Om Gud og spaghettimonsteret

Forleden blev vi i TV-avisen præsenteret for ny religion, som kaldes for ”Det flyvende spaghettimonster”. Her så man et klip fra en gudstjeneste, hvor der var en lille flok mænd og kvinder klædt i piratkostume og med potter og gryder på hovedet. De fortalte, at de dyrkede og bad til deres Gud, som var til stede i form af et sådant spaghettimonster med øjne på spaghettistilke. Og de sagde, at deres gudsdyrkelse var ramme alvor.

I indslaget blev religionsforsker Michael Rothstein interviewet, og han sagde ligeså alvorligt, at disse mennesker naturligvis fik nøjagtig det samme ud af deres religion og gudsdyrkelse, som alle andre mennesker, der tilbad deres guder.

Jeg sad tilbage med flere spørgsmål. For hvor ved han i grunden det fra? Hvorfra ved han, eller hvad kender han til, hvad vi f.eks. som kristne får ud af at gå til gudstjeneste og at tilbede Gud? Og hvad vil man i grunden selv kunne sige, at man får af at gå i kirke? Eller ved at være troende?

Her kunne man i samme åndedrag spørge, hvad disciplene i grunden fik ud af at følge Jesus? De fik i hvert fald ikke et langt og lykkeligt liv med livslang og tryg pension. Tværtimod! De fik forfølgelse, kors og en alt for tidlig død. Ligesom i øvrigt også Jesus gjorde!

Så man kan roligt sige, at kristendom ikke er en slags ”ha-det-godt-religion” – eller at man sådan i det ydre, skulle ”få noget ud af det”. Tværtimod. Paulus fortæller i 1. Korintherbrev kap 4, hvad han har fået ud af at være apostel: ”Mig forekommer det nemlig, at Gud har gjort os apostle til de ringeste, næsten til dødsdømte.. vi er blevet et skuespil for verden.. vi er svage.. vi er foragtede.. vi sulter og tørster, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne.”

Sådan ser den kristnes liv altså ud iflg. Paulus. I en dansk folkekirkelig virkelighed kan det godt være anfægtende at læse en sådan beskrivelse, for det er vel de færreste af os, som har sådanne kors at fremvise. Men det mest anfægtende er, hvis nogle går og tror, at kristendom er magelighed, mæthed, selvdyrkelse og selvtilfredshed. Så kunne man ligeså godt tilbede spaghettimonsteret.

Men hvad får man da så ud af sin kristendom? Her nævner Paulus en fred, som overgår al forstand. Ikke en fred, som man kan se eller forstå, men en fred, som man finder og oplever midt i al sin nød, modgang, kors og mørke.

Kort sagt: Kristentroen giver fred og håb midt i alverdens uro og håbløshed! Vi hører om og får del i et håb om en anden verden, et håb om forandring, om Gudsriget, ja, om evig kærlighed, fred og glæde.

Det er noget andet end et spaghettimonster, som man kan se og samles omkring. Håbet kan man nemlig ikke se. Det er derimod som et lille frø. Ubetydeligt, men kraftfuldt.

At gå i kirke er derfor at få hjælp til at holde dette håb i live.

En pensioneret københavnsk præst, Frederik Hjerrild, har skrevet et tankevækkende lille digt om håbet.

Håbet behøver ikke meget for at holdes i live:

Én anomone

foråret er på vej

én fugleunge – sommeren er nær

en opstandelse – Gudsriget er nær

Så lidt – og dog så meget

et brev til en fange skaber håb

een bøn

een salme

eet brød,

eet bæger,

eet er fornødent.

 

Reklamer
Standard

Spaghettimonster

Michael Rotstein udtaler dd til TV-avisen, at tilhængere af ”religionen”:det flyvende spaghettimonter, får ligeså meget ud af deres religionsudøvelse som alle andre, der udøver deres religion. Det eneste spørgsmål, man sidder tilbage med, er: Hvor ved han det fra?

 

Standard

Teologisk rådgiver.

 Hvad skal biskopper med teologiske rådgivere? – er der nogle, som spørger. Kan biskopperne ikke klare det selv?

Hvis der blev mulighed for ansætte en teologisk medarbejder eller honorere teologisk rådgivning har jeg flere konkrete forslag til, hvad en sådan person skulle lave her i stiftet:

1. Jeg har i 10 år haft en teologisk tænketank, som består af 12 præster og lægfolk i stiftet samt en teolog, som enten har været ansat på Københavns Universitet eller på præsternes efteruddannelse (FUV). Tænketanken er sammensat, så jeg kan være forholdsvis sikker på, at vi er uenige om de emner, som jeg vælger, at vi skal drøfte. Dette samtaleforum er spændende og vigtigt både for mig personligt, for de enkelte deltagere, men også for stiftet som helhed, fordi man kan følge med i referaterne på Stiftets hjemmeside. Jeg kunne tænke mig, at disse referater møder blev grundigere skrevet og bearbejdet af den teologiske medarbejder, samt at vedkommende kunne få tid til, at der blev gjort endnu mere ud af forberedelsen af møderne og efterbehandlingen – samt at han eller hun kunne være med til at åbne op for og rådgive i forbindelse med den teologiske samtale i stiftet.

2. Vedkommende kunne derfor også sammen med biskoppen være med til stiftskonventer, provstikonventer og kurser, hvor han eller hun kunne være med til at inspirere til, samle op på og evaluere den teologiske samtale blandt menighedsråd, præster – men i høj grad også være med til at brede samtalen ud blandt menigmand.

3. Dette kunne bl.a. ske ved, at han eller hun var med til at styrke, kvalificere, fastholde og udvikle de trossamtaler, som finder sted med mellemrum i stiftet, og som derved kunne blive både mere regelmæssige, gennemtænkte og forpligtende.

4. Endelig kunne det også være en medarbejder, som var med i forskellige redaktionsgrupper, og som kunne give teologiske input og komme med ideer til den teologiske samtale og uddannelse på alle planer.

Indtil det evt. bliver en mulighed, så glæder jeg mig bare over fortsat at have mulighed for at bruge flere af præsterne og provsterne som rådgivere. For uden rådgivning kommer man ingen vegne – heller ikke som biskop. Som det hedder i Ordsprogenes bog kap 11, vers 14: ”Uden planlægning lider et folk nederlag, med mange rådgivere vinder det sejr.”

Steen Skovsgaard

 

Standard

Har du mistet det gyldne håb?

Tale ved Anne Birgitte Reiters indsættelse som domprovst i Maribo Domkirke, den 10.1.2016

Kære Anne Reiter

Ved din indsættelse i dag som kirkebogsførende sognepræst, provst for Maribo Domsogn og domprovst i Lolland Falsters Stift har jeg valgt, at vi skal høre de kendte ord fra Peters første brev kap 1 vers 3-5:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.” Amen

De første linjer af disse vers er de kendte ord, som lyder ved hver eneste dåb, hvor vi bliver mindet om, at vi i dåben genfødes til et levende håb.

Men hvad betyder da dette levende håb? Hvad er det i grunden, vi som kristne går og håber på?

Her ved årsskiftet har mange givet udtryk for, både hvad de håber, og hvad de frygter. Verden er mørk, urolig og bekymrende som aldrig før. Der er foruroligende klimaforandringer, der er de mange flygtninge, som krydser vore grænser. Der er krige, terror, ondskab og naturkatastrofer overalt omkring os. Og det er vel at mærke ikke bare noget, som sker langt væk. Så hvad håber vi på? Tør og kan vi næsten håbe på, at verden skal blive bedre? Er det ikke snarere håbløsheden, modløsheden og fortvivlelsen, som sætter sig fast i sind og hjerte, og truer med at lægge sig som en dyne over al vores livsmod, energi og handlekraft? For hvad nytter det hele – og er det ikke naivt at tro, at det nogensinde skal blive bedre?

Overfor denne snigende modløshed og håbløshed er der ekstra grund til at minde os selv og hinanden om, hvad det er for et håb, som vi er blevet døbt til. Nemlig det, som apostlen Peter beskriver i denne læsning. Her står ikke bare, at vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og så: Punktum. Nej, der er et komma og en fortsættelse.

Sommetider har jeg tænkt på, at det måske er derfor, at håbet så let blegner også for os kristne.

Vi håber for kort og glemmer, hvad det er for et stort og gyldent håb, som vi er døbt til.

”Har du mistet det gyldne håb, som du fik i gave ved din barnedåb” – synger Kim Larsen. Det gyldne håb er ikke bare et håb til denne verden. Tværtimod. Her taler Ny Testamente klart og kontant:

”Denne verden, som den er, går til grunde.” (1. Kor kap 7) Og Peter skriver i sit andet brev: ”Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er…efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (2. Peter 3, 12-13)

Så det levende eller gyldne håb retter sig ikke til denne verden. Som kristne venter og håber vi på den uforgængelige, ukrænkelige og uvisnelige arv, som ligger gemt i himlene til os, som vi hørte. Det er det håb, vi skal værne om og glæde os over, og som vi har lov til at klynge os til og holde fast i en urolig verden.

Jeg ved, du holder af at sejle, Anne. Derfor ved du også hvor vigtigt ankeret er. Et anker er ikke virksomt så længe, det ligger på dækket. Det du’r heller ikke til noget, hvis ankerlinen er for kort. Ligesom det heller ikke du’r, hvis det kun får fat i sandbund.

Nej, et anker virker først i det øjeblik, det får en fast bund at gribe fat i. Så giver det til gengæld også ro på båden og for alle dem, som befinder sig i den. Ankeret stiller ikke stormen eller bølgerne, men det gør, at vi ikke driver hid og did eller går på grund.

Håbets symbol er ankeret. Og ligesom ankeret stabiliserer en båd og holder den fast midt i storm og bølgegang – sådan holder det store og gyldne kristne håb også os fast, når stormene raser omkring os.

Men bliver vi så ikke bare verdensfjerne? Kommer vi ikke bare til at sidde stille med foldede hænder og himmelvendte øjne og vente på Herrens genkomst?

Sådan er der nogen, der tænker eller vil påstå.

Men det er omvendt. Håbet gør os nærværende. Det store håb gør, at vi bliver bedre i stand til at se de små ting i hverdagen.

Peter formulerer det på denne måde: ”Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte.”

Det er voldsomme udtryk og store ord. Men det korte af det lange er, at håbet aldrig får os til at stivne eller gør os virkelighedsfjerne. Det gør os derimod glade, trygge og frimodige, ja, gudfrygtige.

Og det er hvad verden har brug for: Mennesker, som kan sprede glæde, tryghed, frimodighed og Gudsfrygt. Ikke fordi de tror, at alting nok skal blive bedre. At krigene og naturkatastroferne og verdens ondskab nok snart skal høre op. Nej. Men fordi vi tror på og forventer en gylden fremtid. Guds fremtid. Guds rige.

Jens Rosendahl har for mange år siden skrevet et smukt lille digt: Håbet spiller på fløjte. Det slutter med følgende fanfare:

”Men lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden – de nye dage – det nye forår – den nye verden.”

Denne dobbelthed, hvor vi med den ene hånd fatter om det nære, med alt hvad det rummer af smerter, sorger, glæder, vanskeligheder og bekymringer – og med den anden rækker op imod himlen – det er det salige eller lyksalige ved at være kristne, og som vi synger om i Grundtvigs store salme: Lyksaligt det folk, som har øre for klang.

I dag bliver du, Anne, indsat i et stort, gammelt, traditionsrigt og fornemt embede med mange forskellige opgaver, forventninger, sorger, glæder, vanskeligheder og bekymringer.

Her gælder det i særlig grad om også at have øre for klang, at lytte til og bevæges ved Himmelens røst. Derfor skal jeg her til slut minde dig om og opfordre dig til at holde fast ved dette gyldne håb og holde dig nær ved ham, som har rørt dit hjerte. Så når du føler, at du er ved at drukne i opgaverne, eller bliver kastet hid og did af forskellige krav og forventninger, så kast dit anker ud. Hold fast i håbet, som du er genfødt til – håbet om en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til dig.

Så kort sagt: Gud i vold!

Amen.

Standard