Lørdag den 5. november deltog jeg i en konference mellem kristne og muslimske ledere. Foredragene og samtalerne handlede bl.a. om, hvordan man undgår radikalisering og terror. Under en paneldebat var der en muslim, som sagde, at terror og radikalisering er en teologisk udfordring.
Det gav jeg ham ret i og sagde, at jeg selv finder, at det dobbelte kærlighedsbud i kristendommen er et værn imod enhver form for kristen radikalisering, vold og terror. Jesus henviser os nemlig til de to bud: Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten – og han understreger, at de er lige store og vejer lige meget. Vi har altså som kristne ikke lov til at sige, at Gud er større. Gud er aldrig større end min næste.
Min udfordring og opfordring, som jeg gav muslimerne på konferencen, og som jeg her – nøjagtig en uge efter og i lyset af terrorangrebet i Paris – vil gentage, er: Hvor finder man i den muslimske, teologiske tradition et værn imod terror og radikalisering? Der er i høj grad brug for et svar, så terroristerne også kan få et teologisk modspil!