Så skete det igen – og igen! Terroren ramte i Istanbul og senest i Berlin. Indtil nu er det blevet meddelt, at 12 personer blev dræbt i Berlin, ved at en lastbil kørte ind i et julemarked. Det ser ud til, at vi skal fejre jul i terrorens tegn. Hvordan kan vi dog synge om glæden, som fødes julenat, om englesang, julekrybbe og fred på jord? Kan vi tillade os det, når terroren rammer os, krige udkæmpes, og flygtninge krydser grænser?
Ja, vi kan – og vi skal synge frydesange. Vi skal lade vore stemmer lyde og frimodigt synge julens glade salmer. Julen betyder nemlig ikke, at vi får forkyndt, at verden bare er god, og at kærlighed altid råder og al nød er forsvundet! Nej, nøden er forvunden. Den er overvundet. Julenat tænder lys i mørket.
Med terroren som fortegn giver det derfor stadig mening – og måske først for alvor mening – at synge julens frydesange. Blandt andet salme 109 i DS : ”I denne søde juletid”, hvor det i vers 6 lyder:
Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge,
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.
Glædelig jul – midt i og på trods af al verdens nød og terror!
Steen Skovsgaard