Jesus og den fremmede

Prædiken ved Tværkulturelt Centers årsmøde 17..3.

Evangeliet var teksten til i søndags, 2. søndag i fasten. Og det kan jo ikke passe bedre end at høre det i dag, hvor vi er samlet til den årlige og traditionsrige multietniske inspirationskonference her i Tværkulturelt Center. Med temaet: Jeg var fremmed – og I blev bange for mig.

En tankevækkende, provokerende og desværre meget aktuel titel. Ordene er en lettere omskrivning af Jesu ord fra Matt 25, hvor han siger: Jeg var fremmed, og I tog jer af mig.

Titlen antyder, at frygten ofte får den største plads. Vi kan ofte have vanskeligt ved at vise omsorg og kærlighed – særligt overfor den fremmede, det anderledes, de besværlige. Alle dem, som vi helst går udenom.

Sådan var det også på Jesu tid og for Jesu disciple. De ville helst være gået udenom Tyrus og Sidon, sådan som de også helst ville gå uden om samaritanernes område. Men Jesus fører dem igennem også disse egne.

Og i dag er de så kommet ind i dette fremmede område, hvor disciplene er overbevist om, at Jesus ikke har noget at gøre. Han er jo kun sendt til de fortabte får af Israels hus – og ikke til nogen andre. Hans bestemmelse er Israel – og ingen andre steder. Og da slet ikke de fremmede.

Alligevel vælger Jesus at gå igennem Tyrus og Sidon – og her møder de så denne fremmede kvinde.

Og hvad er det da, som sker, og som disciplene bliver vidner til?

Det kan være meget interessant at høre forskellige udlægninger af det replikskifte, som finder sted mellem Jesus og denne kvinde.

Nogle påstår i fuldt alvor, at Jesus joker med kvinden. Teksten viser, at Jesus har humor, hedder det. Det må dog siges at være en mærkelig form for humor. For hvad morsomt er der i, at Jesus starter med at være tavs? At han møder kvindens inderlige og alvorlige bøn med tavshed? Hvem har mon lyst til at grine ad det? Det er da det pinligste af alt, når et menneske ikke vil tale med én. Og da Jesus så endelig åbner munden – vel som en reaktion på disciplenes opfordring til at sende hende væk – kommer begrundelsen for tavsheden: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus. Det tror jeg heller ikke, at der er ret mange, som vil finde sjovt eller humoristisk. Og da slet ikke kvinden, som bliver stående og holder fast ved sin bøn. Til slut kommer den helt grovekornede afvisning, for: det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde, siger Jesus. Med andre ord: Du er en hund og ikke et menneske. Mon det virkelig er for at være sjov, at han siger det? Næppe.

Men der er også andre fortolkningsmuligheder.

I søndags hørte jeg en anden og lidt mere traditionel tolkning, som går ud på, at her i teksten kan vi se, hvordan Gud kan forandre mening. Kvindens og vores bøn har så stor betydning og virkning, at den kan forandre Guds sindelag. Og det kan jo ikke siges at være helt forkert. Man kan finde mange steder i Bibelen, hvor vi hører, hvordan Gud bønhører mennesker. Ja, hvordan man endda, som Abraham, kan forhandle med Gud og presse ham til at forandre holdning. Så det er vel ikke helt forkert.

Alligevel må man sige, at hvis det er denne kvinde, som er anledning til, at Jesus ændrer holdning til indholdet af sin sendelse, så burde der rejses et mindesmærke over hende i alle verdens kirker. For sæt hun havde valgt at gå sin vej og ikke var fortsat med at bede, så havde Jesus åbenbart levet i hellig uvidenhed om sig selv og sin egen tjeneste. Så var han blevet i illusionen om, at han blot var sendt til Israel, og så var budskabet aldrig nået udenfor Israels grænser og til os. Alligevel vælger nogle at tolke læse teksten som et udtryk for den bevægelige Gud, der kan rokkes og flyder og som forandrer sin vilje alt efter, hvad han møder på sin vej. Som en kilde, der løber ned ad bjerget og forandrer løbet, alt efter hvad den rammer ind i.

Også det kan man godt argumentere for, men spørgsmålet er, om det er svaret.

Og det kan I sikkert godt høre, at det tror jeg ikke.

Endelig kan man sige, at Jesus bare ønsker at teste kvindens tro. Han prøver hende, lutrer hende, lader hende møde modstand, for at se, om hun har tro nok og om hun mener bønnen alvorligt.

Det er også et synspunkt, som man godt kan argumentere for.

Alligevel må man også her spørge, om det virkelig er fair på den måde at teste en lidende og bekymret mor. Det er jo ikke noget, som Jesus ellers gør, så hvorfor skulle han da lige vælge at gøre det overfor denne fremmede kvinde?

Jeg tror, at svaret er meget mere enkelt, og at beretningen skal læses på en helt anden måde. Det er en tolkning, som jeg har læst i Kenneth Baileys bog: Jesus set med mellemøstlige øjne. Her gør han sig til talsmand for en anderledes tolkning, som efter min mening er bedre. Først skal vi lægge mærke til, at det kun er kvinden og disciplene, der befinder sig sammen med Jesus. Disciplene ved godt, hvad de mener om de fremmede og om denne kvinde. Hun er et menneske, som Jesus ikke skal tale med eller tiltales af. Det hører sig ikke til, så de mener dybt i hjertet, at Jesus skal tie stille. Og det gør han så. Han opfylder med andre ord ikke kvindens, men disciplenes forventninger. Han svarer hende ikke et ord. Det har nu ingen indvirkning på kvinden, og så opfordrer disciplene ham til at sende hende væk, hvilket Jesus så også gør. Han opfylder stadig ikke kvindens, men disciplenes bøn. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels Hus!” Med andre ord: Gå hjem. Jeg har ikke noget med dig at gøre.

Hun forsvinder stadig ikke, men holder fast i bønnen: Herre hjælp mig! Og så kommer den afvisning, som ligger bag disciplenes holdning. Hun er en hund, som man i grunden bør sparke væk, sådan som hun ligger der ved Jesu fødder og græder og hyler. Også det bekræfter Jesus dem i og sammenligner hende med en hund. Først da kvinden stadig bliver liggende og endda anerkender sin ydmyge plads, sker underet.

Så hvad er det, vi er vidner til? Det er discipel-undervisning. Det er ikke Jesus, som bliver undervist af kvinden om sin bestemmelse og sit kald. Det kender han naturligvis allerede. Det er heller ikke for at teste kvinden. Nej, det er for at teste disciplene og deres holdninger ved at prøve dem af på kvinden. Så kan de se, hvad der sker, og hvad det fører med sig at møde de fremmede på den måde, som de mener, er den rigtige. Og de får en tro at se, som er større, end hvad de tidligere har været vidne til. De møder en kvinde, som er stædig og mere vedholdende i bønnen, og som optræder mere ydmygt end nogen anden de tidligere har været sammen med.

De lærer ikke først og fremmest noget om de fremmede – de lærer noget om sig selv og deres egne holdninger. De bliver prøvet af og testet i det virkelige liv og den virkelige verden, hvor de ender med at smuldre og forvitre. De er ikke så holdbare eller slidstærke. Det er slet ikke enkelt at ville afvise et menneske med den begrundelse, at det er fremmed.

Jeg var fremmed – og I blev bange for mig.

Hvordan kan vi da lære at møde de fremmede på en anden måde? Hvordan kan vores frygt, afvisning, mistænksomhed og fordomme da ændres til, at vi i stedet møder den fremmede med åbenhed, nysgerrighed, venlighed – ja, måske endda med kærlighed?

From Exclusion to Embrace har Chawkat Moucarry kaldt et spændende lille studiehæfte om interreligiøst engagement. Her har han sat fokus på 13 forskellige bibelske beretninger, som alle handler om den fremmede. De viser i hvor høj grad, vi kan blive inspireret og udfordret af Bibelens tale om den fremmede. Tænk blot på de gammeltestamentlige ord, som vi knap tør hviske: ”Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten!” 5. Mosebog 10,18)

Ikke alene skal vi behandle den fremmede godt, vi skal elske den fremmede.

Det er jo uhørt og en fordring, som ligger langt ud over, hvad vi overhovedet kan opfylde.

Men hvordan skal det da nogensinde kunne blive anderledes med os? For vi har det på mange måder som disciplene. Vi har så let til de kolde hjerter, kolde skuldre, kolde øjne, kolde hjerner, kolde kalkuler. For det er jo dyrt, farligt og besværligt to embrace – at omfavne.

Hvad kan vi da gøre både for os selv, for hinanden og for den fremmede?

Her vil jeg slutte med at læse fra 1. Peters Brev kap 4 vers 7-8, hvor Peter skriver: ”Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.”

Det er især den sidste del, som er mere end en tanke værd. For kærlighed skjuler mange synder, hedder det. Guds kærlighed skjuler vore synder, og på samme måde skal vi med kærlighed skjule hinandens synder.

Skjule dem, på samme måde og med samme virkning, som når fuglen her i foråret dækker sine æg med vingerne. Hårde kolde æg bliver omfavnet af fuglens vinger og forvandlet til levende varme unger under fuglens vingers skygge. Der sker intet mindre end et under.

Det under skete for disciplene. Deres sind og hjerte blev forvandlet. Kvindens datter blev helbredt, ja, men det største under var vel, at disciplenes hjerter blev forvandlet. For de ender med at gå ud i al verden for at dele budskabet blandt alle fremmede folkeslag.

Kære Gud. Lad også vore hjerter blive forvandlet i mødet med dig. Skjul os under dine vingers skygge. Blødgør og varm vore kolde hjerter. Gør os levende. Skab i os et nyt og rent hjerte, styrk vor ånd og indbyrdes kærlighed. Hjælp os at se hinanden og på os selv som andet og mere end kolde hjerter og lukkede sind. Hjælp os at se ind bag alt det hårde og kolde og giv os tro på de nye muligheder, som ligger gemt i hvert eneste menneske. Og altså også i os. Og giv os troen på og forundringen over, at håbet ikke behøver så meget for at holdes i live

én anemone – foråret er på vej

en fugleunge – sommeren er nær

en opstandelse – Gudsriget er nær.

Så lidt og dog så meget

et brev til en fange skaber håb

én bøn

én salme

ét brød

eet bæger

ét er fornødent.

Amen Ære være Faderen og sønnen og Helligånden som i begyndelsen så nu og altid og i al evighed. Amen.

Reklamer
Standard