Barnedåb – en opgave også for menigheden?

I min tid som sognepræst i Gellerup havde jeg ofte hjemmealtergang. Det var syge, svage og ældre mennesker, som havde vanskeligt ved at komme i kirke, og som ønskede at få besøg og komme til alters. Her indførte jeg tidligt en tradition, som betød, at jeg sjældent tog alene afsted til disse besøg. Jeg havde nemlig en aftale med en kvinde fra menigheden, som så det som en kær opgave at tage med og deltage i disse små altergangsgudstjenester. Det var naturligvis på betingelse af at den, som ønskede at komme til alters, var indforstået med at vi mødte to frem til denne højtidelige stund. Opgaverne mellem mig og hjælperen var klart fordelt: Jeg medbragte brød og vin, og hjemmeberettelsessæt, og hun kom som oftest med kage, friskbagte boller og kaffe, dug og friske blomster og evt. også nogle brugte ugeblade til vedkommende. Det var hver gang en festlig og glædelig begivenhed – og dejligt at være tre om salmesangen.

Jeg har tænkt på, om ikke man kunne gøre noget til tilsvarende ved et hjemmebesøg i forbindelse med barnedåb. Som præst kunne man alliere sig med en ung mor fra menigheden, som kunne komme med og fortælle om hvordan hun oplevede barnedåben. Hvad hun mener og tænker og tror. Hun kunne dermed være et ansigt på menigheden, og naturligvis skulle hun så også være med på dåbsdagen og være med til at opleve dåben og være til lidt støtte dåbsfamilien. Hun kunne også være med til at introducere til en evt. dåbsklub, babysalmesang eller hvad der måtte være i sognet af tilbud til børnefamilier.

Kort og godt: Barnedåben er så stor og vigtig en begivenhed, at det kan være godt, at præsten ikke er alene om at bære. Menigheden må være og bære med.

Ideen, som jeg nævnte i forlængelse af en dåbskonference i Roskilde den 17. september, være hermed viderebragt.

Steen Skovsgaard

 

Reklamer
Standard

Verdens bedste nyhed

Verdenstime for håb

I KD den 6. september skrev Ellen Trane Nørby (V), børne-, undervisnings- og ligestillingsminister, og Thomas Ravn-Pedersen, sekretariatsleder ved Verdens Bedste Nyheder, om ”Verdenstimen”. Den globale kampagne, der løber af stablen i denne uge, og som skal give børn og unge tro på og kendskab til FN’s verdensmål. Disse indeholder, som det fremgår, 17 mål i den mest ambitiøse plan i menneskehedens historie, og handler om, hvordan vi løser verdens største problemer: ”Vi skal blandt andet helt udrydde fattigdom og sult, sikre ligestilling og øget global lighed og sætte en stopper for klimaforandringerne inden 2030.”

Det er i sandhed et godt budskab, ja, det kan vel ikke være for meget at kalde det for Verdens Bedste Nyheder. Det går den rigtige vej for verden! Det nytter at gøre en indsats. Vi skal bare håbe, tro, tage os sammen og så ellers i denne uge lære vore børn og unge om, hvordan de kan være med til at løse verdens problemer og udfordringer. De skal indgydes tro og håb. Så skal det nok gå, og der skal blive fred og retfærdighed i verden. Ikke længere vold, krige og nød! Og altså heller ikke længere nogle fattige.

”De fattige har I altid hos jer” – sagde Jesus ganske vist engang. Men det passer åbenbart ikke. Det skal vi ikke tro på, for i 2030 skal der ikke længere være fattige iblandt os! Nu vil vi nemlig gøre noget ved det.

Skulle nu det helt utænkelige ske, at alle disse ambitiøse mål alligevel ikke bliver nået indenfor de kommende 13-14 år, så vil jeg da gerne, som repræsentant for en organisation, der ellers traditionelt har haft patent på ”verdens bedste nyhed”, sige: Fortvivl ikke! For der er stadig håb! Nemlig det store håb om en ny himmel og en ny jord. Det er et håb, som giver mod og kræfter, og som gør, at vi kan sænke skuldrene, løfte hovederne, virke og være glade, også når alt andet mislykkes.

 

Så håb, o, håb mit hjerte,

vær trøstig, uforsagt!

Du er dog ej den herre,

som alting råde bør;

DS 36 v. 6

 

Steen Skovsgaard

 

Standard

Danske indvandrere

Det er jo her, vi bor!

Jeg har fornøjelsen at være tilsynsførende biskop for de danske immigrantmenigheder under DSUK bl.a. i Argentina og Canada. I den forbindelse besøgte jeg forleden Tandil i Argentina for at deltage i fejringen af 150 året for menighedens stiftelse. Jeg har besøgt menigheden flere gange tidligere, men denne gang blev det alligevel et særligt tankevækkende besøg.

Festlighederne startede fredag eftermiddag på den kirkegård, som de danske indvandrere tidligt fik anskaffet sig. Det kan synes som et lidt specielt sted at indlede jubilæumsfestlighederne, men det er helt i disse efterkommeres ånd. De ved nemlig, at de er her i Tandil på grund af deres bedste- eller oldeforældre, som rejste hertil fra Danmark. Og hvad er mere naturligt end at mindes og hædre dem på denne dag med blomster, flag, kransenedlæggelse, taler og oplæsning af den gamle protokol fra den 26. august 1866.

Men det var ved denne lille højtidelighed, at der var en deltager, som jeg bestemt ikke havde ventet. Det var borgmesteren for Tandil. Hvorfor vil en spansk borgmester, som i øvrigt er katolik, være med til at hædre en gruppe danske indvandrere, som har kæmpet for at bevare deres danskhed med egen kirkegård og kirke? Svaret er enkelt: De danske indvandrere har aldrig bare arbejdet og kæmpet for sig selv og deres egne. De kæmpede fra starten for byen og hele samfundet.

Den store inspirator var Hans Fugl fra Horslunde på Lolland. Det var ham, som tog initiativ til etablering af den danske kirkegård og kirke; men han var desuden politisk aktiv, en iværksætter som landmand, bager og møller, og var levende optaget af at etablere skoler, undervisning og en dansk kirke. Han var dog samtidig så optaget af de lokale forhold, at han endda udarbejdede en ordbog over det indianske sprog til dansk. Og da katolikkerne ønskede at få deres egen kirke, valgte de Hans Fugl til at drage til Buenos Aires for at søge økonomisk hjælp. Det gjorde han, og det lykkedes.

Hans Fugl og disse indvandrere er en inspirationskilde til, at man på den ene side godt kan bevare og kæmpe for sin egen religion, kultur og egenart, samtidig med at man arbejder for helheden. Netop derfor kunne vi 150 år senere opleve en katolsk borgmester lægge en endog meget stor blomsterkrans ned i respekt og taknemlighed over, hvad disse danske indvandrere har betydet og stadig betyder for samfundet.

Om søndagen var der festgudstjeneste. Kirken var stuvende fuld, og også her deltog borgmesteren, siddende på anden række sammen med to af sine medarbejdere. Efter gudstjenesten samledes menigheden udenfor kirken, hvor bystyret havde opstillet en talerstol, og borgmesteren holdt en tale og sluttede med at afsløre en mindeplade på kirken som en erindringsgave fra bystyret. Samme morgen fik jeg selv sammen med to andre fra menigheden i Tandil lov til at afsløre en mindeplade, som den danske kirke havde fået sat op på byens torv.

Et sådant forhold kan må man da kunne kalde for en vellykket integration. Men hvad er så opskriften? Jeg er overbevist om, at det i høj grad handler om det nationale. De danske indvandrere er både danskere og argentinere. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at man aldrig flager med dannebrog alene. Hvis de flager, så flager de altid med begge flag. Mange har derfor også to flagstænger, og hvis man kun har én, så hænger man det argentinske flag øverst! For det er her, de bor.

Inden festmiddagen gik i gang skulle nationalsangen synges. Vel at mærke, ikke bare den danske, men også den argentinske, som blev sunget først og højest. Først derefter kom: Der er et yndigt land. De elsker Danmark, også selvom de aldrig har været i Danmark; men de sætter Argentina øverst, for det er her de lever. De taler spansk, samtidig med at de i hjertet er danske.

På et tidspunkt under middagen spurgte jeg én af de danske indvandrere om, hvem de ville holde med, hvis der var en fodboldkamp i byen mellem et dansk og et argentinsk hold. ”Det har vi haft!”, svarede hun, og tilføjede: ”Det var vanskeligt. Vi glæder os over kampen, og holder vel nærmest med begge hold. Og jubler under alle omstændigheder, når det ene hold vinder!”

Vi kan lære meget om kulturmødet af disse dansk-argentinere. Først og fremmest at kærligheden til egen kultur og religion aldrig må isolere os. Og at kærligheden til ens oprindelsesland er smuk, så længe den ikke får lov til at overskygge kærligheden til det land eller den by, man bor i. Som det hedder hos profeten Jeremias (kap 29, 7): ”Går det den (byen) godt, går det også jer godt”

Steen Skovsgaard

 

Standard