Forårssolen i et tomt bæger

Op til påske var der for nogle år siden en læserbrevsskribent, som sarkastisk og ironisk spurgte: ”Hvis Gud virkelig findes, er det så ikke ved at være på tide, at han lige driblede forbi?”

For hvorfor åbenbarer Gud sig da ikke bare for os og giver os et tvingende bevis eller endegyldigt tegn, så ingen længere behøver at være i tvivl?

Det korte svar er: Derfor! Fordi Gud netop ikke vil tvinge os. Kærligheden tvinger ikke. Hvis den gjorde, var den ikke længere kærlighed. Derfor er der heller ingen tvang i opstandelsesberetningerne eller i evangeliet i det hele taget. Vi er sat fri til at tro det eller lade være. Sådan som det er tilfældet i ethvert kærlighedsforhold.

Til gengæld lyder den kristne tro og bekendelse, at Gud rent faktisk har besøgt os. Han er virkelig driblet forbi, hvis man skal blive i den lidt platte udtryksmåde. Han er gået foran os og igennem døden, og han blev oprejst fra de døde påskemorgen. ”Som den første af de hensovede”, som det hedder i Paulus’ brev til Korintherne. Vi tror og bekender, at Jesus virkelig opstod fra de døde påskemorgen, og at vi skal følge efter.

Den tro kommer ikke af sig selv eller ved, at vi anstrenger os, og heller ikke ved at vi får tegn at se. Den opstår og næres ved, at vi bekender den sammen, hører og siger til hinanden: Kristus er opstanden.

Det er det store påskebudskab og den første kristne trosbekendelse. Det var det, som lød til kvinderne ved graven, og det var det, som de fortalte videre. ”Kristus er opstanden!” Hvad der startede som en hvisken, sluttede som et råb. Det hviskes påskemorgen ved den tomme grav og bliver til et opstandelsesråb, som påskemorgen giver genlyd i hele verden. Og i den bekendelse styrkes troen.

Man kan sammenligne det med de råb, som sportsfolk bruger, når de skal i kamp. På den måde indgyder de hinanden mod og håb og kampgejst. Det gør vi også, når vi samles i kirken og synger påskesalmer: ”og som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”, synger vi i én af Grundsvigs påskesalmer. Når vi siger eller synger, at vi tror på opstandelsen, så styrkes troen. Så er der ingen magt i verden, som kan rokke os.

Det er også derfor vi går i kirke. For at blive styrket og styrke hinanden i denne tro. Som når træerne åbner deres blade og blomster for solen. Solens stråler sender derved sin kraft og næring ind i træet og dybt ned i rødderne. Sådan sker det også, når vi bekender troen, beder, lovsynger og åbner os mod himlen og for Gud og for hinanden, så styrkes og næres troen i os.

Derfor samles vi heller ikke i kirken først og fremmest, fordi vi tror, men snarere fordi vi har brug for at styrkes i troen og modtage Guds livgivende varme.

Jeg var en dejlig forårssøndag i kirke, og solen skinnede. Ved altergangen, så jeg ned i det tomme bæger, og her skinnede forårssolen klart og skarpt imod mig. Det lille, fine sølvbæger kunne ligesom rumme hele solen, og lyset var alligevel ikke skarpere, end at jeg kunne se direkte ind i solen.

For mig blev det en smuk påskehilsen og et billede på kirken og gudstjenesten. For tænk: Hér, i et lille almindeligt sølvbæger, og i en smule vin og brød, kan vi se og opleve et glimt af Gud og Gudsriget.

For Kristus er opstanden! Han lever!

Glædelig påske.

 

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s