Høringssvar

Vedr. sagsnr. 2016-730-0956 Høringssvar vedrørende udkast til lovforslag om ændring af straffeloven (kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring) har jeg i dag afgivet flg. høringssvar:

 

Jeg har med interesse læst lovforslaget og vil gerne udtrykke min forståelse for dets anliggende. Et åbent og tolerant samfund må have ret til og mulighed for at forsvare sin tolerance. Ellers risikerer vi, at intolerancen vil sejre. Der er kort og godt noget, som hedder: Toleranceparadokset, sådan som den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper gør opmærksom på i flg. citat:

”Mindre velkendt er toleranceparadokset: Ubegrænset tolerance må nødvendigvis føre til, at tolerancen forsvinder: Hvis vi er ubegrænset tolerante overfor de intolerante, hvis vi ikke er rede til at forsvare et tolerant samfund mod de intolerante anslag, vil de tolerante blive udslettet og dermed også tolerancen – Jeg mener ikke, at denne formulering indebærer, at vi f.eks. altid bør undertrykke fremsættelse af intolerante doktriner; så længe vi kan imødegå dem med rationel argumentering og den offentlige mening kan holde dem i ave, vil undertrykkelse afgjort være yderst uklogt. Men vi skulle hævde retten til at undertrykke dem om nødvendigt endda med magt; for det kan let vise sig, at de ikke er villige til at møde os på det rationelle arguments plan, men begynder at underkende ethvert argument; de kan forbyde deres tilhængere at lytte til rationel argumentering, fordi den er afledende, og lære dem at besvare argumenter med næver eller pistoler.

Vi skal derfor i tolerancens navn hævde vor ret til ikke at tolerere de intolerante. Vi bør hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig ud over loven, og vi bør betragte tilskyndelse til intolerance og forfølgelse som kriminelle handlinger på samme måde, som vi betragter tilskyndelse til mord, kidnapning eller genoplivelse af slavehandel som kriminel.”

Naturligvis kan man sætte mange spørgsmålstegn både ved dette citat og ved lovforslaget. For hvad menes der f.eks. med ordene ”tilskyndelse” og ”billigelse”. Jeg er med andre ord opmærksom på, at der efter al sandsynlighed er store vanskeligheder forbundet ved denne lov, hvorfor jeg også finder det naturligt og glædeligt, at lovforslaget skal undergives en såkaldt lovovervågning, som skal sikre, at loven ikke får uhensigtsmæssige konsekvenser.

Der er næppe mange, som finder det ønskeligt eller muligt gennem lovgivning at bekæmpe ”hadprædikanter”. Ånd skal bekæmpes med ånd.

Derfor har kirken også et ansvar.

Biskop D.G. Monrad skrev på et tidspunkt flg. alvorsord til kirken:

”Du må og du skal være vågen. Dig er det, dig, der skal våge over, at ej den hellige ild slukkes i landet…Dig er det, der skal have omhu for, at dåbens nåde tilegnes og kommer til at leve i en sand og ægte kristendom, så at dens ånd gennemstråler folkeånden, så at Kristi ånd boer i de folkekårne mænd. På dig og ene på dig hviler ansvaret…”

Vi står i en kulturkamp, hvor kirken med ord, ånd og gode argumenter skal kende sin besøgelsestid og – i kærlighed til Kristus og til Danmark – være parat til at imødegå visse religiøse forkyndere.

 

Advertisement

Ikke flere eksperter i religion, tak!

Under overskriften: ”Danmark har brug for flere eksperter i religion. Ikke flere præster” – gør Thomas Bjørnestad sig i KD den 4. august til talsmand for, at det var bedre, hvis vi fik flere religionsvidenskabsstuderende end præster. Vi har nemlig efter hans mening brug for ”eksperter”, som kan sige noget om tørklæder, maden i dagsinstitutioner, ytringsfrihed, terror osv.

Jeg vil stilfærdigt sige: Nej tak. Fri os for flere såkaldte ”eksperter”. Hvad skal vi med dem? Det kan da godt være, at de – ligesom Klods Hans’ brødre – kan smøre sig i mundvigene og er gode til at tale for sig. Men når det virkelig gælder, altså når virkeligheden kræver kød og blod, personligt engagement, forkyndelse, tro, kærlighed, nærvær, omsorg, trøst, forståelse, så har vi ikke brug for eksperter. Så er der brug for en præst. Et levende menneske, som har et personligt ståsted og forråd at øse af, og som aldrig vil kalde sig ekspert.

Jeg glæder mig derfor over, at der er flere, som har lyst til at give sig i kast med teologien. Og jeg vil gerne tilføje, at hvis der skulle være én eller flere af de nye teologistuderende, som kunne tænke sig at stifte bekendtskab med præstekaldet, så afholder vi i Lolland-Falsters Stift i september måned vores årlige ”præstepraktik”, hvor nye teologistuderende kvit og frit kan stifte bekendtskab med, hvad det vil sige at være præst. Et embede, som vel at mærke – og Gudskelov – ligger meget langt væk fra at være ”ekspert”.