Om Gud og spaghettimonsteret

Forleden blev vi i TV-avisen præsenteret for ny religion, som kaldes for ”Det flyvende spaghettimonster”. Her så man et klip fra en gudstjeneste, hvor der var en lille flok mænd og kvinder klædt i piratkostume og med potter og gryder på hovedet. De fortalte, at de dyrkede og bad til deres Gud, som var til stede i form af et sådant spaghettimonster med øjne på spaghettistilke. Og de sagde, at deres gudsdyrkelse var ramme alvor.

I indslaget blev religionsforsker Michael Rothstein interviewet, og han sagde ligeså alvorligt, at disse mennesker naturligvis fik nøjagtig det samme ud af deres religion og gudsdyrkelse, som alle andre mennesker, der tilbad deres guder.

Jeg sad tilbage med flere spørgsmål. For hvor ved han i grunden det fra? Hvorfra ved han, eller hvad kender han til, hvad vi f.eks. som kristne får ud af at gå til gudstjeneste og at tilbede Gud? Og hvad vil man i grunden selv kunne sige, at man får af at gå i kirke? Eller ved at være troende?

Her kunne man i samme åndedrag spørge, hvad disciplene i grunden fik ud af at følge Jesus? De fik i hvert fald ikke et langt og lykkeligt liv med livslang og tryg pension. Tværtimod! De fik forfølgelse, kors og en alt for tidlig død. Ligesom i øvrigt også Jesus gjorde!

Så man kan roligt sige, at kristendom ikke er en slags ”ha-det-godt-religion” – eller at man sådan i det ydre, skulle ”få noget ud af det”. Tværtimod. Paulus fortæller i 1. Korintherbrev kap 4, hvad han har fået ud af at være apostel: ”Mig forekommer det nemlig, at Gud har gjort os apostle til de ringeste, næsten til dødsdømte.. vi er blevet et skuespil for verden.. vi er svage.. vi er foragtede.. vi sulter og tørster, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne.”

Sådan ser den kristnes liv altså ud iflg. Paulus. I en dansk folkekirkelig virkelighed kan det godt være anfægtende at læse en sådan beskrivelse, for det er vel de færreste af os, som har sådanne kors at fremvise. Men det mest anfægtende er, hvis nogle går og tror, at kristendom er magelighed, mæthed, selvdyrkelse og selvtilfredshed. Så kunne man ligeså godt tilbede spaghettimonsteret.

Men hvad får man da så ud af sin kristendom? Her nævner Paulus en fred, som overgår al forstand. Ikke en fred, som man kan se eller forstå, men en fred, som man finder og oplever midt i al sin nød, modgang, kors og mørke.

Kort sagt: Kristentroen giver fred og håb midt i alverdens uro og håbløshed! Vi hører om og får del i et håb om en anden verden, et håb om forandring, om Gudsriget, ja, om evig kærlighed, fred og glæde.

Det er noget andet end et spaghettimonster, som man kan se og samles omkring. Håbet kan man nemlig ikke se. Det er derimod som et lille frø. Ubetydeligt, men kraftfuldt.

At gå i kirke er derfor at få hjælp til at holde dette håb i live.

En pensioneret københavnsk præst, Frederik Hjerrild, har skrevet et tankevækkende lille digt om håbet.

Håbet behøver ikke meget for at holdes i live:

Én anomone

foråret er på vej

én fugleunge – sommeren er nær

en opstandelse – Gudsriget er nær

Så lidt – og dog så meget

et brev til en fange skaber håb

een bøn

een salme

eet brød,

eet bæger,

eet er fornødent.

 

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s