Dommens dag

(prædiken i 2001 i Gellerup Kirke)

Hvad I har gjort, og hvad I ikke har gjort imod disse mine mindste. Det er gerningerne, som det drejer sig om, og som I vil blive dømt efter på dommens dag, siger Jesus.

Evangeliet til i dag, den sidste søndag i kirkeåret, er ikke særlig indviklet. Tværtimod. Det er så enkelt og så klart, at det kan alle forstå.

På dommens dag, hvor Jesus skal komme som en hyrde at skille fårene fra bukkene, på den dag vil alle vore gerninger blive lagt frem. Alt hvad vi har gjort her i livet vil komme for en dag, frem i lyset. Og så vil vi blive dømt efter, hvad vi har gjort imod de mindste.

Hvad I har gjort imod én af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Og alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.

Det største, vigtigste og mest gudvelbehagelige er altså ikke særligt fromme eller inderlige gerninger. På dommens dag bliver der ikke spurgt efter vore følelser og hensigter. Nej – hvad har I gjort? – lyder spørgsmålet. Ikke af store og imponerende ting – men hvad har I udrettet i det små og for de små. De største gerninger er nemlig ifølge Jesus de mindste og mest ubetydelige gerninger. Dem der ikke ser ud af noget særligt og de færreste i øvrigt gider gøre.

For det største gemmer sig i det mindste. Jesus selv er i de mindste. Sådan skal vi med andre ord se på de svage, de magtesløse, undertrykte, dem, der mangler førlighed, helbred, forstand, som har dårlige nerver, og som kan være belastende at være sammen med. Dem skal vi møde – ikke bare for at være gode – men fordi vi i dem møder den gode. I dem møder vi Gud. Ligesom Gud i julen tager bolig i verden i et lille menneskebarn – i et svagt og magtesløst menneske – sådan gør han stadig. Han bor og er nær den magtesløse.

Hvis vi virkelig tror på det, vil det forvandle os og forvandle vore gerninger. Så vil det for det første ikke være helt så forfærdeligt at være magtesløs, for det er jo bare at være Gud særlig nær eller at vide med sig selv at Gud er mig nær. Ja, så vil vi endda kunne rose os af vores egen magtesløshed, sådan som Paulus gør det et sted i 2. Korintherbrev, hvor det hedder at: I magtesløshed udfolder Guds kraft sig helt. I magtesløsheden bor Gud!

For det andet vil det betyde at alle magtesløse, hjælpeløse og nødlidende mennesker ikke længere bare er nogle som vi, der i perioder har overskud, skal være gode imod; Nej! At møde dem er vores helt enestående mulighed for at møde Gud selv!

Tænk hvis vi dog kunne tro det. Så ville der være overfyldt af hjælpere på byens varmestuer. Så ville listen over besøgsvenner være overtegnet af frivillige, som ønskede at gå ud at besøge et medmenneske.

Men sådan er det bare ikke. Det er tværtimod svært at få besøgsvenner i besøgstjenesten også her i Gellerup. Spørg blot vores sognemedhjælper. Det er svært at få frivillige til at indgå i hjælpearbejde. Det er i det hele taget svært selv at standse op og give sig tid til hinanden. Vi har ikke lige tid, der er så meget der skal ordnes, gøres, siges, udrettes. Måske noget vigtigt arbejde, projekter, visioner, ideer – og alt det arbejder vi med mens den egentlige opgave, den som vil blive fremhævet og som vi vil blive dømt for på dommens dag, bliver forsømt.

Det er virkelig en alvorlig tekst at slutte kirkeåret af med i dag. Der er både dom og fortabelse. Og det allerværste er vel at høre dette, at vi skal komme til at stå til regnskab for alt, hvad vi har gjort og forsømt her i livet.

For så har vi i høj grad grund til uvished, ængstelse og bekymring for dommens dag. Hvordan vil udfaldet mon blive. Sidder vi ikke alle tilbage med spørgsmålet: Hvad vil veje mest for mig på dommens dag: de gode eller de dårlige gerninger? Har jeg gjort hvad der skal til for at kunne bestå en sådan dom. Har jeg taget mig tilstrækkeligt af alle de små på min vej? Eller har jeg ikke netop svigtet og forsømt hver eneste dag.

En vigtig pointe i evangeliet er, at hverken de retfærdige eller de uretfærdige er klar over hvad de har gjort eller undladt at gøre. Eller rettere: ingen af dem har været helt klar over at det rent faktisk var Gud selv der gemte sig i de nødlidende og i de fremmede!

Men tror vi det? Tror vi virkelig at det er Gud selv vi møder i f.eks. de fremmede! For så kan vi i sandhed sige at Gud er kommet til Gellerup! Med 60 forskellige nationaliteter, og 65 % fremmede samlet her hos os. Og Jesus har skjult sig i dem, siger han. Passer det?

Det lyder som en provokation, og der skal nok være de præster og politikere som vil påstå at det var i hvert fald ikke det, som Jesus mente. Det er ikke vores situation han hentyder til.

Men det vil jeg nu ikke være så sikker på. Især i de senere år har jeg nemlig opdaget noget forunderligt når man giver sig i samtale med disse fremmede, både de kristne men også muslimerne.

Som for et par uger siden hvor jeg var hjemme at besøge en muslim. Jeg har før snakket med ham og nu inviterede han mig hjem. Der gik ikke 5 minutter før vi kom til at snakke om dommedag. ”Er du bange for dommedag” – spurgte jeg ham. ”Ja,” sagde han uden tøven og forbehold. ”Jeg tænker på det hver eneste dag. Flere gange. Ja, næsten hele tiden” fortsatte han. For hvad vil der ske. Hvordan vil Gud dømme mit liv. Hvordan vil de gode gerninger veje i forhold til de onde. Det var og er for ham en konstant kamp og anfægtelse.

Det er i en sådan samtale at jeg ofte oplever det som Johannes Aagaard fortalte mig for nogen tiden siden – at i en sand dialog vil man opdage at 1+1 altid er tre. Der er altid en tredje tilstede, nemlig Gud eller Helligånden.

Ved du, at jeg som kristen ikke er bange for dommedag – spurgte jeg ham. Det var en overraskelse for ham og jeg fortalte ham at jeg og vi som kristne jo også tror på en dommedag, vi tror også på en dom efter gerninger. Og ikke alene det, fortsatte jeg: Jeg tror at mine dårlige gerninger altid vil veje tungest. For selv i alt det gode, som jeg måske har anstrengt mig for at gøre har der været og er der altid en bagtanke, nemlig at jeg gerne vil være god. Vi ved godt, hvis vi tør være ærlige, at selv i den allerbedste og mest uselviske gode gerning lurer egoismen og ondskaben.

Men alligevel giver Jesus os lov til ikke at være bange for dommedag. For han har selv lagt sig imellem os og dommen. Ham har vi derfor lov til at gemme os bag på dommens dag, og det var da også hvad jeg opfordrede min muslimske ven til.

Det taler dette afsnit fra Mattæusevangeliet ganske vist ikke om – men det bliver vi nødt til at høre, hvis vi skal forstå, hvad det er der sker på dommedag. Evangeliet slutter nemlig ikke med disse domsord. Umiddelbart efter i det følgende kapitel i Mattæusevangeliet siger Jesus til disciplene: ”I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.”

Hvis ikke evangeliet læses på baggrund af Jesu lidelse, død og opstandelse bliver vi bare patetiske, moralistiske og selvretfærdige. Som om at det gælder om bare at anstrenge sig for at gøre de gode gerninger der skal til for at bestå på dommens dag. Det ville jo være helt i strid med evangeliet også som vi hører det i dag. De retfærdige som går ind til livet har jo netop ikke anstrengt sig. De har ikke forsøgt at gøre de rette gerninger men har blot handlet ud fra en grundlæggende tro og tillid. At anstrenge sig for at handle godt kommer der sjældent noget godt ud af. Det bliver bare så anstrengt. Og det må også være anstrengende og strengt at blive mødt af én, som blot ønsker at være god.

Nej, udgangspunktet eller baggrunden for den kristne er troen på at vi er tilgivne syndere. Vi er allerede gået over fra døden til livet. Vi kommer i grunden slet ikke for dommen. Vi er dømt – eller rettere: som kristne gemmer vi os bag ham som har påtaget sig dommen.

Jeg hørte for et par dage siden en ung mor fortælle at hun for et års tid siden havde været ude at handle i ALDI. Pludselig var der en røver, som råbte at alle skulle sætte sig ned. Han havde en pistol og var kun ganske få meter fra hende og hendes lille dreng på 1 1/2 år, som sad i klapvogn. Det var en frygtelig oplevelse – fortalte hun – at blive tvunget til at sætte sig ned, mens én pegede på hende med en pistol. Men det mest mærkelige, sagde hun, og som hun ikke kunne glemme, var, at det eneste hun tænkte på og koncentrerede sig om var at skubbe sig så stille og roligt og ubemærket som muligt frem foran hendes dreng. Hun ville simpelt hen placere sig imellem røveren og drengen. Hun tænkte ikke på at hun udsatte sig for fare både ved at bevæge sig – men jo da også ved at lægge sig imellem. I sådan en situation lærer man noget om kærlighed, konstaterede hun. Man tænker slet ikke på sig selv, men kun på sit barn.

Sådan er Guds kærlighed til os, som denne mors kærlighed til hendes dreng. Han vil ikke udsætte sine børn for dommen. Han tager den på sig – han lægger sig imellem, fordi han elsker os.

Lad det da være vores frimodighed og glæde og ubekymrethed når nogle taler om dommedag og vi selv tænker på hvordan det dog skal gå: gud har selv i Jesus lagt sig imellem. Han tilgiver os, lægger det til som mangler i vægtskålen.

Men kan det hele så ikke være lige meget??

Jo, hvad dommedag angår så skal vi i hvert fald ikke bruge kræfter på at tænke på den. Vi er frie – helt frie – til at tjene.

amen

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s