Har du mistet det gyldne håb?

Tale ved Anne Birgitte Reiters indsættelse som domprovst i Maribo Domkirke, den 10.1.2016

Kære Anne Reiter

Ved din indsættelse i dag som kirkebogsførende sognepræst, provst for Maribo Domsogn og domprovst i Lolland Falsters Stift har jeg valgt, at vi skal høre de kendte ord fra Peters første brev kap 1 vers 3-5:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.” Amen

De første linjer af disse vers er de kendte ord, som lyder ved hver eneste dåb, hvor vi bliver mindet om, at vi i dåben genfødes til et levende håb.

Men hvad betyder da dette levende håb? Hvad er det i grunden, vi som kristne går og håber på?

Her ved årsskiftet har mange givet udtryk for, både hvad de håber, og hvad de frygter. Verden er mørk, urolig og bekymrende som aldrig før. Der er foruroligende klimaforandringer, der er de mange flygtninge, som krydser vore grænser. Der er krige, terror, ondskab og naturkatastrofer overalt omkring os. Og det er vel at mærke ikke bare noget, som sker langt væk. Så hvad håber vi på? Tør og kan vi næsten håbe på, at verden skal blive bedre? Er det ikke snarere håbløsheden, modløsheden og fortvivlelsen, som sætter sig fast i sind og hjerte, og truer med at lægge sig som en dyne over al vores livsmod, energi og handlekraft? For hvad nytter det hele – og er det ikke naivt at tro, at det nogensinde skal blive bedre?

Overfor denne snigende modløshed og håbløshed er der ekstra grund til at minde os selv og hinanden om, hvad det er for et håb, som vi er blevet døbt til. Nemlig det, som apostlen Peter beskriver i denne læsning. Her står ikke bare, at vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og så: Punktum. Nej, der er et komma og en fortsættelse.

Sommetider har jeg tænkt på, at det måske er derfor, at håbet så let blegner også for os kristne.

Vi håber for kort og glemmer, hvad det er for et stort og gyldent håb, som vi er døbt til.

”Har du mistet det gyldne håb, som du fik i gave ved din barnedåb” – synger Kim Larsen. Det gyldne håb er ikke bare et håb til denne verden. Tværtimod. Her taler Ny Testamente klart og kontant:

”Denne verden, som den er, går til grunde.” (1. Kor kap 7) Og Peter skriver i sit andet brev: ”Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er…efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (2. Peter 3, 12-13)

Så det levende eller gyldne håb retter sig ikke til denne verden. Som kristne venter og håber vi på den uforgængelige, ukrænkelige og uvisnelige arv, som ligger gemt i himlene til os, som vi hørte. Det er det håb, vi skal værne om og glæde os over, og som vi har lov til at klynge os til og holde fast i en urolig verden.

Jeg ved, du holder af at sejle, Anne. Derfor ved du også hvor vigtigt ankeret er. Et anker er ikke virksomt så længe, det ligger på dækket. Det du’r heller ikke til noget, hvis ankerlinen er for kort. Ligesom det heller ikke du’r, hvis det kun får fat i sandbund.

Nej, et anker virker først i det øjeblik, det får en fast bund at gribe fat i. Så giver det til gengæld også ro på båden og for alle dem, som befinder sig i den. Ankeret stiller ikke stormen eller bølgerne, men det gør, at vi ikke driver hid og did eller går på grund.

Håbets symbol er ankeret. Og ligesom ankeret stabiliserer en båd og holder den fast midt i storm og bølgegang – sådan holder det store og gyldne kristne håb også os fast, når stormene raser omkring os.

Men bliver vi så ikke bare verdensfjerne? Kommer vi ikke bare til at sidde stille med foldede hænder og himmelvendte øjne og vente på Herrens genkomst?

Sådan er der nogen, der tænker eller vil påstå.

Men det er omvendt. Håbet gør os nærværende. Det store håb gør, at vi bliver bedre i stand til at se de små ting i hverdagen.

Peter formulerer det på denne måde: ”Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte.”

Det er voldsomme udtryk og store ord. Men det korte af det lange er, at håbet aldrig får os til at stivne eller gør os virkelighedsfjerne. Det gør os derimod glade, trygge og frimodige, ja, gudfrygtige.

Og det er hvad verden har brug for: Mennesker, som kan sprede glæde, tryghed, frimodighed og Gudsfrygt. Ikke fordi de tror, at alting nok skal blive bedre. At krigene og naturkatastroferne og verdens ondskab nok snart skal høre op. Nej. Men fordi vi tror på og forventer en gylden fremtid. Guds fremtid. Guds rige.

Jens Rosendahl har for mange år siden skrevet et smukt lille digt: Håbet spiller på fløjte. Det slutter med følgende fanfare:

”Men lovet være håbet. Det holder mig fast og slipper mig ikke af syne. Ufortrødent stemmer det sin fløjte og kalder mig levende ud på den anden side. Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden, som altid er fuld af fejltagelser og misforståelser og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden – de nye dage – det nye forår – den nye verden.”

Denne dobbelthed, hvor vi med den ene hånd fatter om det nære, med alt hvad det rummer af smerter, sorger, glæder, vanskeligheder og bekymringer – og med den anden rækker op imod himlen – det er det salige eller lyksalige ved at være kristne, og som vi synger om i Grundtvigs store salme: Lyksaligt det folk, som har øre for klang.

I dag bliver du, Anne, indsat i et stort, gammelt, traditionsrigt og fornemt embede med mange forskellige opgaver, forventninger, sorger, glæder, vanskeligheder og bekymringer.

Her gælder det i særlig grad om også at have øre for klang, at lytte til og bevæges ved Himmelens røst. Derfor skal jeg her til slut minde dig om og opfordre dig til at holde fast ved dette gyldne håb og holde dig nær ved ham, som har rørt dit hjerte. Så når du føler, at du er ved at drukne i opgaverne, eller bliver kastet hid og did af forskellige krav og forventninger, så kast dit anker ud. Hold fast i håbet, som du er genfødt til – håbet om en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til dig.

Så kort sagt: Gud i vold!

Amen.

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s