Når Jesus kommer til os

Prædiken i Klosterkirken, Nykøbing F 1. s. i advent

”Din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel”. Sådan hedder det i profeten Zakarias’ bog om den kommende Messias. Han skal komme ridende, retfærdig og sejrrig, sagtmodigt og ydmygt på et æsel ind i Jerusalem.

Det er den profeti, som Jesus i dag bruger næsten som en drejebog for sit indtog i Jerusalem. Hans dage er ved at være talte. Og han ved, hvad han er på vej til: Nemlig ind i den by, som skal blive endestation for hans liv. Han vil om ikke mange dage blive klynget op på et kors. De, der i dag hylder ham som en konge, vil få dage senere kræve ham korsfæstet som en forbryder. Jesus ved, at sådan skal det ske, og han ved også, at det i sidste ende er Guds vilje. Han bøjer sig for det og ydmyger sig og er lydig til døden, ja, døden på et kors.

Og det er så det, som vi kalder for et indtog! Som om det er en hær, der gør sit indtog for at besejre en fjende.

Det er da den mærkeligste påstand. Ikke desto mindre er det, hvad der forkyndes her i kirken. Jesu indtog er virkelig et sejrrigt indtog, og hans død på korset er en sejrrig død.

Ikke med magt og vælde – men i afmagt og ydmyghed.

Det kan minde om Klodshans fra H.C.Andersens eventyr. Og mon ikke H.C.Andersen i virkeligheden er inspireret af dette indtog. Klodshans kommer jo ridende på sin gedebuk op på slottet – i modsætning til alle de andre bejlere, som rider på fornemme heste. Og han har ikke andet med end en gammel træsko, noget mudder og en død krage. Og alligevel vinder han prinsessens hjerte. Til forskel fra alle de fine og fornemme unge mænd og hans egne kloge brødre, så formår Klods Hans at besejre prinsessens hjerte.

Og det er netop også det, som Jesus kommer for at gøre. Han kommer for at gøre sit indtog i og besejre vore hjerter. Sådan som vi synger det i adventssalmerne i dag: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig!

Kom du ærens konge kom! Hjertet er din ejendom.

Advent betyder komme. Herrens komme. Og Jesus kommer – ikke bare til verden, heller ikke bare til Jerusalem – men han kommer til hvert eneste lille menneskebarn, og banker på vore hjerter. Det er det, som han vil besejre og ønsker at tage bolig i.

Sidste søndag, hørte læsningen fra 1. kor 3,16, hvor Paulus skrev til menigheden i Korinth: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?”

Ved I det? Vidste I, at I er Guds tempel? Er I godt klar over, at Gud ved sin ånd bor i jer og har gjort sit indtog i jer?

Eller går vi stadig rundt i den fejlagtige tro på, at Gud er langt væk i sin himmel? Højt hævet over os og vores dagligdag og problemer?

For sådan er det ikke. Han bor i os. Han er midt iblandt os og lever i vore hjerter.

Det er evangeliets påstand og overskriften for det nye kirkeår, som vi i dag tager hul på: Gud selv har valgt at tage bolig i verden og i os.

Men er det virkelig rigtigt? Vi kan jo ikke se ham, og vi kan vel heller ikke sådan mærke ham? Så hvor er Gud henne? Og hvad skal det gøre godt for, at han er i os og iblandt os, hvis vi hverken kan se eller mærke det?

Alligevel må vi sige, at der sker noget, hver gang vi tror og Jesus gør sit indtog. Ligesom der også skete noget helt uventet, da Jesus gik videre ind igennem Jerusalems port. Umiddelbart efter hører vi at han gik direkte hen i templet. Her mødte han alle kræmmerne, alle som handlede og stod med deres boder for at sælge offerdyr osv. Og han væltede vekselerernes boder og duehandlernes bænke og smed dem alle ud af templet. Og råbte: Mit hus skal være et bedehus og I har gjort det til en røverkule. Til et handelssted.

Så når det hedder at vi er Guds tempel, gælder det samme for os: Vi skal være et bedehus. Vi skal bede, være i en konstant dialog med Gud. Lytte til ham og lytte lidt mindre til os selv og vore egne behov. Så vil vi også opleve at meget vil og skal forandres i os. ”Hvad I har gjort imod én af mine mindste brødre der, det har I gjort imod mig”. Vi skal være forberedt på og villige til at tilsidesætte os selv – eller at blive sat på plads på en måde, som vi måske ikke lige havde forventet.

Nu har Kirkens korshær som I sikkert ved landsindsamling i dag. Det er et vigtigt arbejde, som jeg kun kan give min varmeste anbefaling.

Men det minder mig om, at jeg for mange år siden var inviteret ind i kirkens korshærs varmestue i Aarhus for at holde en adventsandagt. Jeg var blevet bedt om at fortælle en sjov historie, læse juleevangeliet og bede en bøn for varmestuens brugere. Og der var fuldt hus, og godt gang i varmestuen den aften. Folk var højrøstede og larmende. Jeg startede med at fortælle min sjove historie, men det var nu svært at få ro, og der var vist heller ikke mange, som syntes den var særlig sjov. Så læste jeg juleevangeliet, og det gik heller ikke ret godt. Der var larm og råb og afbrydelser, og så kom jeg dertil, hvor jeg skulle bede en bøn. ”Lad os bede!” – sagde jeg, men der var stadig ikke mange, som hørte efter. Og jeg tænkte: nej, jeg vil ikke altså stå og bede en bøn i den larm. Så jeg blev bare stående og sagde ingenting. Lidt efter var der en af brugerne, som rejste sig op i sin fulde 2 meters højde og med samme bredde og kom hen til mig, skubbede mig til side og sagde: Lad så hellere mig, præst! Jeg blev sat på en stol, og nu stillede han sig midt i varmestuen og råbte af sine lungers fulde kraft: Hold så jeres kæft! Og der blev for første gang den aften, helt stille. Så sagde han: Lad os bede! Der var stadig stille – og så indledte han bønnen med at sige: Herre, vi er nogle svin! Og jeg tænkte: Sådan havde jeg nok heller ikke indledt min bøn. Jeg sad der som den pæne præstemand, der var blevet skubbet til side. Og glædede mig over det.

For det var jo et lille guddommeligt tegn eller indtog, hvor den pæne præst blev skubbet til side, som ved tempelrensningen, til fordel for et mere ægte ord med saft og kraft og liv.

Hvor Jesus gør sit indtog vendes der op og ned på begreberne. Så kan man spørge, om det om ikke også er der, at vi kan være lidt usikre på, om vi i virkeligheden ønsker eller tør at åbne døren helt op for ham?

I Benny Andersens og Poul Dissings dejlige go-nat sang hedder det:

Go’ nu nat og gå nu lige hjem. Der er dem, der holder dørene på klem. Jeg ta’r hele døren a’ venter på dig nat og da’ go’ nu nat og gå nu lige hjem.

At holde dørene på klem er nok et meget rammende udtryk for, hvordan de fleste af os har det med Gud. Vi, som er samlet her i kirken i dag 1. søndag i advent, er vel nok åbne overfor Gud, i hvert fald lidt. Vi har en dør på klem, og han skal også være velkommen, og vi tror da på ham til en vis grad – men der skal altså også være plads til alt muligt andet. Han skulle nødigt fylde det hele. Så det gør vel ikke noget, at holde en dør på klem, også som en smutvej, hvor jeg ligeså stille kan liste ud, hvis det hele bliver for meget.

Der er stor forskel på at holde døren på klem og så at tage hele døren af. Vi ville måske gerne det sidste, men nøjes som oftest med det første.

Men er det nok? Er det nok at holde døren på klem for Gud?

Til det er der at sige: både ja og nej!

Nej, det er ikke nok at holde døren på klem, nej, det er ikke nok at elske halvt, eller at være halvt til stede. Gud vil os helt. Han vil fylde os helt med sin kærlighed og sit nærvær. Han vil forvandle os helt – og ikke halvt. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind – og din næste som dig selv!” hedder det. Ikke noget med halvt eller med døren på klem. Ikke noget med at gøre sig bekymringer om sit liv om hvad vi skal spise og drikke osv. Nej, søg først Guds rige og hans retfærdighed. Hverken mere eller mindre.

Når det er sagt så må man også sige: Ja, det er nok at give Gud bare en lille plads. Han lod sig jo føde i en stald i Betlehem, mere skulle der ikke til. En krybbe, et afsides sted, langt fra kongers slotte og store porte og døre. Og den fødsel ændrede verden. Her tændtes et håb fra en anden verden. Gudsriget er som et sennepsfrø – siger Jesus i en lignelse – det mindste af alle frø. Når det lægges i jorden forvandles det selv, og det forvandler jorden omkring sig.

Sådan er Gudsriget. Når blot det bliver sået i en lille sprække, og det lille frø bliver modtaget og finder fodfæste, så vil der ske forandring og forvandling.

Så, ja, hold blot døren på klem, og se hvad der sker. Kom til dåben og deltag i nadveren. Selvom det er små og tilsyneladende ubetydelige handlinger, så har de stor betydning. De er som frø, der sås i os, og sammen med ordet der lyder og høres, har vi den tillid, at de nok skal gøre sin gerning i os.

Det er som en klump gær eller en lille smule surdej. Mere skal der ikke til, førend det gennemsyrer hele dejen. Sådan også med Gud og Gudsriget. Selvom vi synes, at vi kun kan holde døren på klem, så skal der ikke så meget til, førend det gør sin virkning.

Gud virker i det små. Og han bruger små midler til at skabe store ting. Det kan godt være en trøst, hvor vi føler vi os magtesløse, bange, tvivlende og lukkede. Og når vi spørger: kan Gud virkelig bruge én som mig? Så svag som jeg føler mig. Så lidt som jeg kan udrette.

Måske kan et lille digt også være til trøst. Og det vil jeg slutte med at læse. Det er skrevet af en medarbejder i øvrigt også fra én af kirkens korshærs varmestuer for en del år siden. Det lyder:

”I begyndelsen var jeg optimist, troede jeg skulle være en barmhjertig samaritaner, men indså, at jeg blot var et æsel, som stod og så på. Jeg laver en masse små praktiske ting, skænker lidt kaffe, tørrer lidt støv, stikker et smil, og skriver et navn på en seddel. Jeg får ikke frelst nogle sjæle, jeg ordner ingens problemer. Jeg lærer en masse om livet, om mennesker og mig selv. Men når jeg møder et smil og en venlig bemærkning, når én gir mig et klap på min skulder, så ved jeg, at alt har en mening. Og mindes, at Herren selv engang havde brug for et æsel.”

Glædelig advent

Amen

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s