Kære Laura! De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, står skrevet i Lukasevangeliet kap. 10 vers 2: ”Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”
Ordene er fra Jesu udsendelsestale til de 72 disciple, som vi hører om i Lukasevangeliet kap 10. Allerede inden han sender dem ud og fortæller dem, hvad de skal gøre, og hvordan de skal forholde sig på de steder, hvor han sender dem hen, så pålægger han dem at bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.
Ordene er nærmest en overskrift for udsendelsen. Det er da også derfor vi hører dem læst op ved alle ordinationer. Også i dag blev de læst op fra prædikestolen af domprovst Anne Reiter ved præsentationen af dig.
Så udsendelse eller ordination hænger sammen med bønnen til Gud om at sende medarbejdere. Du bliver med andre ord i dag, Laura, ved din ordination mindet om at bede Gud om at sende medarbejdere til tjeneste for evangeliet.
Men hvorfor i grunden? Hvorfor mon det er så vigtigt for ordinanden eller den som sendes ud at bede Gud om at sende arbejdere til sin høst?
Jeg tror, at det på den ene side skal være en påmindelse om, at man som præst eller udsendt selv er båret eller afhængig af andres bøn.
Når man som ordinand får at vide, at man skal bede Gud om at sende arbejdere ud til sin høst, så bliver man jo mindet om, at andre har bedt om, at også jeg blev kaldet til præstetjenesten og til medarbejder i evangeliets tjeneste. Vi bliver mindet om, at vi som præster og forkyndere er dybt afhængige af andres bøn og forbøn.
Det kan vi også lære af Paulus, som understreger det mange gange. I Kolossenserbrevet kap 4 skriver han indtrængende til menigheden: ”Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak, og bed også for os om, at Gud vil åbne os en dør for ordet, så vi kan forkynde Kristus-hemmeligheden, som jeg sidder i fængsel for. Bed om, at jeg må gøre den kendt og tale, som jeg skal.”
Det er vel at mærke Paulus, ham, som havde så meget på hjerte, som var så velbevandret i skriften og teologien. Ham, som vi måske tænker må være den bedste, sikreste og modigste medarbejder i evangeliets tjeneste. Det er ham, som beder om menighedens hjælp og støtte. Han har brug for at de står sammen i forbøn for ham og hans tjeneste. For han ved og understreger mere end nogen anden, at forbønnen er vigtig og nødvendig.
Så når du nu, Laura, i dag bliver ordineret til præstetjenesten, så lad ikke solen gå ned, uden at du husker at bede Gud om at sende arbejdere ud til sin høst. Og gerne endnu flere præster og medarbejdere her til Lolland-Falsters Stift.
For der er jo begyndende præstemangel her og rundt omkring i Danmark. Arbejderne er ganske rigtigt få, og noget skal der gøres ved det.
Sidste år blev der derfor også sat et udvalgsarbejde i gang for at afhjælpe præstemanglen. I den forbindelse udarbejdede Præsteforeningen 10 bud, som iflg foreningen skal kunne afhjælpe præstemanglen og få flere til at blive præster.
De første af de ti bud lyder: Bed høstens Herre!!!
Nej :-)– det første bud lyder rent faktisk:
Højere løn.
Og det er jo sympatisk nok, og også nødvendigt. Det er vel ret beset også det, som en fagforening skal kæmpe for; men det er alligevel tankevækkende, at i ingen af de ti bud lyder det: Bed høstens herre.
Det er også bemærkelsesværdigt, at den bøn, som bruges på prædikestolen i forlængelse Jesu opfordring om at bede om arbejdere til høsten lyder: “Vi takker dig Gud, fordi du, vor synd og uværdighed til trods, har ladet dit ord forkynde i din kirke, og vi beder dig, at vore prædikanter altid må prædike dit evangelium ret, til din ære og vor salighed. Amen”
Det er også en både rigtig og vigtig bøn. Men det er da underligt, at vi så ikke her – efter Jesu ord og opfordring – så beder Gud om at sende flere medarbejdere. Derfor bad jeg i dag domprovst Anne Reiter om at lave en lille tilføjelse: ”Send arbejdere til din høst. Kald og udrust flere til præstetjenesten i vort stift.”
Vi har brug for at blive mindet om bønnen og bønnens nødvendighed. Vi har brug for som præster at fordybe os, for at have noget at øse af. Det er det ene, som der er at sige.
Det andet, som vi kan lære af Jesu ord, er at Gud åbenbart også har brug for eller i hvert fald gør brug af vores forbøn.
Kunne han da ikke bare selv sende de tjenere, som han har brug for. Hvorfor skal vi med vores bøn medvirke?
Vel ganske enkelt fordi Gud ikke handler hen over hovedet på os. Han ønsker vores medvirken. Han er kærlighed, og kærlighed tvinger ikke.
Dermed bliver bønnen en tjeneste, og måske en af de vigtigste tjenester eller opgaver for en præst og forkynder. I Apostlenes gerninger kap 6 hører vi om, at menigheden er i stor vækst og der er mange opgaver, som skal løses. De 12 sammenkalder derfor hele discipelskaren, og uddelegerer de mange opgaver, for at de selv – som det hedder – fortsat kan holde sig til bønnen og tjenesten for ordet.
Det er med andre ord, Laura, den særlige, første og vigtige opgave du som præst i dag ordineres til. Den er særlig, men ikke særlig synlig, den er utaknemlig, for der er ikke mange som vil takke dig for det. Mange vil endda ryste på hovedet og kalde det for nyttesløst og spild af tid. Men derfor skal du alligevel blive ved med at bede.
Husk på opfordringen ved din ordination, den samme som ved Jesu udsendelse af de 72 disciple. De første ord var: bed. Så vær tålmodig, vedholdende og udholdende i bønnen. For din egen skyld og for dine menigheders skyld.
I en lille udgivelse om bibelsk fællesbøn skriver afdøde professor Prenter:”Jeg læste for mange år siden i Kirkeligt Samfunds Julebog en artikel af Erik Appel om sognepræstens gerning, hvori han bl.a. sagde, at han, når han en sen aften passerede præstegården og så, at der var lys i studerekammeret endnu, efter at alle andre i sognet var gået til ro, kunne føle en stor taknemmelighed ved at tænke på, at der dog i sognet altid er en, som har til opgave at våge og bede for alle. Det var en fin erkendelse af, hvad præstens tidebønstjeneste egentlig er, som jeg ikke siden har kunnet glemme.” – slutter Prenter
Det kan også siges på en anden måde. Nemlig som vi skal synge det i Holger Lissners salme her om lidt: Herre, gør mit liv til bøn.
Lad hele livet være en bøn. En åbenhed, lydhørhed, taknemlighed, ydmyghed og afhængighed af Gud. Og en lovprisning. For han er trofast og barmhjertig, han hører og gør brug af din bøn og er med dig alle dage indtil verdens ende. Derfor: Bed!
Til lykke med at du er blevet kaldet og lod dig kalde til at blive præst – må Gud velsigne dig i dit embede og værne dig imod alt ondt og føre dig til det evige liv.
Gud i vold!
Amen
dommedag i islam og kristendom 