Eftertanker og indtryk fra en lønforhandling

Så har vi haft lønforhandling igen. Det var min sidste som biskop – en årlig begivenhed, som jeg ikke vil savne. Præsteforeningens repræsentant kom fra København for at deltage i forhandlingen. Tre af stiftets 4 tillidsrepræsentanter deltog sammen med en provst, stiftskontorchef, stiftsfuldmægtig og så altså biskoppen. En måneds tid forinden havde jeg sammen med provster og tillidsmænd haft lejlighed til at aftale nogle overordnede principper vedr. fordelingen – herunder fordelingen mellem provstierne, kriterier, beløbsstørrelse, forholdet mellem funktionstillæg, vederlag og holdning til løngruppe 2 osv.

På selve dagen – det som af præsteforeningen betegnes som: hovedforhandlingen – mødtes tillidsrepræsentanterne sammen med præsteforeningens repræsentant til et formøde. De skulle vist lige blive enige om, hvordan de skal forholde sig til de forskellige spørgsmål – og sikkert også justere forhandlingsteknikken i forhold til biskoppen. Det er nemlig også noget, som foreningen er opmærksom på og endda holder kurser i. Forhandlingsteknik i forbindelse med lønforhandling.

Endelig mødtes vi så alle til den fælles lønforhandling. Vi startede med en lille frokost, og sang forinden: Oktoberdagens skiften. Det var der sådan set ikke ment som andet end en markering af årstiden og en god begyndelse på mødet. Men Jens Rosendahls sang kom til at passe ganske udmærket til mødet:

Oktoberdagens skiften

af skyer, sol og regn

slår som en blæstens rytme hårdt

i hjertets egn

Jeg skal ikke referere nærmere for forhandlingerne, men kunne konstatere, at de netop blev præget af denne oktoberdags skiften med skyer, sol og regn. 4 timer varede forhandlingerne, og humøret og stemningen vekslede som en efterårsdag. 8 højtuddannede og højtlønnede mennesker sad alvorligt og gennemgik 60 præsters håbefulde ansøgninger. Vi skulle fordele i alt 77.000 – som dog i begyndelsen af forhandlingerne blev hævet til 92.000,-. Resultatet blev omhyggeligt ført ind i regneark med beløb og begrundelser. Og nu skal der så efterfølgende skrives ud til præsterne – både dem som har fået og dem, som ikke har fået.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget disse forhandlinger har kostet i tid og energi. Præsterne har jo også brugt tid på at skrive ansøgningerne, tillidsmændene på at gennemgå og drøfte dem, og nu disse forhandlinger, som endelig er afsluttet.

Men det allerværste er alligevel den tanke – som Daniel H. Pink beskriver i sin bog: DRIVE, med undertitlen: The surprising Truth about what motivates us. Denne bog, som har ligget på New York Times bestsellerliste er en videnskabelig undersøgelse af, hvad der motiverer os. Pink skriver, at de fleste tror, at den bedste måde at motivere os selv og andre på er i form af en ydre belønning som penge f.eks. Men det er en stor misforståelse, skriver han og underbygger påstanden med videnskabelige undersøgelser, som godtgør, at belønning i form af f.eks. eengangsvederlag er direkte demotiverende. Mennesker, som er drevet af engagement, kærlighed og glæde og derfor gør en særlig indsats, vil opleve en sådan økonomisk belønning som vand på ild.

Undervejs i lønforhandlingen tænkte jeg, at man i præsteforeningens regi burde lave en lille studiekreds over denne bog. Tør man mon det? Eller er man bange for, at man pludselig vil få frigivet alt for mange ressourcer og energi og engagement?

Steen Skovsgaard

 

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s