Når Jesus kommer til os

Prædiken i Klosterkirken, Nykøbing F 1. s. i advent

”Din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel”. Sådan hedder det i profeten Zakarias’ bog om den kommende Messias. Han skal komme ridende, retfærdig og sejrrig, sagtmodigt og ydmygt på et æsel ind i Jerusalem.

Det er den profeti, som Jesus i dag bruger næsten som en drejebog for sit indtog i Jerusalem. Hans dage er ved at være talte. Og han ved, hvad han er på vej til: Nemlig ind i den by, som skal blive endestation for hans liv. Han vil om ikke mange dage blive klynget op på et kors. De, der i dag hylder ham som en konge, vil få dage senere kræve ham korsfæstet som en forbryder. Jesus ved, at sådan skal det ske, og han ved også, at det i sidste ende er Guds vilje. Han bøjer sig for det og ydmyger sig og er lydig til døden, ja, døden på et kors.

Og det er så det, som vi kalder for et indtog! Som om det er en hær, der gør sit indtog for at besejre en fjende.

Det er da den mærkeligste påstand. Ikke desto mindre er det, hvad der forkyndes her i kirken. Jesu indtog er virkelig et sejrrigt indtog, og hans død på korset er en sejrrig død.

Ikke med magt og vælde – men i afmagt og ydmyghed.

Det kan minde om Klodshans fra H.C.Andersens eventyr. Og mon ikke H.C.Andersen i virkeligheden er inspireret af dette indtog. Klodshans kommer jo ridende på sin gedebuk op på slottet – i modsætning til alle de andre bejlere, som rider på fornemme heste. Og han har ikke andet med end en gammel træsko, noget mudder og en død krage. Og alligevel vinder han prinsessens hjerte. Til forskel fra alle de fine og fornemme unge mænd og hans egne kloge brødre, så formår Klods Hans at besejre prinsessens hjerte.

Og det er netop også det, som Jesus kommer for at gøre. Han kommer for at gøre sit indtog i og besejre vore hjerter. Sådan som vi synger det i adventssalmerne i dag: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig!

Kom du ærens konge kom! Hjertet er din ejendom.

Advent betyder komme. Herrens komme. Og Jesus kommer – ikke bare til verden, heller ikke bare til Jerusalem – men han kommer til hvert eneste lille menneskebarn, og banker på vore hjerter. Det er det, som han vil besejre og ønsker at tage bolig i.

Sidste søndag, hørte læsningen fra 1. kor 3,16, hvor Paulus skrev til menigheden i Korinth: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?”

Ved I det? Vidste I, at I er Guds tempel? Er I godt klar over, at Gud ved sin ånd bor i jer og har gjort sit indtog i jer?

Eller går vi stadig rundt i den fejlagtige tro på, at Gud er langt væk i sin himmel? Højt hævet over os og vores dagligdag og problemer?

For sådan er det ikke. Han bor i os. Han er midt iblandt os og lever i vore hjerter.

Det er evangeliets påstand og overskriften for det nye kirkeår, som vi i dag tager hul på: Gud selv har valgt at tage bolig i verden og i os.

Men er det virkelig rigtigt? Vi kan jo ikke se ham, og vi kan vel heller ikke sådan mærke ham? Så hvor er Gud henne? Og hvad skal det gøre godt for, at han er i os og iblandt os, hvis vi hverken kan se eller mærke det?

Alligevel må vi sige, at der sker noget, hver gang vi tror og Jesus gør sit indtog. Ligesom der også skete noget helt uventet, da Jesus gik videre ind igennem Jerusalems port. Umiddelbart efter hører vi at han gik direkte hen i templet. Her mødte han alle kræmmerne, alle som handlede og stod med deres boder for at sælge offerdyr osv. Og han væltede vekselerernes boder og duehandlernes bænke og smed dem alle ud af templet. Og råbte: Mit hus skal være et bedehus og I har gjort det til en røverkule. Til et handelssted.

Så når det hedder at vi er Guds tempel, gælder det samme for os: Vi skal være et bedehus. Vi skal bede, være i en konstant dialog med Gud. Lytte til ham og lytte lidt mindre til os selv og vore egne behov. Så vil vi også opleve at meget vil og skal forandres i os. ”Hvad I har gjort imod én af mine mindste brødre der, det har I gjort imod mig”. Vi skal være forberedt på og villige til at tilsidesætte os selv – eller at blive sat på plads på en måde, som vi måske ikke lige havde forventet.

Nu har Kirkens korshær som I sikkert ved landsindsamling i dag. Det er et vigtigt arbejde, som jeg kun kan give min varmeste anbefaling.

Men det minder mig om, at jeg for mange år siden var inviteret ind i kirkens korshærs varmestue i Aarhus for at holde en adventsandagt. Jeg var blevet bedt om at fortælle en sjov historie, læse juleevangeliet og bede en bøn for varmestuens brugere. Og der var fuldt hus, og godt gang i varmestuen den aften. Folk var højrøstede og larmende. Jeg startede med at fortælle min sjove historie, men det var nu svært at få ro, og der var vist heller ikke mange, som syntes den var særlig sjov. Så læste jeg juleevangeliet, og det gik heller ikke ret godt. Der var larm og råb og afbrydelser, og så kom jeg dertil, hvor jeg skulle bede en bøn. ”Lad os bede!” – sagde jeg, men der var stadig ikke mange, som hørte efter. Og jeg tænkte: nej, jeg vil ikke altså stå og bede en bøn i den larm. Så jeg blev bare stående og sagde ingenting. Lidt efter var der en af brugerne, som rejste sig op i sin fulde 2 meters højde og med samme bredde og kom hen til mig, skubbede mig til side og sagde: Lad så hellere mig, præst! Jeg blev sat på en stol, og nu stillede han sig midt i varmestuen og råbte af sine lungers fulde kraft: Hold så jeres kæft! Og der blev for første gang den aften, helt stille. Så sagde han: Lad os bede! Der var stadig stille – og så indledte han bønnen med at sige: Herre, vi er nogle svin! Og jeg tænkte: Sådan havde jeg nok heller ikke indledt min bøn. Jeg sad der som den pæne præstemand, der var blevet skubbet til side. Og glædede mig over det.

For det var jo et lille guddommeligt tegn eller indtog, hvor den pæne præst blev skubbet til side, som ved tempelrensningen, til fordel for et mere ægte ord med saft og kraft og liv.

Hvor Jesus gør sit indtog vendes der op og ned på begreberne. Så kan man spørge, om det om ikke også er der, at vi kan være lidt usikre på, om vi i virkeligheden ønsker eller tør at åbne døren helt op for ham?

I Benny Andersens og Poul Dissings dejlige go-nat sang hedder det:

Go’ nu nat og gå nu lige hjem. Der er dem, der holder dørene på klem. Jeg ta’r hele døren a’ venter på dig nat og da’ go’ nu nat og gå nu lige hjem.

At holde dørene på klem er nok et meget rammende udtryk for, hvordan de fleste af os har det med Gud. Vi, som er samlet her i kirken i dag 1. søndag i advent, er vel nok åbne overfor Gud, i hvert fald lidt. Vi har en dør på klem, og han skal også være velkommen, og vi tror da på ham til en vis grad – men der skal altså også være plads til alt muligt andet. Han skulle nødigt fylde det hele. Så det gør vel ikke noget, at holde en dør på klem, også som en smutvej, hvor jeg ligeså stille kan liste ud, hvis det hele bliver for meget.

Der er stor forskel på at holde døren på klem og så at tage hele døren af. Vi ville måske gerne det sidste, men nøjes som oftest med det første.

Men er det nok? Er det nok at holde døren på klem for Gud?

Til det er der at sige: både ja og nej!

Nej, det er ikke nok at holde døren på klem, nej, det er ikke nok at elske halvt, eller at være halvt til stede. Gud vil os helt. Han vil fylde os helt med sin kærlighed og sit nærvær. Han vil forvandle os helt – og ikke halvt. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind – og din næste som dig selv!” hedder det. Ikke noget med halvt eller med døren på klem. Ikke noget med at gøre sig bekymringer om sit liv om hvad vi skal spise og drikke osv. Nej, søg først Guds rige og hans retfærdighed. Hverken mere eller mindre.

Når det er sagt så må man også sige: Ja, det er nok at give Gud bare en lille plads. Han lod sig jo føde i en stald i Betlehem, mere skulle der ikke til. En krybbe, et afsides sted, langt fra kongers slotte og store porte og døre. Og den fødsel ændrede verden. Her tændtes et håb fra en anden verden. Gudsriget er som et sennepsfrø – siger Jesus i en lignelse – det mindste af alle frø. Når det lægges i jorden forvandles det selv, og det forvandler jorden omkring sig.

Sådan er Gudsriget. Når blot det bliver sået i en lille sprække, og det lille frø bliver modtaget og finder fodfæste, så vil der ske forandring og forvandling.

Så, ja, hold blot døren på klem, og se hvad der sker. Kom til dåben og deltag i nadveren. Selvom det er små og tilsyneladende ubetydelige handlinger, så har de stor betydning. De er som frø, der sås i os, og sammen med ordet der lyder og høres, har vi den tillid, at de nok skal gøre sin gerning i os.

Det er som en klump gær eller en lille smule surdej. Mere skal der ikke til, førend det gennemsyrer hele dejen. Sådan også med Gud og Gudsriget. Selvom vi synes, at vi kun kan holde døren på klem, så skal der ikke så meget til, førend det gør sin virkning.

Gud virker i det små. Og han bruger små midler til at skabe store ting. Det kan godt være en trøst, hvor vi føler vi os magtesløse, bange, tvivlende og lukkede. Og når vi spørger: kan Gud virkelig bruge én som mig? Så svag som jeg føler mig. Så lidt som jeg kan udrette.

Måske kan et lille digt også være til trøst. Og det vil jeg slutte med at læse. Det er skrevet af en medarbejder i øvrigt også fra én af kirkens korshærs varmestuer for en del år siden. Det lyder:

”I begyndelsen var jeg optimist, troede jeg skulle være en barmhjertig samaritaner, men indså, at jeg blot var et æsel, som stod og så på. Jeg laver en masse små praktiske ting, skænker lidt kaffe, tørrer lidt støv, stikker et smil, og skriver et navn på en seddel. Jeg får ikke frelst nogle sjæle, jeg ordner ingens problemer. Jeg lærer en masse om livet, om mennesker og mig selv. Men når jeg møder et smil og en venlig bemærkning, når én gir mig et klap på min skulder, så ved jeg, at alt har en mening. Og mindes, at Herren selv engang havde brug for et æsel.”

Glædelig advent

Amen

Advertisement

I er Guds tempel

 

 

Indsættelse af pastor Claus Franck i Grimsby Kirke, Ontario v. Toronto den 20.11.2016

”Ved I ikke at I er Guds tempel og at Guds ånd bor i jer?” Med de ord er det mig en stor glæde at indsætte dig i embedet her i Grimsby, Claus. Du har jo prøvet det før, at være præst her i Canada, så du ved hvad du går ind til. Du kender sproget og kulturen, og du ved hvordan forholdene er her i Canada. Det er et meget kulturåbent samfund – ja, endda et samfund, som ikke har nogle fremmede. Det ord bruger man ikke, har jeg for flere år siden ladet mig fortælle. I Canada er man newcomers – og som sådan må man indrette sig, finde sin plads og udfylde den med det, som man nu har at bibringe.

Grimsby menighed er en gammel menighed, som formanden for menighedsrådet Edith Wulff fortalte os om i går. Og som præstetavlen viser, så er det en menighed, som i høj grad har prøvet og forstået at tage imod Newcomers, nye præster som kommer og er her i kortere eller længere tid. Sidst jeg var herovre var for at indsætte Nils Roland i marts 2011. Han og Lajla taler stadig levende og varmt om den store oplevelse det var for dem at blive plantet om blot for et år og få lov at virke som præstepar her i Grimsby. Og jeg skal i øvrigt hilse jer alle hjerteligt fra dem begge og også en stor hilsen fra DSUK og fra Generalsekretær Margith Pedersen.

”Ved I ikke, at I er Guds tempel?” Det er sundt at blive mødt med et spørgsmål, når man går i kirke. Jeg har en gammel vel, som var præst i Grædstrup kirke i midtjylland. Da kirken blev restaureret fik han den ide – og fik også lov til – at sætte en inskription op i våbenhuset, som skulle stå over indgangsdøren som en hilsen til menigheden. Han valgte Jesu første ord i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger eller spørger: Hvad søger I?

Så når man nu går ind i Grædstrup kirke mødes man af spørgsmålet: Hvad søger I? Hvorfor kommer I i kirke? Hvad ønsker I at få med jer hjem?

Og i epistelteksten blev vi altså også mødt med et spørgsmål: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel og at Guds ånd bor i jer?” Vidste I det? Eller ved vi det? Er vi klar over, hvor store ord der er at sige om os som kristne og kristen menighed?

I er jordens salt! I er verdens lys! – siger Jesus i bjergprædikenen. Det er unægtelig store ord, som du Claus ikke alene selv skal tro på – men som du også skal formidle og forkynde for din menighed.

Jamen er det da ikke for store ord? Hvordan kan vi dog tro eller tænke så stort om os selv, hinanden og vort kirkelige fællesskab? Er vi ikke netop gamle – eller i hvert fald halvgamle, – svage, rynkede, mere eller mindre kraftesløse og uden ret meget, som vi kan rose os af? Er det da ikke overmodigt at påstå eller gå rundt og tro, at vi skulle være et tempel for Guds egen ånd!

Men det er ikke desto mindre det, som Paulus skriver – og han har det velat mærke ikke fra sig selv, men fra Gud. Senere i 2. Korintherbrev skriver han nemlig om sin magtesløshed og den svaghed eller torn i kødet, som han ikke kan slippe af med. Han beder om at måtte blive fri for den, men Gud svarer ham klart: ”Min nåde er dig nok for i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.” Gud selv bor i vores magtesløshed.

Jeg købte for nogle år siden et maleri til bispegården af en lokal kunstner Erik Mortensen. Det forestiller bare en sort krøllet plasticpose. Da kunstneren præsenterede maleriet på en lille udstilling sagde han: Har I nogensinde tænkt på at en sort plasticpose aldrig bare er sort? Når solen skinner på den, lyser den i alle mulige farver.

Ved I at en sort plasticpose aldrig bare er sort? Ved I, at der er mere at sige om jer, end at I er svage, små og magtesløse? Ved I at I er Guds tempel og Guds ånd bor i jer? I er jordens salt og verdens lys. For Gud selv bor i jer og lyser på jer og ud af jer.

Det er derfor vi går i kirke. For at høre disse velsignede ord. For at Guds lys og hans kærlighed må lyse os op og varme vore hjerter.

Det er kort og godt det, som du nu, Claus Franck, indsættes til her i Grimsby menighed. For at forkynde evangeliet for denne lille menighed. Det glædelige budskab som skal lyde og fortælle menigheden, at der altid er mere at sige om os, end at vi er som vi er. Vi er nemlig meget mere. Vi er det, som Gud siger om os: Salige, elskede, velsignede og et tempel for Guds egen ånd.

Det er da næsten ikke til at tro. Derfor må vi høre det igen og igen. Igen og igen må vi hen og bade os i lyset og høre det gentaget.

Jeg var i går sammen med Mogens Mye og Anne Marie og Merete nede ved Niagaravandfaldet. Og jeg fik et godt foto af de to præster med det store vandfald som baggrund. Når jeg ønskede at tage netop dette billede var det for at minde både dem, mig selv – og os alle – om hvad det er, som vi har i ryggen. Når vi velsigner, så gør vi det, fordi vi selv er velsignede. Vi giver blot videre af det, som vi selv har fået givet. Det betyder så også, at vi selv må drikke og øse af de kilder, som vi deler ud af.

Til lykke med tjenesten, Claus og al mulig velsignelse ønskes du og Merete i jeres tjeneste her i Grimsby.

And to you – the congregation in Grimsby – I will say the same: take good care of Claus and Merete, receive them as you have received all your other pastors. Pray for Claus and Merete, so that Claus as your pastor might be frank and full of confidence in his service.

Den sidste tid!

Den sidste tid og det kristne håb

I trosbekendelsen lyder det hver søndag i Folkekirken, at vi tror, at Jesus skal komme igen ”for at dømme levende og døde”. Det er en vigtig del af den kristne tro og forkyndelse, at vi venter på Jesu genkomst og dommedag.

Denne tro har mange former. Jeg har netop haft lejlighed til at se den nye dokumentarfilm: ”Den sidste tid” af instruktør Christoffer Dreyer. Her følger vi Esther og Hans, som lever i en usædvanlig og meget konkret forventning om, at dommedag er nær. I over 40 år har de forsøgt at læse tidens tegn, og de har forberedt sig på dommedag på mange forskellige måder. Bl.a. følger man dem i filmen, mens de handler ind i Spejdersport. De skal jo have økser, sav, særlige handsker og andet udstyr med hjem, som de pakker i hver sin rygsæk. Så er de beredt på Herrens genkomst. Det er naturligvis naivt og fundamentalistisk og alt for meget, når de to vil tolke alle tidens tegn som mulige udtryk for Herrens snarlige genkomst og forbereder sig så konkret. Men filmen skildrer dem solidarisk, stille og smukt. Vi følger dem i deres helt almindelige verden, ser dem i deres lille rækkehus, og fornemmer deres indbyrdes kærlighed og forbundethed gennem 50 års ægteskab. Vi følger også deres forberedelser til det forestående guldbryllup; men forventningen om den kommende fest er for intet at regne mod det verdensdrama, som de venter og forbereder sig på.

Teologisk kan der rejses mange indvendinger og spørgsmål. Sidste søndag hørte vi f.eks. i kirkerne Jesu ord: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det!” Så hvad skal alle disse konkrete forberedelser i grunden gøre godt for? Hvad er det de to vil reddes fra? Og hvad mener de, at de kunne redde sig til? I samme tekst lød det: ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det..” Så hvad nytter det da at studere, følge og iagttage tegnene?

Nok skal vi være opmærksomme på og tolke tidens tegn, men vi skal ikke dyrke dem eller fortabe os i dem. Tegnene kan blot minde os om, at denne verden skal gå til grunde. De skal få os til at løfte hovedet med håb og forventning om Jesu genkomst. Men håbet kan tegnene ikke give os. Håbet lever i stedet som en skjult understrøm i troen. Fyldt med kraft og poesi.

Kaj Munk skildrer det meget personligt i en prædiken til 2. søndag i advent i 1941:

For 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen?

Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo ad mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være Ham selv.

Skønnere, synes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones.

Selvom vi altså ved og tror, at denne verden skal gå til grunde, så skal vi ikke, som Noah, bygge en ark. Vi skal heller ikke tro, at overlevelsesudstyr kan hjælpe os, når jorden går under. Hvad skal vi da gøre? Min opfordring er kort og godt: Gå i kirke! Gå hen og lyt til det håb, som dér bliver forkyndt. Deltag i nadveren, hvor Jesus selv er til stede, og hvor vi oplever et glimt af Gudsriget og et levende håb.

Det kristne håb gør ikke fjern i blikket, men det gør os derimod klarsynet og nærværende. Søren Kierkegaard skriver et sted: ”Det gælder om at leve i evigheden og dog høre stueuret slå.” At leve i håbet og med evigheden for øje, mens man lever og forvalter dette liv frimodigt, glad og uden frygt og desperation, på trods af mørke, død og ødelæggelse. Det er kristnes gave og opgave.

Men se endelig filmen. Den er smuk, stille og solidarisk, og har mange fine detaljer og skæve vinkler, som kalder på både smil og eftertanke.

Steen Skovsgaard

Paradishåbet

På min visitats i morgen i Idestrup Kirke  ( iøvrigt den sidste som biskop i Lolland-Falsters Stift) vil jeg slutte med at tale om, hvad det vil sige at leve i paradishåbet (inspireret af en gammel artikel af Morten Rydal) Det betyder nemlig, at Paradis ikke skal findes her i verden. Ikke i nogen samfundsorden, ikke i nogen teori eller religion, ikke i nogen lov. Verden er den verden, som forgår. Guds ord alene består. Verden er som en lidt søvnig dansk landevejskro. Der er forlorne brandspande, plovjern på muren ude foran og buede glas i vinduerne. Der er en kedelig, mørk skænk med ølreklamer og en enlig flue, som summer rundt. Der er lidt hengemt luft af cigaretrøg, tapetet og blomsterne er forlorne, men fadøllet er gyldent og godt. Kunsten på væggen er ikke stor, men man kan få frisk purløg og rødbeder til skipperlabskovsen, og kropigen er sød. I sådan en kro er man strandet for en tid sammen med andre rejsende. Den kristne ved, at han har andetsteds hjemme, han har noget han skal, og som venter ham. Derfor læner han sig tilbage og nyder stedet for, hvad det er, slår sig ned og skænker sine medgæster sin udelte interesse.

Men måske en anden rejsende får den ide, at kroen er hans hjem. Han flytter rundt på møblerne på værelset, hænger billedet af mor og far op over fjernsynet. Han kan slet ikke glæde sig over øl og skipperlabskovs. Han har ikke tid til de andre gæster, for han bekymrer sig om kroens belægningsprocent og bundlinie. Han kravler op gennem loftlugen og eftergår underfugning og isolering. Han frygter borebiller og råd og svamp og underskud – men mest af alt frygter han for at skulle forlade kroen.

At tro på og vente Jesu genkomst er en befrielse til at leve dette liv nu og her.

Så lad os da gøre det, frimodigt, glade, taknemlige og i kærlighed til Gud og til hinanden.

Med de ord vil jeg ønske for jer alle her i menigheden, at vor Herres Jesu Kristi nåde, som vi er fælles om, Guds kærlighed, som er levende i vore hjerter og helligåndens samfund – som binder os sammen – må være og blive med os alle.

 

Amen

 

Eftertanker og indtryk fra en lønforhandling

Så har vi haft lønforhandling igen. Det var min sidste som biskop – en årlig begivenhed, som jeg ikke vil savne. Præsteforeningens repræsentant kom fra København for at deltage i forhandlingen. Tre af stiftets 4 tillidsrepræsentanter deltog sammen med en provst, stiftskontorchef, stiftsfuldmægtig og så altså biskoppen. En måneds tid forinden havde jeg sammen med provster og tillidsmænd haft lejlighed til at aftale nogle overordnede principper vedr. fordelingen – herunder fordelingen mellem provstierne, kriterier, beløbsstørrelse, forholdet mellem funktionstillæg, vederlag og holdning til løngruppe 2 osv.

På selve dagen – det som af præsteforeningen betegnes som: hovedforhandlingen – mødtes tillidsrepræsentanterne sammen med præsteforeningens repræsentant til et formøde. De skulle vist lige blive enige om, hvordan de skal forholde sig til de forskellige spørgsmål – og sikkert også justere forhandlingsteknikken i forhold til biskoppen. Det er nemlig også noget, som foreningen er opmærksom på og endda holder kurser i. Forhandlingsteknik i forbindelse med lønforhandling.

Endelig mødtes vi så alle til den fælles lønforhandling. Vi startede med en lille frokost, og sang forinden: Oktoberdagens skiften. Det var der sådan set ikke ment som andet end en markering af årstiden og en god begyndelse på mødet. Men Jens Rosendahls sang kom til at passe ganske udmærket til mødet:

Oktoberdagens skiften

af skyer, sol og regn

slår som en blæstens rytme hårdt

i hjertets egn

Jeg skal ikke referere nærmere for forhandlingerne, men kunne konstatere, at de netop blev præget af denne oktoberdags skiften med skyer, sol og regn. 4 timer varede forhandlingerne, og humøret og stemningen vekslede som en efterårsdag. 8 højtuddannede og højtlønnede mennesker sad alvorligt og gennemgik 60 præsters håbefulde ansøgninger. Vi skulle fordele i alt 77.000 – som dog i begyndelsen af forhandlingerne blev hævet til 92.000,-. Resultatet blev omhyggeligt ført ind i regneark med beløb og begrundelser. Og nu skal der så efterfølgende skrives ud til præsterne – både dem som har fået og dem, som ikke har fået.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget disse forhandlinger har kostet i tid og energi. Præsterne har jo også brugt tid på at skrive ansøgningerne, tillidsmændene på at gennemgå og drøfte dem, og nu disse forhandlinger, som endelig er afsluttet.

Men det allerværste er alligevel den tanke – som Daniel H. Pink beskriver i sin bog: DRIVE, med undertitlen: The surprising Truth about what motivates us. Denne bog, som har ligget på New York Times bestsellerliste er en videnskabelig undersøgelse af, hvad der motiverer os. Pink skriver, at de fleste tror, at den bedste måde at motivere os selv og andre på er i form af en ydre belønning som penge f.eks. Men det er en stor misforståelse, skriver han og underbygger påstanden med videnskabelige undersøgelser, som godtgør, at belønning i form af f.eks. eengangsvederlag er direkte demotiverende. Mennesker, som er drevet af engagement, kærlighed og glæde og derfor gør en særlig indsats, vil opleve en sådan økonomisk belønning som vand på ild.

Undervejs i lønforhandlingen tænkte jeg, at man i præsteforeningens regi burde lave en lille studiekreds over denne bog. Tør man mon det? Eller er man bange for, at man pludselig vil få frigivet alt for mange ressourcer og energi og engagement?

Steen Skovsgaard

 

Tese – opsat på Nykøbing PORTALEN 30.10.2016

Evangeliet – Guds glædelige budskab – er ikke at høre, at du er god nok, som du er – men at du er elsket, som du er!

Steen Skovsgaard, biskop