Det ender godt!

Forleden aften – et par dage efter terrorangrebet i Paris – var der en på mit gymnastikhold, som – lige inden vi skulle i gang med øvelserne – kom hen til mig og sagde: ”Hvad er det dog for en verden vi lever i, biskop? Kan du ikke gøre noget ved det? Sige noget! Eller skrive eet eller andet!”

Det var ikke for sjovt, han sagde det, han var bare – ligesom alle vi andre – dybt mærket af bekymring, uro, fortvivlelse. Af en manglende tro på denne verden og på, at det nogensinde kan blive godt.

Hans spørgsmål har lydt i mig lige siden. For hvordan kan vi få troen og håbet tilbage? Hvordan kan vi overhovedet leve med og rumme alle denne verdens store problemer og voldsomme hændelser? Det er som om, at når vi har glemt den ene ulykke, så kommer den anden væltende ind over os. Som bølger, der slår imod en klippe. Hvordan undgår vi selv at vælte og miste modet, når vi ser og hører om alt det, som sker?

Det var som sagt ikke for sjov, han kom hen til mig med det spørgsmål; men jeg tror nu heller ikke, at det var tilfældigt. For er det ikke netop det, som vi har præster og kirken til? Et sted eller en person at gå hen til for at få et opmuntrende ord med på vejen. For høre et ord, som kan give os modet tilbage. Mod til at leve. Mod til ikke at bukke under.

Det er nemlig det, som Gud vil! Give os mod og hjælp til at leve, på trods af alverdens lidelse og modgang.

Men hvordan hjælper Gud os da? Hjalp Han måske de 130 ofre i Paris? Eller de 224 passagerer, som omkom ved terrorangrebet i det russiske fly over Sinai? Og hvad med de millioner af flygtninge fra Syrien, Afghanistan, Irak osv.

Sådan kunne vi fortsætte med at opregne alle ulykker, terrorangreb, naturkatastrofer, alle de navnløse ofre for meningsløs vold. Og vi kunne spørge: ”Gud, hvorfor griber du ikke ind? Hvor er du henne? Sover du?”

Eller som det lyder i Davids salme 44: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke for evigt! Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vor nød og trængsel?”

Kirkens budskab er, at Gud ikke sover, og Han glemmer os ikke. Han lover os derimod evig glæde. Det er evangeliet, som tænder et lys og et håb og forkynder for os, at Jesus – ja, Gudsriget – er midt iblandt os og hos os, midt i det dybeste mørke.

Hvor megen nød, smerte og elendighed kan man ikke tåle, når vi ved eller tror, at det hele ender godt?

Det kunne da også være et svar til min gymnastikkammerat: Det ender godt! Lad være med at stirre dig blind i denne verdens terror, frygt, død, ødelæggelse, klimaforandringer. For det ender godt. Det har vi Guds eget ord for. Derfor synker vi ikke sammen i frygt og apati, for håbet styrker os og giver os mod til at leve.

Så lad os løfte hovederne og se på os selv og verdens nød med åbne øjne og åbne hænder og åbne hjerter. Vi kan glæde os og leve hver dag i tillid til, at Jesus er nær og vil komme igen i al sin herlighed, hvor alt skal blive godt.

Jamen er det ikke en flugt fra virkeligheden? Nej, det er omvendt! Det er at turde bevæge sig ud i virkeligheden og stille sig på det dybeste sted.

For det ender godt!

Glædelig advent!

Steen Skovsgaard

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s