi ånde frit og kæmpe og hjælpe og værne om dem, som er udsatte og små.

”Kirken den er et gammelt hus – står om end tårnene falde” – synger vi i en kendt salme, som passer godt til den 11.9.

Om så alle tårne falder sammen, om så hele verden forgår, så består kirken. Det levende fællesskab, hvor vi samles om Jesu ord og budskabet om livets sejr over døden. Det er det, som vi holder fast i, og som holder os fast. Det er det, som gør, at vi kan være ubekymrede og glade – ikke fordi vi ikke kender til bekymringer og sorg. Men fordi vi har et håb, der er større end det.

Håbet afbildes jo i form af et anker. Og et anker kaster man ikke på eget dæk. Det kaster man ud, så det får fat i grunden. Og i samme øjeblik det får fat, så behøver skibet ikke længere at frygte for at blive slået i stykker. Der er stadig søgang, der er bølger og vindstød – men ankeret holder det fast. Sådan holder håbet os fast.

”Lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser. Og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden – de nye dage – det nye forår – den nye verden” (Jens Rosendahl)

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s