Danske indvandrere

Det er jo her, vi bor!

Jeg har fornøjelsen at være tilsynsførende biskop for de danske immigrantmenigheder under DSUK bl.a. i Argentina og Canada. I den forbindelse besøgte jeg forleden Tandil i Argentina for at deltage i fejringen af 150 året for menighedens stiftelse. Jeg har besøgt menigheden flere gange tidligere, men denne gang blev det alligevel et særligt tankevækkende besøg.

Festlighederne startede fredag eftermiddag på den kirkegård, som de danske indvandrere tidligt fik anskaffet sig. Det kan synes som et lidt specielt sted at indlede jubilæumsfestlighederne, men det er helt i disse efterkommeres ånd. De ved nemlig, at de er her i Tandil på grund af deres bedste- eller oldeforældre, som rejste hertil fra Danmark. Og hvad er mere naturligt end at mindes og hædre dem på denne dag med blomster, flag, kransenedlæggelse, taler og oplæsning af den gamle protokol fra den 26. august 1866.

Men det var ved denne lille højtidelighed, at der var en deltager, som jeg bestemt ikke havde ventet. Det var borgmesteren for Tandil. Hvorfor vil en spansk borgmester, som i øvrigt er katolik, være med til at hædre en gruppe danske indvandrere, som har kæmpet for at bevare deres danskhed med egen kirkegård og kirke? Svaret er enkelt: De danske indvandrere har aldrig bare arbejdet og kæmpet for sig selv og deres egne. De kæmpede fra starten for byen og hele samfundet.

Den store inspirator var Hans Fugl fra Horslunde på Lolland. Det var ham, som tog initiativ til etablering af den danske kirkegård og kirke; men han var desuden politisk aktiv, en iværksætter som landmand, bager og møller, og var levende optaget af at etablere skoler, undervisning og en dansk kirke. Han var dog samtidig så optaget af de lokale forhold, at han endda udarbejdede en ordbog over det indianske sprog til dansk. Og da katolikkerne ønskede at få deres egen kirke, valgte de Hans Fugl til at drage til Buenos Aires for at søge økonomisk hjælp. Det gjorde han, og det lykkedes.

Hans Fugl og disse indvandrere er en inspirationskilde til, at man på den ene side godt kan bevare og kæmpe for sin egen religion, kultur og egenart, samtidig med at man arbejder for helheden. Netop derfor kunne vi 150 år senere opleve en katolsk borgmester lægge en endog meget stor blomsterkrans ned i respekt og taknemlighed over, hvad disse danske indvandrere har betydet og stadig betyder for samfundet.

Om søndagen var der festgudstjeneste. Kirken var stuvende fuld, og også her deltog borgmesteren, siddende på anden række sammen med to af sine medarbejdere. Efter gudstjenesten samledes menigheden udenfor kirken, hvor bystyret havde opstillet en talerstol, og borgmesteren holdt en tale og sluttede med at afsløre en mindeplade på kirken som en erindringsgave fra bystyret. Samme morgen fik jeg selv sammen med to andre fra menigheden i Tandil lov til at afsløre en mindeplade, som den danske kirke havde fået sat op på byens torv.

Et sådant forhold kan må man da kunne kalde for en vellykket integration. Men hvad er så opskriften? Jeg er overbevist om, at det i høj grad handler om det nationale. De danske indvandrere er både danskere og argentinere. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at man aldrig flager med dannebrog alene. Hvis de flager, så flager de altid med begge flag. Mange har derfor også to flagstænger, og hvis man kun har én, så hænger man det argentinske flag øverst! For det er her, de bor.

Inden festmiddagen gik i gang skulle nationalsangen synges. Vel at mærke, ikke bare den danske, men også den argentinske, som blev sunget først og højest. Først derefter kom: Der er et yndigt land. De elsker Danmark, også selvom de aldrig har været i Danmark; men de sætter Argentina øverst, for det er her de lever. De taler spansk, samtidig med at de i hjertet er danske.

På et tidspunkt under middagen spurgte jeg én af de danske indvandrere om, hvem de ville holde med, hvis der var en fodboldkamp i byen mellem et dansk og et argentinsk hold. ”Det har vi haft!”, svarede hun, og tilføjede: ”Det var vanskeligt. Vi glæder os over kampen, og holder vel nærmest med begge hold. Og jubler under alle omstændigheder, når det ene hold vinder!”

Vi kan lære meget om kulturmødet af disse dansk-argentinere. Først og fremmest at kærligheden til egen kultur og religion aldrig må isolere os. Og at kærligheden til ens oprindelsesland er smuk, så længe den ikke får lov til at overskygge kærligheden til det land eller den by, man bor i. Som det hedder hos profeten Jeremias (kap 29, 7): ”Går det den (byen) godt, går det også jer godt”

Steen Skovsgaard

 

Reklamer
Standard

2 thoughts on “Danske indvandrere

  1. Karen Bøggild siger:

    Så rigtigt, så smuk og så nærværende en problematik.
    Når man kender til – det dobbelt tilhørsforhold mellem Danmark og Argentina – så er den gensidige respekt netop kendetegnet. Med denne respekt i mente, så kan den store afstand mellem Danmark og Argentinas pampas pludselig blive ganske lille og ubetydelig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s