Askeonsdag – onsdag efter fastelavnssøndag – går vi ind i den kristne fasteperiode, som strækker sig til påskedag. Der er hvert år mange, som undrer sig over, at kristne også har en fasteperiode, og som spørger, hvad det betyder? Og hvad er i grunden forskellen på den muslimske faste og den kristne faste?
Den kristne faste begynder egentlig med et forbehold – eller en advarsel. Fasten må nemlig aldrig blive noget, man gør for at andre skal se, at man faster. I Mattæusevangeliet kap 6, vers 16-18 siger Jesus:
“Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal belønne dig.”
Jesus siger altså ikke, at vi ikke skal faste – men understreger, at når vi faster, må vi ikke gå og skilte med det over for andre mennesker. Så vil fasten blot være hykleri. Derfor skal den kristne faste være “i det skjulte.” Hvor muslimer godt må bryde fasten og spise, når det er mørkt, så kan man sige, at det forholder sig lige omvendt med den kristne faste: Den begynder egentlig først, når det er mørkt, den skal nemlig ske i det skjulte, for at ingen skal se det undtagen Gud!
Et andet bibelsk forbehold over for fasten er, at vi aldrig må mene, at vi med fasten tjener Gud. For det gør vi ikke! Hvad skulle det gavne den almægtige Gud, at vi faster? Det er ikke den slags faste, Han ønsker. Det hører vi i Esajas kap. 58 vers 5-7:
“Tror I, det er den faste jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.”
Faste må med andre ord ikke blive til from passivitet, hvor man hænger med hovedet og bliver sur og tvær – nej, den rette faste er at tage sig af de nødlidende! Set i lyset af disse forbehold kan den kristne faste altså aldrig stå alene, hverken som en tradition, hvor man faster, fordi det skal man nu engang – eller som en god handling, der har et formål i sig selv. Man kan sige, at den kristne faste er uløseligt knyttet sammen med kærlighed. Hvis fasten står alene uden at være udtryk for kærlighed, så gavner den intet. Som vi læser i epistelen til fastelavns søndag: “Om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.” (1. Kor 13, vers 3).
Steen Skovsgaard
dommedag i islam og kristendom 