Det ender godt!

Forleden aften – et par dage efter terrorangrebet i Paris – var der en på mit gymnastikhold, som – lige inden vi skulle i gang med øvelserne – kom hen til mig og sagde: ”Hvad er det dog for en verden vi lever i, biskop? Kan du ikke gøre noget ved det? Sige noget! Eller skrive eet eller andet!”

Det var ikke for sjovt, han sagde det, han var bare – ligesom alle vi andre – dybt mærket af bekymring, uro, fortvivlelse. Af en manglende tro på denne verden og på, at det nogensinde kan blive godt.

Hans spørgsmål har lydt i mig lige siden. For hvordan kan vi få troen og håbet tilbage? Hvordan kan vi overhovedet leve med og rumme alle denne verdens store problemer og voldsomme hændelser? Det er som om, at når vi har glemt den ene ulykke, så kommer den anden væltende ind over os. Som bølger, der slår imod en klippe. Hvordan undgår vi selv at vælte og miste modet, når vi ser og hører om alt det, som sker?

Det var som sagt ikke for sjov, han kom hen til mig med det spørgsmål; men jeg tror nu heller ikke, at det var tilfældigt. For er det ikke netop det, som vi har præster og kirken til? Et sted eller en person at gå hen til for at få et opmuntrende ord med på vejen. For høre et ord, som kan give os modet tilbage. Mod til at leve. Mod til ikke at bukke under.

Det er nemlig det, som Gud vil! Give os mod og hjælp til at leve, på trods af alverdens lidelse og modgang.

Men hvordan hjælper Gud os da? Hjalp Han måske de 130 ofre i Paris? Eller de 224 passagerer, som omkom ved terrorangrebet i det russiske fly over Sinai? Og hvad med de millioner af flygtninge fra Syrien, Afghanistan, Irak osv.

Sådan kunne vi fortsætte med at opregne alle ulykker, terrorangreb, naturkatastrofer, alle de navnløse ofre for meningsløs vold. Og vi kunne spørge: ”Gud, hvorfor griber du ikke ind? Hvor er du henne? Sover du?”

Eller som det lyder i Davids salme 44: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke for evigt! Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vor nød og trængsel?”

Kirkens budskab er, at Gud ikke sover, og Han glemmer os ikke. Han lover os derimod evig glæde. Det er evangeliet, som tænder et lys og et håb og forkynder for os, at Jesus – ja, Gudsriget – er midt iblandt os og hos os, midt i det dybeste mørke.

Hvor megen nød, smerte og elendighed kan man ikke tåle, når vi ved eller tror, at det hele ender godt?

Det kunne da også være et svar til min gymnastikkammerat: Det ender godt! Lad være med at stirre dig blind i denne verdens terror, frygt, død, ødelæggelse, klimaforandringer. For det ender godt. Det har vi Guds eget ord for. Derfor synker vi ikke sammen i frygt og apati, for håbet styrker os og giver os mod til at leve.

Så lad os løfte hovederne og se på os selv og verdens nød med åbne øjne og åbne hænder og åbne hjerter. Vi kan glæde os og leve hver dag i tillid til, at Jesus er nær og vil komme igen i al sin herlighed, hvor alt skal blive godt.

Jamen er det ikke en flugt fra virkeligheden? Nej, det er omvendt! Det er at turde bevæge sig ud i virkeligheden og stille sig på det dybeste sted.

For det ender godt!

Glædelig advent!

Steen Skovsgaard

Advertisement

Dommens dag

(prædiken i 2001 i Gellerup Kirke)

Hvad I har gjort, og hvad I ikke har gjort imod disse mine mindste. Det er gerningerne, som det drejer sig om, og som I vil blive dømt efter på dommens dag, siger Jesus.

Evangeliet til i dag, den sidste søndag i kirkeåret, er ikke særlig indviklet. Tværtimod. Det er så enkelt og så klart, at det kan alle forstå.

På dommens dag, hvor Jesus skal komme som en hyrde at skille fårene fra bukkene, på den dag vil alle vore gerninger blive lagt frem. Alt hvad vi har gjort her i livet vil komme for en dag, frem i lyset. Og så vil vi blive dømt efter, hvad vi har gjort imod de mindste.

Hvad I har gjort imod én af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Og alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.

Det største, vigtigste og mest gudvelbehagelige er altså ikke særligt fromme eller inderlige gerninger. På dommens dag bliver der ikke spurgt efter vore følelser og hensigter. Nej – hvad har I gjort? – lyder spørgsmålet. Ikke af store og imponerende ting – men hvad har I udrettet i det små og for de små. De største gerninger er nemlig ifølge Jesus de mindste og mest ubetydelige gerninger. Dem der ikke ser ud af noget særligt og de færreste i øvrigt gider gøre.

For det største gemmer sig i det mindste. Jesus selv er i de mindste. Sådan skal vi med andre ord se på de svage, de magtesløse, undertrykte, dem, der mangler førlighed, helbred, forstand, som har dårlige nerver, og som kan være belastende at være sammen med. Dem skal vi møde – ikke bare for at være gode – men fordi vi i dem møder den gode. I dem møder vi Gud. Ligesom Gud i julen tager bolig i verden i et lille menneskebarn – i et svagt og magtesløst menneske – sådan gør han stadig. Han bor og er nær den magtesløse.

Hvis vi virkelig tror på det, vil det forvandle os og forvandle vore gerninger. Så vil det for det første ikke være helt så forfærdeligt at være magtesløs, for det er jo bare at være Gud særlig nær eller at vide med sig selv at Gud er mig nær. Ja, så vil vi endda kunne rose os af vores egen magtesløshed, sådan som Paulus gør det et sted i 2. Korintherbrev, hvor det hedder at: I magtesløshed udfolder Guds kraft sig helt. I magtesløsheden bor Gud!

For det andet vil det betyde at alle magtesløse, hjælpeløse og nødlidende mennesker ikke længere bare er nogle som vi, der i perioder har overskud, skal være gode imod; Nej! At møde dem er vores helt enestående mulighed for at møde Gud selv!

Tænk hvis vi dog kunne tro det. Så ville der være overfyldt af hjælpere på byens varmestuer. Så ville listen over besøgsvenner være overtegnet af frivillige, som ønskede at gå ud at besøge et medmenneske.

Men sådan er det bare ikke. Det er tværtimod svært at få besøgsvenner i besøgstjenesten også her i Gellerup. Spørg blot vores sognemedhjælper. Det er svært at få frivillige til at indgå i hjælpearbejde. Det er i det hele taget svært selv at standse op og give sig tid til hinanden. Vi har ikke lige tid, der er så meget der skal ordnes, gøres, siges, udrettes. Måske noget vigtigt arbejde, projekter, visioner, ideer – og alt det arbejder vi med mens den egentlige opgave, den som vil blive fremhævet og som vi vil blive dømt for på dommens dag, bliver forsømt.

Det er virkelig en alvorlig tekst at slutte kirkeåret af med i dag. Der er både dom og fortabelse. Og det allerværste er vel at høre dette, at vi skal komme til at stå til regnskab for alt, hvad vi har gjort og forsømt her i livet.

For så har vi i høj grad grund til uvished, ængstelse og bekymring for dommens dag. Hvordan vil udfaldet mon blive. Sidder vi ikke alle tilbage med spørgsmålet: Hvad vil veje mest for mig på dommens dag: de gode eller de dårlige gerninger? Har jeg gjort hvad der skal til for at kunne bestå en sådan dom. Har jeg taget mig tilstrækkeligt af alle de små på min vej? Eller har jeg ikke netop svigtet og forsømt hver eneste dag.

En vigtig pointe i evangeliet er, at hverken de retfærdige eller de uretfærdige er klar over hvad de har gjort eller undladt at gøre. Eller rettere: ingen af dem har været helt klar over at det rent faktisk var Gud selv der gemte sig i de nødlidende og i de fremmede!

Men tror vi det? Tror vi virkelig at det er Gud selv vi møder i f.eks. de fremmede! For så kan vi i sandhed sige at Gud er kommet til Gellerup! Med 60 forskellige nationaliteter, og 65 % fremmede samlet her hos os. Og Jesus har skjult sig i dem, siger han. Passer det?

Det lyder som en provokation, og der skal nok være de præster og politikere som vil påstå at det var i hvert fald ikke det, som Jesus mente. Det er ikke vores situation han hentyder til.

Men det vil jeg nu ikke være så sikker på. Især i de senere år har jeg nemlig opdaget noget forunderligt når man giver sig i samtale med disse fremmede, både de kristne men også muslimerne.

Som for et par uger siden hvor jeg var hjemme at besøge en muslim. Jeg har før snakket med ham og nu inviterede han mig hjem. Der gik ikke 5 minutter før vi kom til at snakke om dommedag. ”Er du bange for dommedag” – spurgte jeg ham. ”Ja,” sagde han uden tøven og forbehold. ”Jeg tænker på det hver eneste dag. Flere gange. Ja, næsten hele tiden” fortsatte han. For hvad vil der ske. Hvordan vil Gud dømme mit liv. Hvordan vil de gode gerninger veje i forhold til de onde. Det var og er for ham en konstant kamp og anfægtelse.

Det er i en sådan samtale at jeg ofte oplever det som Johannes Aagaard fortalte mig for nogen tiden siden – at i en sand dialog vil man opdage at 1+1 altid er tre. Der er altid en tredje tilstede, nemlig Gud eller Helligånden.

Ved du, at jeg som kristen ikke er bange for dommedag – spurgte jeg ham. Det var en overraskelse for ham og jeg fortalte ham at jeg og vi som kristne jo også tror på en dommedag, vi tror også på en dom efter gerninger. Og ikke alene det, fortsatte jeg: Jeg tror at mine dårlige gerninger altid vil veje tungest. For selv i alt det gode, som jeg måske har anstrengt mig for at gøre har der været og er der altid en bagtanke, nemlig at jeg gerne vil være god. Vi ved godt, hvis vi tør være ærlige, at selv i den allerbedste og mest uselviske gode gerning lurer egoismen og ondskaben.

Men alligevel giver Jesus os lov til ikke at være bange for dommedag. For han har selv lagt sig imellem os og dommen. Ham har vi derfor lov til at gemme os bag på dommens dag, og det var da også hvad jeg opfordrede min muslimske ven til.

Det taler dette afsnit fra Mattæusevangeliet ganske vist ikke om – men det bliver vi nødt til at høre, hvis vi skal forstå, hvad det er der sker på dommedag. Evangeliet slutter nemlig ikke med disse domsord. Umiddelbart efter i det følgende kapitel i Mattæusevangeliet siger Jesus til disciplene: ”I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.”

Hvis ikke evangeliet læses på baggrund af Jesu lidelse, død og opstandelse bliver vi bare patetiske, moralistiske og selvretfærdige. Som om at det gælder om bare at anstrenge sig for at gøre de gode gerninger der skal til for at bestå på dommens dag. Det ville jo være helt i strid med evangeliet også som vi hører det i dag. De retfærdige som går ind til livet har jo netop ikke anstrengt sig. De har ikke forsøgt at gøre de rette gerninger men har blot handlet ud fra en grundlæggende tro og tillid. At anstrenge sig for at handle godt kommer der sjældent noget godt ud af. Det bliver bare så anstrengt. Og det må også være anstrengende og strengt at blive mødt af én, som blot ønsker at være god.

Nej, udgangspunktet eller baggrunden for den kristne er troen på at vi er tilgivne syndere. Vi er allerede gået over fra døden til livet. Vi kommer i grunden slet ikke for dommen. Vi er dømt – eller rettere: som kristne gemmer vi os bag ham som har påtaget sig dommen.

Jeg hørte for et par dage siden en ung mor fortælle at hun for et års tid siden havde været ude at handle i ALDI. Pludselig var der en røver, som råbte at alle skulle sætte sig ned. Han havde en pistol og var kun ganske få meter fra hende og hendes lille dreng på 1 1/2 år, som sad i klapvogn. Det var en frygtelig oplevelse – fortalte hun – at blive tvunget til at sætte sig ned, mens én pegede på hende med en pistol. Men det mest mærkelige, sagde hun, og som hun ikke kunne glemme, var, at det eneste hun tænkte på og koncentrerede sig om var at skubbe sig så stille og roligt og ubemærket som muligt frem foran hendes dreng. Hun ville simpelt hen placere sig imellem røveren og drengen. Hun tænkte ikke på at hun udsatte sig for fare både ved at bevæge sig – men jo da også ved at lægge sig imellem. I sådan en situation lærer man noget om kærlighed, konstaterede hun. Man tænker slet ikke på sig selv, men kun på sit barn.

Sådan er Guds kærlighed til os, som denne mors kærlighed til hendes dreng. Han vil ikke udsætte sine børn for dommen. Han tager den på sig – han lægger sig imellem, fordi han elsker os.

Lad det da være vores frimodighed og glæde og ubekymrethed når nogle taler om dommedag og vi selv tænker på hvordan det dog skal gå: gud har selv i Jesus lagt sig imellem. Han tilgiver os, lægger det til som mangler i vægtskålen.

Men kan det hele så ikke være lige meget??

Jo, hvad dommedag angår så skal vi i hvert fald ikke bruge kræfter på at tænke på den. Vi er frie – helt frie – til at tjene.

amen

Det åbne samfund og dets fjender

 Om toleranceparadokset

– af Karl R Popper

”Mindre velkendt er toleranceparadokset: Ubegrænset tolerance må nødvendigvis føre til, at tolerancen forsvinder: Hvis vi er ubegrænset tolerante overfor de intolerante, hvis vi ikke er rede til at forsvare et tolerant samfund mod de intolerante anslag, vil de tolerante blive udslettet og dermed også tolerancen – Jeg mener ikke, at denne formulering indebærer, at vi f.eks. altid bør undertrykke fremsættelse af intolerante doktriner; så længe vi kan imødegå dem med rationel argumentering og den offentlige mening kan holde dem i ave, vil undertrykkelse afgjort være yderst uklogt. Men vi skulle hævde retten til at undertrykke dem om nødvendigt endda med magt; for det kan let vise sig, at de ikke er villige til at møde os på det rationelle arguments plan, men begynder at underkende ethvert argument; de kan forbyde deres tilhængere at lytte til rationel argumentering, fordi den er afledende, og lære dem at besvare argumenter med næver eller pistoler. Vi skal derfor i tolerancens navn hævde vor ret til ikke at tolerere de intolerante. Vi bør hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig ud over loven, og vi bør betragte tilskyndelse til intolerance og forfølgelse som kriminelle handlinger på samme måde, som vi betragter tilskyndelse til mord, kidnapning eller genoplivelse af slavehandel som kriminel.”

 

Radikalisering og terror – en teologisk udfordring

Lørdag den 5. november deltog jeg i en konference mellem kristne og muslimske ledere. Foredragene og samtalerne handlede bl.a. om, hvordan man undgår radikalisering og terror. Under en paneldebat var der en muslim, som sagde, at terror og radikalisering er en teologisk udfordring.

Det gav jeg ham ret i og sagde, at jeg selv finder, at det dobbelte kærlighedsbud i kristendommen er et værn imod enhver form for kristen radikalisering, vold og terror. Jesus henviser os nemlig til de to bud: Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten – og han understreger, at de er lige store og vejer lige meget. Vi har altså som kristne ikke lov til at sige, at Gud er større. Gud er aldrig større end min næste.

Min udfordring og opfordring, som jeg gav muslimerne på konferencen, og som jeg her – nøjagtig en uge efter og i lyset af terrorangrebet i Paris – vil gentage, er: Hvor finder man i den muslimske, teologiske tradition et værn imod terror og radikalisering? Der er i høj grad brug for et svar, så terroristerne  også kan få et teologisk modspil!

Farvel til islamismen

Nedenstående er et uddrag af et afsluttende indlæg, som jeg holdt på den netop afholdte konference for kristne og muslimske ledere:

Der er for tiden megen bekymring og mange spørgsmål og bud på, hvordan man dog kan komme den islamiske tankegang til livs.

I den forbindelse er der inspiration at hente i Ahmed Akkaris bog: Farvel til Islamismen. Her fortæller Akkari, hvordan han og de øvrige imamer under Muhammed-krisen bevidst bekæmpede Danmark.  De havde nemlig ingen nationalfølelse. I hvert fald ikke til Danmark. De var styret af den store ide om at udbrede islam og Sharia. Danmark var efter deres mening et dybt vantro land, som blot skulle bekæmpes. Det fortjente ikke andet. Men i bogen fortæller han, at han nu ser helt anderledes på det. Og det interessante er at læse, hvad der var vendepunktet. Han skriver bl.a. om, hvordan han – på et tidspunkt da Muhammedkrisen var på sit højeste – blev interviewet til det amerikanske TV-program ”60 Minutes”. Udsendelsen blev egentlig vinklet som en støtte til imamerne – men – som Ahmed Akkari skriver: ”Det, der for alvor hang fast, var udsendelsens indledende præsentation af Danmark. Her hed det: ”Man skal lede længe for at finde et land med et bedre omdømme end Danmark. Det er ikke alene hjem for H.C.Andersen. Landet synes også at leve i et af hans eventyr. Indbyggerne er smukke og velstående, jorden er grøn og frodig, og byerne er farverige og pinligt rene.” Sådan fortalte den amerikanske TV-rapporter Bob Simon med blød stemme. Alt imens blev seerne præsenteret for billeder af livgarden ved Aamalienborg, smilende piger på skøjter og solbeskinnede parker og gadekær.

Og Akkari forsætter: ”Selvom jeg i 2006 havde boet i Danmark i næsten 17 år, havde jeg aldrig tidligere tænkt sådan på mit nye hjemland. Måske derfor satte ordene sig dybt i mine tanker. Pludselig kunne jeg se, hvad det var, amerikanerne så, og hvad det var, jeg selv havde været blind for i alle disse år: At Danmark i mange sammenhænge virkelig er som et lille vidunderland…Det var – fortsætter han – første gang i årevis, at mine islamistiske skyklapper gled lidt til side og tillod en stribe af lys fra den ellers fordømte vantro verden at slippe ind. Lige der – i øjeblikket – ændrede det intet. Men det lagde kimen til den totale forandring, der snart skulle begynde.”

Akkari fik med andre ord øjnene op for det smukke land, som han boede og levede i, og langsomt blev kærligheden til landet tændt i ham. Her havde han i mange år gået rundt og troet, at det alene gjaldt om at være tro imod Allah – men så opdager han, at kærligheden har en anden vigtig side – nemlig kærligheden til næsten eller kærligheden til fædrelandet.

Lad os derfor – midt i alle bekymringerne og terrorbekæmpelsen – huske, at det bedste værn mod islamismen ikke er at sikre os med vold og magt, men sammen at udvikle og skabe det smukkeste samfund, som kan være det attraktive alternativ til sønderbombede byer.

Steen Skovsgaard