I er Guds tempel

 

 

Indsættelse af pastor Claus Franck i Grimsby Kirke, Ontario v. Toronto den 20.11.2016

”Ved I ikke at I er Guds tempel og at Guds ånd bor i jer?” Med de ord er det mig en stor glæde at indsætte dig i embedet her i Grimsby, Claus. Du har jo prøvet det før, at være præst her i Canada, så du ved hvad du går ind til. Du kender sproget og kulturen, og du ved hvordan forholdene er her i Canada. Det er et meget kulturåbent samfund – ja, endda et samfund, som ikke har nogle fremmede. Det ord bruger man ikke, har jeg for flere år siden ladet mig fortælle. I Canada er man newcomers – og som sådan må man indrette sig, finde sin plads og udfylde den med det, som man nu har at bibringe.

Grimsby menighed er en gammel menighed, som formanden for menighedsrådet Edith Wulff fortalte os om i går. Og som præstetavlen viser, så er det en menighed, som i høj grad har prøvet og forstået at tage imod Newcomers, nye præster som kommer og er her i kortere eller længere tid. Sidst jeg var herovre var for at indsætte Nils Roland i marts 2011. Han og Lajla taler stadig levende og varmt om den store oplevelse det var for dem at blive plantet om blot for et år og få lov at virke som præstepar her i Grimsby. Og jeg skal i øvrigt hilse jer alle hjerteligt fra dem begge og også en stor hilsen fra DSUK og fra Generalsekretær Margith Pedersen.

”Ved I ikke, at I er Guds tempel?” Det er sundt at blive mødt med et spørgsmål, når man går i kirke. Jeg har en gammel vel, som var præst i Grædstrup kirke i midtjylland. Da kirken blev restaureret fik han den ide – og fik også lov til – at sætte en inskription op i våbenhuset, som skulle stå over indgangsdøren som en hilsen til menigheden. Han valgte Jesu første ord i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger eller spørger: Hvad søger I?

Så når man nu går ind i Grædstrup kirke mødes man af spørgsmålet: Hvad søger I? Hvorfor kommer I i kirke? Hvad ønsker I at få med jer hjem?

Og i epistelteksten blev vi altså også mødt med et spørgsmål: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel og at Guds ånd bor i jer?” Vidste I det? Eller ved vi det? Er vi klar over, hvor store ord der er at sige om os som kristne og kristen menighed?

I er jordens salt! I er verdens lys! – siger Jesus i bjergprædikenen. Det er unægtelig store ord, som du Claus ikke alene selv skal tro på – men som du også skal formidle og forkynde for din menighed.

Jamen er det da ikke for store ord? Hvordan kan vi dog tro eller tænke så stort om os selv, hinanden og vort kirkelige fællesskab? Er vi ikke netop gamle – eller i hvert fald halvgamle, – svage, rynkede, mere eller mindre kraftesløse og uden ret meget, som vi kan rose os af? Er det da ikke overmodigt at påstå eller gå rundt og tro, at vi skulle være et tempel for Guds egen ånd!

Men det er ikke desto mindre det, som Paulus skriver – og han har det velat mærke ikke fra sig selv, men fra Gud. Senere i 2. Korintherbrev skriver han nemlig om sin magtesløshed og den svaghed eller torn i kødet, som han ikke kan slippe af med. Han beder om at måtte blive fri for den, men Gud svarer ham klart: ”Min nåde er dig nok for i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.” Gud selv bor i vores magtesløshed.

Jeg købte for nogle år siden et maleri til bispegården af en lokal kunstner Erik Mortensen. Det forestiller bare en sort krøllet plasticpose. Da kunstneren præsenterede maleriet på en lille udstilling sagde han: Har I nogensinde tænkt på at en sort plasticpose aldrig bare er sort? Når solen skinner på den, lyser den i alle mulige farver.

Ved I at en sort plasticpose aldrig bare er sort? Ved I, at der er mere at sige om jer, end at I er svage, små og magtesløse? Ved I at I er Guds tempel og Guds ånd bor i jer? I er jordens salt og verdens lys. For Gud selv bor i jer og lyser på jer og ud af jer.

Det er derfor vi går i kirke. For at høre disse velsignede ord. For at Guds lys og hans kærlighed må lyse os op og varme vore hjerter.

Det er kort og godt det, som du nu, Claus Franck, indsættes til her i Grimsby menighed. For at forkynde evangeliet for denne lille menighed. Det glædelige budskab som skal lyde og fortælle menigheden, at der altid er mere at sige om os, end at vi er som vi er. Vi er nemlig meget mere. Vi er det, som Gud siger om os: Salige, elskede, velsignede og et tempel for Guds egen ånd.

Det er da næsten ikke til at tro. Derfor må vi høre det igen og igen. Igen og igen må vi hen og bade os i lyset og høre det gentaget.

Jeg var i går sammen med Mogens Mye og Anne Marie og Merete nede ved Niagaravandfaldet. Og jeg fik et godt foto af de to præster med det store vandfald som baggrund. Når jeg ønskede at tage netop dette billede var det for at minde både dem, mig selv – og os alle – om hvad det er, som vi har i ryggen. Når vi velsigner, så gør vi det, fordi vi selv er velsignede. Vi giver blot videre af det, som vi selv har fået givet. Det betyder så også, at vi selv må drikke og øse af de kilder, som vi deler ud af.

Til lykke med tjenesten, Claus og al mulig velsignelse ønskes du og Merete i jeres tjeneste her i Grimsby.

And to you – the congregation in Grimsby – I will say the same: take good care of Claus and Merete, receive them as you have received all your other pastors. Pray for Claus and Merete, so that Claus as your pastor might be frank and full of confidence in his service.

Advertisement