Påskens placering ?

Jeg blev i denne påske ringet om af P4 Sjælland, som ville høre, hvad jeg mente om et forslag, som en anglikansk biskop og andre har fremsat, om at lægge påsken fast på en bestemt dato. Hensigten skulle efter sigende være praktisk, så man hvert år kunne vide, hvornår det er påske. Som det er nu falder påsken som bekendt meget forskelligt, idet den indretter sig efter måneåret. I dag er påsken henlagt til den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Jeg sagde, at jeg godt ville være med til at drøfte det, men gjorde samtidig opmærksom på, at det ikke var noget, som man bare lige kunne ændre på. Der kunne være mange argumenter for og imod, som  jeg i hvert fald havde brug for at høre først, for at kunne tage stilling.

2. Påskedag fik jeg følgende mail, at min gode ven fængselspræst, Jesper Birkler:

”Jeg har et godt argument imod at give påsken en fast placering på kalenderen: Symbolikken! Julens placering ved vintersolhverv skal ses i sammenhæng med Johannes døbers ord: ”Han bør vokse, men jeg blive mindre”, akkurat som det sker ved hhv. vinter- og sommersolhverv. Det er der ganske vist ikke mange, der erindrer, når de holder Sankt Hans tale. Her er det mestendels et politisk (korrekt?) budskab, der formidles, men hvor man glemmer den kristne rod – cfr. Joh 12,46 m.fl.st. Tilsvarende med påsken. Der gemmer sig en dyb symbolik i, at dag og nat skal være lige lange og månen have været klarest skinnende, inden vi fejrer, at Mesteren blev levende efter at have været død. Det har intet at gøre med astrologi eller numerologi eller andre sværmeriske sysler, der dyrkes i nogle præstegårde. Det er symbolsprog, som knytter til ved kampen mellem lys og mørke. Lad mig erindre om, hvad der er det første, der står i bogen, der ligger på kirkens alter: ”Der skal være lys” (Gen 1,3), og hvad vi læser i noget af det fornemste, der overhovedet er skrevet i hele evangelielitteraturen: ”Lyset skinner i mørket” (Joh 1,5).

Seneste fejltrin var, da man for få årtier siden erklærede søndagen for ugens sidste dag, hvor man pustede ud – i stedet for at erindre om, hvordan søndagen som ugens første dag skulle farve de kommende dage med sit opstandelsesbudskab.

Mht. Julen blev 24. dec. for ikke mange år siden erklæret for helligdag – igen en leflen for kalenderdyrkelsen, og hvor resultatet ud over en ekstra fridag blev, at vi fik to sammenhængende helligdage med samme indhold.

Nu skal vi antagelig igen opleve manglende teologisk indsigt være bestemmende for et forsøg på om 8-10 år at lade en højtids placering være bestemt af kalenderdyrkelse. Det vil i givet fald også have konsekvenser for prædiketeksterne i Hellig 3 Kongerstiden og i slutningen af trinitatistiden.

En mulig debat om påskens placering kommer forhåbentlig til primært at dreje sig om påskens indhold, men også her sejler det i Folkekirken. Nogle præster tror jo på og forkynder, at opstandelsen ikke skete bogstaveligt; andre præster går åbenlyst ind reinkarnation, hvilket de endda fortsætter med efter at have været sendt til afkøling.

Symbolsproget er troens modersmål, men det bryder kalenderdyrkelsen sig ikke om!

Man tør slet ikke tænke på,hvad der ville ske, hvis det også blev foreslået at lægge ramadanen fast. Her ville hele det politisk korrekte establishment og parnas sikkert få tennisalbue af at slå korstegn for sig i et forsvar for muslimernes ret til at dyrke deres religion på dansk grund.”

Hvad mener mine facebook-venner? Og hvilken symbolsk betydning ser I i påskens placering?

Advertisement

GLÆDELIG PÅSKE!!

I dag – påskedag – indleder vi gudstjenesten I Klosterkirken med denne kollekt til Påskefesten sat i musik af J. P. Hartmann:

Præst: Kristus er opstanden! Ære være Gud i det høje

Kor: Ja, Han er virkelig opstanden. Halleluja. Halleluja, Halleluja. Halleluja

Præst: Død, hvor er din brod? Helvede, hvor der din sejr?

Kor: Gud være tak, som giver os sejr, ved vor Herre, Herre, Jesus Kristus

Præst: Ja, vi lover og lovsynger dig, vor Gud, du vor Herres Jesu Kristi Fader, at du ikke lod din hellige blive forkrænkelsens bytte; du løste dødens bånd og oprejste ham ved din stærke arm, til tegn for jordens slægter, til Herre over levende og døde.

Kor: Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os nu glæde os og juble på den!

Præst: Herre, vor frelser, vor sjæl fryder sig i dig, for du er opstandelsen og livet, og hver den, som tror på dig, skal, om han end dør, havde det evige liv med dig; men, som vi engang står op med dig til det evige liv, således drage du os også hernede til dig ved din opstandelses kraft, at vi må vandre i et nyt levned og høre dig til, hvad enten vi lever eller dør!

Kor: Herre, hjælp os! Herre, hjælp os! og lad det lykkes vel, og lad det lykkes vel! Hosianna i det højeste, Hosianna i det højeste.

Og min prædiken slutter med denne hilsen til Helvede:

”Herren af søvne opvågned, opsprang

hører du Helved, vor morgensang:

Kristus opstod fra de døde.” (DS 223)

Hører du at vi synger, Helvede? Kan du høre, at vi tror på ja, at vi ved, at du denne morgen blev overvundet? Du skal ikke længere få det sidste ord, heller ikke over os. Fra og med i dag tror vi ikke længere, at mørket vil lukke sig om os.

I døden skal vi nemlig hvile trygt hos Gud, og på den store dag, på opstandelsens morgen vil han oprejse os fra de døde.

Bare vent og se! Det gør vi!

Glædelig påske!

Terror og forbøn

Skal vi bede for ofrene og de pårørende i forbindelse med det seneste terrorangreb i Belgien? Naturligvis skal vi det – også gerne i kirkebønnen.

Men fremfor at afholde flere forbøns- eller mindegudstjenester, så vil jeg foreslå, at vi bruger bededag (den 22. april) til at bede for alle krigs- og terrorramte i en urolig verden. Derfor: Lad os i fremtiden undgå at lægge konfirmationerne på bededag, og så bruge dagen som den bods- og bededag, der så åbenlyst er behov for!

Hvad mener I?

Forårssolen i et tomt bæger

Op til påske var der for nogle år siden en læserbrevsskribent, som sarkastisk og ironisk spurgte: ”Hvis Gud virkelig findes, er det så ikke ved at være på tide, at han lige driblede forbi?”

For hvorfor åbenbarer Gud sig da ikke bare for os og giver os et tvingende bevis eller endegyldigt tegn, så ingen længere behøver at være i tvivl?

Det korte svar er: Derfor! Fordi Gud netop ikke vil tvinge os. Kærligheden tvinger ikke. Hvis den gjorde, var den ikke længere kærlighed. Derfor er der heller ingen tvang i opstandelsesberetningerne eller i evangeliet i det hele taget. Vi er sat fri til at tro det eller lade være. Sådan som det er tilfældet i ethvert kærlighedsforhold.

Til gengæld lyder den kristne tro og bekendelse, at Gud rent faktisk har besøgt os. Han er virkelig driblet forbi, hvis man skal blive i den lidt platte udtryksmåde. Han er gået foran os og igennem døden, og han blev oprejst fra de døde påskemorgen. ”Som den første af de hensovede”, som det hedder i Paulus’ brev til Korintherne. Vi tror og bekender, at Jesus virkelig opstod fra de døde påskemorgen, og at vi skal følge efter.

Den tro kommer ikke af sig selv eller ved, at vi anstrenger os, og heller ikke ved at vi får tegn at se. Den opstår og næres ved, at vi bekender den sammen, hører og siger til hinanden: Kristus er opstanden.

Det er det store påskebudskab og den første kristne trosbekendelse. Det var det, som lød til kvinderne ved graven, og det var det, som de fortalte videre. ”Kristus er opstanden!” Hvad der startede som en hvisken, sluttede som et råb. Det hviskes påskemorgen ved den tomme grav og bliver til et opstandelsesråb, som påskemorgen giver genlyd i hele verden. Og i den bekendelse styrkes troen.

Man kan sammenligne det med de råb, som sportsfolk bruger, når de skal i kamp. På den måde indgyder de hinanden mod og håb og kampgejst. Det gør vi også, når vi samles i kirken og synger påskesalmer: ”og som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”, synger vi i én af Grundsvigs påskesalmer. Når vi siger eller synger, at vi tror på opstandelsen, så styrkes troen. Så er der ingen magt i verden, som kan rokke os.

Det er også derfor vi går i kirke. For at blive styrket og styrke hinanden i denne tro. Som når træerne åbner deres blade og blomster for solen. Solens stråler sender derved sin kraft og næring ind i træet og dybt ned i rødderne. Sådan sker det også, når vi bekender troen, beder, lovsynger og åbner os mod himlen og for Gud og for hinanden, så styrkes og næres troen i os.

Derfor samles vi heller ikke i kirken først og fremmest, fordi vi tror, men snarere fordi vi har brug for at styrkes i troen og modtage Guds livgivende varme.

Jeg var en dejlig forårssøndag i kirke, og solen skinnede. Ved altergangen, så jeg ned i det tomme bæger, og her skinnede forårssolen klart og skarpt imod mig. Det lille, fine sølvbæger kunne ligesom rumme hele solen, og lyset var alligevel ikke skarpere, end at jeg kunne se direkte ind i solen.

For mig blev det en smuk påskehilsen og et billede på kirken og gudstjenesten. For tænk: Hér, i et lille almindeligt sølvbæger, og i en smule vin og brød, kan vi se og opleve et glimt af Gud og Gudsriget.

For Kristus er opstanden! Han lever!

Glædelig påske.

 

Guds tilgivelse – vores tilgivelse

I påsken 2016 er der for alvor sat fokus på tilgivelsen. Guds tilgivelse – og vores tilgivelse. Nogle vælger at skildre det forholdsvist enkelt, som at Gud altid vil tilgive os, og når vi er blevet tilgivet, så kan vi bedre opfylde buddet om at tilgive hinanden. Eller at Gud altid vil tilgive os, også når vi ikke kan eller vil tilgive hinanden.

Der er dog andre udsagn af Jesus, som viser, at det ikke er helt så enkelt eller overkommeligt. Fadervors femte bøn: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, siger nemlig noget andet. Eftersætningen: som også vi forlader – er ikke en tids- eller følgemæssig slutning. Guds tilgivelse hænger nøjere sammen med vores tilgivelse, end vi kan være tilbøjelige til at tro eller har lyst til at høre. Og for at der ikke skal være i tvivl forklarer Jesus den femte bøn i Fadervor på følgende måde (Matt 6 vers 14-15): ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”

Så Guds tilgivelse og vores tilgivelse er tættere forbundne, end vi kan være fristet til at tro. Måske er det også derfor, at den sjette bøn lyder: Led os ikke ind i fristelse.

 

Kristus er virkelig opstanden! – en replik

 

Jeg har netop læst Lars Sandbeck og Anders Ejvind Nielsens bog: Kristi opstandelse – sprog og virkelighed, som jeg er blevet bedt om at anmelde til Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen vil man formentlig kunne læse i næste uge.

I bogen kritiserer de nogle af mine synspunkter om opstandelsen, som jeg skrev i et indlæg i Kristeligt Dagblad sidste år. Jeg har dog valgt ikke at bruge anmeldelsen til er at svare dem, så det kan jeg passende gøre her i stedet.

Jeg havde den 4. februar 2015 et indlæg i KD, hvor jeg forsøgte at sige, at vi ikke skal lade fysikken være bestemmende for, hvad vi kan tro, eller hvad der kan lade sig gøre. Jeg citerede bl.a. Tor Nørretranders, som i bogen ”Det udelelige” (sd 297), skriver, at kvantefysikken for længst har droppet forestillingen om, at det mekaniske verdensbillede passer på verden. Og han fortsætter: ”Denne pointe er en befrielsens pointe: Der er ingen grund til at lave teorier, der ikke er så pænt mekaniske som fysikkens. Det er en kolossal befrielse…” Og fortsætter: ”Vi kender alle den patriarkalske fysikkyndige, der med bedreviden og nedladenhed forsøger at håne dem, der tror på, at der er mere mellem himmel og jord..Disse patriarker tilhører en svunden tid. Kvantefysikken har vist, at det er forbi med deres verdensbillede. Det passer ikke længere indenfor den videnskab det stammer fra.” Et andet sted hedder det (sd 222): ”Vi kan sige det på denne måde: intet kort over virkeligheden er det rigtige. Der er mange kort – et til flykaptajner, et til bilister, et til fodgængere. De er ikke ens. De fremhæver hver især sider af virkeligheden der nyttige for den, der skal bruge det. Men det giver ikke mening at sige, at det ene kort er bedst, hvis ikke man definerer, hvem det er bedst for. Det er heller ikke praktisk at insistere på, at det gode kort skal omfatte hele virkeligheden. For så bliver problemet bare hvor på kortet korttegneren står og tegner.” Det er, hvad jeg kalder for en vigtig erkendelse, som netop er en befrielse. ”Det betyder nemlig, at vi som præster roligt kan forkynde og tro på, at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod. De, som evt. vil latterliggøre det, tilhører en svunden tid. De ved ganske enkelt ikke nok om fysikken og dens muligheder. Eller rettere: De tror, at fysikken skal kunne forklare alt, hvilket i sig selv må kaldes for en fysisk umulighed. Så når fysikken med andre ord hverken kan forklare eller afvise den fysiske opstandelse, hvad er det så, der skulle forhindre præster i frimodigt at forkynde det?”

Det indlæg læser forfatterne som om, at jeg dermed skulle forsøge at introducere kvantemekanikken som en slags fundament for troen. Men faktisk er det netop det modsatte, som er mit anliggende. Jeg mener nemlig, at vi skal passe på med at lade fysikken være bestemmende for, hvad der er virkeligt eller muligt, eller hvad vi kan tillade os at tro. Og her finder jeg det glædeligt og befriende, at det er kvantefysikken med på. For virkeligheden er større. Mærkeligt nok viser det sig, at forfatterne senere er helt enige, for de skriver (sd 142), ”at vi må afstå fra at udstyre biologien, fysikken eller nogen anden videnskab med et definitionsmonopol over, hvad der er virkeligt.” Ja, naturligvis! Det er lige præcis, hvad Tor Nørretranders siger i ovennævnte citat.

Endelig nævner forfatterne min formulering: ”at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod.” Det finder de er en overbydelse af Grundtvigs ord: ”at Jesus stod virkelig, lyslevende op med Kiød og Been, med seende Øine og hørende Øren og talende læber.” Om det nu også er en overbydelse, ved jeg da ikke. De harmonerer i grunden ganske godt. Men prøv dog i stedet at høre ordene som det, de er: En bekendelse og klar forkyndelse af, at der skete noget påskemorgen. Det er ikke bare en skønlitterær historie, at Jesus opstod fra de døde. Opstandelsen forkyndes i Ny Testamente som historisk virkelighed – “med hud og hår!” Og sådan skal og kan opstandelsen stadig forkyndes – og det kan gøre helt uden at forfalde til en  såkaldt ”fysikalistisk” forståelse af opstandelsen.

Så at forkynde troen på den opstandne ”med hud og hår og kød og blod” er et udtryk for, at man tar det hele med. Også de forskellige modsatrettede beretninger, det utrolige, det uforståelige, det meningsløse. Opstandelsestro er at gå der ud, hvor forstanden og fysikken ikke kan være med, men hvor det alene er troen og bekendelsen, som kan bære, og som derfor også må få det sidste ord: ”Han er opstanden. Han er ikke her, se, der er stedet, hvor de lagde ham!”